Annonce
Annonce
Annonce
Kroniken

»Tag ikke vores sigøjnere fra os«

Fordomme om de omrejsende, tyvagtige og eksotiske sigøjnere lever i bedste velgående. Det gør Europas romaer ikke.

13
Gem til liste

fakta

Malene Fenger-Grøndahl er journalist og forfatter til bl.a. bogen ?Sigøjnere ? 1000 år på kanten af Europa?.

»Sigøjnerne er da nomader. Det er jo derfor, der kommer så mange af dem til Danmark nu. De har en helt anden livsform end os andre, og når de får muligheden for at rejse frit over grænserne, gør de det. Så jeg tror ikke på, at de kan integreres. Men hvis de kunne få bedre forhold, så de holdt op med at lave kriminalitet, ville det være godt både for dem og os. Kan flere af dem ikke leve af at spille musik eller arbejde i cirkus?«.

Sådan lød en kommentar, jeg fik for nylig, da jeg var ude at holde foredrag om romaernes historie og deres levevilkår i Europa i dag. Kommentaren er helt i tråd med de forestillinger, jeg støder på, når forskellige mennesker kontakter mig for at få viden om Europas største etniske minoritet.

De mest almindelige spørgsmål lyder: »Hvorfor kommer der så mange til Danmark netop nu?«, »Er det en del af deres kultur, at de ikke vil integreres, eller er det, fordi de er nomader?«, og »Hvordan kan det være, at så mange af dem er kriminelle?«. Enkle spørgsmål, som det vel burde være enkelt at svare på.

Men bag spørgsmålene ligger en række forestillinger, som gør det vanskeligt at svare på en meningsfuld måde. Det er fordomme om, at romaerne frivilligt rejser fra sted til sted og ikke ønsker at tilpasse sig majoritetssamfundets regler og normer. At de er præget af ligegyldighed over for deres medmennesker. At de stjæler, lyver, tigger og fusker sig gennem tilværelsen. At de ikke ønsker fast bolig eller ditto arbejde, og at de strengt taget kunne befinde sig hvor som helst i verden, men tilfældigvis har valgt Europa som territorium for deres omflakkende levevis.

Ofte er forestillingen om de kriminelle romaer suppleret af et billede af sorgløse sigøjnere, der spiller, synger og spår sig gennem livet, og hvis livsform har noget dragende og fascinerende over sig, om end den også anses for barnlig og uciviliseret.

For nogle år siden mødte jeg især sidstnævnte forestilling, og dengang var interessen ofte præget af en afslappet nysgerrighed, der baserede sig på en opfattelse af sigøjnerne som noget nær fiktive væsener, der især befolkede film, noveller og folkelige viser. Det har imidlertid ændret sig, efter at romaerne det seneste halve års tid for alvor er kommet på den danske og europæiske politiske agenda. Nu handler de henvendelser, jeg modtager, i højere grad om virkelighedens romaer. Fattige og desperate mennesker, der dukker op på gågader, i forladte erhvervsejendomme, i varmestuer og på asylcentre rundt om i Danmark. De tigger, spiller musik, samler flasker, søger arbejde som ufaglærte, indsamler skrot osv.

I gennemsnit modtager jeg vel dagligt 2-3 henvendelser om romaer. Det er fra journalister, studerende fra folkeskole- til universitetsniveau, menneskerettighedsaktivister, politikere, kunstnere. Nogle henvender sig efter at have hørt et indslag i radio eller set en reportage i tv, eller fordi de har set en roma tigge på gaden og er nysgerrige efter at vide, hvorfor vedkommende mon er kommet til Danmark. Andre henvendelser er fra politikere, der vil klædes på, inden de skal deltage i en offentlig debat om EU’s politik på området. Eller fra organisationer, der arbejder med hjemløse, og de seneste år har oplevet, at der er kommet flere romaer blandt deres brugere. De efterspørger viden om romaernes baggrund og råd til, hvordan de kan hjælpe dem. De fortæller typisk, at romaerne er omgængelige, men møder dem med mistro. »De er både stolte og samtidig skamfulde«, som en gadeplansmedarbejder fra et hjemløseprojekt i København formulerede det.

Omgivelsernes hårdhændede behandling af romaerne er den primære årsag til, at de gennem historien har været delvist nomadiske

Ja. Stoltheden over at tilhøre et mindretal, der har overlevet 1.000 års forfølgelse i Europa, er til stede blandt nogle romaer, ligesom stoltheden over en mangfoldig kultur af musik, sang, dans og stærke sociale normer er fremherskende blandt nogle. Skammen over at have fundet sig og stadig finde sig i nedværdigende behandling og være i en position som andenrangs borgere er imidlertid ofte lige så stærk. Sammen med følelsen af håbløshed og mistro.

Mistroen er ofte gået i arv fra forældre og bedsteforældre, der har socialiseret dem til ikke at stole på ’gadje’, ikke-romaer. Præcis hvorfor man ikke skal stole på ’de hvide’, kan mange romaer ikke svare på. De kender nemlig sjældent deres folks historie på andet end mytologisk plan. Romaerne er først for nylig begyndt at skrive på deres eget sprog, romani, og selv om de fleste romaer (og flere og flere ikke-romaer) i dag ved, at romaerne har deres oprindelse i Indien (hvilket sproget vidner om), ved de færreste, at de første romaer formodentlig kom til det nuværende Istanbul for 1.000 år siden, at andre rejste ind på Balkan i 12-1300-tallet, og at der i 1500-tallet var romaer i hele Europa fra Skandinavien i nord til Spanien i syd, fra England i vest til Rusland i øst.

Nogle ved, at romaerne ved deres ankomst til Europa blev modtaget med nysgerrighed, og man satte pris på deres evner som håndværkere. Men samtidig blev de – med deres fremmedartede udseende og skikke – mistænkt for at være skyld i alverdens dårligdomme, og snart begyndte konger og fyrster at indføre love, som forbød romaer at opholde sig på deres territorier og tillod de fastboende at forfølge og dræbe romaer, der alligevel vovede sig derind. Flere steder i Vesteuropa blev romaer i perioder fængslet og holdt som slaver, og i det nuværende Rumænien blev romaer holdt som slaver fra 1300-tallet til midten af 1800-tallet. I Danmark var romaerne i flere perioder erklæret fredløse, og mange rejste nordpå for at komme i sikkerhed. Blandt andet derfor er der i dag langt flere romaer i det øvrige Skandinavien end i Danmark.

Under Anden Verdenskrig blev romaerne ligesom jøderne forfulgt, fordi nazisterne mente, at de var »’racemæssigt underlegne«. Forskernes skøn over antallet af romaer, der døde som ofre for holocaust, svinger fra 200.000 til op mod halvanden million.

Forfølgelse og diskrimination er således et gennemgående træk i romaernes historie, og sandsynligvis er netop omgivelsernes hårdhændede behandling af romaerne den primære årsag til, at de gennem historien har været delvis nomadiske.

Både historisk og i dag er billedet i øvrigt, at langt størstedelen er bofaste. Kun en lille del af romaerne har været og er omrejsende, ofte fordi deres erhverv nødvendiggør det. Mange har boet i de samme landsbyer og lande i århundreder, hvilket også udviklingen af over 60 forskellige dialekter af romani – med låneord fra hovedsproget i det område, de enkelte grupper har slået sig ned – vidner om.

De romaer, der kommer til Vesteuropa i disse år, er for størstedelens vedkommende ikke omrejsende i egentlig forstand, men er migranter på samme måde som de tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske gæstearbejdere, der kom hertil i 1960’erne og 1970’erne.

Romaer, der har kendskab til deres folks historie, kan ikke blot – som jøderne – se tilbage på århundreders forfølgelse, der kulminerede under Anden Verdenskrig.

De kan også se eksempler på, at romaer i dag udsættes for både velkendte og nye former for overgreb. Dusinvis af romakvinder i Tjekkiet og Slovakiet er blevet steriliseret mod deres vilje helt op til årtusindskiftet, på initiativ af læger, der mente, at romaernes (familie)kultur var en hindring for deres integration i samfundet, og at steriliseringerne kunne fremme kvindernes integrationsproces. Resultatet var ikke blot, at de enkelte kvinder blev dybt traumatiseret, men også, at hele romasamfund mistede den smule tillid til majoritetssamfundet, der var bygget op.

»Tag ikke vores sigøjnere fra os«, lyder den underliggende bøn, når jeg bombarderes med påstande om, at romaerne da er omrejsende og helst vil være det

Romabørn diskrimineres og placeres i særlige klasser og skoler, mens gravide kvinder afvises på hospitalerne med henvisning til deres ’upassende påklædning’. Boligkvarterer ’renses’ for romaer, der genhuses i usle barakker. Nynazistiske grupper begår overgreb og drab på romaer, mens lokale politifolk ser til og efterfølgende svigter efterforskningen. Over 50.000 romaer fra Kosova, der har søgt asyl i EU-lande, er blevet tvangstilbagesendt, også fra Danmark. De tilbagesendte mangler ofte identitetspapirer og kan derfor ikke få sociale ydelser, lægehjælp eller uddannelse. Desuden udsættes de for trusler fra både serbere og albanere, der mistænker dem for at have været allieret med modparten under krigen.

Arbejdsmigranter og asylsøgere udvises fra rige EU-lande som Danmark og Frankrig og må rejse tilbage til fattige EU-lande som Rumænien og Bulgarien, som de rige EU-lande i processen frem mod optagelsen i EU pegede fingre ad. Kandidatlandene blev kritiseret for de usle vilkår, som romaerne levede under, og EU stillede som betingelse for optagelse, at kandidatlandene anerkendte romaerne som nationale mindretal, satte ind mod fattigdom og arbejdsløshed og bekæmpede racisme og fremmedhad. Kandidatlandene gjorde det hele på papiret. Men ude i ghettoerne fortsatte livet stort set som hidtil, og de nationale handleplaner blev kun delvist omsat til realiteter – blandt andet fordi regeringerne i Øst- og Centraleuropa havde et såkaldt afløbsproblem med de mange EU-midler, der tilflød dem.

Borgmestre og lokale myndigheder ville ganske enkelt ikke have nogen penge, hvis de var øremærket til at forbedre forholdene for romaerne. Det ville være lokalpolitisk selvmord at gennemføre projekter til fordel for romaerne, og borgmestrene håbede i stedet, at nabokommunen ville gennemføre et romaprojekt, som kunne tiltrække romaer fra omegnen.

EU lukkede øjnene og håbede, at problemet ville forsvinde. Imens blev der produceret nye film, romaner og sange, hvor sigøjnerfantasierne levede i bedste velgående. Men romaerne forsvandt ikke. De dukkede i stedet op på gader og stræder i Nord- og Vesteuropa. Måske var det derfor, det i april 2005 lykkedes det ene af de to første medlemmer af Europaparlamentet med romabaggrund, ungarske Viktoria Mohacsi, at få næsten fuld tilslutning til en resolution, der pålagde EU-landene at behandle romaerne på lige fod med alle andre borgere.

Siden er der sket meget lidt. Initiativer som Decade of Roma Inclusion, hvor otte øst- og centraleuropæiske lande har forpligtet sig til at sikre integration af romaerne fra 2005 til 2015, har skabt enkelte forbedringer. Men de mange penge, som EU har afsat til at bekæmpe fattigdom, udstødelse og diskrimination, har kun haft ringe effekt på romaernes situation. Det skyldes ikke kun, at de multidimensionale problemer, som romaerne er ramt af, er komplicerede og tidskrævende at løse. Det skyldes også, at hverken gamle eller nye EU-lande bruger de mange penge, som de kunne hive ud af EU’s budgetter.

Ifølge en artikel her i avisen har EU’s socialfond afsat over 100 milliarder kroner til at hjælpe »sårbare grupper«, og over en milliard kroner er øremærket til romaer i Tjekkiet, Polen, Rumænien, Slovakiet og Spanien. Dertil kommer regionalfonden, der giver støtte til boliger, og landbrugsfonden, der giver støtte til udvikling af de fattigste landområder, hvor romaerne ofte lever.

Men de fleste af pengene bruges slet ikke eller bruges til andre formål, og det skyldes ifølge EU’s justitskommissær, Vivian Reding, at »det er ikke politisk populært at hjælpe romaerne«.

Det erkendte også det eneste nuværende medlem af Europaparlamentet med romabaggrund, ligeledes ungarske Livia Jaroka, i et interview her i avisen i september: »Da jeg blev valgt ind i 2004, ville jeg arbejde for et komplet paradigmeskift i forhold til romaernes image i de europæiske institutioner her i Bruxelles. Der er kommet væsentlig mere opmærksomhed på romaer de seneste seks år, og det er i sig selv godt«.

Mit svar er, at sigøjnerne for min skyld gerne må overleve. Lad Carmen (og hendes tragiske død) leve. Den og andre sigøjnerfantasier kan vi fortsat svælge i. Men vi må samtidig lære at skelne sigøjnerfiktionerne fra realiteternes barske verden. For i den lever 10-12 millioner romaer, hvoraf mange fortsat behandles som fiktive væsner, vi kan tænke væk

»Men objektivt set bliver romaer fortsat kriminaliseret, marginaliseret og diskrimineret i mange lande i EU. Danmark er et fint eksempel på et land, hvor romaerne har fået en hård behandling«.

Også Italien glimrer ved sin hårdhændede behandling af romaerne. De italienske myndigheder har oprettet interimistiske lejre for illegale arbejdsmigranter med romabaggrund. Hundredtusindvis af romaer lever under usle forhold, og der er eksempler på, at racister har sat ild til lejrene, uden at politiet har grebet ind. Den italienske regering forsvarer forholdene med, at romaerne traditionelt har været nomader og derfor ikke har behov for permanente boliger af den standard, andre EU-borgere skal tilbydes.

Så er vi tilbage ved billedet af de omrejsende sigøjnere, der i værste fald udgør en konstant trussel mod det velordnede samfund, og i bedste fald med deres evner som musikere og akrobater kan udgøre et eksotisk og underholdende indslag i majoritetens liv. Sommerens og efterårets hjemlige debat har aktiveret hele arsenalet af stereotyper og fordomme om de omrejsende, tyvagtige, eksotiske og kulturelt anderledes sigøjnere. Det billede passer udmærket på fiktionens figurer. På operaens Carmen, Blicher-novellernes bipersoner, James Bond-filmens maleriske, men morderiske statister i Istanbul-kvarteret Sulukule og skillingsvisernes farverige karakterer. Det er det billede, tilhørerne ved mine foredrag nærmest tigger mig om at lade dem beholde.

»Tag ikke vores sigøjnere fra os«, lyder den underliggende bøn, når jeg bombarderes med påstande om, at romaerne da er omrejsende og helst vil være det, at de simpelthen ikke kan integreres, og at det også er bedst for dem, at de ikke tvinges ind vores borgerlige livsform.

Mit svar er, at sigøjnerne for min skyld gerne må overleve. Lad Carmen (og hendes tragiske død) leve. Den og andre sigøjnerfantasier kan vi fortsat svælge i. Men vi må samtidig lære at skelne sigøjnerfiktionerne fra realiteternes barske verden. For i den lever 10-12 millioner romaer, hvoraf mange fortsat behandles som fiktive væsner, vi kan tænke væk – eller som andenrangs mennesker, vi kan fjerne med vold, når de forstyrrer vores fantasiverden.

Vi må lægge fiktionens briller fra os, se fortidens synder – i form af slaveri og steriliseringer – i øjnene og tage ansvar for nutidens problemer. Når jeg skriver vi, mener jeg vi.

Som journalister, forfattere og forskere har vi et udvidet ansvar. Som Livia Jaroka sagde i førnævnte interview her i avisen: »Mange mennesker har aldrig mødt en roma, og så er de afhængige af, hvad medierne siger om dem. Medierne, forskningen og politikerne har alle sammen en vigtig opgave foran sig, for der er virkelig behov for en mentalitetsændring over for romaer. Mit inderste håb er, at vi om ti år ikke blot vil betegne romaer som romaer – men som europæere. For det er det, vi er«.

PolitikenPlus
  • Smageteknik - Del 1 og 2 Oplev nogle af de vinområder der anses for at være de mest betydningsfulde i verden på nærmere hold.

    Pluspris fra 395 kr. Alm. pris fra 550 kr. Køb
  • Sonny Rollins A Han stolprede ind på Det Kgl. Teaters Gamle Scene med krumbøjet ryg. Og lignede for så vidt den ældre herre, han er.

    Pluspris 1.200 kr. Alm. pris 1.380 kr. Køb
  • Pulverslukker Firephant ? En designet pulverslukker. Blot fordi man gerne vil sikre sig i forhold til brand i hjemmet, behøver det jo ikke at se grimt ud.

    Pluspris 469 kr. Alm. pris 549 kr. Køb
  • Natskjorte Speciel Politiken edition Geismars natskjorte i lærredsvævet egyptisk bomuld

    Pluspris 679 kr. Alm. pris 799 kr. Køb
  • Teatret Svalegangen Få rabat med dit Pluskort på Teatret Svalegangen i Aarhus.

    Pluspris 145 kr. Alm. pris 190 kr. Køb