Løber. Lyset og mørket hænger sammen. Uden det ene findes det andet ikke. Og omvendt.
Foto: Anders Legarth Schmidt

Løber. Lyset og mørket hænger sammen. Uden det ene findes det andet ikke. Og omvendt.

Jeg løber

Efter samtalen gik vi den tunge gang ind til vores elskling i hospitalssengen

JEG LØBER er en blog på Politiken. Skrevet af journalist og løber Anders Legarth Schmidt.

Jeg løber
FOR ABONNENTER

Jeg elsker at løbe i mørket tidligt om morgenen. Mens andre sover eller ligger og venter på at stå op, løber jeg midt på en lang lige vej i Hellerup nord for København med store hvidmalede villaer omkring mig. Jeg løber ind og ud af lyset fra gadelamperne. Fra det mørke til det lyse til det mørke. Klokken er seks. Der er lamper tændt i enkelte vinduer. Hvad mon de laver derinde?

Mørket lægger sig om mig som en tætsluttende dyne. Ingen kan se mig. Jeg bærer ikke refleksvest, men har mørkt tøj på. Jeg ser et ældre ægtepar gå skyndsomt afsted på det ene fortov. De taler dæmpet med hinanden. Jeg hører dem. Men er videre med det samme. Gad vide, hvad de skal. Manden har en mindre taske under armen. Er de på vej til en undersøgelse på et hospital? Skal de med toget? Skal de se deres datter holde en vigtig forelæsning? Skal de passe et barnebarn, der har feber og ikke kan komme i børnehave i dag?

Jeg tænker over det, mens jeg løber der midt på vejen. De her tidlige morgener er helt mine egne. Intet forstyrrer. Intet kan rive mig tilbage til virkeligheden. Alle drømme, tanker og fantasier får frit spil, og intet bliver siet fra. Jeg får fred.

Morgener er ikke til at løbe hurtigt. Det er min krop slet ikke klar til her. Jeg jogger om morgenen. 10 kilometer. Fra Nørrebro ud ad Lersø Parkallé, så ned mod Hellerup og ind mod byen igen.

Hov...

Vi har gjort det nemt for dig at blive abonnent. Få en måned med fuld adgang til Politiken for kun 1 kr.

PRØV NU

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce