Foto: Thomas Borberg
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tarek Hussein: I årevis har man efterlyst det muslimske civilsamfunds handlen. Nu handler fædrene, og så er det også forkert

I debatten om våbenhvilen i den verserende bandekrig fyger det med udokumenterede påstande og alternativ fakta. Men fædregruppen bag initiativet har ikke skjulte motiver. De vil bare gerne have ro i gaderne.

Debatindlæg

Jeg bor i Københavns Nordvestkvarter. Her har jeg boet i en årrække til stor glæde.

De seneste måneder har jeg dog sammen med det meste af Nørrebro og Nordvest oplevet, hvordan afstumpede bander har taget vores bydel som gidsel. 43 skyderier, 3 dræbte og den konstante lyd af politisirener, helikopter og summende overvågningsfly.

Politiet har tydeligvis forstærket deres tilstedeværelse markant, mens regeringen anført af sheriffen fra Viborg, Søren Pape Poulsen, har lovet bulder og brag, hvis ikke banderne snart stopper.

Men det er intet at sammenligne med forargelsen og vreden, som ramte, da det forleden blev offentlig kendt, at en gruppe af fædre på Nørrebro havde forhandlet en midlertidig ’våbenhvile’ på plads imellem de to stridende parter (LTF og Mjølnerparken). Det har givet anledning til ukritisk videregivelse af fuldstændig udokumenterede påstande og alternativ fakta. Så lad os prøve at få lidt styr på vrøvlet:

Påstand 1: »Det er fædrene til bandemedlemmerne, som har forhandlet aftalen på plads«.
Det er ganske enkelt ikke korrekt. Gruppen af fædre, som har taget initiativ til at forhandle aftalen på plads, består primært af forældre, som ikke har børn, der er bandemedlemmer, men som blot er bekymrede for deres bydel og frygter, at de selv eller deres børn bliver ofre for den næste vildfarne kugle.

Påstand 2: »Fædregruppen ved, hvem gerningsmændene til drabene er og dækker over dem«.

Det er ikke alene forkert, men også en dybt stødende påstand, som der ikke er frembragt den mindste dokumentation for. Fædrene har siddet med de ledende medlemmer fra begge sider af den verserende konflikt, men det betyder ikke, at de har kendskab til, hvem der har begået drabene. Hvorfor i alverden skulle banderne lige pludselig stikke gerningsmændene bag de forbrydelser?

Påstand 3: »Fædregruppen har været med til at fordele hashmarkedet«.

En af de mere absurde udtalelser er (ikke overraskende) blevet fremsat af den konservative Naser Khader, som udtalte: »Vi kender ikke aftalens indhold. Er det f.eks. hashmarkedet, der bliver fordelt på en anden måde?« (Berlingske, 14.11 2017). Endnu en gang et eksempel på en påstand trukket fuldstændig ud af hatten uden skyggen af dokumentation. Aftalen er en fire uger lang våbenhvile, som forhåbentligt kan munde ud i, at begge sidder stopper med at skyde løs på de københavnske gader og stræder.

Påstand 4: »Det er problematisk, at aftalen blev indgået i en moske«.

Det er fra flere sider blevet problematiseret, at aftalen blev indgået i en moske, da det er blevet læst som et tydeligt tegn på parallelsamfund, integrationsproblemer, særlige muslimske regler etc. Men hvad er problemet? Moskeer har til alle tider været religiøse, kulturelle og sociale omdrejningspunkter for deres lokalområde og er typisk et neutralt rum, hvor man kan mødes uagtet uenigheder og konflikter. Jeg er grundlæggende hamrende ligeglad med, om de mødes i en moske, synagoge eller på et værtshus, hvis det bare betyder, at de stopper med at skyde på hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Påstand 5: »Hvorfor har fædregruppen ikke stoppet banderne tidligere?«.

Den pågældende gruppe af fædre har været i dialog med banderne i næsten tre måneder, hvor de har forsøgt at gyde olie på vandene, men desværre uden held. Det har altså ikke været manglende lyst eller vilje fra deres side af, men banderne som ikke var villige før nu.

Debatten oven på våbenhvilen er et fremragende eksempel på, hvordan ethvert initiativ, som har et muslimsk skær, per definition skal vendes til noget negativt. I årevis har vi været efter det muslimske civilsamfund for deres manglende involvering, og når en gruppe fædre så tager initiativ til at få stoppet skyderierne, så insisterer vi på, at de må have skjulte motiver og intentioner. Damned if you do and damned if you don’t.

Der er tale om en gruppe af fædre, som er bekymret på vegne af deres lokalmiljø, som derfor har brugt sig selv til at sætte en foreløbig stopper for skyderierne. Hvordan det nogensinde kan vendes til noget negativt overgår min fantasi.

I 1997 indgik Hells Angels og Bandidos en fredsaftale efter den famøse rockerkrig. Aftalen blev indgået med forsvarsadvokaten Thorkild Høyer som mægler, og forargelsen var ikke tilnærmelsesvis så stor, som da en gruppe af fædre på Nørrebro i 2017 blev trætte af skyderier på deres gader.

Ja, de her bandemedlemmer er et produkt af en generation af forældre, hvoraf mange fuldstændig har fejlet i deres opdragelse. Men der er forhåbentligt ingen, som bilder sig ind, at våbenhvilen kommer til at løse de strukturelle udfordringer med bander/rockere, hashmarkeder og ghettoer? I første omgang må opgaven være at stoppe skyderierne i de københavnske gader, og så kan vi tage debatten om, hvordan vi får løst bande- og rockerproblemerne bagefter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der skal ikke herske tvivl om, at det selvfølgelig er at foretrække, at politiet sætter en stopper for konflikten ved at anholde og konstant stresse banderne. Men hvis alternativet er, at de fortsætter med at skyde efter hinanden på åben gade, så siger jeg ja tak til en foreløbig våbenhvile.

Det er meget let at sidde i sit elfenbenstårn inde på Christiansborg eller i en fin lejlighed på Frederiksberg og belære os borgere på Nørrebro og i Nordvest om højt besungne principper, mens vi ikke tør sende vores børn ud på gaden af frygt for, at de bliver ramt af den næste kugle.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce