KAMPAGNE. I øjeblikket kan du støde på reklamebilleder som disse i det offentlige rum. Det er Radikale Venstres image, plakaterne handler om, og det image skal fintunes med et ironisk greb, som Politiken allerede forsøgte sig med for cirka 10 år siden. Illustration: PR-materiale

KAMPAGNE. I øjeblikket kan du støde på reklamebilleder som disse i det offentlige rum. Det er Radikale Venstres image, plakaterne handler om, og det image skal fintunes med et ironisk greb, som Politiken allerede forsøgte sig med for cirka 10 år siden. Illustration: PR-materiale

Klummer

Kan man være kulturradikal uden at være radikal?

I forsøget på at genrejse og reaktualisere kulturradikalismen som bevægelse er vi blevet snigløbet af Radikale Venstre, der endnu en gang strammer garnet om Politikens partipolitiske bevægelsesfrihed.

Klummer
FOR ABONNENTER

I årevis var Politiken og Det Radikale Venstre to sider af samme kulturradikale caffelattekop. Faktisk helt indtil chefredaktør Herbert Pundik i februar 1970 meddelte den radikale gruppeformand Bernhard Baunsgaard (hvis bror Hilmar senere blev formand for Politikens bestyrelse ...), at avisen ikke længere ville »lade sig repræsentere ved Det Radikale Venstres interne gruppemøder«. Journalistikken skulle være partipolitisk uafhængig. Men ligesom ved andre kærlighedsbrud kan det være svært at holde helt op med at gå i seng med hinanden, når nu det føles så velkendt og lunt.

Måske derfor kan folk ofte ikke skelne det ene fra det andet. Både Politikens læsere og Radikale Venstres vælgere er uløseligt forbundet med noget elitært, noget dannet, noget kulturradikalt. Det smager af koldbrygget kolbekaffe, fornemmelser for fransk grammatik og hovskisnovski, og mange selvproklamerede repræsentanter for ’den sande danske folkesjæl’ kaster en lille smule op i egen mundhule, hver gang de kulturradikale sætter sig selv i scene.

Det er os, der bor på Østerbro, spiser på Noma og har børn på Dotteskolen. Og i øvrigt har været med til at køre samfundet i sænk de sidste 15 år med friværdifest, åbne grænser og dumsmart, virkelighedsfjern globaliseringsjubel.

Men nu falder massernes hammer, så den kulturradikale elite kan mærke det. Om det er Trump i USA, Brexit i Storbritannien eller DF i Sønderjylland – det kommer åbenbart ud på et, selv om forudsætningerne er vidt forskellige. Analysen er enslydende: Det er ikke smart at være den kulturradikale elite længere. Nu skal alle være folkelige og nede på jorden i stedet.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce