Ånde. Til testen bliver jeg udstyret med en maske, så min udåndingsluft kan blive analyseret. Lidt klaustrofobisk, men jeg vænner mig hurtigt til det.
Foto: IVAN RIORDAN BOLL

Ånde. Til testen bliver jeg udstyret med en maske, så min udåndingsluft kan blive analyseret. Lidt klaustrofobisk, men jeg vænner mig hurtigt til det.

Jeg løber

»Du har et stort hjerte«

JEG LØBER er en blog på Politiken. Skrevet af journalist og løber Anders Legarth Schmidt.

Jeg løber
FOR ABONNENTER

Jeg kæmper for at holde mig på løbebåndet. Tempoet er 21 kilometer i timen, sveden løber ned ad mig, og jeg vil væk herfra. Jeg er tæt på afslutningen af den test, der skal give mig en idé om, hvordan min kondition er, så jeg kan gøre min løbetræning endnu bedre. Lige nu fatter jeg ikke, hvad jeg laver. Ved siden af mig hører jeg Stemmen tælle sekunder. Jeg registrerer knap Stemmens ord, men husker, at jeg skal hæve en knyttet næve, når jeg kun har et halvt til et helt minut mere i benene. Det er tæt på umuligt at fortsætte – men lige så svært at stoppe for tidligt. Jeg vil presse hver en dråbe rå muskelkraft ud i det løbebånd, der flyver af sted under min krop. Jeg mumler ud gennem en blå maske, at dette bliver mit sidste minut. Hæver ingen knyttet næve, for det vil forstyrre den sidste rest af en rytme, jeg har tilbage. Jeg er holdt op med at ænse, hvad der foregår omkring mig. Hører kun mine fødder og mit pibende åndedræt. Det længste minut. Der kan da højest være ti sekunder tilbage. Hvad sker der?

Jeg har lovet at løbe nogenlunde roligt lørdag og søndag, så jeg har friske ben til testen mandag, hvor formålet er at udmatte mig totalt. Jeg holder ikke mit løfte. Om søndagen er jeg ude på, hvad der egentlig skulle være en times joggetur, mens vaskemaskinen snurrer sig færdig. Efter to kilometer møder jeg fire gode løbevenner, der tisser af i en busk, inden de skal løbe ti kilometer i høj fart. Skal du med, spørger de? Nej, svarer jeg. Og lader dem løbe. De skifter til den anden side af vejen, og der sker noget i mig. En drift mod fart. Jeg kan ikke lade dem løbe væk. Her bryder jeg løftet. Sætter fart på og indhenter dem efter nogle minutter og løber 10 km i et hårdt tempo, før jeg jogger tilbage til vaskeriet. Fordømt. Men det var fedt.

Men det er anden del af testen, jeg har set mest frem til. Det er her, hvor jeg skal presse min krop til det absolut yderste for at finde ud af, hvor mange gange mit hjerte kan slå på et minut. Samtidig får jeg målt, hvor meget ilt min krop maksimalt kan optage. Konditallet.

Jeg får spændt en maske om hovedet med et mundstykke, der via et par kabler er koblet til et måleapparat, der analyserer min udåndingsluft. Et pulsbælte om brystet. Jeg begynder at løbe. Først fire minutter med 16 kilometer i timen. Det går godt. Herefter bliver tempoet sat op med 1 km/t hvert minut. Hver gang jeg har fundet rytmen, bliver farten sat op. Det er en pinsel, men jeg føler, at jeg stadig har kontrol over situationen. Da vi rammer 20 kilometer i timen, mister jeg al kontrol. Mit hoved er tomt. Der er intet derinde. Kun en følelse af, at det her må stoppe. Denne lidelse må slutte nu. Tag mig væk herfra. Frels mig. Jeg ved, at der er tre personer i rummet ud over mig. Jeg ser dem ikke. Det er gråt. Nu bliver hældningen øget med en procent per minut. Det skal simulere, at jeg løber lidt op ad bakke. Som om dette ulidelige tempo ikke er nok! Vi når tre procents hældning, før tempoet får det sidste hak opad til 21 kilometer i timen, og det er her, at jeg fremstammer, at det bliver mit sidste minut.

Hov...

Vi har gjort det nemt for dig at blive abonnent. Få en måned med fuld adgang til Politiken for kun 1 kr.

PRØV NU

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden