Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Lad os indføre et nyt princip: politisk social ansvarlighed

Virksomheder og forskere har i årevis arbejdet under etiske retningslinjer. Nu bør vi indføre et lignende princip for vores politikere.

Debatindlæg

Erhvervslivet har i en årrække været opmærksom på det, der nu om dage går under betegnelsen ’virksomheders sociale ansvar’ – på engelsk Corporate Social Responsibility, der forkortes csr.

En csr-strategi for en virksomhed betyder i al væsentlighed, at der i forretningsmodellen for den pågældende virksomhed indarbejdes retningslinjer for, hvordan alt fra produktionsformer til human resource (hr) varetages på en socialt ansvarlig måde.

Det kan f.eks. betyde, at man bekymrer sig om, hvor de råvarer, der indgår i produktionen, kommer fra, at man ikke benytter sig af børnearbejdere eller underbetalt arbejdskraft, at man tænker i, hvordan produktionen eventuelt kunne omlægges på en måde, så den ikke er alt for ressourcekrævende, og så fremdeles.

Det er en ærværdig ambition fra erhvervslivets side, selv om forretningsverdenen langtfra er i mål med at udvise social og miljømæssig ansvarlighed.

Det bekræftes bl.a. af den nyligt udgivne rapport Impact – Transforming Business, Changing the World,udarbejdet for FN’s Global Compact, der er verdens største initiativ på csr-området.

LÆS OGSÅ INTERVIEW MED VINCENT F. HENDRICKS

Men det ændrer ikke ved, at mange virksomheder har en klar ambition om, at csr skal være andet og mere end en fodnote på side 55 i årsrapporten.

Igennem de seneste år har endnu et socialt ansvarsområde set dagens lys. Det kaldes videnskabelig social ansvarlighed – på engelsk Scientific Social Responsibility, der forkortes ssr.

Begrebet bygger på ideen om, at videnskabelig undersøgelse og forskning også skal adressere – og finansieres under hensyntagen til – de store udfordringer, verden står over for. Med videnskab skal man altså være med til at løse verdens problemer.

I januar 2016 meldte World Economic Forum ud, at de 10 store udfordringer, verdenssamfundet står over for, beløber sig til fødevaresikring, inklusive vækst, arbejde, klimaforandringer, de globale finanser, global handel, misinformation på internettet, kønsligestilling, langtidsinvestering samt sundhedspleje.

Politikerne skal lytte til deres vælgere, tages til indtægt for at gennemføre valgløfter og tale så sandt, som det kan lade sig gøre

Hvad enten man er fysiker, kemiker, biolog, matematiker, jordbrugsforsker, datalog, filosof, lingvist eller økonom på universitetet og søger penge til sin forskning, skal lødigheden af det videnskabelige projekt altså ikke kun vurderes ud fra den videnskabelige kvalitet og de nye grundvidenskabelige indsigter, man kunne få ud af forskningsprojektet, men ligeledes efter, hvordan disse indsigter og resultater kan være med til at løse klimakrisen, den stigende ulighed, fødevaresikring og omstillingen til klimavenligt landbrug, omstillingen til miljøbæredygtig trafik, udviklingen af internettet, så mennesker bliver mere oplyste af information og ikke kun falder i ekkokammeret sammen med andre, der ligner en selv i politisk, socialt, kulturelt.

Hvis ikke disse udfordringer tackles, bliver verden mindre stabil, og det kan hverken nulevende eller fremtidige generationer være tjent med.

Enhver generation burde have som ambition at overdrage en verden, der blot er lidt bedre end den, man selv overtog fra sine forældre.

Det er det, vi kalder fremskridt – noget vi med bølgeskvulp, krige, revolutioner og mærkværdige præsidentvalg trods alt har kunnet bryste os af i de 250.000, vi har været homo sapiens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men med det amerikanske valg in mente, Brexit og uhyret, der går under navnet ’det postfaktuelle demokrati’, er det måske tid til at indføre en ny form for ansvarlighed, der kan supplere csr og ssr, nemlig politisk social ansvarlighed – forkortet psr.

Det betyder, at politikere tager på sig at lytte til deres vælgere, samtidig med at de tages til indtægt for at gennemføre de valgløfter, de går til valg på.

Enhver generation burde have som ambition at overdrage en verden, der blot er lidt bedre end den, man selv overtog fra sine forældre.

Det indebærer, at politikere taler så sandt, som det kan lade sig gøre, og lytter til, hvad forretningsverdenen med sine csr-forpligtelser har at sige om global finans og handel, og hvad videnskaben med sine ssr-forpligtelser har at sige om klima, internet, landbrug, køn osv.

Det betyder, at man som politiker ikke kan anbefale et nej til EU uden konsekvensberegning og så stikke af, når Brexit er en realitet.

STUDERENDE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At man ikke må lyve – eller i hvert fald have lemfældig omgang med sandheden – når det hidrører ens e-mail-server, forhold til etablissementet og gedulgte aftaler med en del af erhvervslivet og bankverdenen, som ikke har taget deres csr-ansvar alvorligt.

At man ikke kan udtale sig racistisk, sexistisk, naivistisk, urealistisk og forfatningsstridigt, blot fordi man lyder sur og kan få mange vælgere på at være vred og indigneret uden hverken at have ideologi eller nævneværdige realpolitiske initiativer og løsninger i andet end overskrifter, der kan fylde 140 tegn på Twitter.

Uden politisk social ansvarlighed har det drøftende demokrati svære vilkår – rationalitetens endeligt er populismens begyndelse, der hverken kræver csr, ssr eller anden form for ansvarlighed – og så lever vi i en ny verden, ingen ønsker sig, men alle lige pludselig har fået.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Viden

Forskere skaber tråd med superstyrke

FOR ABONNENTER

Annonce