Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Er vi nået dertil, at en død patient er en god patient?

Det er et fattigt samfund, der afliver sine ikkeproduktive eller fortvivlede medborgere.

Debatindlæg

I Politiken raser en debat for eller imod aktiv dødshjælp.

Som sygeplejerske, der i mange år har arbejdet med døende mennesker i Københavns Kommune, vil jeg gerne blande mig i debatten.

Københavns Kommunes palliative afdeling, hvor jeg arbejdede, udmærkede sig ved også at tage imod alle de ikkehospiceegnede borgere med kort livsudsigt, det vil sige folk med demens, misbrug og/eller psykisk lidelse, flygtninge og indvandrere, der ikke mestrede det danske sprog, og folk med hjernetumorer eller hjernemetastaser, der gjorde, at de ikke var helt relevante.

Næsten alle havde kræft, og alle havde kort livsudsigt, fra dage til få måneder. 95 procent døde på afdelingen, 5 procent blev udskrevet til hjemmet eller til plejehjem.

Den sidste tid, som de syge tilbragte sammen med deres familier eller med os som plejepersonale, når der ingen pårørende var, blev meget betydningsfuld og berigende – både for den døende og for de pårørende og også for os som fagfolk. Netop dette er svært at forklare til rationelt tænkende, raske mennesker, der ikke selv har prøvet at leve i sådan et intenst smertefuldt, men også livsbekræftende forløb.

Hvordan kan et begavet menneske som Niels I. Meyer mene, at mennesker bevidst skal kunne vælge ikke at være til unødigt besvær for deres familie og samfundet (Pol. 14.3.)? Hvornår er det mere præcist, man bliver unødigt til besvær? I min optik lever vi alle hver dag på hinandens bekostning, og vi er alle livet igennem unødigt til besvær for hinanden.

Jeg tænker, at de mennesker, der ikke kan forsone sig med skrøbelighed og hjælpeløshed hos sig selv eller andre, må mangle barmhjertighed i deres eget liv.

Vi har således ofte oplevet, at en del mænd absolut hellere vil dø end modtage hjælp til toiletbesøg og nedre hygiejne. Skal de så aflives? Grænserne blev flyttet for de selvhjulpne mennesker, der sagde, at de hellere ville aflives end hjælpeløst blive udleveret til andres forgodtbefindende. Nogle af dem ønskede aktiv dødshjælp, men bare aldrig lige i dag.

Annonce

Vi har i Danmark en udmærket lovgivning omkring lindring af uhelbredeligt syge mennesker. Det primære er at lindre, det er sekundært, om man dermed forkorter eller forlænger folks liv.

Vi har også en lov om mulighed for palliativ sedering, hvor man sløves medicinsk, fordi tilværelsen som meget alvorlig syg med kort livsudsigt bliver for ubærlig, og alle andre muligheder for lindring, fysisk, psykisk, socialt og åndeligt er afprøvet uden held. Denne regel tages yderst sjældent i brug, men den er ofte med i overvejelserne om den bedst mulige lindring for den enkelte og har derfor stor betydning.

Viden om den bedst mulige lindring er fortsat mangelfuld rundt om i Danmark, selv om der er sket store forbedringer. Jeg går ud fra, at de ivrigste fortalere for aktiv dødshjælp er de, der har siddet ved en kær pårørende og oplevet, at denne måtte dø uden ordentlig lindring.

En sådan oplevelse kan jo gøre enhver til fortaler for medlidenhedsdrab. Men det er en meget lille procentdel af kræftpatienter, der ikke kan opnå tilfredsstillende lindring med den rette hjælp.

Langsomt er man ved at udbrede kendskabet til lindring for andre patientgrupper såsom døende kol-patienter, hjerte- og nyrepatienter og demente.

Palliativt Videncenter, Pavi, er ved at undersøge de forskellige patientforeningers meninger om den gode død for hver deres patientkategori. Pavi har ligeledes fokus på, hvornår og hvordan læger og sygeplejersker sammen med patienten kan erkende, at denne er døende, så den bedst mulige lindring kan sættes i værk.

Jeg har set ikke så få hjemløse, misbrugere og psykisk syge få en god lindring og have nogle af deres livs bedste måneder på afdelingen, før de døde.

Og jeg har faktisk mødt en såkaldt døende på langrend i de norske fjelde. Han var erklæret døende og havde virkelig mange plager, da han ankom til den palliative afdeling. Han blev efter flere måneder erklæret rask af kræftlægerne og fik sig så et nyt liv.

Han var helt sikkert blevet aflivet, hvis det havde været en mulighed dengang, for han var meget opgivende, da han ankom. Jo længere tids erfaring man får i arbejdet med døende, jo mere forsigtig bliver man med at sætte tid på den enkeltes sygdomsforløb.

Annonce

Annonce

Mere overordnet vil jeg spørge fortalerne for aktiv dødshjælp: Hvor fortvivlet skal man være, før man må slås ihjel? Hvor hjælpeløs skal man være og igennem hvor lang tid? Hvem skal afgøre, om man er naturligt ulykkelig over sin situation, eller om man er sygeligt deprimeret og vil kunne behandles? Skal selvmordere fremover opmuntres til deres forehavende i stedet for at beskyttes af samfundet mod deres destruktive impulser, således at arbejdsbyrden i systemet spares? Er vi i vort pengegriske samfund nået dertil, at en død patient er en god patient? Koster alt dette unødige besvær for meget?

Primitive kulturer er blandt andet kendetegnet ved, at de sætter nyfødte ud i naturen og sender folk væk for at dø, da de ikke har ressourcer til at fodre de svagelige.

Jeg synes, det er et fattigt samfund, der afliver sine ikkeproduktive og/eller fortvivlede medborgere. Som sygeplejerske vil jeg til enhver tid nægte at medvirke til at slå nogen ihjel. Men jeg vil meget gerne lindre, med medicin, eventuelt i store doser, og med nærvær, trøst, ro og opmærksomhed.

Et selvmord er altid et nederlag for de efterladte og for livskraften i et samfund. Men den, der tager sit eget liv, kan have grunde, vi ikke kan dømme om. Men til dem, der beder mig hjælpe med at slå dem ihjel, vil jeg sige: Beklager, hvis du ikke selv kan tage dit eget liv, må du vente på en mere naturlig død. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Man kan ikke bede andre om at slå sig ihjel. Ingen arme, ingen småkager!

De hjælpeløse har noget at bidrage med til vores samfund. De er med til at menneskeliggøre det. De sætter lidelsen i perspektiv for os andre. De inspirerer os til nænsomhed og til ømhed. De inspirerer os til taknemlighed over at være til. Vi skal ikke dyrke lidelsen, men vi skal vide, at det er lidelsen, der sætter lykken i perspektiv.

Og så må jeg sige: Hvis vores samfund skal forbeholdes de samfundsborgere, der er overbevist om deres egen ret til at eksistere i kraft af deres positive bidrag til samfundet, ja, så er det lige før, jeg selv vil overveje at fravige min egen overbevisning og bede om at blive aflivet.

For et sådan samfund vil for mig ikke være menneskeligt eller værd at leve i.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden