Det var ikke os danskere, der forrådte Tibet og dets frihedskamp – men en håndfuld udenrigspolitiske ordførere, som lod sig rende over ende inden klimatopmødet.

Det gjorde de i december 2009 med den famøse og såkaldte ’verbalnote’ – en fedterøvserklæring af dimensioner i et underdanigt sprog og desværre en udgydelse, som talte på Danmarks vegne.

Det er naturligvis taktisk interessant, hvordan den nys udnævnte udenrigsminister, Villy Søvndal, så klarede sig ved mødet med Kinas udenrigsminister forleden, men så er det heller ikke mere interessant, for toget er kørt. Ingen kinesisk politiker kan være i tvivl om, at ’Danmark’ har modsat sig Tibets uafhængighed og anerkendt Kinas suverænitet i Tibetspørgsmålet.

Dog, Søvndal fik efter sigende sagt, at vi danskere – hold mig udenfor – ønsker »mere autonomi« for tibetanerne. Nu er autonomi dybest set ikke noget, der kan gradbøjes – ligesom diktatur, vi kan vel ikke kræve ’mindre’ diktatur? Den danske udenrigsminister skulle efter sigende være bekymret over de mange henrettelser i Kina. Hvordan de kan være mere bekymrende end de mange amerikanske henrettelser, er ikke let at regne ud.

Hvad der er partipolitisk interessant, er, at de udenrigspolitiske ordførere, der skrev under på verbalnoten, efter alt at dømme ikke har eller havde deres bagland i orden, for der blev ikke tid til at diskutere sagen internt i hvert parti – man fik i stedet sjusket verbalnoten igennem, formodentlig i Udenrigspolitisk Nævn.

LÆS OGSÅDalai Lama kritiserer tavs Søvndal

Hvem der i øvrigt formulerede det ynkelige skrift, står hen i det uvisse, men jeg har da i en aviskronik i sin tid med satirisk tone foreslået, at det var et par hidkaldte kinesiske diplomater:

»Man indkalder et par nikkedukker fra Kinas ambassade, og man spørger ligeud, hvad vil Kina gerne høre for at tage os til nåde? Så nikker nikkedukkerne og fniser, det véd de med garanti og foreslår først dét med kronprinsen, OL-komiteen og vinterlegene. Og hvad med at nævne jeres søde lille havfrue, der skal på udstilling i Shanghai, spørger de hidkaldte kinesere. Det er i øvrigt det eneste, de véd om Danmark, kronprinsens olympiske rolle og havfruen – ud over Det Kinesiske Tårn i Tivoli. Skulle man ikke have taget det med i noten? Danmark og danskerne glæder sig over Det Kinesiske Tårn i Tivoli, uden hvis tilstedeværelse den gamle have ikke var, hvad den var. Så skal vi lige have Tibet og Dalai Lama med, lyder det fra de kinesiske skrivekarle … han er fy-fy!«

Her falder tanken ubesværet på Dario Fos politiske teaterfarcer. Ikke desto mindre fandt kronprinsen og Den lille Havfrue rent faktisk vej til verbalnoten!

Men sjovt er det ikke fra grunden af.

En mand, som med garanti ikke har moret sig, er den retskafne Mogens Lykketoft, der som medforfatter har lagt navn til en stor bog om Kina sammen med Mette Holm. Bogen har afsnit med stor medfølelse for Tibet og indignation vendt mod kinesisk barbari.

Det var Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard, som bævede ved tanken om sure kinesere til klimatopmødet. Sure var de som bekendt på grund af Dalai Lamas visit hos Rasmussen – og så vred Lars og Connie armen om på udenrigsminister Per Stig Møller – som må have grædt af ærgrelse, siden hans hjerte, om nogens, har banket og banker heftigt for Tibets skæbne.

Ser man tilbage – det kan være skræmmende for politikerne – har både Per Stig Møller og Villy Søvndal holdt brandtaler og skrevet iltre ting om, hvad undertegnede benævner som Kinas militære voldtægt af og massakre på tibetansk kultur og åndsliv, og hvad der kun kan kaldes for etnisk udrensning. Og nu måtte Per Stig Møller stå i spidsen for verbalnoten og knæfaldet for Kinas voldelige imperialisme. Og Villy Søvndal? Sådan talte han 1. maj 2008 i Fælledparken:

»Jeg vil opfordre jer til at støtte tibetanernes kamp for et værdigt liv. I kan se den tibetanske frihedsfakkel hernede, som er båret af ofrene for kinesisk tortur og undertrykkelse. Slut op om Tibets kamp, og brug den internationale ånd i 1. maj-markeringen til at vise jeres støtte«.

Indignationens og solidaritetens stemme er lettere at hæve i opposition. I dag taler Søvndal i al fald som Danmarks stemme. Men vi véd ikke, hvad han og den kinesiske udenrigsminister har talt om, og her kan man undre sig gevaldigt, for hvorfor er der ingen referenter med til topmødet? Vi skal tro eller ikke tro på, at Villy Søvndal har haft mange kritiske emner fremme, for som han siger kan »venner godt kritisere hinanden«.

Siden hvornår er vi blevet venner med Kina? Kan man være venner med nogen, som indespærrer og forfølger systemkritikere, og som knuser et nabofolk? Kan Villy Søvndal være venner med dem, som han har talt så grumt imod i Fælledparken?

Men baglandet, altså. SF’s Pernille Frahm bloggede rasende løs i sin tid, hun mente, at verbalnoten var et brud med SF’s holdninger til Kina og Tibet. Det havde hun – og har hun – ganske ret i. Nu vi er fremme ved samvittigheden og ved det kildne spørgsmål om, hvor meget skal man bøje eller direkte knægte sine værdier og holdninger for at tækkes en økonomisk stormagt og derved gøre noget godt for Danmarks økonomi?

LÆS OGSÅSøvndal: Jeg har givet Kina begge sider af mønten

Som det blev og ser ud – dog ikke for Enhedslisten og Dansk Folkeparti – tog man Tibet som gidsel. Eller man kunne sige, at vi forrådte Tibet i forsøget på at gøre Kina tilpas. Man kan også sige som Hans Engell i Ekstra Bladet: »Det er aldrig sket før, at Danmark har modsat sig et folks frihedskamp«.

Jeg har strejfet begrebet ’partiernes bagland’ og filosoferer over Villy Søvndals nu betragteligt udvidede bagland, Danmark – men lad os lige tage en kort tur omkring den forhenværende oppositions kæmpe brøler ved at tilslutte sig verbalnoten. Oppositionen skulle naturligvis have stået for den holdning, at man ikke forråder et folk for at tækkes en supermagt, og at man stod inde for at støtte Tibets kamp for selvstændighed, for så havde oppositionen stået for nogle værdier, som ikke var til salg!

Men baglandet Danmark?

Er flertallet af danskere glade for det påståede venskab med Kina? Det kan man da godt tvivle på. Eller er vi danskere blevet så generelt opportunistiske eller koldt realistiske, at vi synes, at Tibet alligevel er fortabt, og vi er afhængige af Kina, so oder so?

De medskyldige til noten hævder gerne, at den danske holdning ikke er ændret, og at vi altid har tilsluttet os en ét-Kina-politik – det sagde eksempelvis Jeppe Kofoed (S) fejlagtigt. Endvidere skulle Tibet aldrig have været en selvstændig nation.

Det er også usandt. Hør, hvad formanden for Støttekomiteen for Tibet, Anders Højmark Andersen, fortalte vores politikere 11. december 2009: »Støttekomiteen for Tibet gennemgik i 1995 Udenrigsministeriets arkiver for at undersøge, om Danmark havde anerkendt Tibet som del af Kina.

Det fandt vi ingen beviser på. 20. marts 1996 bekræftede Udenrigsministeriet i et brev til os skrevet på baggrund af deres egne aktstudier, at Danmark ikke efter det foreliggende på noget tidspunkt har taget officiel stilling til Tibets folkeretlige status. Desuden skrev ministeriet, at det vel var uomtvisteligt, at Tibet i tidsrummet 1912-50 de facto havde været uafhængigt«.

Det lyder fra folk i verbalnotens kviksand, at vi stadig kan kritisere Kinas Tibetpolitik og kan invitere (en) Dalai Lama, som det passer os. Vrøvl. Vi har i verbalnoten anerkendt Kinas suverænitet over Tibet. Suverænitet betyder som bekendt enerådighed, og så blander man sig jo ikke.

Tibet og tibetanerne er ikke fortabt, i al fald ikke endegyldigt, og hvis Kina kunne formås til at slippe undertrykkelsen og give tibetanerne dét, de vil have og har ret til at få, ville det være, som når et rovdyr slipper biddet i byttets kød, lige inden byttet dør.

Den selvstændighed, som tibetanerne kræver, er rundet af historiske kendsgerninger, som Kinas tordnende propagandamaskine har undertrykt. Det militær, som forestod invasionen i 1950, med tyvstart i 1949, kaldte kineserne selv for en ’befrielseshær’, men det var lige så lidt en befrielseshær som f.eks. den sovjetiske i Prag 1968.

I begge tilfælde fik soldaterne at vide, at de skulle befri et folk fra vestlige kup, eller hvordan det nu hed sig. Tibetanerne for deres del skulle også og navnlig befries for religiøs feudalisme, hvilket reelt eksisterede i landet, som bestemt aldrig var en idyl.

Man buldrede kort sagt ind og nedkæmpede modstandsbevægelsen på et par uger, man ville befri sine naboer, men forblev i landet for at styre alt. Det har man ligesom hørt før?

Tusinder og atter tusinder kinesere har siden bosat sig i Tibet, og tibetanerne – for manges vedkommende nomader – er blevet fastlåst i tvangsarbejdet med at bygge boligblokke til og brødføde besætterne, en grusom ironisk ’detalje’ i barbariets historie. Men besættelsen stred ikke desto mindre imod FN’s folkeret, hvilket nationerne var ligeglade med, og Tibet var ikke medlem af FN.

LÆS OGSÅSøvndals balancegang afslører Kinas magtbrynde

Tibet havde imidlertid alt, hvad der skulle til for at blive anerkendt som selvstændigt folk, sprog og religion, møntfod og landegrænser osv. – og tibetanerne er etnisk i slægt med mongolerne og ikke med kineserne.

Mens Maos plumpe rødgardister forfulgte både tibetanere og kinesere med forkerte tanker, torterede og slog ihjel omkring sig og rev Tibets templer og helligdomme ned – lød det igen og igen, at Tibet var en del af Kina. I givet fald kunne man spørge Kina: Hvis Tibet er en del af jer selv, hvorfor piner og plager I så jer selv?

Der bor i dag flere kinesere end tibetanere i Tibets hovedstad, Lahsa. De kinesiske udflyttere har en masse privilegier på økonomi og iværksætteri. Kan man forestille sig et København med flere svenskere end danskere, fordi Sverige har taget os med militær magt?

Og at svenskerne så nedlægger Strøget og Gammel Strand og andre pæne og ærkedanske steder og bygger cementkasser op med discountbutikker med svenske ejere – og at svenskerne også sprænger Operahuset, Det Kgl. Teater, Roskilde Domkirke og mange hundrede danske kirker i luften? Og grovfælder vores skove?

Tibets natur er blevet dét, jeg kalder voldtaget. Atomaffald dumpes lemfældigt, fiskeri i store søer er foregået ved at kaste dybvandsbomber i vandet, skovhugsten er barbarisk. Og den tibetanske religion modarbejdes af kineserne, som stadigvæk husker Maos ord: Religion er gift!

Det er historisk set forstemmende repetitivt, når den sejrende klasse – tænk bare på den russiske revolution – i sin følelse af mindreværd over for den besejrede klasses ånd og stade konverterer dette mindreværd til barbari over for de besejrede. Hvad kan man gøre andet end at tage afstand fra alt dette?

Søren Espersen (Dansk Folkeparti) skrev 18. juli 2011 bl.a. følgende i sit partis ugeavis: »Denmark recognizes China’s sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence of Tibet«.

På godt dansk: »Danmark anerkender Kinas suverænitet over Tibet – og i overensstemmelse hermed modsætter Danmark sig Tibets uafhængighed«. »Vi i Dansk Folkeparti var lamslåede, da vi af regeringen fik forelagt denne formulering og ville have støtte til noten. Jeg meddelte på partiets vegne med det samme, at dén formulering ville vi under ingen omstændigheder kunne støtte. For den ordlyd ville være det samme, som at det officielle Danmark allierede sig med kommunist-Kina mod Tibet …«.

Under en forespørgselsdebat, foranlediget af Søren Espersen, fremsatte han et forslag om, at det tibetanske folk skulle have ret til at bestemme deres egen fremtid. Det stemte Lykketoft, Holger K. og Niels Helveg imod.

Om det var klædeligt eller uklædeligt – en del politikere fik i al fald kolde fødder, eller de fik så mange tæsk efter at have underskrevet verbalnoten, at de fik tænkt sig om og fortrød. Delvis?

Først sagde SF’s Holger K. Nielsen til Politiken, at frasen i verbalnoten med at modsætte sig Tibets uafhængighed »ikke er noget kønt syn«. Hvorfor i al verden gik han så med på det, den pæne mand? Havde han glemt læsebrillerne på dagen? Niels Helveg Petersen (R) sagde så, at »retorikken er ny og ikke heldig«. Altså noget værre møg?

Holger K. ville da gerne omformulere noten, hvis Socialdemokratiet gik med. Aha? Det er noget vås, man kan ikke omformulere en sådan note … vi er kommet på bedre tanker og hør her?

Man kunne ønske sig, at veltrænede og kvikke politikere tænkte sig om, før de tiltrådte uskønne og uheldige formuleringer på vores alles vegne!

Det korte af det lange er, at vi ikke aner, hvor vi har de fleste af vores politikere, når det kommer til de væsentligste spørgsmål, kort sagt dem, som bunder i holdninger til andres liv og død, frihed og diktatur.

Kan Villy og co. lave om på dette?