Flot!

Så har vi igen valgt et nyt Folketing. Vi var over tre millioner danske statsborgere, der gik til stemmeurnerne i september for at vælge de 179 politikere, der skal repræsentere os på tinge i de kommende år.

Udøvelsen af valgretten betragtes som hovedhjørnestenen i det moderne demokrati, vi fik indført med grundloven i 1849. Vælgerskaren omfatter danske statsborgere, inklusive mange tusinde nydanskere, der de seneste årtier har søgt om og opnået dansk statsborgerskab.

En gruppe af danskere, nemlig de danskere, der ikke har fast bopæl i Danmark, har som udgangspunkt ikke mulighed for at afgive stemme – hverken til folketingsvalg eller folkeafstemninger.

Da man ved vedtagelsen af grundloven tilbage i 1849 skulle definere, hvem der var berettiget til at stemme, besluttedes det at holde borgerne i Slesvig og Holsten udenfor.

De fik således ikke valgret til det nye politiske system i Danmark. Det blev indført i grundlovens paragraf 29, at man skal have »fast bopæl i riget« for at have valgret. Selv om der i dag ikke længere består nogen begrundelse for dette krav, er bestemmelsen blevet stående i grundloven.

Siden 1970 har Folketinget i valgloven dog lukket op for, at visse grupperinger af vælgere i udlandet, blandt andet danske diplomater, vil kunne gives mulighed for at stemme.

I lande som eksempelvis Sverige og Finland har statsborgere i udlandet fuld stemmeret, uden at der stilles nogen tidsmæssige begrænsninger eller krav ombopæl i udøvelsen af valgretten. En svensker vil således kunne stemme til riksdagsvalg i Sverige, uanset hvor mange år han eller hun har boet i udlandet. I andre lande, for eksempel Norge og Island, har man vedtaget visse tidsmæssige begrænsninger.

En nordmand i udlandet kan stemme til valg i Norge i op til otte år, efter at han har forladt Norge. I Danmark har vi vedtaget en toårsregel. En dansker kan således stemme i op til to år, efter at han har forladt Danmark. To år er ikke meget at råbe hurra for, specielt ikke for danskere, der er kendt for at være globale, og som tilbringer adskillige år uden for landets grænser.

Det er værd at bemærke, at det er forholdet til grundloven, der udgør hovedproblemet i den politiske debat om udedanskernes manglende stemmeret. Debatten i 2001 i Folketinget om udedanskernes stemmeret viste, at der dengang var et stort flertal for at få indført stemmeret for danskere i udlandet i op til 10-12 år.

Når man endte med en undtagelse på maksimalt to år, skyldtes det ene og alene generel tilbageholdenhed i Folketinget mod at gradbøje en regel i grundloven. Også selv om mange topjurister under debatten i 2001 pegede på muligheden af at give grundloven en mere tidssvarende fortolkning uden nødvendigvis at ændre den.

I Danes Worldwide, en forening, der varetager udedanskernes generelle retlige interesser, støder vi ofte på medlemmers ønske om at kunne stemme ved folketingsvalg. Det antages, at der bor over 25.000 danskere i Sydsverige, hvoraf mange arbejder i Danmark. Det forekommer mildt sagt urimeligt, at disse danskere og mange andre tusinde danskere over hele verden ikke kan deltage i folketingsvalg i Danmark.

Hvis et flertal i Folketinget foretrækker at ændre grundloven på dette punkt og ikke blot ændre valgloven, så er også det en vej frem, omend den er tung og besværlig. Vigtigt er det i hvert fald, at også de danske vælgere, der bor i udlandet får mulighed for at stemme.

LÆS OGSÅ Løft blikket, Danmark

Mange ser gerne en stemmeret uden tidsbegrænsning (jf. Sverige og Finland), mens andre finder, at en stemmeret med en tidsbegrænsning på for eksempel 10 år er tilstrækkelig. Målet er en løsning, der vil kunne bringe Danmark på linje med mange andre vestlige landes sikring af deres borgeres demokratiske rettigheder.

Statsborgerskabet er en rettighed, som danskerne opnåede helt tilbage i 1776 ved en særlig forordning om indfødsret. Det blev dengang slået fast, at »landets børn skal nyde landets brød, og fordelene i staten falde i dens borgeres lod«.

Man sondrede klart mellem landets egne statsborgere, der havde rettigheder og forpligtelser som danskere, og på den anden side udlændinge, der hverken havde rettigheder eller pligter i Danmark. Indfødsretten og ejerskabet til Danmark blev dengang opfattet som en gave fra monarken til det danske folk.

Med grundloven i 1849 blev det fastlagt i paragraf 44, at »ingen udlænding kan opnå dansk indfødsret (=statsborgerskab) uden ved lov«. Det er grundlovens eneste bestemmelse om indfødsretten. Den eksisterer stadig og er udtryk for, at tildeling af statsborgerskab til udlændinge (naturalisering) er så vigtig, at beslutning herom må tages af politikerne ved lov og ikke blot tildeles administrativt af statens embedsmænd.

Her melder spørgsmålet sig, om man kan have et statsborgerskab i mere end ét land. Det gamle nordiske samarbejde var klart nok på dette område: Statsborgerskab skulle tages så bogstaveligt, at man måtte være 100 procent loyal over for sit fædreland. Derfor var dobbelt statsborgerskab noget, der måtte undgås. Det besluttede man i 1898 at fastholde på nordisk plan.

Dengang gav denne holdning mening, i og med at de relativt få nationalstater var hovedaktørerne på den internationale scene, og at landenes borgere i krig og fred måtte tage stilling til, hvor de hørte til.

Men verden har udviklet sig. I dag har vi op mod 200 nationalstater, hvor praksis i samkvemmet mellem nationerne har vist, at der ikke længere består væsentlige problemer ved at acceptere, at millioner af mennesker har statsborgerskab i mere end ét land.

Meget få lande lægger vægt på princippet om 100 procent loyalitet, ej heller USA, hvor der – til trods for aflæggelse af faneed – ikke er noget til hinder for, at man ved opnåelse af amerikansk statsborgerskab tillige beholder sit oprindelige statsborgerskab. Og dermed opnår dobbelt statsborgerskab.

De øvrige nordiske lande er de seneste år gået væk fra modstanden mod dobbelt statsborgerskab. Det samme gælder de øvrige EU-lande, og Danmark står derfor i dag ret isoleret på dette område. I Integrationsministeriets udredning om reglerne for dobbelt statsborgerskab fra april 2009 konkluderes det, at »dobbelt statsborgerskab søges begrænset dels ud fra principielle betragtninger, dels ud fra mere praktiske betragtninger«.

Det hedder endvidere, »at nogle lande fastholder princippet, at dobbelt statsborgerskab skal begrænses mest muligt ud fra principielle betragtninger«. Udredningen viser, at der ikke længere eksisterer væsentlige problemer med den danske stats eventuelle accept af dobbelt statsborgerskab.

Det er her vigtigt at se på udlændingenes retsstilling, når de søger om dansk statsborgerskab: Opfylder de en lang række krav om sprog, kultur og økonomi med mere, kan de blive danske statsborgere. I en 30-års periode fra 1979 til 2010 har godt 211.000 indvandrere opnået at blive danske statsborgere, og de skal som udgangspunkt frasige sig deres oprindelige statsborgerskab. De danske regler opstiller imidlertid en række undtagelser, der gør det muligt tillige at fastholde sit oprindelige statsborgerskab.

Det gælder blandt andet flygtninge og indvandrere fra lande, hvor det er umuligt eller vanskeligt at blive ’løst’ fra sit oprindelige statsborgerskab. Den senest vedtagne naturalisationslov (lov nr. 590 af 14.6.2011) indeholder en navneliste over de 1.286 personer, som ved denne lov er blevet danske statsborgere (med 491 børn under 18 år, kommer det samlede antal op på 1.777 personer).

LÆS OGSÅMin landsforviste kærlighed

Oversigten viser også, at 887 af ansøgerne ikke skal løses fra deres hidtidige statsborgerskab, hvilket indebærer, at 69 procent, svarende til to af tre i det første hold af nydanskere i 2011, kan fastholde et dobbelt statsborgerskab. Og selv for de nydanskere, der ifølge loven skal afskrive sig deres oprindelige statsborgerskab, er der fundet løsninger, der sikrer et fortsat tilhørsforhold til deres oprindelige hjemland.

For eksempel kan en pakistaner, der er blevet dansk statsborger, og som har afskrevet sig sit pakistanske statsborgerskab, få et pakistansk id-kort udleveret af pakistanske myndigheder, der bekræfter, at den pågældende er af pakistansk oprindelse. Dermed bevares mulighederne for at fungere som pakistaner, når man er i Pakistan.

Det er Danmark, ikke Pakistan, der har problemer med dobbelt statsborgerskab.

Mens de nye danskere i Danmark således ikke har reelle problemer med den danske modstand mod dobbelt statsborgerskab, stiller problemstillingen sig noget anderledes, hvad angår udedanskernes mulighed for at opnå dobbelt statsborgerskab.

I gamle dage var der ofte tale om egentlige udvandrere, som besluttede sig til at forlade Danmark for at prøve lykken ude i verden. De emigrerede typisk til lande som USA, Canada, Australien og Argentina, og forventede ikke at vende tilbage.

I dag er situationen markant anderledes: Tusinder af danskere rejser hvert år ud i verden – for at arbejde (ofte for danske virksomheder) og for at studere og deltage i dansk og internationalt humanitært og fredsbevarende arbejde. Som medlem af FN, EU og Nato søger vi selvsagt at sikre Danmarks interesser ved blandt andet at få danske statsborgere anbragt i stillinger i disse organisationer rundt omkring i verden.

Det er karakteristisk, at disse udedanskere er med til at repræsentere og styrke de værdier, som vi lægger vægt på i opbygningen af et samfund (demokrati, velfærd, ligestilling, respekt for miljø og klima, uddannelse, sundhed, samarbejde og meget mere). Disse mange danskere er i høj grad også med til at fremme dansk eksport samt turisme, investeringer og studieophold i Danmark. Alt sammen aktiviteter, der er med til at sikre den vækst og høje levefod, vi har bygget op i Danmark gennem de sidste årtier.

Danskere i udlandet møder i en række tilfælde et væsentligt behov for at kunne blive statsborger i opholdslandet, idet mange lande stiller som betingelse for at udøve aktiviteter på en række områder, at man skal være statsborger i landet.

Foreningen Danes Worldwide har gennem rundspørger blandt flere tusinde danskere i udlandet dannet sig et indtryk af de muligheder for forbedringer i tilværelsen, som udedanskerne tillægger størst betydning i forbindelse med opnåelse af statsborgerskab i det land, de aktuelt bor i.

De mange tilbagemeldinger viser, at statsborgerskab i opholdslandet blandt andet giver bedre adgang til uddannelser og uddannelsesstøtte, lokal sygesikring og stillinger i det offentlige, adgang til at optage lån, åbne bankkonti, investere i fast ejendom og muligheden for at tegne lokale forsikringer. Endvidere forenkles ens arveforhold og skatteforhold med et statsborgerskab i opholdslandet.

LÆS OGSÅ En dansker fra Korea

Med statsborgerskab i opholdslandet opnår udedanskere også en større retssikkerhed, inklusive udelukkelse af risikoen for at blive udvist af landet. Statsborgerskab giver også bedre muligheder for at deltage i det politiske liv i opholdslandet og dermed til at blive en ansvarsfuld borger. Man bliver generelt bedre integreret i opholdslandet og ikke marginaliseret.

Den danske lovgivning stiller med andre ord tusindvis af danskere i udlandet over for et stort dilemma: Hvis de søger statsborgerskab i et fremmed land, skal de ifølge dansk lovgivning opgive deres danske. Og det vil de af mange grunde meget nødigt. I Danmark er det ’enten/ eller’, mens det i det meste af verden er ’både/og’.

Hvis Danmark accepterer, at man kan have to statsborgerskaber, vil en fastholdelse af dansk statsborgerskab indebære en fortsat tilknytning til ens hjemstavn for hele familien, der blandt andet medfører, at man ikke skal søge visum eller opholdstilladelse for at besøge Danmark, når dette ellers måtte være påkrævet. Man bevarer også muligheden for, at danske familier i udlandet på et tidspunkt flytter tilbage og bosætter sig i Danmark.

Hertil kommer, at Danmark som nation har en selvstændig interesse i, at disse danskere i udlandet bevares som danske statsborgere. Det gælder især i disse globale tider, hvor det er vigtigt at brande/markedsføre Danmark og danske værdier – til gavn for hele riget. Dansk eksport nyder godt af danskere derude, der forstår den lokale kultur og de aktuelle markedsforhold.

Den hidtidige danske modstand mod dobbelt statsborgerskab stiller udedanskerne ringere i henseende til to andre grupper: Som omtalt har de mange nydanskere på dette område reelt ingen problemer, heller ikke hvis de rent formelt ikke kan bevare deres oprindelige statsborgerskab.

Og for det andet kan statsborgere fra andre lande (for eksempel i Sverige, England og Finland) søge om statsborgerskab i et nyt land uden at opgive det oprindelige og dermed få ansættelse i stillinger i udlandet, som deres danske kolleger ikke har adgang til.

Blandt de mange danskere, der gennem årene har måttet afgive deres danske statsborgerskab for at opnå et andet, er der adskillige, der har haft vanskeligheder med at generhverve deres danske statsborgerskab. Det skyldes blandt andet de stramme krav om, at man skal opgive det fremmede statsborgerskab, have boet de første 18 år af sit liv samt de seneste to år i Danmark.

Vi har brug for en ændret indfødsretslov, der for fremtiden ikke længere kræver, at man opgiver sit danske statsborgerskab, når man søger om udenlandsk statsborgerskab, og som gør det muligt for de eksdanskere, der har måttet afgive deres danske statsborgerskab, at generhverve dette på rimelige vilkår.

Som anført kan de udlændinge, der i dag opnår dansk statsborgerskab, i vid udstrækning også bevare deres oprindelige statsborgerskab.

Så meget mere er det urimeligt, at danske statsborgere i udlandet bliver tvunget til at afgive deres danske statsborgerskab, som alle danskere har ret til ifølge den gamle forordning om indfødsretten fra 1776.

Det er en stor glæde at se, at det ifølge regeringens netop fremsatte regeringsgrundlag fremover skal være muligt at have dobbelt statsborgerskab.

Som det er fremgået, mangler danskere i udlandet rettigheder på to områder: Den manglende mulighed for at kunne stemme ved Folketingsvalg, og den manglende mulighed for at kunne bevare sit danske statsborgerskab, når man søger om et fremmed statsborgerskab. Det nye Folketing opfordres til at finde løsninger på disse to spørgsmål, som kan medvirke til at fjerne det demokratiske underskud, Danmark har i relation hertil.

I den generelle debat om udlændingepolitikken må man ikke overse, at danske i udlandet også er danskere, der har krav på at få sikret deres rettigheder.