Selv finansminister Kristian Jensen er blevet kaldt kulturradikal, fordi han engang havde et tørklæde på. Så simpelt kan man ikke fremstille en bevægelse, der er på vej til at udfordre den liberale samfundsorden.
Tegning: Philip Ytournel

Selv finansminister Kristian Jensen er blevet kaldt kulturradikal, fordi han engang havde et tørklæde på. Så simpelt kan man ikke fremstille en bevægelse, der er på vej til at udfordre den liberale samfundsorden.

Klummer

Går eliten med tørklæde?

Mens Politikens debatredaktion forsøger at føre kulturradikalismen ind i nutiden, insisterer en borgerlig elite på at kalde bevægelsen elitær. Men det man siger, er man selv.

Klummer
FOR ABONNENTER

At genoplive kulturradikalismen som en progressiv samfundsbevægelse er som at forsøge sig med en begavet samtale til en julefrokost: Man synes måske, at man virkelig har noget at bidrage med, men indsatsen fører sjældent noget godt med sig, og man risikerer at stå og råbe til en samtalepartner, der så til gengæld spytter lidt rigeligt på én, når hen svarer.

Ikke desto mindre er det vores ukuelige ønske at genrejse kulturradikalismen. Koste, hvad det vil, også samtalepartnerens spyt og madrester ned ad skjorten.

Udfordringen er ikke så meget, at ingen rigtig ved, hvad kulturradikalisme er, men at alle har et sikkert bud. De fleste af dem placerer kulturradikalismen i magtens centrum og sætter sig selv i opposition til den.

Eksempelvis sociolog og medlem af Folketinget for Liberal Alliance Henrik Dahl. I et debatindlæg hos Berlingske oversætter han det amerikanske begreb identity liberalism til kulturradikalisme. Begrebet hviler på en påstand om, at alle mennesker »på overfladen skal rumme hinanden«. Dahl skriver så:

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce