Annonce
Annonce
Annonce
Kroniken

Hallo - der er telefon fra Gaza

Jens Nauntofte har spurgt Hamas’ udenrigsminister, hvad han ved om Danmark.

11
Gem til liste

fakta

Jens Nauntofte er forfatter og tidligere Mellemøstmedarbejder på DR?s TV-avisen og Orientering.

Pain I confess I possess by the stress Burning deeply in my chest What surround me is a mess No changes could be seen You don’t know who is mean When will we get Falasteen? (Af Ayman Mghamis, rapsanger i Gaza)

Jeg sidder i Gazas aftenmørke og lytter til den 25-årige rapmusiker Ayman. Strømmen af ord glider fra ham som guirlander, der svøber sig om os i natten. Da jeg spørger ham: Kender du ham, der rappede på telefonen under Israels krig forrige år, og som jeg hørte i radioen i Danmark? Ayman kikker underfundigt på mig, trækker en cd op af tasken og rækker mig den: »Det må være mig, du taler om. Den her cd ’Hip hop i Gaza’ er netop udkommet, læs titlen til skæring 2«. Jeg læser, at der står: ’Telephone call under siege’, ’Telefonopringning under belejring’, der blev til et råb ud til omverdenen fra et indespærret Gaza, nu støbt ned i en cd, der bevæger sig rundt fra hånd til hånd og gør de minutter i 2009 udødelige.

Aymans stemme har sin egen påtrængenhed. Ligesom hans kammerat, musikeren Khaled, der sidder i kurvestolen og stirrer uafvendt på mig, som var mine notater på blokken en ny chance for kontakt med omverdenen. Ayman og Khaled er nok, som de siger, håbløst indespærrede i dette Gazafængsel, men deres ord kan noget magisk, de rækker ud over grænser og forvandler afstandene til nærhed.

De minder mig om noget. Hvad er det? Pludselig er der hul i erindringen. Nu ved jeg det: Poul la Cours digt fra de år i 1940’erne, hvor mørket lagde sig over Danmark: Unge, drengede Stemmer, Saarbare, ru og ømme Trænges i Telefonen Ind mod mit Øres Tragt. Det koger af Afstand derude, det sner med Tid herinde, Tid, som forlod os alle. Og Tak fik jeg aldrig sagt. Det er en nattesort aften. Vi sidder i hotelhaven til Marna House, pakket ind 30 graders hed nattevarme. Hvis Ayman og Khaled kunne rejse frit ud af Gaza, ville de forsvinde over grænsen (kun 30 km borte) inden midnat, som havde de en raket i røven. Men sådan spiller klaveret ikke i Gaza. Hverken det islamistiske Hamasregime i Gaza eller nabolandene Israel og Egypten vil have palæstinensere rendende frit rundt.

I’m the one who is rapping now The lyrics are coming from me I gave you everything I had and you gave me back tears what have I done except accepting peace?

Så de to unge mænd nøjes med at drømme om at blive inviteret til København med deres rapband. Specielt Danmark spiller en væsentlig rolle i deres tanker, for det er herfra det stærkt beundrede band Outlandish er udgået. De føler sig så tæt på de tre Outlandishmusikere, som var de vokset op sammen, et alter ego i den fri verden, som de kun kender fra YouTube og cd’erne. Men de ved, at bandet var i Kairo for at optræde, og at alle de unge i Gaza var syge om hjertet over ikke at kunne få udrejse bare en enkelt aften.

»Hvordan gik det til, Ayman, med den raptekst på telefonen«, spørger jeg. »Var det din egen idé?«.

Den unge tjener serverer en ny omgang frisklavet tyrkisk kaffe med kardemomme. Dette er tjenerens yndlingsbord. Her kommer rapdrengene hver aften og spiser. Bordet flyder med åbne laptops, for der er gratis netadgang.

»Det var en speciel dag, den 16. dag i krigen (2009, red.)«, svarer Ayman. »Min ven Tamer ringede fra Ramallah og ville høre, hvordan vi klarede os. Da jeg begyndte at svare, afbryder Tamer mig: »Vent Ayman, jeg slår lige båndoptageren til. Kør nu, som om du rappede til mig«. Jeg kommer i gang med at sige, at jeg er bare en »voice of the voiceless«.

Samtidig ved jeg godt instinktivt, at det her er historisk. Der er aldrig en rapsanger, mig bekendt, der har rappet spontant fra en krigsskueplads på telefonen. Min første strofe lyder sådan: I’m the one who is rapping now The lyrics are coming from me I gave you everything I had and you gave me back tears what have I done except accepting peace?

»Jeg rapper«, forklarer Ayman videre, »at der er luftkrig, og fortæller, hvor bomberne lander. For mit indre øje ser jeg, hvad der skete i går. De dræbte børn, der ligger livløse uden arme eller ben mellem ruinerne. Husene, der falder sammen som korthuse, når de bliver ramt af en fuldtræffer. Det er images, der hvirvler gennem min erindring og forvandler sig til tekst, som en båndoptager for enden af telefonledningen ovre på Vestbredden nu optager.

I mig snurrer tankerne om Beginfolkenes massakre på den palæstinensiske landsby Deir Yassin i 1948, hvor over 100 landsbybeboere blev myrdet, eller Sabra og Chatila i september 1982, hvor kristne falangister opmuntret af Begin og Sharon myrdede civile palæstinensere i flygtningelejre i Libanon. Det er ikke let at tænke på, at i alle de mellemliggende år har vi intet opnået! 90 procent af vore sange og digte handler om den livslange besættelse, som ikke vil ophøre. Det gik gennem mit hoved. Det sang jeg«.

»Tyve minutter efter ringede Tamer mig op og sagde, at om to minutter blev det sendt på radioen, og jeg kunne lukke op og lytte med. Jeg var euforisk. Jeg havde aldrig været i radioen før. Men når jeg ikke deltager i vort forsvar mod Israel, så er det min måde at forklare verden på, hvordan jeg og palæstinenserne har det. Vi savner ikke fødevarer, hvad vi har brug for, er følelsen af menneskelighed – humanity, forstår du, hvad jeg mener?«.

»Når jeg vågner om morgenen, ligger jeg og hører bragene og tænker på det liv, jeg lever, og hvordan det kunne være, hvis vi havde fred. Men det er desværre noget, der kun eksisterer i mine drømme«.

Ayman får fyr på en vandpibe og holder nøje øje med kulstykket, der ligger og lyser oven på frugterne. Han fortæller, at få dage efter at han var i radioen, angreb israelske fly det hus, han boede i. En raket smadrede gennem vinduet og dræbte hans fader, mens Ayman selv lå og sov i naboværelset. Samme nat blev 17 palæstinensere i nabobygningen dræbt.

Viceudenrigsministeren er pludselig ikke den venligsindede ?intellektuelle? mere. Han bliver knotten og tænker, at jeg er en af de sædvanlige Israelmedløbere.

»Var det sket inden telefonopkaldet fra Ramallah, så havde jeg ikke klaret at gennemføre radiooptagelsen. Jeg elskede min far så højt. Man siger, at tiden læger alle sår, men når man ikke kan få sin far tilbage, så heles såret ikke«.

Ayman taler et flydende godt engelsk, foruden at han taler fransk. Han er vokset op i en flygtningelejr nær Tripolis. Da hans fader, der tilhørte det palæstinensiske Fatah, blev smidt ud af Libanon, flyttede familien til Tunesien, hvor Ayman gik i skole. Tunesien var smukt og velordnet, og hans største forundring indtraf, da han med faderen rejste hjem til Gaza i 1993, efter Osloaftalerne og Yassir Arafat med hele sin stab af Fatahfolk drog af til Palæstina.

»Jeg var både overrasket og skuffet«, fortæller Ayman. »Jeg havde forestillet mig et moderne velordnet samfund som i Tunesien. Mine forældre havde fortalt mig om det drømmesmukke fædreland, som de var født i. Måske var det smukt i drømmene, men ikke i virkeligheden. Jeg fattede ikke, at Palæstina kunne være så fattigt, at man kørte varer rundt på kærrer med forspændte muldyr. Det var som en forvokset primitiv landsby. Det var et uland i den fattigste ende af verdenssamfundet. Det er desværre ikke bedre i dag. Men min familie var lykkelig over, at vi var vendt hjem. Så jeg tav«.

Den næste morgen har jeg aftalt et møde med Hamasregimets viceudenrigsminister, Ahmed Youssef.

Han er først venlig, præsenterer sig som en ’intellektuel’, der har mange bøger bag sig og boet en årrække i USA. Jeg smider efter nogle indledende høflige bemærkninger en mindre håndgranat ind i samtalen og spørger ham, om det ikke er på tide, at Hamas anerkender staten Israel og kommer videre? Ups. Provokationen har virket.

Viceudenrigsministeren er pludselig ikke den venligsindede ’intellektuelle’ mere. Han bliver knotten og tænker, at jeg er en af de sædvanlige Israelmedløbere. Han indtager hurtigt sin behørige stilling i skyttegraven med ordene: »Uanset hvilken regering Israel har, så er de alle kun ude efter at sparke Israels arabere ud. Så selvfølgelig kan dét Israel ikke anerkendes. Det zionistiske projekt har været i gang i 100 år, og det indbefatter ingen fremtid for en palæstinensisk stat«.

Hvilket manden måske nok har ret i. I virkeligheden ville jeg afprøve, om det kan være sandt, at Hamas har underhåndskontakter med flere europæiske regeringer og endog har følere til folk i udkanten af Obamaregeringen, men netop ikke til Danmark. Jeg nævner Kvartetten (EU, Rusland, USA, FN) og spørger, om ikke Per Stig Møllers ’køreplan’ er udgangspunkt for, at Hamas kan komme videre, nu hvor det palæstinensiske selvstyre i Ramallah har direkte samtaler med Israel og USA.

Det skulle prøves. Men Ahmed Youssef er helt uinteresseret i at afprøve nyt territorium, så hans tre nejer falder kontant: nej til opgivelse af vold, til anerkendelse af staten Israel og til anerkendelse af tidligere aftaler. End of story. Hvad skal vi så tale om? Måske premierminister Netanyahus krav om, at Israels arabere anerkender staten Israels jødiske karakter? Viceudenrigsministeren tænder med det samme på emnet og siger, at han ser de israelske arabere som truede, fordi visse højrenationalistiske israelere (bl.a. bosætterne) vil have dem drevet ikke blot ud af Israel, men helst helt ud af Palæstina.

Så spøgelsestoget rumler videre med de velkendte gespenster fra begge sider om bord: Rumle-rumle-rumle-ingen-lys-for-enden-af-tunnelen-rumle-rumle ...

Han tilføjer frimodigt, at det »vil være bedre for jøderne at integrere sig i en palæstinensisk stat«!

Der er vist ikke meget for danske mæglere at arbejde videre med her. Antagelig er det sandt, at Hamas ikke skal have brændt fingrene med at virke kompromissøgende, nu hvor PA, det palæstinensiske selvstyre, foreløbig intet har fået ud af de direkte forhandlinger.

Kun få dage tidligere havde jeg siddet i kontoret hos den palæstinensiske forhandler Nabil Shaath i Ramallah. Han var helt overbevist om, at Fatah og Hamas nu har aftalt at stå sammen, så længe det ikke indbefatter, at Hamas skal anerkende staten Israel. (Som Hamas for øvrigt for længst indirekte har anerkendt).

Så spøgelsestoget rumler videre med de velkendte gespenster fra begge sider om bord: Rumle-rumle-rumle-ingen-lys-for-enden-af-tunnelen-rumle-rumle ...

Det kunne der komme en rapsang ud af, hvis Ayman fik det materiale i hånden.

Jeg siger forsigtigt til udenrigsministeren, at den danske regering ellers kunne være en fin back channel til Obamafolkene med det excellente forhold, København har til Washington for tiden.

Ahmed Youssef kikker vurderende på mig, er jeg sendt i byen med et budskab? Men han glider af og bemærker uskyldigt, at han ikke ved noget særligt om Danmark.

Det er for en palæstinensisk politiker en ret besynderlig bemærkning, så jeg lokker ham: »Hvad ved De faktisk om Danmark?«. Ahmed Youssef plumper i med begge ben: »Det kan jeg godt sige Dem«.

Det kan sammenfattes til to ord: »Cartoons and cheese«. Altså Muhammedtegninger og ost. Jeg forsøger at hjælpe hans hukommelse på gled med de millioner kroner danske regeringer har givet til uddannelse og bistand til det palæstinensiske folk gennem seks årtier, ikke mindst Gazabeboerne.

Tænker du på os som terrorister? Det er der mange, der gør. Men vi er ofre, kan jeg fortælle dig. Det er os, der hver gang bliver ramt!

Men det hjælper ikke på den knotne minister: »Så burde den danske regering få sat nogle bekendtgørelser op på murene her, så vi kan værdsætte dens gaver!«. Tak for kaffe.

Jeg går videre til møde med den 21-årige palæstinensiske blogger Lina. Hun vil høre, hvad ministeren har sagt til mig. »Cartoons and cheese?«, gentager hun forundret og forsøger at skjule et overstadigt grin. »Det kan han da ikke mene er alt, hvad han ved om Danmark. Han kunne da i det mindste have tilføjet Outlandish!«.

»Outlandish«, spørger jeg.

Lina kikker på mig og citerer uden tøven:

Look into my eyes Tell me what you see You don’t see a damned thing Because you can’t relate to me.

(Outlandish)

Nå jo, ofte på de danske musikkanaler, da den hittede. Lina er hurtig på aftrækkeren. Hun siger: »Når man bor i Gaza, så synes jeg, at jeg er et af de mest isolerede mennesker i verden. Men når jeg går på internettet, så åbner verden sig for mig«.

»Der er så meget, jeg skal nå. Alt. Jeg vil vide alt om Congo og Afghanistan osv. Når jeg lytter til Outlandishs musik og tekster, så er det som at snakke med mine brødre. Jeg ved, at de kan forstå mig. Deres solidaritet med os palæstinensere er 100 procent. Jeg føler, at de forstår mig indefra, som jeg er«, siger Lina og citerer:

Blame me for defending myself It’s the way of my enemy I’m a terrorist I’m a terrorist! (Outlandish)

Lina spørger: »Tænker du på os som terrorister? Det er der mange, der gør. Men vi er ofre, kan jeg fortælle dig. Det er os, der hver gang bliver ramt!«.

PolitikenPlus
  • Kunstner Arne Ungermann Dansk Plakatkunst relancerer og genudgiver de bedste danske plakater fra 1900-1965. Her finder du plakatkunstens perler - skønne motiver, der stadig har et moderne grafisk udtryk.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.295 kr. Køb
  • Mandolin Mandolin fra Microplane med to skær og justerbart skær så du kan skære grøntsager i papirtynde skiver eller ensartede ?sticks?, afhængigt af hvad du skal bruge dem til.

    Pluspris 249 kr. Alm. pris 299 kr. Køb
  • Digitalt stegetermometer Funktionelt stegetermometer i flot design i stål og BPA-fri plast og med ekstra hurtigt visning af temperatur (4-10 sek.) på LCD displayet. Kan måle temperaturer mellem -45 og +200°C.

    Pluspris 199 kr. Alm. pris 249 kr. Køb
  • Isflager Man kan næsten høre det. Hvordan de klirrer mod hinanden, isflagerne. Og mærke kulden.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Julepynt Unik og anderledes julepynt

    Pluspris 25 kr. Alm. pris 30 kr. Køb