Debatindlæg

»Jeg fortæller terapeuten om hævede knive og hænder om halse. Om forældre der forsvinder om natten«

Blogger og kunstner Emilie Foli skriver her om en opvækst med kaos og svigt og flugt og krisecentre. Og et voksenliv med terapi og eftertanke.

Debatindlæg
FOR ABONNENTER

Jeg husker, hvordan det er at køre langs markerne i larmende mørke, hvordan hvert strå, der bevægede sig, satte sig i kroppen. Jeg husker, hvordan røgen over skorstenen lignede djævelen i solnedgang.

Jeg husker, hvordan det er at gå, som om nogen er efter dig, som om nogen altid er efter dig, og du mærker dem i nakken, lige inden du tænder for lyset eller hopper over dørtærsklen og tror, at det ikke kan følge efter dig ind.

Jeg husker, hvordan det er at komme hjem og ikke vide, hvad du kommer hjem til. Jeg husker, hvordan luften var tyk og tydelig i sit sprog, når man ikke skulle gå ovenpå. Jeg husker råbene, og døre der smækker, jeg husker at løbe ud over markerne, jeg husker at være stille.

Jeg er vokset op langt ude på landet for enden af en grusvej, fyldt med huller. Jeg er vokset op på en kæmpe gård, uden dyr. Jeg er vokset op med en mor og en far, en lillebror og en hund. Jeg er vokset op i et hjem med mange lædermøbler, jeg er vokset op i et hjem uden ret mange venner.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce