Kulturministeren og Det Danske Filminstitut har underskrevet et filmforlig, der med statsgaranti ikke kommer til at føre de kulturbærende danske biografer ind i den digitale tidsalder. Branchen har selv båret ved til bålet.

Det er så tåget, at man ikke engang kan se toppen af Eiffeltårnet. De europæiske biografer i sammenslutningen Europa Cinemas er samlet til årskongres i Paris og kan heldigvis være ligeglade med novembervejret. Weekenden tilbringes alligevel i Novotel Paris Tour Eiffels iltfattige og vinduesløse konferencesale – kun oplyst af de powerpointpræsentationer, som biograffolk og indbudte eksperter har med hjemmefra.

Inden det bliver rigtig alvor, skal der dog lige uddeles priser. Det sker i den hæderkronede Cinéma Le Balzac i en sidegade til Champs-Élysées. Her hyldes årets bedste biografentreprenør, årets bedste aktivitet rettet mod yngre tilskuere og endelig den biograf, der på europæisk niveau vurderes at have leveret årets bedste programlægning. I 2006 modtog Grand Teatret den helt efter bogen ustyrligt grimme og vildt tunge pokal i sidstnævnte disciplin – i konkurrence med mere end 600 biografer i 30 lande. I år var det gode kolleger i Vilnius, der modtog prisen.

Efterfulgt af Cannes-festivalens programchef, Thierry Frémaux, der præsenterede en serie gamle film af Lumière-brødrene i nyt, digitaliseret format. Og siden Wim Wenders, der viste klip fra sin allernyeste film om koreografen Pina Bausch – i 3D.

Det lignede en symbolsk understregning af konferencens hovedtema, for atter i år stod digitaliseringen af de europæiske biografer øverst på dagsordenen. For den danske delegation var der nu ikke så meget at feste for. Tværtimod, for vores udenlandske kolleger måtte hovedrystende konstatere, at hvis Europa Cinemas nogensinde ville uddele en pris for dummeste biografbranche, så måtte denne da så afgjort gå til Danmark.

Det, som vore udenlandske kolleger hæftede sig ved, var ikke kun det nyligt afsluttede filmforlig (filmaftalen 2011-2014) og den vildt utilstrækkelige støtte, som der er blevet afsat til at digitalisere landets biografer. Nej, i særdeleshed var man rystet over, at det danske biografmarkeds største og rigeste aktører – Nordisk Films Biografer, CinemaxX og en række af landets store provinsbiografer – i fællesskab bekæmper det, som vi alle var i Paris for at få til at blive til virkelighed. Og det projekt handlede i al enkelhed om at få løftet de kunstnerisk funderede biografer ind i digitaliseringens tidsalder, naturligvis i samarbejde med vores respektive filminstitutter og kulturministerier.

Efter at have spillet med musklerne over for en række kulturforvaltninger rundt om i landet er de danske popcornbiografer gået hele vejen til EU for at få underkendt kommunernes ret til at støtte digitalisering af mindre, lokale biografer. Også selv om ingen af mindre, lokale biografer har bedt om at skulle smide 35-mm-fremviserne ud og vise film efter de unødigt høje (og hundedyre) 2K-krav, som Hollywood uimodsagt har fået lov til at definere som fælles minimumsstandard for alle biografer, uanset om man viser 3D eller ej. Denne konkurrenceforvridning i de store mainstreambiografers favør er der til gengæld ikke nogen, der har beklaget.

Lad os tage filmaftalen først. Som Det Danske Filminstitut (DFI) har præsenteret aftalen for biograferne, hviler den på to søjler. Dels skal publikum sikres adgang til især danske film, ved at man støtter digitaliseringen af mindre biografer ude i landet. Og dels vil man støtte digitaliseringen af de såkaldte art cinemas, dvs. de biografer, der kæmper for den kulturelle mangfoldighed i biograflandskabet – defineret ved, at den enkelte biografs repertoire som minimum består af 60 procent europæiske film.

Det er den sidste del af aftalen, som jeg forholder mig til. Og det ser skidt ud. Ikke kun fordi den nu vedtagne støtte på 200.000 kroner kun udgør ca. en tredjedel af den reelle omkostning ved en digitalisering af én enkelt biografsal, men også, fordi støtten pludselig – og det havde ingen set komme – udmøntes pr. biografadresse i stedet for pr. biografsal. Da lige præcis den del af aftalen blev meldt ud, var der mange biografer, der troede, at det måtte bero på en fortalelse. Eller i værste fald en misforståelse.

Efterfølgende har kulturministeren imidlertid uddybet ved at præsentere biograferne for en ny formulering. Nu er filmforligets intention omformuleret derhen, at det ikke længere handler om at digitalisere de kulturbærende biografer i Danmark, men om, at alle biografer i Danmark fremover skal råde over mindst én digital sal.

Ikke alene er der pokker til forskel, men modellen giver slet ikke mening, for overgangen til digital fremvisning kan umuligt finde sted, hvis biograferne kun er delvist klædt på til opgaven. Når alle film på markedet vil blive tilbudt biograferne i digitalt format, står flersalsbiograferne over for ikke så lidt af en udfordring, for hvad skal der køre i biografens øvrige to, tre, fire eller fem sale, der nu ikke er fundet støtteværdige? Hvis ikke det gammeldags filmformat udfases fuldstændig, er der ingen ræson i at digitalisere.

Hvis den bagvedliggende ’intention’ er, at biograferne nu selv må løfte opgaven – meget modsat de signaler, der over de sidste par år er udgået fra DFI – så er vi altså mange, der har svært ved at forstå, hvorfor formidlingen af kunstneriske film overhovedet er skrevet ind i forliget. I Paris talte jeg med Torben Wolsgaard, der driver to sale i københavnerbiografen Vester Vov Vov. Med 200.000 kroner i støtte mangler han 1.000.000 kroner for at kunne iværksætte en digitalisering af sin biograf.

Hvis ellers tommelfingerreglen holder. Den siger nemlig godt 600.000 kroner pr. digitaliseret biografsal. »Pengene rækker måske til de indledende sonderinger på det digitale marked, så jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal stille op«, lød det opgivende fra biograflederen. I Grand Teatret ved vi heller ikke, hvad vi skal stille op, for modsat hvad der er tilfældet i mange andre europæiske lande, så er det ikke lykkedes at få de danske filmudlejere og de danske biografer til at strikke en løsning sammen i fællesskab. Derfor har biograferne i snart en årrække været i dialog med DFI, der ligesom lignende institutioner i udlandet har taget opgaven på sig. Uden at kunne levere andet end en ren alibiløsning, hvis ringe beskaffenhed man ikke engang vil stå ved.

Brancheforeningen Danske Biografers formand, Kim Pedersen, har råbt og skældt så højt, han kunne, men ikke desto mindre påstår DFI, at biograferne i Danmark vil være digitaliserede næste år. Og kulturministeren påstår stadig, at filmforliget støtter biograferne med »en tredjedel«, og at der er tale om en »vigtig håndsrækning«. Sådan ser regnestykket altså ikke ud for kulturbiograferne, hvis støtteværdighed er blevet gjort omvendt proportional med det antal sale, som biograferne hver især måtte råde over.

I Grand Teatrets tilfælde skulle støtten på 200.000 kroner således muliggøre en samlet investering på over 3,5 millioner kroner. Det ser ikke meget bedre ud for hverken Dagmar i København, Øst for Paradis i Århus, Metropol-biograferne i Århus og Aalborg, Cafébiografen i Odense og Biffen i Aalborg, der alle er medlem af Europa Cinemas og derfor forventes at kunne leve op til filmforligets krav til europæisk programlægning. Og som samtidig er de biografer, der går forrest, når de europæiske film skal hjemtages og markedsføres i Danmark. Uden disse lokomotiver ville de færreste europæiske film overhovedet lande i danske biografer.

Det er i de store arthouses, fødekæden starter. Det er her, den enkelte film indleder sit liv og opbygger den helt uundværlige ’awareness’, der skal til, for at mindre biografer som f.eks. Humle Bio, Gentofte Kino og Slotsbio i Hillerød fremdeles tør forsage den amerikanske metervare og tilbyde publikum noget regulær filmkultur.

Men spørgsmålet er også, hvor helhjertet Kulturministeriet og DFI er gået ind i den kulturpolitiske del af projektet. Man har som anført indskrevet en ambition om at støtte biografer med vægtning af europæisk film i filmaftalen, men i praksis spises de på papiret støtteværdige kulturaktører af med nådsensbrød. Og diskrepansen mellem ord og handling kender vi desværre årsagen til. Som nævnt har Nordisk Films Biografer, CinemaxX og en række større provinsbiografer – de sidder tilsammen på godt 75 procent af biografmarkedet i Danmark – etableret et intenst lobbyarbejde, der i al enkelhed handler om at overbevise politikere på både landsplan og på kommunalt niveau om ikke at tildele støtte til digitalisering af biografer.

I indeværende efterår blev denne indsats – meget rammende beskrevet som Goliats kamp mod David – flyttet videre til EU, hvor embedsmændene nu er i gang med at forholde sig til, hvorvidt det er konkurrenceforvridende at yde offentlig støtte til biografer.

Skulle den ene eller den anden kulturforvaltning ude i landet af samme årsag føle sig intimideret til ikke at turde hjælpe den lokale biograf ind i den nye digitale tidsalder, så står de ikke alene. Kulturministeriet og DFI er selv gået forrest ved at lade sig kyse af de store spillere på biografmarkedet.

Beløbet på 200.000 kroner pr. biograf må balancere på EU’s bagatelgrænse, men hvorfor skulle EU pludselig vende sig imod en praksis, der allerede er gjort gældende i adskillige medlemslande? Hvilket også var en pointe, som vores udenlandske kolleger fremførte i Paris, mens de forarget kommenterede det danske angreb på ’biodiversiteten’: At biografer og filmudlejere ikke kunne enes, det havde man ligesom oplevet før, men at biografer kunne finde på at gå så vidt, at de i fuld offentlighed modarbejdede offentlig støtte til andre biografer, ja den var godt nok ny. Og så var det, at den med prisen for Europas dummeste biografbranche blev født.

De gode kolleger var også forundrede over, hvordan en så stor del af markedskræfterne kunne gå sammen, uden at det i sig selv gik hen og blev markedsforvridende.

Hvordan landet lige præcis ligger med hensyn til konkurrencestyrelse og kartellovgivning i Danmark, kunne jeg desværre ikke redegøre for, men på nogle helt andre fronter kunne jeg i hvert fald godt dele bekymringen. Skulle EU’s jurister virkelig vise sig at være enige med magtbasen i det danske biografmiljø, så risikerer man at åbne for Pandoras æske – og lukke for det varme kulturvand. Hvis EU skulle nå frem til, at kulturstøtte er konkurrenceforvridende, så kunne man nemlig sagtens forestille sig, at juristerne i Bruxelles i samme åndedrag ville kigge nærmere på støtten til filmproduktion, som f.eks. de danske filmproducenter nyder mere end godt af.

Den europæiske film holder akkurat Hollywood fra livet netop i kraft af store offentlige subsidier – og i kraft af den såkaldte kulturelle undtagelse, som franskmændene har kæmpet så indædt for i GATT-forhandlingerne. Og her er det som bekendt blevet slået fast, at kulturstøtte ikke betragtes som konkurrenceforvridende.

Om de store danske biografer overhovedet har tænkt over EU-sagens mulige langsigtede konsekvenser, tvivler jeg på, men på den korte bane er man sikkert yderst tilfreds med det negative aftryk, man har fået sat på den danske filmaftale. ’Konkurrenterne’ må kigge i vejviseren efter støtte på et niveau, der på nogen måde kan tilføre nogen i branchen noget, der bare ligner konkurrence – og forvridning af samme. Tværtimod. Danske Biografers formand har allerede sat tal på filmforligets konsekvenser ude i landet. Ifølge Kim Pedersens skøn forventes i omegnen af 30 biografer at afgå ved døden, fordi de ikke kan løfte overgangen til en digitaliseret fremtid.

Kulturministeren har hørt opråbet, men snakker udenom. Og på Det Danske Filminstitut afviser områdedirektør Steffen Andersen-Møller kritikken og henviser til, at biograferne også bør søge lokal støtte.

Det har vi sådan set hele tiden vidst, men selv hvis kommunerne turde matche DFI’s tilskud, ville der stadig være lang vej til målet. Og så skal disse midler i øvrigt søges i kommuner, der for længst har hørt markedskræfternes raslen med sablen og med garanti vil gå mere end én gang rundt om rådhuset, før de bevilger en støtte, der allerede i udgangspunktet er indklaget for EU som værende konkurrenceforvridende!

Kigger man på situationen rundt om i Europa, bliver DFI’s knæfald for markedskræfterne ikke mindre deprimerende. På den digitale front er Norge foregangslandet.

Inden sommeren 2011 vil alle landets biografer være digitaliserede takket være et forbilledligt samarbejde mellem biografer, filmudlejere og brancheorganisationen Film & Kino. Vores hollandske kolleger er også tilfredse, for her har man – igen i skøn samdrægtighed – vedtaget en model, hvor biograferne i runde tal finansierer 20 procent af den samlede udgift til digitaliseringen. Også Frankrig er proaktivt på sagen – også på paneuropæisk niveau.

Faktisk synes Frankrigs kulturminister at vide mere om, hvad vi foretager os i biografmiljøet, end de fleste af vore hjemlige filmpolitikere, inklusive Per Stig Møller, der i Jyllands-Posten i flere læserbreve har demonstreret, at DFI i alarmerende grad har under- og fejloplyst ministeren.

De kunne alle sammen kunne lære noget af Frédéric Mitterrand, som vi filmfolk møder, næsten hver gang vi er i Paris. Enten kommer han selv til branchen, eller også inviterer han indenfor i sine egne gemakker i Rue de Valois. Frédéric Mitterrand var selvfølgelig også til stede til Europa Cinemas’ konference, som han havde æren af at åbne. Den franske minister påskønner faktisk, hvad vi foretager os, hvad enten det gælder Franske Film Mandage, Tyske Filmdage eller blot vores helt almindelige programlægning af europæiske film. Og påskønnelse kræver som bekendt indsigt. Begge dele skal vi desværre hele vejen til Paris for at finde.

DFI, som slet ikke var til stede på kongressen i år, har hele tiden ladet os vide, at skæbnen for de biografer, som trækker det store kulturelle slæb, lå filminstituttet stærkt på sinde. Hvis dette vitterligt skulle være tilfældet, så må vi anmode om, at der bliver sat handling bag de pæne ord.

Og en af løsningerne er at finde i den absolut nemme ende af skalaen: Digitaliseringsstøtten skal udmøntes pr. biografsal og ikke pr. biografadresse. Sådan som vi forestiller os, at aftalen var tænkt og så ud, inden de store biografer fandt det betimeligt at involvere EU og mistænkeliggøre biografstøtten så grundigt, at både DFI og politikerne foretrækker at yde så lidt af den som overhovedet muligt.