Foto: Anne-Marie Steen Petersen
Debatindlæg

Trump bringer wrestling ind i politik

Med Trump har den politiske debat flyttet sig fra reel politik til ’politainment’.

Debatindlæg

Hvis man har fulgt dækningen af den amerikanske valgkamp, er man måske stødt på nogle af de utallige artikler og analyser, der i et forsøg på at forklare fænomenet Donald Trump laver en kobling mellem Trump og den amerikanske underholdningsform pro wrestling. Bl.a. har Lars Trier Mogensen i sin bog ’Den store joker: Et politisk portræt af Donald J. Trump’ et helt kapitel med titlen ’Fribryderens triumf’.

Den gængse reaktion på wrestling er: ’Jamen, det er jo ikke ægte’ – underforstået ’hvorfor bruge tid på en sport, hvor udfaldet er aftalt på forhånd?’. Men wrestling er underholdning. Ja, det betyder noget, hvem der vinder og taber, men det vigtigste er, at publikum er underholdt, mens kampen står på.

Ligesom reality-tv repræsenterer wrestling den form for underholdning, der udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og fiktion, og som gør brug af karikerede farverige personligheder. Og lyder det ikke netop som en beskrivelse af den amerikanske valgkamp, og især af Donald Trump?

Udviklingen mod politainment har været længe undervejs måske især i USA, og Trumps kandidatur er den foreløbige kulmination

Wrestlingfans ved godt, at wrestling ikke er ægte. Men de går med på præmissen, suspenderer deres mistro og lader sig rive med af den forestilling og det spektakulære skue, der udspiller sig foran dem. Trump og wrestling hænger sammen af flere grunde. Trump har et par gange været involveret i optrædener i USA’s største wrestlingforbund, World Wrestling Entertainment (WWE), og er også en del af deres Hall of Fame.

WWE brander i dag wrestling som sports entertainment og præsenterer dermed et produkt, som nok har sportslige elementer og rod i traditionel brydning, men som først og fremmest er underholdning. Koblingen mellem Trump og wrestling er så rammende, netop fordi man med Trump får noget, som måske nok foregår i en realistisk (læs: politisk) ramme, men som er underholdende laden-som-om. Vi kan kalde det politisk underholdning eller politainment. Udviklingen mod politainment har været længe undervejs måske især i USA, og Trumps kandidatur er den foreløbige kulmination.

Enhver wrestlingkamp er en opførelse af den ældste historie i verden: det gode mod det onde. Hver wrestler spiller en rolle og har en karakter, som er god eller ond. En wrestler vil oftest overdrive nogle af sine personlige karaktertræk som en del af sin fiktive karakter. Ham, der spiller skurk, kan f.eks. tage en snert naturlig arrogance og skrue den op fra 10 til 100.

Intet er subtilt i wrestling. I en mega-arena skal vedkommende, der sidder på bagerste række, også kunne se, hvad der foregår i ringen. De bedste wrestlingpersonligheder er larger than life. Tænk tilbage på Trumps storslåede entre på det republikanske konvent. Iscenesættelsen var fuldstændig. Alt, the Donald gør, er larger than life. Intet er underspillet, og der er ikke plads til nuancer.

Har man set tv-programmet ’The Apprentice’, ved man, at Donald Trump her synes at spille karakteren Donald Trump. Det virker åbenlyst, at Trump også i debatter generelt spiller en rolle. Som wrestleren, der skal have en reaktion fra publikum, tager Trump dele af sin personlighed og skruer dem op på maks., når han er i det offentlige rum. Han er en mesterlig iscenesætter af sig selv. Som politisk performancekunstner er få bedre. Man kommer i tvivl om, hvorvidt afgrænsningen mellem personen og karakteren Trump overhovedet eksisterer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Debatterne MED Trump sætter seerrekorder. Mange ser nok med i en forventning om, at Trump også denne gang gør eller siger noget kontroversielt. At skillelinjerne mellem virkelighed og fiktion udviskes, er irrelevant for Trump: Han går efter det, som man i wrestling kalder high spots, som er de optrin i en wrestlingkamp, hvor der sker noget overraskende, som får folk op af stolene. Trump ved, at det er de high spots, han skaber, som deles på sociale medier, og som genererer omtale.

Når kommentatorer og analytikere diskuterer Trump som wrestlingfænomen, bringes den franske filosof Roland Barthes ofte på banen, fordi han i 1957 udgav et essay om wrestling og semiotik. Her skriver han bl.a., at »wrestling is a sum of spectacles«. Det er nærliggende at sige, at Trumps politiske optræden også er summen af spektakulære optrin, for det handler udelukkende om, som del af et (øjensynligt) politisk skue, at skabe optrin, der kan begejstre eller ophidse.

Med Trump har den politiske debat flyttet sig langt væk fra reel politik. Ligesom wrestling grundlæggende bygger på traditionel brydning, men har underholdning, opvisning og illusion som sine primære virkemidler, hviler Trumps tilgang til politik på et politisk fundament, men den er primært blevet til politainment: underholdning, opvisning og illusion.

Der er intet galt i at anvende disse virkemidler i en wrestlingring eller i et realityprogram, men det bør ikke være vejen frem i en seriøs politisk debat, og slet ikke vejen til Det Hvide Hus.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce