Er friheden til at ytre sig blevet lig med en forpligtelse til at ytre sig om alt?

Ytringsfriheden har været til diskussion gennem mange år – netop som en del af ytringsfriheden – men i de senere år er det blevet mere almindeligt kun at opfatte ytringsfriheden som en rigtig frihed, når kritikken går helt ud til eller endda ud over kanten.

Og der, hvor konflikten opstår, eksempelvis ved anvendelse af straffelovens paragraf 266b, racismeparagraffen, afføder det også en debat om, hvorvidt denne straffelovsparagraf skal afskaffes.

LÆS OGSÅSF'er hænger Langballe ud som kriminel

Debatklimaet giver undertiden det indtryk, at almindelige demokratiske debatter om, hvordan vi vil indrette vores samfund, bliver opfattet som hyggelige samtaler blandt rundkredspædagogikkens smagsdommere.

Kampen for den ’egentlige’ ytringsfrihed føres helst i form af grænseoverskridende og hadefulde kommentarer rettet mod de etniske og religiøse minoriteter.

Det er ikke noget nyt og slet ikke for de debattører, det går ud over. Men vi tror dog, at det er nyt for mange, i hvilket omfang hadefulde udtalelser flyder rundt i cyberspace og i avisernes debatspalter og rammer alle, der udtaler sig positivt om det multikulturelle samfund.

Man kan vælge at se det, vi så i Norge denne sommer, som udtryk for en syg persons ekstreme handlinger, og der ligger uden tvivl en god del forklaringskraft i denne position.

LÆS ARTIKELJurist: Lars Hedegaards dom er baseret på uholdbar begrundelse

Men man kan også se denne handling i en kontekst, hvor den er et yderpunkt på et kontinuum, som udspringer af miljøer, hvor man dyrker et had mod ’etnisk andethed’ som en trussel mod nationen, og hvor det nu bliver åbenbart, at det ikke kun er minoriteterne, der skal forfølges.

Også de personer, der gør sig til talsmænd for humanisme og tolerance over for medborgere med anden etnisk baggrund, bliver nu udsat for overgreb og lagt for had.

Omtrent på samme tidspunkt, som begivenhederne i Norge fandt sted, kom det herhjemme frem, at den højreradikale bevægelse ’Org’ systematisk har registreret personer, der har udtalt sig positivt eller arbejdet for ligestilling og menneskerettigheder.

Eksempelvis er vores gode kollega i Aarhus Helge Ratzer blevet registreret – men ikke bare han, også hans kone, som ikke har deltaget i arbejdet, er blevet noteret.

Mange vil sikkert lige tænke sig om en ekstra gang, inden de blander sig i debatten. Tilsvarende er vores bestyrelsesmedlem Yildiz Akdogan i forbindelse med folketingsvalget blevet chikaneret af ekstremister, fordi hun har tilladt sig at bruge demokratiets normale spilleregler og opfordret de etniske minoriteter i Danmark til at gøre det samme.

Ytringsfrihed er ikke og har aldrig været retten til at fremsætte dødstrusler og anden hadefuld tale. Ole Hyltoft skriver i Politiken 28.9., at forhånelse »kan indgive syge hjerner sære tanker«.

Lad mig give et eksempel og starte med Google DRC’s centerleder Niels-Erik Hansen. Det første hit på internettet (og altså det mest læste) er en artikel skrevet på den højreorienterede hjemmeside Uriasposten. Her læser man: »Niels-Erik Hansen opfordrer slagterier til at søge dispensation, så muslimer bevarer særret«.

»Når danske butikker undlader at ansætte muslimske piger med tørklæde, er det udtryk for racisme, der skal bekæmpes med lov. Når danske slagterier afviser kristne, opfordrer Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination slagterierne til at søge dispensation«.

Der henvises til en artikel bragt i Kristeligt Dagblad i januar 2011, hvor pointen synes at være, at han her blev afsløret som den »muslimelsker«, han i virkeligheden er!

KRONIKYtringsfrihed og kunsten at sige fra

Artiklen får følgende kommentarer fra læserne af hjemmesiden: »Slagterierne griner af deres kritikere hele vejen til banken. Det eneste effektive svar er at lade være med at købe slagteriprodukter, indtil slagteriet er fuldstændigt ophørt med halalslagtning på alle deres produkter« (indlæg kl. 18.02). En kommentar, der er relevant i forhold til emnet.

Men se nu, hvad der sker kl. 18.20: »Så tog Fanden Thøger. Mon han ikke kunne tage Niels-Erik som en bonus? Jeg vil ikke savne nogen af dem«.

Herefter går det helt galt. Kl. 18.48: »Jeg ved godt det er helt off topic … MEN! Tøger Seidenfaden er død! HALELUJA!! Nu brænder den infame stodder op i helvedet. Gid de andre svin ville følge ham lige så hurtigt«.

Eller hvad med den her kl. 19.25: »Allah er den største slagter, og Niels-Erik Hansen er hans profet«. Og »Vedr. Thøger så var han jo nærmest skabskonvertit, så måske han sidder i paradis nu, med de berømte 72 jomfruer, or not! Burn in hell!« Og videre: »Thøger var landsforræder. Ingen tårer herfra«.

Ovenstående er eksempler på en rigtig modbydelig form for dyrkning af ’ytringsfrihed’. Det kan da ikke afvises, at der måske i sådanne miljøer er et afvigende enkeltindivid, der får kraften til handle! Er det yderligere frihed til at dyrke dette, der skal kæmpes for ved f.eks. at afskaffe paragraf 266 b?

At der er tale om ytringer, der går langt ud over, hvad nogle af de pågældende selv finder acceptabelt, understreges af det faktum, at kun det første indlæg er underskrevet med noget, der kunne ligne en ægte identitet. De øvrige indlæg er underskrevet af nogle, der kalder sig ’Tolder’, ’Anonym’, ’Niels P.’ osv.

Så disse ’modige’ mennesker, der benytter sig af deres ’ytringsfrihed’, har altså ikke selv modet til at stå frem med eget navn. Det er jo forståeligt nok. Det udstiller et fuldstændig formålsløst had, der er så tåbeligt, at der selvfølgelig ikke er nogen, der vil lægge navn til, eller hvad? For der er jo tilsyneladende alligevel nogen, der mener, at man skal kunne sige disse ting uden at bliver erklæret ’ikke stueren’.

Måske synes de, at det er godt, at man ved hjælp af ytringsfriheden kan udråbe Tøger Seidenfaden til landsforræder og sige til hans enke, at man håber, at han brænder i Helvede?

Det ved vi ikke. Men det, vi ved, er, at Dansk Folkeparti i årevis har krævet den danske lovgivning ændret, så det skal være muligt at udtale sig truende, forhånende eller nedværdigende om personer pga. deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro og seksuelle orientering – eller sagt med andre ord: at få fjernet straffelovens paragraf 266 b.

Det har de krævet med henvisning til, at bestemmelsen er en hindring for ytringsfriheden. Er det ytringsfriheden i ovenstående versioner, der kæmpes for? Vel næppe!

Det kan derfor være svært at få øje på, hvad der ikke bliver sagt angiveligt pga. ’frygt’ for retsforfølgelse.. Når man på dette grundlag vil afskaffe eller ændre en lov, der i en række tilfælde har trukket grænser for misbrug af ytringsfriheden, må det være på sin plads at bede om lidt dokumentation eller sandsynliggørelse for påstanden.

Hvilke stærkt misvisende domme kunne tænkes at have tvunget personer til tavshed? Hvad er det for en berigelse af den offentlige debat, paragraf 266 b forhindrer? Kan der gives nogle gode eksempler?

Vi synes, det er svært at fremføre f.eks. Jesper Langballes eller Lars Hedegaards pådømte udtalelser som ’sandhedsvidner’ i denne sammenhæng.

LÆS OGSÅ Hedegaards racismesag ryger i Højesteret

Hele sidste år (2010) modtog politiet alene 29 anmeldelser om overtrædelser af paragraf 266 b, og heraf førte langt færre til tiltalerejsning og eventuel dom. Når man omvendt ved, hvor mange hadefulde udtalelser der er fremkommet over for jøder, muslimer og andre mindretal, er der tale om en dråbe i havet.

Heldigvis synes der at være stor opbakning fra alle sider, når DRC sammen med Mosaisk Troessamfund politianmelder trusler mod jøder fremsat på Københavns Rådhusplads.

Desværre udløser det et sandt raseri, når DRC bistår muslimer i tilsvarende sager.

F.eks. finder man på en anden højreorienteret hjemmeside, Sappho, følgende indlæg fra 2. marts 2011 – skrevet af Ulla Dahlerup:

»Ja ja, der er pine død mange store og små lobbyist-organisationer, der som DRC har forvandlet sig til grumme overvågningskontorer, hvor de ansatte hver dag møder på arbejde og håbefuldt kaster sig over dagens aviser og tv-bånd i håb om at finde en dansk racist, som kan begrunde deres egen organisations fortsatte eksistens.

Det er ren stikkervirksomhed, hvor de ansatte kun emsigt arbejder på at angive egne landsmænd (...) Utroligt at overvågningscentrenes folk er så hæsblæsende naive, at de har glemt, at en politisk bølge, som multikulturalismen, ikke varer evigt.

Alting har sin tid, blomstre, visner og forgår. Niels-Erik Hansen burde kende denne verslinje af Grundtvig: »Har vi toppet, må vi dale«. Danmarkshistorien glemmer aldrig sine stikkere«.

Dette indlæg var åbenbart så ’godt’, at det også blev trykt som læserbrev i Jyllands-Posten 5. marts 2011. En efterfølgende forespørgsel til avisen, om de synes, at det er o.k. at bringe læserbreve med dødstrusler, er ikke blevet besvaret.

Der er med andre ord meget vide rammer for ytringsfriheden, ikke bare generelt, men også på det konkrete plan, hvor visse grupper og enkeltpersoner bliver udsat for trusler og forhånelse.

Det drejer sig både om etniske og religiøse minoriteter og om etniske danskere.

Det er slående, at kampen mod paragraf 266 b kommer fra den del af den politiske nationalisme, der netop kan betegnes som ekstremisme – i lyset af de domme, der allerede er faldet til denne fløj – mens de, der siger fra over for ekstremisme, forhånelse mv., og som forsvarer ligestilling og ligebehandling, skal se sig udsat for forhånende eksponering og trusler.

Formentlig med det formål, at de så vil ty til selvcensur. Præcis det, som en del fortalerne for afskaffelse af paragraf 266 b mener, at de selv er udsat for.

Det skred, vi i især i det sidste tiår har kunnet konstatere mod stadigt stærkere nationalistisk betonede angreb mod etniske minoriteter, fik medvind allerede fra Foghregeringens start med den såkaldte ’dødsliste’ fra 2002, der afmonterede væsentlige dele af kampen for etnisk ligestilling.

Man nedlagde en række overflødige nævn og råd, men man fjernede også samtidig puljemidler, hvilket ramte civilsamfundet hårdt. De etniske minoriteters organisationer, eksempelvis IndSam, Poem og De Etniske Minoriteters Landsorganisation, eksisterer ikke længere.

Mellemfolkeligt Samvirkes Indvandrerbibliotek, der havde en enestående faglig litteratur- og dokumentationssamling, og som var en central aktør i landsdækkende formidlings- og konferenceaktivitet, mistede støtte kort efter og måtte lukke.

En række af de øvrige organisationer på området kører lige på ’overlevelsesgrænsen’. DRC mistede ca. 2 millioner kroner i offentlige midler og har været i bad standing lige siden, således at enhver ansøgning til f.eks. Integrationsministeriet rutinemæssigt er blevet afvist.

LÆS OGSÅDebatgruppe lufter terrortrusler mod ny stormoske

Mange har måttet sande, at det gamle ord om, »at den, der betaler musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles«, har været med til at sætte dagsordenen.

Det fik en nærmest hærgende effekt på et civilsamfund, der havde været med til at sikre, at samfundets etniske mangfoldighed også var synlig på positive måder, så ikke DF’s negative italesættelser stod alene. Men det gav også plads til nye stemmer.

Det er påfaldende, at det gennem de seneste år er de pensionerede ambassadører og ministre eller organisationer som Bedsteforældre for Asyl og andre frivillige, der især har været i stand til at protestere.

Grupper, som ikke var med på ’dødslisten’ fra 2002, og som man derfor ikke har kunnet tvinge til tavshed, fordi de ikke kunne rammes økonomisk på deres organisation eller levebrød.

Sat på spidsen: Mennesker, der arbejder idealistisk for menneskerettigheder og ligeværd, bliver registreret og truet af fundamentalister, og organisationer, der forsvarer de samme positioner og dokumenterer overtrædelser, mister offentlig støtte. Begge veje fører til indskrænkelse af ytringsfrihed.

LÆS ARTIKELNyt klagenævn for diskrimination

Vi må alle være med til at forhindre og forebygge, at personer med etnisk minoritetsbaggrund eller personer, der forsvarer samfundets etniske kompleksitet på et liberalt demokratisk grundlag, trues, og det kan ikke være rigtigt, at Pia Kjærsgaard skal leve med livvagt.

Fundamentalisme, hvad enten den er religiøs eller national, højre- eller venstreorienteret, er grundlæggende bad news for the world.

I kampen mod dette er der kun den demokratiske forhandling af etnisk kompleksitet, og den må nødvendigvis basere sig på fortsat udvikling af ligestilling og ligebehandling.

Væsentlige redskaber til dette er en undersøgende kritik af undertrykkende forhold i en anerkendende og ikke-dæmoniserende diskurs. Ytringsfriheden og afsøgningen af dens grænser og udvidelsen af disse grænser er en del af dette, men det gør ikke ytringsfriheden ansvarsfri.

Paragraf 266 b trækker grænser og angiver ansvar.

Vi kan derfor kun håbe på at vende tilbage til en situation, hvor de universelle værdier tøjler fundamentalistiske udskejelser.

En situation, hvor det civile samfund igen kan indtage en konstruktiv kritisk rolle i forhold til den offentlige sektor, private virksomheder og andre af de samfundsbærende aktører, der har indflydelse på de etniske minoriteters livsvilkår i Danmark. Alle skal kunne bidrage til debatten om at indrette ’det gode samfund’.

FACEBOOKBliv ven med Politiken