Hvordan er samfundet muligt?

Dette gode spørgsmål – og titlen på den tyske sociolog Georg Simmels mere end 100 år gamle bog – besvares for tiden af danske politikere med løsninger baseret på tal, målinger og klassifikationer. Når det drejer sig om den for sammenhængskraften undergravende bandekrig, har skiftende justitsministre, ikke mindst Brian Mikkelsen, remset tal op foran tv-kameraerne på antallet af fængslede bandemedlemmer – og ligesom der er pasningsgaranti for de små børn på daginstitutionsområdet, er der nu også indespærringsgaranti for de bandekriminelle.

Således blev det i regi af politifolkenes resultatløn og målkrav i marts 2011 besluttet, at der til enhver tid og uanset hvad skal være mindst 250 bandekriminelle i fængsel.

Sådanne tal giver imidlertid ikke nødvendigvis et retvisende billede af samfundets succes med at bremse tilgangen til banderne, men risikerer derimod at give befolkningen et falsk tryghedsbillede. For mens man må indrømme politiet en betydelig effektivitet, står myndighederne på samme tid magtesløse over for den 16-årige knægt med uren hud, vokset op på fastfood og stort skolefravær, som vrangsindigt har iført sig en T-shirt med budskabet: ’Respected by all – loved by few’.

Sagt på en anden måde: væksten i antallet af fængslede bandemedlemmer er ikke blevet fulgt af et fald i antal bandemedlemmer og bandeaspiranter.

Tværtimod har bandeuvæsenet vokset sig større og større i samme periode, som flere og flere bandemedlemmer er blevet spærret inde. Ifølge Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenters overvågningskartotek var der i 2008 i alt 944 overvågede bandemedlemmer. Det tal er steget til 1.665 her i 2011. Og hvad der nok vil overraske mange, er hele 1.123 af de 1.665 rockere, hvoraf langt flertallet er etnisk danske.

Det er således de to store amerikanske bikerklubber Hells Angels og Bandidos, der tegner sig for den største vækst af nye bandemedlemmer. En vækst som i skrivende stund forøges yderligere ved den dansk-tyske grænse, hvad nok så mange genindsatte grænsevagter ikke kan ændre, ved åbningen af en tysk Bandidos-afdeling i Padborg.

Bag de foruroligende tal gemmer der sig en paradoksal modsætning, som især bliver tydelig, når man ser nærmere på samfundets indsatser for at forebygge bandekriminalitet: Mens der er megen relevant og også fantasifuld forebyggelse i forhold til etniske minoritetsunge i diverse lokalsamfund, er der stort set ingen synlige forebyggelsesinitiativer målrettet de mange rockeraspiranter, som de f. eks. optræder i Hells Angels-støttegruppen AK81.

Ser man nærmere på denne diskriminering i forebyggelsesarbejdet af særligt hvide etnisk danske drenge, har den politisk set baggrund i en ændring af regeringens mere end ti år gamle program for at bekæmpe den negative sociale arv til fordel for et integrations- eller inklusionsparadigme målrettet unge med mellemøstlig baggrund. Integrationslogikken fremhæver de unges kulturelle fremmedhed, mens de unges sociale position trænges i baggrunden.

Sammenlignet med andre lande står Danmark meget dårligt, hvad bandeforskning angår. Og igen ses det samme mønster, at mens der dog er nogen (kultur)forskning omkring de ’etniske unge’, er det stort set umuligt at finde forskning om danske drenges vandring ind i rockerverdenen på trods af, at en kriminel organisation som HA nu opererer i Danmark på fjerde årti. Udløst af de senere års bandekrig er der, bedre sent end aldrig, blevet afsat midler til bandeforskning. Uden om det sædvanlige princip om udlicitering er disse midler blevet placeret hos Rigspolitiet/Justitsministeriets Forskningskontor og ikke på nogle af vore universiteter.

Baggrunden for den netop udsendte rapport, ’Første led i fødekæden?’, anføres at være et ønske om at få mere viden om rekrutteringen til organiserede bander, herunder rockergrupperinger. Hvorefter forskerne abonnerer blindt på en definition af bander, der ikke dækker rockerbander. Vi får således nok en gang en ensidig fokus på de lokalområder (dog ikke her benævnt ghettoer), hvorfra gadebanderne typisk har deres udspring, mens flertallet af landets bandemedlemmer i HA, Bandidos og deres støttegrupper ignoreres.

I en tidligere på året udsendt rapport fra Rigspolitiet/Justitsministeriets Forskningskontor, ’Rockere, bander og risikofaktorer’, er der retfærdigvis en del registeroplysninger om rockere inddraget. Men det er svært at se, hvad det kan bruges til, når rapporten samtidig fejlagtigt hævder, at »rocker- og bandegrupper er et udpræget storbyfænomen«. Hvordan kan forskerne overse det åbenlyse forhold, at netop her er der en markant forskel, idet rockerne efterhånden stort set er over hele Danmark (spørg bare folk i Frederiksværk, Nykøbing F., Næstved, Padborg om det)? For disse gruppers vedkommende er der ikke kun tale om et storbyfænomen.

Det er tydeligt, at forebyggelsen har lettere ved at komme ind på livet af unge med etnisk minoritetsbaggrund i områder, som omverdenen har rubriceret som ’ghettoer’, end på etnisk danske overtatoverede og selvstigmatiserede Brian-typer, der søger medlemskab i landets bikerbander. Fællesskabet i HA og Bandidos beror ikke i samme grad som gadebanderne på en territorial afgrænsning i landets gamle arbejderkvarterer, men kan i højere grad sammenlignes med den moderne franchise, der finder sted, når der åbnes 7-Eleven og McDonald’s-butikker, hvor der er strikse regler for, hvor meget de enkelte afdelinger må afvige i varesortiment, kundeservice og udseende på tværs af landegrænser. HA har således afdelinger i 26 forskellige lande, som er underlagt de værdier og adfærdskodekser, der udstikkes af epicentret i Californien, hvor rockergruppen blev grundlagt for 60 år siden.

På trods af forskellen i biker- og gadebandernes identitet, når det gælder den lokale og globale forankring, er lighederne i gruppernes værdier langt større end forskellene. En forudsætning for at skyderierne på gaden fortsætter på trods af, at de for banderne ud fra et økonomisk perspektiv er irrationelle (større politifokus på bande- og narkobekæmpelse mv.), er f.eks., at en grundværdi i bandefællesskaberne er, at man ikke vender den anden kind til en fornærmelse. I HA’s værdicharter beskrives det ligefrem, at medlemmer bør eksluderes, hvis de ignorerer et angreb på ’klubben’.

Ligeledes er der betydelige ligheder mellem de i Danmark fødte unge mænd med tyrkiske og marokkanske rødder og jævnaldrende etnisk danske unge, der tiltrækkes af tanken om hurtige penge og den subkulturelle anerkendelse, som de kan modtage i bandernes fællesskaber. Fællesskaber, hvor en fysisk ekspressiv fremtoning og en altoverskyggende loyalitet over for gruppen vinder over de boglige værdier og den individualitet, der tillægges stadig større værdi i det omgivende samfund. Det er da også ganske normalt med etnisk danske medlemmer i de gadebander, som medier og politikere har benævnt ’indvandrerbander’, og tilsvarende ’brune’ medlemmer i landets bikerbander.

Alligevel følger den sociale forebyggelse i høj grad ’det brune spor’, hvor boligområder, bander og etniske parametre kædes sammen, som tilfældet har været ved udarbejdelsen af landets første formelle ’ghettoliste’ i efteråret 2010. Også Københavns Kommunes udvalgte hotspot-områder, hvor der skal fokuseres ekstra meget på kriminalitetsforebyggelse, er per definition etniske problemområder, og når udvalgte unge skal have en ny start med socialarbejderes hjælp, er det i Tingbjerg eller Urbanplanen i København, det sker, samtidig med, at muligheden for flere udvisningsdomme udgør en central del af regeringens bandepakke.

Den nuværende tilgang til banderne ender derfor blot med at kradse i overfladen af årsagerne til bandernes tiltrækningskraft på unge, fordi problematikken i for høj grad afgrænses til et ’brunt’ ghettofænomen. Når diagnosen på den igangværende bandekonflikt viser sig at have et for snævert fokus, vil løsningsforslagene tilsvarende være i overhængende fare for at være utilstrækkelige.

Ydermere tyder meget på, at den territoriale stigmatisering af ’ghettoerne’ paradoksalt nok bidrager til at forstærke ballademageridentiteten blandt mange unge beboere i disse områder, hvilket i sidste ende øger bandernes rekrutteringsgrundlag.

I bogen ’Vrede unge mænd’, som en af os netop har udgivet, beskrives, hvordan myndigheder og politikeres (og til tider mediers) ’besættelse’ af lokalområder på Nørrebro i København kan bidrage til en ophobning af en til tider ustyrlig vrede, som bliver til en selvopfyldende profeti, når de unges barndomsgader konkret og kropsligt udarter til undtagelseszoner, hvor politiet kan visitere dem uden begrundet mistanke. Kan det undre, at mange af disse unge – på tværs af sociale skel – ikke føler sig fuldt ud anerkendt som ligeværdige medborgere, når deres skoler udpeges som ’taberskoler’ og deres kvarterer får tildelt en ghettostatus qua en territorial stigmatisering med Christiansborg som afsender?

Kombinationen af ghettostemplet og mange unges egen identitetsskabelse som ’ballademagere’ og ’gangstere’ i udsatte boligområder bidrager alt for ofte til at forstærke den underprivilegerede sociale position blandt mange af disse drenge og unge mænd, når trusselsmærkaterne udvikler sig til selvopfyldende profetier.

Landets udsatte boligområder er reelt overrepræsenterede i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikkerne, men faktum er, at langt størstedelen af de unge, der vokser op i disse gamle arbejderkvarterer, ender med at skabe sig selv et anerkendelsesværdigt liv med uddannelser og job. Derfor er det også altafgørende at insistere på, at unge fra ’ghettoen’ og fra uddannelsesfremmede familier ikke er undtagelser og mønsterbrydere, hvis de tager en uddannelse – de følger tværtimod samme mønster som andre unge i samme sociale position. De hører derimod til undtagelserne, hvis de vælger bandelivet, og en insisteren på dette faktum er alfa og omega, hvis man ønsker at begrænse de selvopfyldende profetier og bremse tilgangen til banderne.

Ansvaret for at gøre op med mange unges overdrevne forståelse og internalisering af deres eget boligområde – og dem selv – som en taberkategori kan ikke afgrænses til socialarbejdere, lærere og pædagoger. Det tilfalder såvel politikere og medier som samfundet som helhed. Men den tilfalder især den storebrorgeneration af unge, der i slutningen af teenageårene har nået en alder og et refleksionsniveau, hvor deres udtalelser får særlig ørenlyd blandt lillebrorgenerationen, der ofte ukritisk påtager sig en rå ghettoidentitet.

I Askerød syd for København valgte en gruppe af unge fra storebrorgenerationen netop at råbe op offentligt og insistere på selvrespekt, da deres område blev udpeget som ghetto af regeringen. Til de unges overraskelse reagerede landets statsminister ved at komme på besøg hos dem i ghettoen, iklædt et stort presseopbud. Statsministeren havde tilsyneladende lært noget af erhvervskvinden Stine Bosse, som med tv-hold og nogle socialarbejdere havde vandret en lang pilgrimsrute i Spanien sammen med nogle unge ’brune’ med sorte straffeattester.

Bosse-turen efterfulgtes af jobmuligheder i den koncern, erhvervskvinden dengang var direktør for. Statsministerens tur til ’ghettoen’ efterfulgtes af en Marienborg-invitation til udvalgte unge. Igen et kæmpe mediecirkus, hvor landets leder legede Kirsten Giftekniv mellem de unge og udvalgte erhvervsledere. Men statsministerens forsøg på at skabe øget samarbejde mellem det offentlige og det private for at skaffe praktikpladser (og dermed muligheden for at færdiggøre en uddannelse) og arbejde bør roses. Uddannelsesbeviser, job og den øgede selvrespekt og de livsmuligheder, som dette fører med sig, er altafgørende, hvis vi ønsker at minimere tilgangen til kriminalitet og skabe et samfund, hvor flest mulige har mulighederne for at skabe sig selv et (anerkendelses)værdigt liv.

Mønsteret er tydeligt: Især unge mænd, der ikke kan bryste sig af eksamensbeviser, ender med at fylde op i arbejdsløshedsstatistikkerne, og det er især disse mænd, der gang på gang søger den subkulturelle anerkendelse og fællesskabet i såvel biker- og gadebander.

Desto mere besynderligt er det, at de forebyggelsesinitiativer, der hidtil er blevet fremlagt i løbet af bandekonflikten, synes at være forbeholdt de ’brune’ unge, som er gruppevis og geografisk tilgængelige. Fejldiagnosen i den danske forebyggelsesindsats skyldes formentlig i det større billede, at man sætter kikkerten for det blinde øje, når det gælder det store spørgsmål: Hvordan kan man egentlig afgrænse bandeliv fra det øvrige samfundsmæssige liv? Og er det overhovedet rimeligt at inddæmme disse samfundsmæssige patologier under overskriften ’bander’?

Hvis man skal tro hovedresultatet i rapporten ’Rockere, bander og risikofaktorer’, er det noget af en social væksthæmmer at snakke om ’bandeproblemet’. Gennem omfattende brug af registerdata belyser rapporten, om der er særlige risikofaktorer på spil, når det drejer sig om bandekriminelle sammenlignet med andre kriminelle.

Det er der ikke: »Den offentlige omtale af rocker/bandegrupperne kan give indtryk af lukkede miljøer ... Vurderet ud fra kriminelle aktiviteter er grupperingerne så langtfra isolerede fra andre, men tværtimod er det meste af den kriminalitet, de rocker/banderegistrerede begår i forening med andre, relateret til personer uden for rocker/bandemiljøet ... Særligt har de større rockergrupperinger – Hells Angels, AK81 og Bandidos – mange kriminelle relationer til personer uden for miljøet«.

Hertil kommer de mange ikke-kriminelle relationer, som medlemmerne af disse grupperinger har i form af koner/kærester, familie, venner og almindelige borgere i øvrigt. Hvordan kan det være, at der er så meget normalitet på spil, når det gælder afvigende grupper som Hells Angels, Bandidos og en broget skare af gadebander rundt om i landet.

Hvordan kan det være, at banderne opnår en nærmest mytologisk status blandt mange unge mænd, der ofte allerede i folkeskolen har påtaget sig en ballademageridentitet, og hvordan kan det være, at så mange normaldanskere det ene øjeblik ryster på hovedet ad skyderierne på gaden, hvorefter de finansierer de selvsamme skudattentater i weekenden, når festen skal speedes op med stoffer?

Skal der tænkes nyt i forbindelse med forebyggelse, er det nødvendigt for alvor at indtænke ’det normale’ og ’almindelige’ samfundsborgeres gøren og laden i forhold til landets bander – især dem som er personligt tæt på bandemedlemmer. Banderne i Danmark er langtfra hermetisk lukkede verdener. For en forebyggelsesstrategi betyder det, at ’normaldanskere’ med relationer til bandemedlemmer må ud af busken, hvis en effektiv forebyggelse skal have en reel chance.

En ingrediens for at komme banderne til livs kan være, at unge, der er på vej ind i en bandetilværelse, konfronteres med de nærmeste kære, som stiller dem stolen for døren (ja, det gode gamle eksempel, hvor koner og kærester lukker for sex, kan være ét blandt flere midler) og i det bredere perspektiv ved, at de mennesker, der oplever og ser noget, i stedet for at stikke hovedet i busken træder frem med en moralsk afstandtagen til banderne. Vi må erkende, at dannelsen af maskuline fællesskaber, der kan ende ud i kriminalitet, er et urgammelt fænomen, som udgør et fælles samfundsansvar. Kun sådan kan vi gøre os forhåbninger om at begrænse tilgangen til banderne.