Bridget Jones-figuren underminerer konstant sig selv og sin position ved at vente hele livet på, at der kommer en mand på en hvid pony, i stedet for at handle selv.
Foto: LAURIE SPARHAM/AP

Bridget Jones-figuren underminerer konstant sig selv og sin position ved at vente hele livet på, at der kommer en mand på en hvid pony, i stedet for at handle selv.

Klummer

Derfor har jeg altid hadet Bridget Jones

Nu er hun i biografen igen, den uperfekte Bridget Jones. Jeg lærer aldrig at grine ad kvinders selvhad.

Klummer
FOR ABONNENTER

Verdens kedeligste borddame er hende, der er på slankekur, nipper til maden og altid er i selvkontrol.

Hun er typen, der fortæller dig, over et skamfuldt glas hvidvin (fordi der er færre kalorier i end i rødvin (be)tror hun), at hun er single (surprise!), at alle de gode mænd er taget (løgn!), og at hendes hobby er shoppingture til storbyer (2001’s konsumerisme revisited!). Du sidder med andre ord til bords med et levende dameblad, der konstant giver dig tips og tricks til et langt kvindeliv med selvhad, overforbrug og underdanige tips til at holde på en mand.

Af samme grund har jeg altid haft det super anstrengt med filmgenren chick flick eller tøsefilm. Den slags romantiske komedier, som næsten altid er en eller anden afart af borddamen fra helvede.

Og derfor holder jeg næsten ikke ud igen at skulle læse om den fiktive figur Bridget Jones og den nye film om hende på alle medieflader. Hun er et postfeministisk sammenkog af møg: selvoptaget, dum, selvhadende, selvskadende og barnlig. Det værste er, at hun på en eller anden måde kom til at præge min generation af kvinder ganske meget og spredte sig fra fiktionens verden til den virkelige i massevis af kloner.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce