Arkivtegning: Anne-Marie Steen Petersen

Arkivtegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Er jeg som adoptivbarn heller ikke rigtig dansk?

Jeg er 1,55 høj, har mørke øjne, mørkt hår og er mørk i huden. Jeg ligner en fra Indien, og ja, jeg er født i Indien. Kan jeg så aldrig blive ’rigtig dansk’?

Debatindlæg

»Hvor er du fra«, lyder det fra en af pigerne, der står i en lille flok lidt væk fra min veninde og mig.

Vi er begge adopterede, men min veninde ser med det samme over på mig, for hun ved godt, at spørgsmålet ikke var til hende. Sådan nogle får hun nemlig ikke, for hun er lys i huden. Det er jeg ikke.

»Jeg er fra Danmark«, siger jeg, selvom jeg ved, at det ikke er det svar, de vil høre.

De står lidt og kigger skeptisk på mig.

»Nej, men hvor er du født«, prøver de igen.

Jeg kommer med det, de venter på:

»Jeg er adopteret fra Indien«, siger jeg. Og ved, at alle de spørgsmål, de vil have svar på, kommer nu.

»Sri Lanka kunne du godt ligne en, der kom fra«, begynder en af pigerne. Hun fortsætter:

»Kender du dine biologiske forældre? Savner du dem? Er det ikke mærkeligt at kalde dine danske forældre for mor og far, når de ikke er det …?«

Med deres spørgsmål fremmedgør pigerne mig. De ved ikke, hvor hårdt de rammer. Men det er ikke kun, når jeg møder skeptiske jævnaldrende, at jeg bliver konfronteret med, at jeg er anderledes.

Når Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti definerer, hvad en ’rigtig dansker’ er og bruger ord som ’fuldblodsdansker’ i medierne, står jeg tilbage som et stort spørgsmålstegn. Jeg er opvokset i en dansk familie. Jeg går i en dansk folkeskole. Jeg taler flydende dansk. Jeg er kristen og medlem af folkekirken. Alt det, folk som Pernille Vermund mener, der skal til, før man kan være ’rigtig dansker’.

Men jeg er 1,55 høj, har mørke øjne, mørkt hår og er mørk i huden. Jeg ligner en fra Indien, og ja, jeg er født i Indien. Kan jeg så aldrig blive ’rigtig dansk’?

Når en politiker hiver fat i et emne som danskhed, vil debatten automatisk sprede sig i samfundet. Det skaber et ’dem og os’ og betyder, at folk som mig, der ikke er hvid i huden, skal bevise, at jeg er god nok. Jeg undrer mig over, hvorfor vi som mennesker har brug for at sætte en label på alt og alle. Er det mon for vores egen forståelses skyld, eller er det, for at vi kan finde vores plads i hierarkiet som mennesker?

Egentlig rammer det mig ikke, når folk spørger, hvor jeg er fra. For man har lov til at være nysgerrig. Men det rammer mig, når folk spørger og derefter anser sig mig for ikke at være dansker.

For nej. Jeg kan ikke bare rejse til Indien og føle mig hjemme. Da jeg besøgte mit fødeland i vinter, kiggede alle undrende på min søster og mig, som vi kom gående der med to lyse forældre og var klædt i vestligt tøj. Også her oplevede jeg følelsen af ikke at passe ind. Jeg havde det præcis, som Natasja Saad synger i sin sang ’I Danmark er jeg født’:

»I Sudan er jeg en blegfis og i Danmark det sorte får ...«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce