tegning: Mette Dreyer

tegning: Mette Dreyer

Kritikerskolen

Jeg mødte aldrig underklassen

Vi er mange, der ikke er blevet integreret i det virkelige samfund.

Kritikerskolen

Jeg er vokset op i Hørsholm, som er en af de kommuner i Danmark med de højeste indkomster.

Husene er velholdte, gaderne er rene, og her møder man det pæne borgerskab. Min skole hed Rungsted Private Realskole, og den har længe ligget i top-3 på ranglisten over skoler i Danmark. Over hovedindgangen er ordene ’Libertate et Virtute’ – ’Frihed og magt’ – printet ind i cementen.

Senere blev Rungsted Gymnasium min hjemmebane, hvor de fleste af mine medstuderende også var høje og blonde og flotte – fuldstændig ligesom de havde set ud på privatskolen.

I gymnasiet kom jeg i klasse med Mohamed. Indtil da havde jeg kun mødt få personer med en anden hudfarve end min egen – og de var alle af den type, hvor man slet ikke lægger mærke til, at farven overhovedet er anderledes. Jeg snakkede godt med Mohamed, men kun indtil den dag, da han midt i undervisningen blev hentet af studievejlederen og en mand i uniform. Vi så ham aldrig igen.

Når min familie rejste, var det til Bruxelles eller Strasbourg med min mors arbejde – eller til London, New York, Mallorca eller Kreta. Hver sommer blev brugt på båden i Rungsted Havn side om side med de store lystyachter, hvorfra mine venner og deres familier vinkede. Som man jo gør.

I en verden fyldt med ligusterhække, Volvoer og naboer i poloshirts blev jeg aldrig rigtig konfronteret med mennesker fra andre sociale grupper end min egen. Derfor har jeg levet et langt mindre farverigt liv, end jeg kunne have gjort. Og der er mange som mig. Spørgsmålet er, om vi er blevet hele mennesker, når vi i vores barndom aldrig direkte mødte den mangfoldighed, Danmark er så fuld af.

Jeg var da ikke privilegeret. Alle mine venner levede jo det samme liv

Er vi egentlig selv blevet socialt integreret i det virkelige samfund? I den beskyttede opvækst ligger der også et socialt og samfundsmæssigt svigt. Og da det jo formentlig er os, der bliver overlæger og departementschefer, bliver det i sidste ende et markant samfundsmæssigt problem.

Jeg husker tydeligt, da min mor en enkelt dag flygtigt tog mig med til Nørrebro. Jeg var 10 år gammel. Pludselig så jeg en verden fyldt med farver. Tøjet var spraglet, og der var mennesker med huller i tøjet. Der lå affald og flød på gaden, og der fandtes små klemte butikker med frugt, sodavand og en masse varer, jeg aldrig havde set før.

Folk lignede ikke hinanden og talte ikke samme sprog. Der var genbrugsbutikker, som solgte brugt tøj, og da vi kørte hjem igen, sagde jeg til min mor, at jeg aldrig ville tilbage dertil igen. Nogensinde.

Det var aldrig rigtig noget, vi talte om derhjemme. Mine forældre lod enkelte kommentarer falde om, at jeg »skulle sætte pris på min privilegerede tilværelse«. Men jeg var da ikke privilegeret? Alle mine venner levede jo det samme liv. Hvis ikke mere overdådigt.

Først da jeg blev voksen og flyttede til København, begyndte jeg at forstå, at den anden side af Danmark også eksisterer. Og det er kun blevet værre. Analyser af Lars Olsen viser, at afstanden mellem min side af Danmark og den anden side i de seneste år har vokset sig større, og at der hele tiden opstår flere eliteskoler og eliteghettoer.

At der overhovedet var en afstand, gik først op for mig, da jeg fik en veninde fra Vestegnen. Hun fortalte, hvordan mange i hendes omgangskreds var med i gadebander og var kriminelle. Da jeg mødte nogle af dem, så jeg, at de fleste havde tatoveringer, piercinger, hårextensions og gik i polyestertøj. Selv var hun opvokset på mad fuld af sukker, hvilket havde givet hende konstant hovedpine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg som 21-årig blev lærervikar på en folkeskole, så jeg for første gang en mangfoldig blanding af børn. Her var der børn, der var soignerede, og børn, som mødte op i plettet tøj og med fedtet hår. Her levede de sammen, og de blev venner på tværs af etniske og sociale forskelle. For børn er jo ligeglade. Og det er heldigvis dem, der skaber fremtiden.

Måske ville det også kunne få os til at holde op med at lægge mærke til, at kassedamen bærer tørklæde, og at lægen hedder Ibrahim

Erkendelsen om den anden side af Danmark kom for sent for mig. Alt for sent, hvis man ønsker, at den sociale integration skal lykkes. Den mest virkningsfulde integration begynder altid med børnene. Derfor må privatskoler og ressourcestærke folkeskoler påtage sig deres del af ansvaret. Især fordi de kan.

Et kvotesystem skal der måske også til, hvis vi også skal se en ændring i mere konservative kredse. De stærke skoler bør være med til at løfte, og det gælder både min egen og den folkeskole, hvor kronprinsparret har valgt at placere deres børn.

For at kunne gå i skole sammen skal vi også bo sammen. Som forskere har påpeget, er det ikke let at blande de forskellige klasser i socialt boligbyggeri, men det er vigtigt at skabe en mangfoldighedskultur. I hvert fald ville vi få en større forståelse for hinanden, hvis vi kunne møde hinanden i SuperBrugsen, i fritidsklubben og hos tandlægen.

Måske ville det også kunne få os til at holde op med at lægge mærke til, at kassedamen bærer tørklæde, og at lægen hedder Ibrahim.

Indtil en delvis politisk løsning gør sig gældende, er det allervigtigste dog, at hvert enkelt individ i sin hverdag er sit ansvar bevidst og konstant tilvælger en lille del af ansvaret for Danmarks samlede integration – og for egen integration i det virkelige samfund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når jeg en dag får børn, håber jeg, at jeg kan bo et sted i landet, hvor mennesker er forskellige. For de skal opleve en socialt farverig hverdag. Mine børn skal også med rundt i alle Danmarks landsdele for at møde og lege med andre børn – lige fra Horsens til Hellerup.

PS: I dag kommer jeg jævnligt på Nørrebro og er faktisk blevet ret glad for bydelen …

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce