PET-kommissionen barsler i dag efter et næsten 11-årigt elefantsvangerskab med resultatet af sin undersøgelse. I vægt og omfang er der ikke tale om en mus.

Tidligere har jeg i Politiken sat spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af den undersøgelsesform, som Justitsministeriet valgte, da man ved en lov for over ti år siden fik nedsat PET-kommissionen. Ved valg af undersøgelsesform skulle der nemlig også tages hensyn til – og jeg citerer – »at der i forbindelse med undersøgelsen kan fremkomme oplysninger, der er belastende for enkeltpersoner, og at sådanne oplysninger kan give anledning til, at de kompetente myndigheder ... efterfølgende rejser straffesag eller disciplinærsag mod de pågældende personer«.

For at tage højde for denne helt teoretiske mulighed måtte man gennem undersøgelsen sikre de berørte embedsmænd og ministre de mange retsgarantier, hvorved der blev skabt en usmidig og formalistisk procesform. Undersøgelsen fik en retlig – i stedet for alene en opklarende – karakter.

Jeg havde foretrukket en form for ’Sandhedskommission’ med bl.a. den konsekvens, at de involverede embedsmænd i undersøgelsesperioden skulle løses fra deres tavshedspligt samtidig med, at det skulle tilkendegives over for dem, at der uanset udfaldet af undersøgelsen ikke ville blive gjort et retligt ansvar gældende mod dem. Sandheden har lettere ved at komme frem under en mere formløs og tvangfri undersøgelse af denne karakter.

En anden genetisk mangel ved hele projektet er, at man ikke lod undersøgelsen omfatte Forsvarets Efterretningstjeneste. Der er historiske eksempler på, at denne efterretningstjeneste ikke holdt sig tilbage med hensyn til at gennemføre efterretningsvirksomhed i Danmark på det politiske område. For egen regning vil jeg med min erfaring hævde, at soldaterne ikke havde tillid til, at politiet kunne udføre opgaven godt nok. PET var simpelthen i for kort snor.

Jeg har set dele af beretningen i udkast, og mange af mine bange anelser viser sig at holde stik. Dette fremgår da også af mit høringssvar til kommissionen, som jeg som en selvfølge – også ud fra det almindelige princip om kontradiktion – går ud fra findes optrykt som bilag til beretningen.

Der er vistnok tradition for, at embedsmænd, som på denne måde har været inddraget i en undersøgelse, vælger at gå i flyverskjul. Opfattelsen er den, at det ikke nytter ene mand at gå op imod systemet, og hvad nytter ens ord over for resultatet af en kongelig kommissions ’objektivt videnskabelige’ granskninger og konklusioner. For mit vedkommende har jeg imidlertid valgt at give beretningen nogle velmente ord med på vejen. Det skylder jeg den historiske realitet.

Med den viden, jeg har på nuværende tidspunkt, må jeg konstatere, at ikke alene valgte man en uhensigtsmæssig undersøgelsesform. Man undlod også at sikre kommissionen en tilstrækkelig bred og alsidig faglig sammensætning. Kommissionen har f.eks. helt åbenbart været uden indsigt i afgørende politi- og efterretningsmæssige tankegange. Samme fejl begik man ikke i Norge, da man der gennemførte en – i forhold til den danske – meget smidig historisk undersøgelse.

Når man læser (dele af) beretningen, må man jævnligt undre sig. Der er for mange undersøgelsesmæssige løse ender, som har fået lov til at hænge frit i de ti år, der er gået fra nedsættelsen af kommissionen. Der er f.eks. vigtige vidner, der ikke er blevet afhørt, og i visse tilfælde har man uprøvet lagt påstande til grund eller forkastet påstande, selvom det have været muligt med en efterforskning, der ville have bragt kommissionen lidt nærmere til den sandhed, der aldrig kan indfanges.

Den efterretningsmæssige ekspertise savnes også, når kommissionen som en anden Adso af Melk i ’Rosens navn’ sidder og vender og drejer de efterladte stumper dokumenter for at tænke sig frem til indretningen af virkeligheden for 20-40 år siden.

Jeg savner også spor af en dybere indsigt i de departementale og ministerielle procedurer, der var af væsentlig betydning for PET’s måde at fungere på, og kommissionen har tilsyneladende ej heller haft indsigt i politiorganisatoriske problemstillinger og forhold, som har spillet en rolle for til bunds at forstå PET’s situation.

Ikke at alt dette kan bebrejdes de dommere, der fik til opgave at lede kommissionsarbejdet. Danske dommere er jo ikke rutinerede undersøgelsesdommere, som man f.eks. kender det fra Frankrig og Italien. Danske dommere får tygget mad og føler størst tryghed i retssalens rolige og ufarlige atmosfære, hvor parterne forelægger sagerne for dem. (Jeg har dog kendt dynamiske dommere, som havde en anden indstilling til oplysning af sagerne).

De beskrevne mangler har efter min opfattelse fået som konsekvens, at man på en række områder ikke har været i stand til tilfredsstillende at blotlægge adækvate og sammenhængende relevante historiske forløb. Og af samme årsag har man ikke altid gennemført rimelige ræsonnementer på det givne grundlag. Men min viden er altså baseret på en meget begrænset del af beretningen.

Men skal man kritisere dommerne direkte for noget, så er der nu nok at tage fat i. For det første vil jeg sige, at jeg ikke mindes at have oplevet en så ringe kvalitet af de retsbøger, jeg har fået forelagt til efterfølgende godkendelse. Andre afhørte har haft tilsvarende vurderinger.

Dette gør jo ikke så meget, kan man sige. Det gælder blot om at rette teksten, så den kommer til at være sammenhængende og i overensstemmelse med ens forklaring. Dette forudsætter imidlertid, at man tager sig sammen og bruger tiden på denne retteøvelse, hvortil kommer, at rettelserne jo skal gennemføres på grundlag af det officielle udkast til retsbog, som man får tilsendt – i øvrigt længe efter, at man har afgivet forklaring.

Man kan jo ikke bare skrotte hele teksten og fremsende en helt ny tekst. Man tvinges altså til at gå på kompromis, idet man også hele tiden tænker på, at man jo nødig skal gå hen og blive krakiler. Og det betyder jo ikke alverden, siger man til sig selv.

Men efterfølgende kan man så ikke komme og sige, at retsbogen ikke er rigtig. Man har jo ’godkendt’ den. Men hvad værre er. Når man er optaget af at rette i retsbogsudskriften, så kan meget let komme til at glemme det, man sagde, men som ikke er kommet med i retsbogen. Og man kan ikke efterfølgende gøre gældende, at man har sagt noget vigtigt i retten, som ikke er medtaget i retsbogen. Var det vigtigt, havde man vel sørget for at få det indført i teksten.

Jeg husker de gode gamle dage, hvor jeg trådte mine børnesko som anklager og dommer i retsvæsenet. Her dikterede dommeren forklaringerne, og kampen mellem parterne om at få forklaringen rettet til kunne minde om slaget ved Stalingrad. Der blev kæmpet fra ord til ord. Under ankesager var det vigtigt, at man havde fået den rigtige forklaring med i 1. Instans. Ingen af disse hensyn har gjort sig gældende her, og man må så leve med retsbøger på et kvalitativt lavt niveau. Herved gives der kommende historikere mulighed for mange gisninger og fortolkninger, hvis dette måtte være en trøst.

Efter min mening er spørgsmålet om retsbøgernes kvalitet af væsentlig betydning, og det er derfor efter min mening velbegrundet, når retsstenografer i England og US ’skriver’ forklaringerne ned. Jeg har selv gjort en ikke ubetydelig indsats for, at mine forklaringer i PET-kommissionen er blevet nogenlunde gengivet.

Jeg har også det indtryk, at undersøgelsesarbejdet i kommissionen ikke er blevet tilrettelagt på en hensigtsmæssig måde. Og dette var loven jo ingen hindring for. Det må have stået klart for kommissionen, at det fra starten af gjaldt om at få afhørt flest mulige nøglepersoner.

Men mange for undersøgelsen vigtige embedsmænd og ministre var alderstegne, og man måtte regne med, at flere af disse ville afgå ved døden i løbet af en overskuelig tid. Departementschef Niels Madsen er et godt eksempel til at belyse problemstillingen.

Niels Madsen afhøres på et ret tidligt tidspunkt, men ikke i dybden. Det kunne man for så vidt have gjort, idet der fra starten af var fuld klarhed over de principielle problemstillinger. Senere havde kommissionen behov for at afhøre Niels Madsen nærmere, men nu var han afgået ved døden, og nogle spørgsmål henstår derfor som ubesvarede eller kun til dels besvaret.

Et af disse spørgsmål er jeg blevet afhørt om på et tidligt tidspunkt, og der havde været rigelig tid til at afhøre Niels Madsen om dette forhold. Jeg spiste frokost med Niels Madsen så sent som i maj måned 2002, og der var han ikke fysisk svækket i væsentlig grad, og han var krystalklar.

Jeg ville gerne have været en flue på væggen, når man i kommissionen fastlagde mødetidspunkter (afhøringstidspunkter). Mon ikke man fra starten af har valgt at finde frem til datoer, hvor alle de travle herrer havde tid, og den øvelse har ikke været nem.

Principielt er fremgangsmåden under normale forhold korrekt, men jeg har i årenes løb kunnet konstatere, at det er blevet sværere og sværere at mønstre en fuldtallig kommission. Efter min mening burde man fra starten af have valgt mere utraditionelle fremgangsmåder.

To eller tre medlemmer af kommissionen kunne have aflagt besøg hos et vigtigt vidne og båndet samtalen eller dialogen med vidnet. Dette havde været en mere frugtbar fremgangsmåde end en formel afhøring i kommissionens lokaler på Strøget. Udskriften af samtalen kunne så gennemlæses af de øvrige medlemmer af kommissionen, hvorefter man efter behov kunne indkalde vidnet til en supplerende afhøring.

Man kunne f.eks. også have bedt mig med mine daværende jurister om at udarbejde en detaljeret beskrivelse af arbejdet med Wambergudvalget i stedet for at tage udgangspunkt i individuelle afhøringer. En sådan beskrivelse havde givet et bedre og samlet overblik, og så kunne man have foretaget individuelle afhøringer om tvivlsspørgsmål eller ’fund’ i papirbjerget. Historien havde været tjent med en sådan fremgangsmåde.

Beretningen bærer præg af, at der ikke har fundet en samlet bearbejdning sted. Der er meget læseværdige passager, og der er også det stik modsatte. Der er også uoverensstemmelser, som jeg kun kan håbe, at man har fundet frem til under korrekturlæsningen, men jeg tvivler.

En skarp iagttager har udtalt til mig, at beretningen i det store og hele er ligegyldig, men at den potentielt måske også kan være ligefrem skadelig for forståelsen af den behandlede periode i Danmarks historie. Men det håber jeg ikke bliver udfaldet, når man får læst beretningen.

Men man får lyst til at citere Claes Kastholm Hansen, som rejser spørgsmålet, om det ikke havde været bedre, om kommissionen aldrig havde afsluttet sit arbejde. Han alluderer til sandheden i sætningen om, at den, der sover, ikke synder, og at kommissionen således ikke gør skade, så længe den arbejder.

Endelig beder jeg til, at kommissionen har udstyret os med en autoriseret ’folkeudgave’, som vi f.eks. fik i forbindelse med Tamilsagen. Min tillid til kommissionen og specielt dennes formand svandt ind, da det i foråret blev kendt, at der rent faktisk på kontraktbasis med et forlag bliver udgivet en bog om kommissionens resultater udarbejdet på egen hånd af tre medarbejdere i kommissionen.

Da jeg i begyndelsen af året rettede henvendelse til formanden om rygterne i forlagskredse, var hans kommentar, at dette ikke kunne være rigtigt, men at han ville undersøge sagen. Herefter hørte jeg intet, og det havde jeg heller ikke krav på, førend det tidligere løse rygte var blevet en kendsgerning.

Og så kom den nærmest guddommelige forklaring i medierne gående ud på, at de pågældende kun skrev bogen ud fra kommissionsberetningen, som alle jo får adgang til. De pågældende er altså ifølge formanden i stand til at se helt bort fra al den viden og al den indsigt, som de har fået i løbet af undersøgelsen.

Man skal nok af kosmetiske grunde sørge for, at der kommer en vis tidsmæssig afstand mellem beretningens offentliggørelse og den private udgaves fremkomst på markedet, men der kommer ikke til at gå lang tid. Der er penge – måske endda filmrettigheder – i dette her.

God skrålæsning.