Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Københavnerne betaler dyrt for feel good-politik

Venstrefløjens politik skal give rare mavefornemmelser frem for at skabe reelle forandringer. Et eksempel på dette er den nye 'grønne' affaldssortering i København.

Debatindlæg

På tre områder falder venstrefløjens symbol- og identitetspolitik helt igennem: Det drejer sig om integration, sundhed og såkaldt bæredygtighed.

Venstrefløjens dagsorden om en bæredygtig by munder ofte ud i dyr og skør symbolpolitik. Tag den kommunale køkkenkurv til sortering af madaffald, der er blevet sendt ud til københavnerne med besked om, at gulerodsskrællen nu skal omdannes til biogas.

Det lyder jo meget grønt, men sandheden er noget mere mørk og dyster. Der er nemlig ikke noget biogasanlæg tæt på København, så hver eneste fyldt spand skal både en tur til Amager til omlastning, til rensning i Glostrup og fragtes videre til Sydsjælland. En tur på 130 kilometer med lastbiler, der ikke ligefrem kører på kærlighed og kildevand.

Forskere fra DTU har fastslået, at der næppe er nogen miljøgevinst ved at genanvende madaffaldet. Venstrefløjens politik skal bare give rare mavefornemmelser frem for at skabe reelle forandringer.

Målet om, at København skal være CO2-neutral, handler også om rare mavefornemmelser. Hvis København bliver CO2-neutral, vil det ikke ændre på Danmarks samlede CO2-udledning.

I stedet for at nå ud til målgruppen bliver det til kampagner med pseudobudskaber for en frelst elite, der kun opnår dialog med sig selv

Udleder København mindre, udleder en anden kommune mere. Og selv hvis hele Danmark blev CO2-neutralt, ville det ikke ændre en brøkdel på de globale klimaudfordringer. Påpeges det, lyder svaret, at det handler om ’at gå forrest og sende et godt signal’. Well, there you have it.

Foruden klimahykleriet døjer vi med det frelste sundhedshysteri fra curlingkommune København, hvor man i en pædagogisk og friskfyragtig tone beder borgerne om at tælle deres æg, teste deres sædkvalitet, drikke mindre rødvin og kvitte cigaretterne.

Københavns Kommune er den irriterende selvbestaltede sundhedsguru, som ingen har ringet efter, og som endnu færre ønsker at tage imod gode råd fra. I stedet for at nå ud til målgruppen bliver det til kampagner med pseudobudskaber for en frelst elite, der kun opnår dialog med sig selv.

Der er ikke én eneste hjemløs, socialt udsat eller enlig mor i socialgruppe 5, der nogensinde har overvejet at hoppe i løbetightsene eller at skære ned på smøgerne på baggrund af de løftede pegefingre fra curlingkommunen, fordi de har læst en bannerreklame ved et busstoppested.

Byens socialt udsatte har ikke brug for nudging mod en sundere levestil. De har brug for en effektiv kommune, hvor de ikke bliver kastebold mellem syv forskellige sagsbehandlere, når deres sag skal behandles.

Integrationsområdet i København er endnu et eksempel på identitetspolitik, som er manifesteret i symbolpolitik og projektmageri. Projekter, hvor ordet mangfoldighed anvendes som præfix, er særdeles populære.

Københavns Kommune har derfor holdt Mangfoldighedsfest, der hylder alle kulturer, lige med undtagelse af den jødiske. For værten, Københavns Kommune, bad jøderne blive væk på grund af fare for sammenstød, vold og trusler.

De har også oprettet en Mangfoldighedshjemmepleje, hvor borgere på tværs af etnicitet, sprog og religion skulle blive gamle sammen. Med kun 5 beboere, der ikke var etnisk danske, blev dette projekt ikke en succes. Og sådan kunne jeg blive ved.

Tag bare integrationsprojekt Pump og Pimp, som er et cykelværksted, der skal få indvandrere til at cykle. Integrationsprojekter koster hvert år Københavns Kommune over 200 mio. kr. Dem kunne man lige så godt have hældt direkte i de københavnske søer.

For status er, at indvandrerbanderne tager til i styrke, flere og flere ikke-vestlige par fylder i kontanthjælpsstatistikkerne, og tredjegenerationsindvandrerne klarer sig dårligt i folkeskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet for pseudoprojekter kunne vi stramme kravene til og sænke rådighedsbeløbene for ikke-vestlige kontanthjælpsmodtagere. Både integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet har fået flere i arbejde. Det er der bare ikke så meget feel good-pladderhumanisme over. Så det arbejde er overladt til de borgerlige partier.

København har seriøse udfordringer. Loyal to Familia er ved at besætte Nørrebro, det faglige niveau i de københavnske folkeskoler er skræmmende lavt, og erhvervslivet har nogle af landets dårligste vilkår.

Spørger man de hjemløse på herbergerne, som rådner op blandt cigaretskod og bananfluer, eller de forældre til børn med handikap, som sendte over 800 klager over Borgercenter Handicap sidste år, er det tydeligt, at det sociale område halter.

Der er nok at tage fat på, men alligevel munder det meste fra den københavnske venstrefløj ud i symbolsk identitetspolitik, mens regningen efterlades hos københavnerne.

Tiden er inde til at lægge de store visionære luftkasteller på hylden og fokusere på en jordnær, borgerlig og – rent ud sagt – røvkedelig og ikke så smart-i-en-fart-politik i København. Der skal tages hånd om de udfordringer, som vores by har med integration, socialt udsatte, dårlig sagsbehandling og dårlige folkeskoler.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce