Terror i Norge

22. juli 2011 kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.

INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

Den 24. august idømmer retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år.

Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efter 21 år kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at Breivik stadig er til fare for samfundet.

Læs alt om terrorangrebene

Jeg er dansk, bosat i Norge. Da det bragede løs i Oslos centrum fredag eftermiddag, og nyhederne om et terrorangreb var en realitet, troede jeg knap mine egne ører. »Hvorfor Norge?«, var den første tanke, som rasede gennem mit hoved. Og dernæst: »Dette er ikke så mærkeligt. Vi er jo et land, som deltager i to krige, i Afghanistan og i Libyen. Det er bare et spørgsmål om tid, før islamisternes vrede også når min by«.

Som timerne gik, blev det imidlertid klart, at terrorangrebet ikke var islamistiske fundamentalisters værk. Bagmanden, den 32-årige Anders Behring Breivik, er blond og lige så norsk som myseost. Han har holdt til på et idyllisk landsted i Åsta i Hedmark Amt, hvor han som direktør for Breivik Biofarm skaffede sig adgang til de store mængder kunstgødning, som blev brugt til at fremstille bomben.

SE OGSÅFoto: Norge bliver aldrig det samme

Behring Breivik fremstår som en ressourcestærk ung mand, der har udviklet sin ideologi og planlagt terrorattentatet i flere år. Han er inspireret af tempelriddermytologi, og han har brugt sine skrivefærdigheder til at forfatte et 1.500 sider langt manifest, kendt som ’2083 – A European Declaration of Independence’.

Han er ikke nazist, men betegner sig selv som »kristen og konservativ«. De senere år har han gennemgået en gradvis radikalisering. Behring Breiviks ambition har været at organisere et nationalkonservativt Norge, som gør oprør mod »islams kolonisering«. Drømmen er også at genindføre et patriarkat modelleret efter 1950’erne, hvor »mænd får lov til at være mænd«.

Eksperter peger på, at hans tankesæt har paranoide og konspiratoriske træk. Fjenden har ikke kun været ’de fremmede’, men også kulturelitens medløbere, der stemples som landsforrædere. Før radikaliseringen havde Anders Behring Breivik flere tillidsposter i Fremskrittspartiet, og han har markeret sig på internettet i debatter om islam, multikulturalisme og kulturmarxisme.

Dette avler ikke i sig selv terrorister. Der er mange mennesker i Norge, der betragter sig selv som kristne og konservative, og som er kritiske i forhold til norsk asylpolitik, indvandring, islam og ligestilling, uden at de af den grund etablerer bombelaboratorier på landet eller henretter unge mennesker på ungdomslejr. »Dette må være en gal mands værk«, siger folk og afskriver det som pure ondskab.

Minerva, højrefløjens liberalkonservative tænketank, beskriver terrorhandlingerne som uforståelige: »I går ramte ondskaben hjertet af Norge«, skriver redaktionen på sin internetside. I sociale medier kræver rasende og sårede mennesker nu, at Behring Breivik skal straffes så strengt som muligt; nogle mener tilmed, at dødsstraffen bør genindføres.

Men en enkeltpersons ondskab udgør bare en lille brik i forklaringspuslespillet, som Norge nu må lægge. Spørgsmålene »hvorfor Norge?« og »hvorfor nu?« står stadigvæk ubesvaret.

LÆS OGSÅSamfundet efter Anders Behring Breivik

De fleste koblede umiddelbart hændelserne til islamistisk fundamentalisme. Terrorekspert og direktør ved Institutt for Fredsforsking (Prio) Kristian Berg Harpviken udtalte til fjernsynskanalen NRK, at han var overrasket over, at en norsk højreekstremist stod bag: »Som så mange andre troede jeg også, at dette var international islamistisk terrorisme. Det er det, de fleste kommentatorer og sikkerhedsinstanser fokuserer på i forhold til terror nu«.

Det er et faktum, at international islamisme har været udgangspunktet for den norske sikkerhedstjenestes trusselvurderinger de sidste år. Nordmændene har fokuseret på at undgå et nyt Madrid eller London – for ikke at snakke om København, der på grund af Muhammedtegningerne flere gange er blevet udpeget til terrormål. Det kan have ført til, at opmærksomheden er blevet dirigeret væk fra andre trusler i en tid, hvor øget globalisering og nationalisme går hånd i hånd.

Dette bør være en kilde til eftertanke i et land, der bærer på en historie, hvor man i hundredvis af år har været underlagt svensk og dansk herredømme, og hvor nationalfølelsen og patriotismen står stærkt. Kampen for uafhængighed ligger dybt indprentet i den norske folkesjæl. Demokratiet er ikke noget, man har kunnet tage for givet, men er noget, man vil beskytte i en tid med øget fundamentalisme.

Det har skabt et frihedselskende folkefærd, jeg som dansker har stor respekt for og hver dag lærer meget af, både i mit private og professionelle liv. I dette land, hvor jeg nu har boet i 14 år, møder jeg et folkeligt engagement og initiativ, der er meget forskelligt fra det danske samfund, jeg er vokset op i.

Økonomisk krise, international krigsførelse og religiøs ekstremisme (ikke bare inden for islam, men også i kristne bevægelser f.eks. i USA) skaber et vækstklima for usikkerhed. Folk er bange for at miste det, de har. Flere har måske følt sig uretmæssigt stemplet som indvandrerfjendtlige og racistiske, når dele af venstrefløjen længe har fejet integrationspolitikken ind under gulvtæppet eller i bedste fald forklaret sociale problemer med, at vores nye landsmænd bliver diskrimineret. Folk føler sig afmægtige. Som et worst case scenario kan Norges forhistorie som koloniseret sammen med nutidens globale udfordringer skabe en nationalisme, der er dybt ødelæggende for samfundet.

Måske forklarer den afmagt, at en person som Anders Behring Brevik tager sagen i egne hænder og gør oprør mod et politisk system, han synes svigter det norske folk. På sin Twitter-side skrev han få dage før terrorhandlingerne følgende: »One person with a belief is equal to the force of 100 000 who have only interests«.

Denne enkeltpersons overbevisning endte ikke bare med at koste mange menneskeliv. Den er også et udtryk for en grundlæggende utilfredshed og mistillid til, om velfærdsstaten kan tackle de udfordringer, der opstår i kølvandet på øget migration og flygtningestrøm (som direkte og indirekte er forårsaget af de militære operationer, blandt andet Norge og Danmark deltager i).

Den offentlige diskurs om Norge og det politiske selvbillede er præget af politisk exceptionalisme – ideen om, at Norge skiller sig ud fra andre lande, og at Norge er forpligtet til at udbrede sine værdier og regeringspraksis til andre steder i verden. Norge plejer sine FN-forbindelser med omhu, uddeler fredspriser og var blandt de første lande, der opnåede UNDP’s målsætning om at bruge mindst 1 procent af bruttonationalproduktet på international bistand og udviklingssamarbejde.

Til internationale medier udtalte USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, lørdag, at »tragedien har ramt et fredeligt folk i hjertet«, og at det var særlig tragisk, at dette kunne ske for en nation, der er kendt for sit sociale iværksætteri og internationale bidrag.

LÆS OGSÅHvor kommer det ekstreme højres had fra?

Men det glansbillede er begyndt at krakelere i almindelige menneskers bevidsthed. For dem er det absurd at bruge 1 procent af bruttonationalproduktet på international bistand eller fejlslået krigsførelse, når deres lokalsygehus nedlægges, eller pensionssystemet bliver dårligere i takt med demografiske ændringer – den såkaldte ’ældrebyrde’. Benzinpriserne stiger, og nogle har en times pendlervej til den lokale børnehave.

Det er disse hverdagsproblemer, som det norske folk bekymrer sig om. Det betyder ikke, at man er ligeglad med civile tab i Afghanistan eller sultkatastrofen, som atter hærger Afrikas Horn – men det foregår så uendelig langt væk fra almindelige menneskers virkelighed.

Ligesom i Danmark har den offentlige debat de senere år været domineret af et opgør med eliten: Politisk korrekte meningsdannere, der sidder i de akademiske elfenbenstårn, politikere i arbejderpartierne med flotte internationale uddannelser fra franske eliteuniversiteter og tætte bånd til lederne inden for erhvervsliv og politik. Journalister og redaktører, som i det store og hele stemmer rød-grønt.

Og sådan nogen som mig selv: hvide middelklassekvinder med høj uddannelse, som bor i hovedstaden. Feminister, der disponerer over spalteplads i medierne og kræver mere ligestilling og global omfordeling.

Denne kulturkamp udspiller sig også i Danmark, hvor noget af det første, VK-regeringen foretog sig, da den kom til magten i 2001, var at afskaffe ’ekspertvældet’, og hvor socialdemokraternes statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, stræber efter at blive folkelig nok. Den jævne dansker har ikke meget tilovers for Gucci-tasker og en kvinde, der ’fører sig frem’ med eliteuddannelse fra Europakollegiet i Brügge.

I mange menneskers bevidsthed repræsenterer vi en klike af personer, som ikke forholder sig til almindelige menneskers problemer. Vi forsvarer og dyrker idealisme og principper f.eks. om liberal indvandring og human asylpolitik, men er selv bosat i områder, der er ekstremt hvide og homogene. Jeg har ingen personer i min nære omgangskreds, som bor tæt på et asylcenter eller i indvandrerghettoerne. Når min generation af voksne får børn, flytter de til ’trygge’ områder, der er skærmet fra storbyens trafik, kriminalitet og sociale udfordringer.

Vi forsvarer muligvis et samfund, ’hvor alle skal være med’, men flere overvejer at sende ungerne til skoler med færre elever fra minoritetsbefolkningen. I takt med at vores økonomiske og kulturelle kapital øges, anskaffer den samfundsklasse, jeg tilhører, polske rengøringshjælpere. Den urbane middelklasse og kultureliten ønsker at være mere sammen med familien eller bruge mere tid på arbejdet, der i større grad end for forældregenerationen er blevet en identitetsmarkør.

Det er i denne samfundskontekst, en vred ung mand som Anders Behring Breivik gør oprør. Den amerikanske sociolog og mandeforsker Michael Kimmel har forsket i maskulinitet og nynazisme i Sverige og USA, og han finder en kvalitativ forskel: Mens amerikanske nazister er godt skolede og hyper-ideologiske, er deres skandinaviske brødres grupper mere løst sammensat, og deres kamp er en modstand mod en samfundsmodel, som de mener har svigtet dem, og i lighed med Behring Breivik opponerer de mod værdierne i moderne socialdemokratier.

De foragter venstreorienterede og feminister, som vil bygge samfundet op omkring maskulinitetsidealer, de føler sig fremmedgjorte fra. Mænd får ikke længere point for at være konkurrenceorienterede og fysisk overlegne. Det forventes ikke, at mændene skal være hovedforsørgere, men de skal aktivt tage del i børnepasning og yderligere give plads til kvindernes karriere.

I det nye videnssamfund bliver flere af drengene tabere; pigerne ræser forbi dem med gode karakterer. Traditionelle mandeerhverv har lavere social status, og i nogen grad rammes de også stærkere af den økonomiske recession. De føler nok, at den feminiserede velfærdsstat ikke sætter pris på dem, og at folk fra andre kulturer er blinde passagerer i det samfund, de mener, de og deres fædre har bygget op fra bunden. Også dette skaber grobund for afmagt.

Kimmel forklarer: »Medlemmerne af den yderste højrefløj betragter sig selv som kristne korsfarere for Arisk Mandlighed, og de lover at redde os fra en feminiseret velfærdsstat. Deres mandlighed er en militariseret version af den heroiske John Rambo. De bruger deres gudgivne ret til at trække våben, hvis nogen eller noget, et statsligt magtapparat f.eks., frarøver dem deres mandlighed. Hvis staten og kapitalen afmaskuliniserer dem, og hvis ’de andres’ maskulinitet er problematisk, er det kun ’rigtige’, hvide mænd, som kan redde (den amerikanske) paradisets have eller den idylliske norske natur fra en feminiseret, multikulturel, androgyn, indvandrervenlig smeltedigel«.

Anders Behring Breivik er ikke den jævne nordmand, og den jævne nordmand tyr ikke til antidemokratiske virkemidler for at blive hørt. Men hans politiske projekt udspringer i vid udstrækning af de samme bekymringer og konfliktlinjer, som eksisterer i det norske samfund i dag – på den ene side mellem sådanne personer som mig selv og mine venner i de politiske institutioner, som var mål for terroren, og på den anden side hos ’almenfolket’.

Det undskylder på ingen måde Anders Behring Breiviks handlinger, men det kan måske være en analytisk ramme for at forstå, hvorfor disse tinge sker i Norge lige nu. Det bør også være en opfordring til eftertanke hos alle de danskere, der er bekymrede for at ende som terrormål. Den krise, der har ramt Norge, er både et udtryk for ekstremisme og ondskab, men også for en dybereliggende krise, som handler om globalisering, køn og klasse. Dette er en situation, Norge og Danmark har tilfælles.

LÆS OGSÅHadet i vor midte

Alle er enige om, at dette kommer til at præge Norge i lang tid fremover. Morgenen efter terrorangrebene vågnede jeg ved et vanvittig tordenskrald og blev klam over hele kroppen. Fredagens hændelser og dødstallene, der hele tiden stiger, rokker fundamentalt ved ens følelse af at være tryg. Det kommer ikke bare til udtryk ved, at store dele af Oslo by er lukket fuldstændig ned dagen efter terrorangrebet, og at avisforsiderne er ryddet, så vi kan få løbende opdateringer, men gaderne er folketomme, og flere steder flages der på halv stang. Folk tænder stearinlys, donerer blod, og på Twitter tilbyder folk at åbne deres private hjem for de beboere, som er blevet evakueret.

To ting udmærker sig som bemærkelsesværdige. Den første er, at de unge på Utøya stod så stærkt sammen. De hjalp hinanden, mens de svømmede for livet i Tyrifjorden. Flere reddede livet ved at spille død, mens kuglerne fløj om ørerne på dem i den halvanden times tid, dramaet udspillede sig. Pressebilleder af en grådkvalt Jens Stoltenberg, som krammer sin AUF-leder, kvalificerer sig muligvis til årets pressefoto.

Lige så stort indtryk gjorde statsministerens tale i Oslos domkirke søndag aften, hvor han med bævende stemme, tårer i øjnene og sved på overlæben sørgede sammen med de pårørende og erklærede, at det norske folk er et lille, men stolt folk, som ikke lader sig knække. Han citerede en pige fra AUF, som udtalte til CNN: »Hvis en mand kan skabe så meget had, så tænk på, hvor meget kærlighed vi sammen kan skabe«.

Det andet billede er et pressefoto af en mand med minoritetsbaggrund, der holder om en såret, hvid kvinde på et fortov. Han stryger hende over panden. Dette er billeder fulde af håb, af enkeltindivider, som passer på hinanden, og forhåbentlig også af et land, der vil komme på ret køl igen. Det skal lykkes os sammen at vende dette til resolut politisk handling for et endnu mere demokratisk og generøst samfund, der ikke avler ekstremisme og vrede unge mænd, som truer alles sikkerhed.