Da jeg blev bedt om at skrive denne nytårskronik, tænkte jeg usædvanligt længe over både form og indhold. Skulle den være lige så neutral som vores gode dronnings nytårstaler? Eller lige så 'spindoktoreret' som statsministerens? Og ikke mindst, hvad skulle den handle om? Ikke fordi jeg manglede emner. Tværtimod. Det har været et år, hvor politikere, meningsdannere og debattører har været på overarbejde, og der har været rig lejlighed til at give denne eller hin svar på tiltale. Af aktuelle emner, der ligger mig på sinde, kan jeg nævne den fundamentalistiske 'hjerneblødning', som er på hastig fremmarch, eller selv samme fundamentalisters humorforladthed, apropos profettegningerne. Jeg kunne også have skrevet om den nye sammenblanding af religion og politik eller om, hvad der kommer først: demokratiet eller troen? Demokratiudviklingen - og manglen på samme - i Mellemøsten er altid et emne. Finansministerens anmærkningsenevælde omkring finansloven er et helt nyt! Dansk Folkepartis surrealistiske statsborgerskabskrav kunne jeg have fyldt indtil flere kronikker op med. Det samme gælder statsministerens berøringsangst over for velfærdsreformer. Men lad nu det ligge. I stedet vil jeg fortælle en grotesk historie, der har fyldt meget i mit personlige liv i 2005, men som alligevel er ganske principiel. Og det er ikke fiktion! »Er det ikke for privat?«. Jo, måske. Men det er som sagt også meget principielt. Og nok er historien overstået på papiret, men ikke følelsesmæssigt for mig. Jeg er stadig vred, målløs og forarget. Også som tidligere ligestillingsordfører optager denne historie mig. Hændelsen har bekræftet den uligestilling, som overraskende nok - i betragtning af hvor langt vi er i tidsregningen - stadig hersker i Danmark. Det er i al sin gru gået op for mig, at flere og flere kvinder kan fortælle tilsvarende historier, uden at det skaber den store debat - et par overskrifter, ja - men der er næppe noget ramaskrig over det - selv om der burde være det. Vi begynder næsten ved slutningen: En mandag i oktober stod jeg i køkkenet om morgenen og betragtede min kæreste, der stod og talte i telefon. Hun talte med sin advokat. Børnene var ved at komme i tøjet, der var almindelig tummel omkring os, men alligevel var der en mærkelig stemning, som når der lige skal til at ske noget afgørende. Og det skulle der. Da hun lagde røret, sagde hun: »Det er overstået«. Hendes ansigtsudtryk, der var en blanding af total fortvivlelse og samtidig lettelse gjorde stort indtryk på mig. Og så kom tårerne, der hurtig blev visket væk, for børnene skulle jo ikke se det. Fra det øjeblik havde vi ikke længere fælles arbejdsplads. Syv måneders tovtrækkeri med ledelsen af Folketingets administration var forbi. Bente skulle fratræde sin stilling som konsulent for Folketingets Formand efter mere end 10 år med Folketinget som arbejdsplads. Hvorfor? Fordi hun er min kæreste og havde fået et barn med mig. Groft sagt. Kærligheden har ingen vilje, siger man. Og det måtte vi også sande, da vi i 2003 mødte hinanden på Kulturnatten. Vi kendte ikke hinanden, men kendte til hinanden, som man nu gør på en arbejdsplads. For vi havde intet at gøre med hinanden i arbejdsmæssig sammenhæng. Jeg passede mine udvalg, og Bente 'passede' formanden og skrev bl.a. hans (upolitiske) taler. Embedsmændene i Folketingets administration er ansat uafhængigt af partierne, og således også Bente. Faktisk tror jeg, at hverken jeg eller formanden helt med sikkerhed kan svare på, hvad hun stemmer. Det er noget af det smukke ved vores demokrati: Politikerne forgår, men embedsmændene består. F.eks. er det normalt, at en minister overtager en departementschef fra en tidligere minister af anden partifarve. Ligeledes passes f.eks. Folketingets udvalg af udvalgssekretærer, der betjener alle partifarver uanset deres egen. Folketingets formand er ganske vist venstremand, men han er hele Folketingets formand og har således en partineutral funktion, herunder at lede Folketingets arbejde, lede præsidiemøderne og holde de - som nævnt - partineutrale taler ved officielle lejligheder. Men altså: Skæbnen ville det således, at vi fandt hinanden, og Bente opførte sig som sædvanlig som en god embedskvinde og orienterede både Folketingets formand og Folketingets direktør om forholdet. Det kunne de nu ikke se nogen problemer i, sagde de, vi havde jo netop ikke noget at gøre med hinanden i vores daglige arbejde. Der har aldrig været en personalepolitik på området, og der var - og er stadig - andre eksempler på kæresteforhold 'på tværs', som er blevet accepteret. Så vi fortsatte hver vores arbejdsliv og vores tilværelse med hinanden. I december 2004 kom vores lille søn, Hannibal, til verden, og vi var alle glade. Ikke længe efter fødslen var der valgkamp med alt, hvad det indebærer af fravær for den i det her tilfælde nybagte far. Men Bente - som jo kender Christiansborg indefra - tog det i imponerende stiv arm. Hun var derimod ikke forberedt, da hun i marts måned - den lille var godt 3 måneder gammel - blev indkaldt til en samtale hos Folketingets direktør. Bente havde lige meddelt, at hun forlængede sin orlov med i alt 3 måneder, så der var på det tidspunkt 7 måneder til, at hun skulle starte igen. Hun tog selvfølgelig til samtalen - man sidder ikke en formel indkaldelse fra Folketingets direktør overhørig. Og der blev skubbet godt på af hendes daglige leder, sekretariatschefen, som i en telefonsamtale prøvede at afdramatisere samtalen og i øvrigt anbefalede, at Bente ikke tog sin tillidsrepræsentant med. Så det gjorde hun ikke og sad så der alene med lille Hannibal og fik beskeden: Nu skulle hun flyttes til en anden stilling, fordi hun var min kæreste. »Er der klager fra formanden, fra præsidiet eller fra medlemmerne - har der været problemer?«. »Nej, overhovedet ikke«, var svaret. Man var på alle måder tilfreds med hendes arbejde. Men direktøren syntes alligevel ... Hun var så rystet, da hun kom hjem, at jeg blev helt fortvivlet. Her havde hun gået og passet vores lille barn og vores to andre børn i øvrigt, og så skulle hun lige pludselig, så lang tid før hun skulle vende tilbage til Folketinget, tage stilling til hele sin fremtid. Jeg syntes, at det var totalt uretfærdigt og ikke mindst kynisk. Derefter fulgte lange forhandlinger mellem hendes fagforening og hendes advokat og Folketingets ledelse og advokat. Der kom tilbud om forskellige stillinger, for de vidste jo godt, at de skulle give hende tilbud, men det var tilbud, hun kun kunne sige nej til. Det fyldte alt for Bente i de lange måneder, hvor hun skulle have nydt sin barsel. Jeg tror, at alle kvinder ved, hvor meget det betyder at have ro omkring sig selv og det lille barn under barslen. Det er jo det, man har den til. Og jeg tror, at alle mænd kan sætte sig ind i den dybe frustration, jeg følte ved at se min kæreste i den situation: Se hende af al magt forsøge at opretholde amningen i en totalt stresset situation. Fornemme hendes mentale fravær, fordi tankerne hele tiden var et andet sted. Se tårerne efter hver telefonsamtale og hvert brev om sagen og endnu flere tårer, når der ikke skete noget i lang tid, og uvisheden blev for meget. Se både længslen og sorgen i hendes øjne, når vi kørte forbi Folketinget, som hun altid har været meget stolt af at arbejde for. Se hendes glæde, når man overbragte søde hilsner fra hendes kolleger, og den helt forståelige lille misundelse, der gled over hendes ansigt, når jeg fortalte små historier fra Folketinget. For hun vidste jo ikke, hvad det hele skulle ende med - om hun overhovedet kunne komme tilbage. Jeg hørte hende tit vende og dreje sig søvnløst om natten - selv om den lille sov! - for til sidst at liste ned i køkkenet for at græde ud. Jeg kunne intet gøre for at hjælpe hende, og jeg har aldrig følt mig så magtesløs. Tilbage til den mandag morgen i oktober. Som i øvrigt var dagen før, hun skulle have været vendt tilbage på arbejde (ja, de trak den virkelig ud - 7 måneder; det er jo ren tortur!). Hun skulle ind i fagforeningen og skrive den aftale under, der var blevet indgået om hendes fratrædelse om morgenen. Jeg kørte hende derind og tog mig af den lille imens - og kørte hende hjem igen. Hun virkede afklaret og trist på samme tid på vejen hjem - sagde ikke meget, men sad bare og holdt papiret med sin og direktørens underskrift. Jeg kunne fornemme hendes følelser omkring det. En ting er at blive fyret for manglende faglighed eller inkompetence. Men det er noget helt andet at miste sit job på grund af en mand! Da jeg satte hende af derhjemme, syntes jeg pludselig, at hun så lille ud - hun havde tabt sig så utrolig meget i de seneste måneder og var blevet syg og fik stadig behandling. Igen tårerne, der hurtigt blev forsøgt visket væk, da vi skulle sige farvel, og jeg satte mig ind i bilen for at køre til møde på Christiansborg. At beskrive mine følelser dér i bilen ville nok kræve lidt flere linjer, end der her er til rådighed. Men raseri er nok meget dækkende. Jeg har været aldeles rasende gennem hele forløbet, men har forsøgt at holde mig tilbage for ikke at forpurre mulighederne for Bente. Men da punktummet blev sat, fik mine følelser frit løb - og det har de endnu. Hvad fanden bildte de sig ind! At smadre hendes barsel på den måde og give hende og Hannibal og resten af familien så meget pres i en tid, hvor der netop skulle være tid til ro og nærvær med familien. Det endte da også med, at jeg skældte både sekretariatschef og direktør ud, for jeg blev simpelthen så gal. Jeg erkender blankt, at jeg stadig er så opfyldt af raseri, og at der bliver fyldt på tanken, hver gang jeg ser Bente modigt tage ind til Christiansborg - nu 'kun' som min ledsager. Senest for at deltage i årets julefest for medlemmerne, de ansatte og deres familier - hvor jeg i år med stor glæde havde takket ja til at være julemand for børnene. En julefest, som hun altid har deltaget i og haft sin familie med til. Gudskelov for hendes mange søde - nu tidligere - kolleger, som er glade for at se hende og viser det. Jeg kan se og høre, hvor glad hun bliver for det. Men jeg kunne også godt se, at det i høj grad påvirkede hende at stå der igen med børnene midt i alt juleriet og se, at barselsvikaren har overtaget 'hendes' stilling, og at hendes tidligere chefer er for hovne til at give en undskyldning for at have ødelagt så meget og oven i købet har været så utrolig tarvelige ikke at lade hende tage formelt afsked med sine kolleger. De skulle skamme sig! Men det er ikke kun altopslugende personligt raseri, jeg her lægger for dagen, hvis nogen skulle tro det. Som politiker er jeg også i høj grad blevet forarget over, at man inden for folkestyrets mure kan have sådan en sag. En forargelse, mine kolleger på tværs af partierne deler, og som de i øvrigt gav udtryk for, da sagen på et tidspunkt blev omtalt i medierne. Folketinget, som lovgiver, burde være den sidste arbejdsplads, som gjorde sådan noget. For som en af mine kolleger bemærkede: »Hvis man havde den holdning, at hun ikke skulle sidde i den stilling, når hun er kæreste med dig, så behøvede man vel næppe halvandet år at tænke sig om i«. Jo, hvis man havde opdaget en konkret sag, men det havde man ikke. Jeg troede, det stod i lederens ABC, at man ikke skal røre kvinder på barsel (det står såmænd i Folketingets egen personalepolitik). Det må derfor være ledelsesanalfabeter, der agerer som beskrevet i denne sag. Og dem er der mange af, har jeg fundet ud af. Det er nærmest blevet en trend, fordi forskellige ledere rundt omkring trods alt har fundet ud af, at det nok ikke kan betale sig at fyre kvinder på barsel. Det er simpelthen for dyrt. Så i stedet chikanerer man dem under barslen eller lige efter, så de - meget mere økonomisk for arbejdsgiveren - flytter sig selv. Man ændrer deres arbejdsvilkår, giver dem aftenvagter, når de har dagvagt, eller man inddrager deres flekstidsordning eller giver dem ringere ferievilkår - forskellige ting, der gør, at de får svært ved at få deres familieliv til at hænge sammen. Eller også giver man dem mindre kompetence end før, giver dem enten for mange eller for få opgaver. Målet er, at de til sidst bliver så utilfredse med deres arbejdssituation, at de begynder at se sig om efter et nyt job. Det er godt, at fagforeningerne er begyndt at kunne gennemskue den slags chikane og går ind i sagerne. Således også i Bentes sag, hvor DJØF og forbundets advokat Peter Breum gjorde et godt stykke arbejde. Men mange af den slags sager ender i forlig eller aftalte aftrædelsesordninger. En af grundene til det er jo ikke, som man måske kunne tro, at fagforeningerne ikke har en god sag på deres medlemmers vegne. Tværtimod. Men når man rammer en kvinde på barsel med sådan en sag, så er det dér, hvor hun er allermest sårbar. Det er samtidig dér, hvor arbejdsgiveren kan trække tingene lidt i langdrag, gå lidt rundt om den varme grød, sende nogle 'signaler', som kvinden så kan gå derhjemme - væk fra arbejdsplads, kolleger, netværk og informationer - og tænke alt for meget på. Derfor giver mange kvinder lidt efter lidt op og ender med enten selv at sige op eller indgå forlig, fordi de simpelthen ikke orker det mere. Og så glemmer man i offentligheden hurtigt, at der er en følelsesmæssig pris, der bliver betalt af på resten af livet. Kvinder får aldrig deres tabte barsel igen. Så sent som i november sagde næstformand i HK, Mette Kindberg, til Urban: »Arbejdsgiverne er blevet meget opmærksomme på, at man ikke kan fyre folk. Derfor finder man på andre listige måder at ramme folk, så de selv siger op. Der er mange spidsfindige og ubehagelige metoder at gøre det på. HK har lige nu seks sager om chikane ved domstolene, men det er kun toppen af isbjerget. De seks sager er de sager, hvor man ikke indgår forlig. Hver gang vi får sådan en, så er der ti andre, som vi aldrig ser, fordi de bliver løst lokalt, eller folk bare giver op«. Oven i købet er man fra fagforeningernes side ved at samle lige så ubehagelige erfaringer, når fædrene tager barselsorlov. Så er det altså, jeg flipper lidt ud. Ikke kun fordi jeg selv har haft sådan en sag tæt inde på livet, men fordi det simpelthen er gået hen og blevet en 'tendens'. Helt ærligt, hvor mange tusind år skal det tage, før arbejdsgivere finder ud af følgende: Kvinder får børn! Vi mænd er oven i købet med til at lave dem, så det burde ikke komme som nogen overraskelse for hverken mandlige eller kvindelige ledere, at både mødre og fædre gerne vil være sammen med deres børn, når nu de har fået dem. Lovgivningen er tilmed indrettet sådan, at de rent faktisk har ret til tid med deres børn. Jeg synes, det er fortvivlende, at vi i 2006 ikke er nået længere. Jeg håber, at 2006 er året, hvor der kommer fokus på den reelle ligestilling - ikke kun den formelle. Det er godt, at vi har regler - det skal vi have, selv om der åbenbart er mange arbejdsgivere, der stadig ikke kan læse indenad. Men vi skal også have ændret hele holdningen til både mænds og kvinders barsel - det er ikke et 'nødvendigt onde' - det er et selvfølgeligt gode. Dansk Kvindesamfund uddeler hvert år en Mathildepris til en kvinde, en mand, en organisation eller virksomhed, der på afgørende måde arbejder for gennemførelsen af den fulde retslige og faktiske ligestilling mellem kvinder og mænd. Må jeg derfor ikke opfordre Dansk Kvindesamfund til, at man i 2006 begynder at uddele Neandertalerprisen til en, der modarbejder ligestilling. Man kunne passende starte med at uddele den til Folketinget direktør. Godt nytår.