Er det at tro lige så gyldigt som det at vide? Skal vejen mod sandheden ikke findes gennem indsigt, viden og fakta? Nej, nej, nej. Man skal bare tro. En god og solid gang tro, og alt er i sin skønneste orden. Jeg må lige huske at sige det til mine børn næste gang, de spørger til en eller anden skoleopgave eller noget. De skal ikke begynde at søge oplysninger i bøger eller medier, de skal såmænd bare lægge sig på knæ og bede, så skal indsigten nok melde sig af sig selv - fra oven. Det er tidens løsen, og det sætter vi ikke spørgsmålstegn ved. Kig selv efter. Synet af vrede og indignerede mennesker, som forlanger respekt - i bogstaveligste forstand på linje med liv eller død - for denne eller hin religion, deres egen, andres eller alles - møder én overalt på mediefladerne. Med forvredne ansigter og skingert indignerede stemmer bliver budskabet skreget ind i hovedet på os endnu ikke helt så faste i troens kød. Vi må skamme os, må vi, når vi på ussel vis nedgør deres religion. Det er nemlig ingen spøg. Det er dødelig alvor! Den overvældende inerti, der ligger i måden, denne selvsikre udmeldelse bliver båret frem på, er måske også årsagen til, at vi, der er lidt forfordelt med hensyn til troens nådegave, ikke helt får bidt mærke i den præmis, der - med 'respekt for religionen' som figenblad - har sneget sig ind, og som sætter lighedstegn mellem religiøse mennesker, deres religiøse følelser og religionen i sig selv. Tværtimod må man sige. Vi debatterer ivrigt, under hvilken form man skal tro, om den ene tro er bedre end den anden, om den ene eller den anden slags tro bliver undertrykt eller latterliggjort, om troendes rettigheder bliver overholdt, om de troende har de rette rammer for at dyrke deres tro, osv. osv. Det betimelige i at basere hele sit livsgrundlag på f.eks. en tusindårig skrønesamling snakker vi pæne og ordentlige mennesker ikke om. Det er faktisk helt legitimt at basere sin verdensanskuelse på noget, man tror. Man skal blot tro det stærkt nok til at være helt overbevist, så er det altså lige så godt. Og skulle nogen i øvrigt formaste sig til at besudle eller blot sætte spørgsmålstegn ved ens tro, har man selvklart i allerhøjeste grad ret til at føle sig krænket. Selv mener de troende, at de naturligvis sagtens kan være troende og samtidig være beboere og deltagere i en moderne verden. Ingen problemer her, også selv om størstedelen af indholdet i alle religioner strider lodret mod alt, hvad den moderne videnskab siger. Man beslutter sig simpelthen bare for, hvor grænsen mellem det, man tror, og det, man ved, skal gå. Der er absolut intet odiøst i at sætte en sådan mentalt ubrydelig skillelinje imellem de facetter af livet, der kan diskuteres, og de, som ikke kan. Det er i virkeligheden svært praktisk, da man så bare kan putte alle de ting, det føles ubehageligt at forholde sig til, ind under troen og derved undgå at forholde sig til dem. Ikke så sært, at det er populært, og at flere og flere påberåber sig denne kåbe af urørlighed. Selv ville jeg nok føle mig en anelse beklemt ved at gå rundt og påstå, at der sad en altseende lidt revisoragtig pedant oppe i himlen, nidkært førende regnskab med, hvor meget man troede på ham, for efterfølgende at straffe en på det strengeste, hvis ikke man levede op til de stillede minimumskrav. Men det lader ikke til, at andre har de samme reservationer. Bare man er mange nok, kan man tilsyneladende slippe om ved alle kritiske spørgsmål. Religion bliver med massesuggestionens altfortærende kraft på uhyggeligste vis revet fri af troens hæmmende rødder og gjort til faktuel viden, med ultimative krav om underkastelse for de troende og ærbødighed fra de ikke troende. Det ses meget bombastisk i udlandet, men også herhjemme er de stejle og uforsonlige røster stigende, især efter at Muhammedtegningerne har fået muslimerne ud af busken. Længe før Jyllands-Posten fandt på at svinge krumsablen over hovederne på de van- eller rettroende, alt efter synsvinkel, har man kunnet iagttage en tiltagende 'religionisering' af det offentlige rum. Religiøst funderede debatindslag breder sig ud over avisernes debatsider, hvor også religiøse skriftkloge har egne klummer. Til min forbløffelse optræder præster, teologer og andre skriftkloge som eksperter på tv, hvor de høfligt bliver interviewet om alle menneskelivets forhold, som gjorde det at have en religion dem på en eller anden måde til bedre og mere vidende mennesker - hvilket jeg ikke et sekund er i tvivl om, at de i deres egen overbevisning også er. De sidder i Folketinget og lovgiver ud fra en religiøs overbevisning, mens de udadtil siger, at man skal adskille religion og politik, og de sidder som næsten selvvalgte medlemmer i etiske råd og nævn, hvor de med strenge miner kan hæve deres moralske pegefingre over for os ikketroende syndere. Hvad i alverden det er, der skulle forlene folk, hvis tro notorisk igennem historien har forfulgt anderledestænkende, udslettet millioner og undertvunget sig andre folkeslag i Herrens navn, med større autoritet end mig og alle andre til at udtale sig om moral og etik, går over min forstand. Jeg vil meget have mig frabedt at blive moralsk irettesat af en, som er tilhænger af en sådan forening, hvis logo for øvrigt viser en næsten nøgen mand sømmet fast til et trækors. Det er blevet comme il faut at være religiøs. Efter en udmagrende ørkenvandring i de politiske 60'ere og 70'ere, 80'ernes krystalhealing og 90'ernes new age religion light er hardcore-religionen tordnet tilbage på scenen, godt hjulpet på vej af åbent og skabsreligiøse politiske ledere på verdensplan, der ser det som deres sande mission i livet at udbrede den rette lære. Det giver mig i den grad kulderystelser at tænke på, at så mange af verdens ledere, med magt til at føre deres eget og andres lande i krig eller sågar udslette Jorden ved tryk på en knap, bekender sig til at være styret af en tro! Ikke viden, ikke fakta, ikke sund fornuft, ikke rationalitet, ikke argumentation, ikke erfaring, men tro! Det hele bliver selvfølgelig accentueret af et øget pres fra en verdensdel, der aldrig rigtigt har forladt den - havde jeg nær sagt - gammeltestamentlige tro. Hysteriet har antaget så fuldstændigt svimlende urimelige dimensioner, at man bliver nødt til at betone, at religion nu engang er og bliver det, det er - en tro. Det er nonsens (ikke fornuft) og tankespind, og at det netop ikke er andet og mere end tro, kan belyses ved følgende tankeeksperiment. Hvis man forestiller sig en samtale med en religiøs person (eller for den sags skyld, hvis De selv er religiøs, forestiller Dem en samtale med mig), kunne man (jeg) spørge, om De (vedkommende) mente, at Gud ville eksistere, hvis ikke nogen troede på ham, hvis f.eks. Jorden blev ramt af en asteroide i morgen og menneskeheden udslettet, vi selv trykkede på knappen, eller - som så mange i den vestlige verden åbenbart frygter - at muslimerne erobrede verdensherredømmet og udslettede alle kristne (eller omvendt), så der ikke var nogen tilbage til at tro på den kristne (eller islamiske) Gud. Ville Han så stadig eksistere? Dertil vil den religiøse selvsagt svare, at selvfølgelig eksisterer Gud da ved Gud, selv om ingen længere tror på ham. Gud har jo skabt verden og var her således, før noget eksisterede, og Han vil således også eksistere, efter at alt (eller vi) er hørt op med at eksistere. Nuvel, Gud behøver altså ikke at have troende for at kunne eksistere. Han eksisterer i sig selv, ifølge den religiøse overbevisning. Det må jo så også indebære, at andre guder kan eksistere, selv om ingen tror på dem ... Næ hov, siger den religiøse, den tror jeg ikke på, jeg tror på den enbårne, den alvidende, den eneste Gud! Javel ja, men det er for så vidt sagen uvedkommende, al den stund De jo lige har erkendt, at det ikke er en forudsætning, at De tror på Ham. Der må altså alt andet lige være millioner - ja uendeligt mange - guder derude. Og da de jo ikke kan være alvidende eller skabere af alt, alle sammen, bliver det i øvrigt lidt broget. Der kunne selvfølgelig være en uendelighed af parallelle verdener derude, hver hørende under sin herskende og skabende Gud, men i så fald ville de jo stadig ikke være eneherskende, idet de kun ville herske over deres egen lille verden, og i en uendelighed af verdener er det trods alt ikke så meget. Alt er jo relativt. Jamen, tror du kun på de ting, du kan erkende, spørger den religiøse snedigt, tror du måske, du kender alt i universet, tror du ikke, der er ting derude, som eksisterer - men som du bare ikke kender til? Jo bevar os vel, selvfølgelig er der det. Mennesket kan kun lige med nød og næppe kapere fire dimensioner, og der er måske mange flere i universet, som i øvrigt efter alt, hvad vi ved, er uendeligt stort, så selvfølgelig er der ting, vi ikke kender til. Jeg kan også godt drømme om, gisne om eller gætte på, hvad det kan være, men ville ikke vide det. Det ville være en tro. Jeg kunne for så vidt være overbevist om, at der gemte sig et kolossalt rumuhyre i gammakvadrant F17. Det ville måske ikke engang være så 'langt ude' som de fleste andre religioner, men det belyser meget godt problemet med at skulle 'respektere andres religion'. Jeg har ikke noget problem med at respektere andre mennesker, og jeg har ikke noget problem med at respektere andre menneskers religiøse følelser. For min skyld må de tro på lige, hvad pokker de vil, så længe de ikke prøver at lade det påvirke min eller andres mulighed for at tænke, tro og tale på vores måde, men jeg må indrømme, jeg kan altså ikke respektere det, de tror på. Og det er jo her, problemerne opstår. Det er her, de mentale tektoniske plader gnider og gnubber sig mod hinanden og opbygger de eksplosivt rødglødende spændinger, som truer med at splitte kloden ad. Kigger man på de tolv famøse tegninger fra Jyllands-Posten, retter de i virkeligheden mere skytset mod misbrugerne af religionen end mod religionen selv, og en stor del af dem retter endda skytset tilbage mod Jyllands-Posten, men det er vist på sørgelig vis gået hen over hovedet på de fleste religiøse muslimer. De har i stedet følt sig personligt såret, fordi de som de fleste religiøse mennesker er ude af stand til at adskille sig selv fra deres tro. Se, det er jo skidt, for man kan aldrig mødes, hvis man på forhånd er afskåret fra at diskutere de holdninger, der præger og styrer næsten alt i et givent (religiøst) menneske. I min ungdom, hvor alle vi unge var venstreorienterede, som man er religiøs i dag, fik man den samme fornemmelse, hvis man skulle snakke med en KAP'er, SAP'er, FLAP'er, eller hvad de nu hed. Der var sgu altid en skjult dagsorden, som en gang for alle var vedtaget, og som man ikke kunne komme uden om. Og så må man retfærdigvis sige, at det, der gør det så forbandet mudret i den her kedelige affære - og det, der gør det til så dårlig en sag - er, at Jyllands-Postens kulturredaktør - jævnfør den ledsagende artikel til tegningerne - netop havde til hensigt at såre muslimer generelt. De skulle ha' nogle bank, skulle de. De skulle hånes, spottes og latterliggøres. Han gik direkte og generelt efter en bestemt befolkningsgruppe uden smålig skelen til de personlige individer. Et selvmål med bravur, må man sige, som har kostet en masse menneskeliv, en masse skade og en masse lidelse. At genere, fornedre eller forfølge mennesker ud fra tro, race, religion, seksuel orientering, politisk overbevisning osv. osv. er selvfølgelig uacceptabelt, det burde sige sig selv - og det ligger desuden mejslet i sten i de menneskerettigheder, som så mange religiøse mennesker for tiden elsker at nedgøre og lægge for had. Men når så mange udgyder så meget blod, skaber så megen terror, skræk og lidelse i en religions navn, som nogen gør i øjeblikket, så må vi fastholde, at det ikke alene må være tilladt, men påkrævet at kritisere - herunder satirisere over - denne religion. Personligt synes jeg (som redegjort for), at det er religion som sådan, der er problemet, mere end det er en bestemt religion. Ufred, forfølgelse og undertrykkelse har altid eksisteret i religionernes navn, men religion er tilsyneladende lige så svært at slippe af med som en nedgroet tånegl. Det er en indgroet del af den menneskelige natur. Sikkert en følge af det menneskelige sinds ufattelige kreative evne til utrætteligt at søge mening i galskaben, skabe sammenhænge og mønstre, fatte det ufattelige - at universet er uendeligt (eller rettere udvider sig ud i det uendelige intet), og at vi selv - desværre - er endelige. I søgen efter et svar på og en forståelse af vores egen ikke-eksistens før og efter døden har mennesket til alle tider digtet og skabt sammenhænge, hvor der ingen sammenhænge var. Vi har fundet på historier og forklaringer i forgæves forsøg på at forstå det uforståelige. Historier, som er blevet overleveret og genfortalt til ukendelighed, men som også ofte har rummet en sandhed eller rettesnore for, hvordan man skal indrette sig med hinanden og leve sammen. For det, det drejer sig om, er jo os selv - mennesker. Og så er vi fremme ved noget af humlen. For det, religion i virkeligheden drejer sig om, når vi ser den udfoldet i al sin forlorne pragt i de religiøse institutioner, i kirken, i moskeen, i synagogen, i bedehuset ... er uhyre verdsligt. Det er magt. Den, der kan samle alle stumperne, alle de forvildede følelser, de historiske brudstykker - den, der kan udlægge teksten, han har magt. Magt over andre mennesker. I al evighed, amen! ... eller med Dave Allens ord: »Må din Gud være med dig!«.