Ingen taler om olien – fordi den mindste påvirkning af olieaktierne har katastrofale kortsigtede påvirkninger af kurserne.
Vores samfund hviler blidt og stabilt på olien, så derfor skal stabiliteten sikres for enhver pris – også hvis det betyder at neddysse, lyve om og fortie konsekvenserne af oliemangel. Vi vil faktisk helst ikke høre om det. Luk øjnene et øjeblik, og forestil dig panikken ved benzinstanderen, manglen på plastik, asfalt og en enorm mængde andre produkter, vores samfund er bygget op om. Alle som ét baseret på olie! Jeg skal være den første til at indrømme, at tanken om manglende brændstof til mit transportmiddel får det til at gyse i mig – men oliemangel medfører langt større konsekvenser, end hvad denne Kronik kan rumme. Jeg oplevede sidste år tre pæne ældre damer i rent håndgemæng i Netto om, hvem der skulle have den sidste plaid på tilbud. Hvor galt kan det så ikke gå for hele samfundet, hvis der opstår akut mangel på verdensøkonomiens vigtigste drivmiddel? Det er alle på planeten, der har noget at tabe. Vi skal bekæmpe hykleriet og starte med de store klodser først – der hvor det batter mest. Der skal råbes højt, når Villy Søvndals drøm er at se en vindmølle på Rådhuspladsen. Fokus skal i første omgang vendes mod de områder, der med det samme kan medføre drastiske forbedringer. Olieindustrien skal presses hårdt til at investere i vedvarende energiprojekter, som allerede nu burde være en af de største industrier på planeten. Hvorfor sker det ikke? Det er jo også energifirmaernes ’next big thing’! Deres sønnesønners levebrød og velstand er på spil. Er vi komplet stupide? Er menneskeheden virkelig nået så langt som race blot for at ødelægge vores eneste opholdssted? – Eller er vi så egoistiske, at købet af den næste plastikgenstand og forventningen om alligevel at være døde og borte, når det hele ramler sammen, vejer tungere?
