Lige før Kina skulle afholde de olympiske lege i august 2008, var der en opstand i Tibet.

Tibetanske munke var i klammeri med det kinesiske politi; butikker blev ødelagt, biler knust etc., og det forlød, at over hundrede tibetanere blev dræbt. Det fik de danske meningsdannere op af stolene.

Fremtrædende politikere og skønlitterære forfattere stod selvpromoverende frem i massemedierne med krav om, at Danmark skulle boykotte OL og i det mindste forbyde kronprins Frederik at tage til Beijing. Og som sædvanlig afslørede interview med politikerne og forfatterne, at deres viden om Kina og Tibet var omvendt proportional med deres harme og pseudoengagement.

Jeg spurgte nogle af dem ud om, hvad de vidste om Tibet og dets historie. Svarene var i det store og hele, at Tibet indtil 1950 var et selvstændigt land, men så blev overfaldet af Maos Kina i nogenlunde samme stil, som da tyskerne overfaldt Danmark den 9. april 1940. Og lige siden 1950 havde Tibet – også efter Maos død – været udsat for en undertrykkelse – måske værre end den, vi var udsat for under den tyske besættelse. Alt sammen udtryk for en larmende uvidenhed om forholdet mellem Kina og Tibet.

I Politiken 31. oktober finder man så Kroniken ’Tibet – en samvittighed, der ikke kan kvæles’ af forfatteren Eske Holm, der kritiserer flere danske politikere – blandt andre Villy Søvndal – for pludselig at mene noget andet om Kinas forhold til Dalai Lama og Tibet, end de gjorde for nogle år siden. Det gør han med fuld ret. Vi har alt for mange politikere i det nuværende Folketing, som i deres arbejde på at tækkes vælgerne skifter mening, alt efter som vinden blæser. Men Eske Holm repræsenterer i sin kritik en anden holdning, som er lige så slem.

LÆS KRONIKKEN HERTibet - en samvittighed, der ikke kan kvæles

Den går ud på, at man én gang for alle beslutter, hvad man er for og imod og holder fast ved sine meninger uanset hvad. Her handler det så om Tibet. Et stakkels land, der blev overfaldet af Kina i 1950. Og i sin videre argumentation for Tibets ’befrielse’ henviser han til Udenrigsministeriets arkiver, hvor nogle – notorisk uvidende – embedsmænd har svaret ham, at »Tibet i tidsrummet 1912-1950 de facto havde været uafhængigt«. Okay, han kan jo ikke gøre for, at embedsmændene i ministeriet ikke kan deres lektier.

Hvad ved vi egentlig om forholdet mellem Kina og Tibet gennem tiderne? Jo, i år 650 samlede Songtsen Gambo Tibet, og buddhismen vandt indpas og blev efter en blanding med shamaismen til den lamaisme, vi kender i dag. År 823 indgik Tibet en traktat med Kina, som begge parter karakteriserede som et nevø-onkel-forhold. Fra 1276 til år 1368 regerede mongolerne i en alliance med tibetanerne over såvel Kina som Tibet. I 1578 opfandt man Dalai Lama-begrebet. I 1650’erne var der borgerkrig i Tibet, som endte med, at den femte Dalai Lama samlede den religiøse, politiske og økonomiske magt. 1855 var der krig med Nepal.

Storbritannien har på det tidspunkt magten over Indien og invaderer så 1903-1904 Tibet med skånselsløse massakrer, hvor nogle tusinde tibetanere mister livet. Men det er for vanskeligt og for dyrt for dem at besætte hele Tibet. Rivalen med det forsæt er Rusland, som har samme problemer, og i 1907 enes Storbritannien og Rusland om at overlade Tibet til Kina som et kinesisk protektorat. Det godkendes internationalt og bekræftes i Folkeforbundet efter Første Verdenskrig og igen i FN efter Anden Verdenskrig.

Fra 1912 til 1949 er der flere interne magtkampe i den øverste ledelse i Tibet – magtkampe, Nepal, Indien og andre magter på grund af Kinas overvågning ikke kan blande sig i. Så når Eske Holm med støtte i en erklæring fra Udenrigsministeriet anfører, at Tibet indtil 1950 var en selvstændig nation, er denne påstand simpelthen ikke sand.

Men hvad var det for et Tibet, der eksisterede på det tidspunkt – omkring 1950? Det var et feudalistisk samfund med en overklasse bestående af herremænd og munke på ca. 15.000 personer, og en middelklasse på ca. 10.000 personer bestående af købmænd og andre handlende.

LÆS OGSÅ Tibetanere satte ild til sig selv

Resten af befolkningen på omkring 2 millioner var slaver uden mindste form for ejendom, rettigheder eller indtægt. De kunne ikke indgå ægteskab uden herremandens eller de lokale lamaers godkendelse. Som slaver skulle de levere de nødvendige livsfornødenheder, og gjorde de det ikke godt nok, blev de straffet med tortur – afhugning af hænder, næse eller tunge – og kunne sågar få øjnene brændt ud. I et af klostrene har man for nylig fundet masser af torturinstrumenter samt håndjern i både voksen- og børnestørrelse.

Da Mao beordrede overfaldet på Tibet, var det ikke for at befri slaverne, men for at udrydde lamaismen. Udryddelse af al religion var et af hans mange programpunkter. Han har sandsynligvis givet ordre til bombning af det store Potala-tempel i Lhasa, men Zhou Enlai, der stod for udenrigspolitikken, har i så fald arkiveret den ordre. Det gjorde han for eksempel, da Mao pludselig en dag fandt på, at sommerpaladset i Beijing skulle ødelægges og afbrændes.

Zhou Enlai skyndte sig at sætte billeder af Mao op over hele sommerpaladset, så da rødgardisterne mødte op, turde de ikke udføre ordren. Og så blev det bare meldt tilbage til Mao, at ordren vistnok var udført. (Blandt mine mange kilder er blandt andre Zhou Enlais førstesekretær, Ouyang, som jeg var sammen med hver dag i hele tre uger i 1983).

Det berettes, at kineserne afbrændte et stort antal klostre i Tibet. Det havde de jo ordre til, men mange af klostrene blev afbrændt af slaverne – nu de havde muligheden for det. Under de fortsatte angreb og oprør måtte Dalai Lama samt det meste af overklassen i 1959 flygte til Indien. Og munkene fik at vide, at de selv skulle arbejde for føden – og ikke længere måtte rekruttere små drenge som ’lærlinge’ – og ofre for pædofili – i klostrene.

Tibet er nu en autonom region under kinesisk protektorat – ligesom Hongkong og Macao. I alt er der ca. 5 millioner tibetanere, hvoraf de 3 millioner bor i Tibet og de 2 millioner i Kina (hovedsagelig i provinserne Sechuan og Yunnan), og det har deres forfædre jo gjort gennem hundreder af år. Kina respekterer lamaismen – som alle andre religioner – og der er stadig mange små klostre i Tibet. Men der er rigtignok en stor kinesisk indvandring med modernisering på programmet – noget, som ikke har været nødvendigt i Hongkong og Macao. I Tibet drejer det sig om oprettelse af skoler, hospitaler, etablering af industri m.m., og gennemsnitsalderen er steget fra 36 år i 1950’erne til 67 år nu.

LÆS OGSÅ Kina markerer 60 år i Tibet med ny trussel

Ovenstående er mine konklusioner efter omfattende læsning – blandt andet af Melvyn Goldsteins analyser og mine egne gentagne besøg i Kina – herunder i lamaklostre i Yunnan. Men nøjes man med at gå på internettet, finder man alle mulige fejlvurderinger og endda også store fejl i gengivelserne af Tibets historie. Man skal have en vis øvelse i kildekritik for at nå frem til et nogenlunde klarsyn og et blik for betydningen af demografiske og geografiske forhold.

Blot for at nævne et eksempel: Kina vil aldrig lytte til et vestligt krav om et frit Tibet, fordi – som Flemming Ytzen har skrevet det tidligere i Politiken: Tibet er hele Sydøstasiens vandreservoir. Her udspringer floderne Indus, Den Gule Flod, Brahmaputra, Ganges, Mekong, Saween og Iranladdy. Det betyder jo, at Kina aldrig vil risikere, at Tibet kommer på fremmede hænder.

Det mest pinlige ved Eske Holms Kronik er, at han opfatter den nuværende kinesiske regering som maoistisk og dermed medansvarlig for de mange forbrydelser under Mao. Det svarer til, at Konrad Adenauer i sine forhandlinger om fredstraktaten med Frankrig i 1963, skulle gøres ansvarlig for Hitlers forbrydelser. Og desværre er Eske Holm ikke alene om den form for argumentation. For nogen tid siden var der en dansk redaktør, der mente, at den nuværende kinesiske regering var ansvarlig for de for befolkningen uheldige atomvåbensprængninger i Sinkiang i 1964.

Maoismen herskede og huserede i Kina i årene 1950-1976. Derefter blev den fordømt af den kinesiske regering. På maoismens program var blandt andet følgende: udryddelse af al religion. (Derfor angreb på Tibet). Afbrænding af alle templer og klostre. Udryddelse af alle klasseskel. Afskaffelse af sværindustri. (Bønderne måtte selv lave deres redskaber i hjemmelavede smedjer). Afskaffelse af al privat jordbesiddelse. Indførelse af kollektivbrug. Aflivning af alle kæledyr. (De var jo et overklassesymbol). Ødelæggelse af alle antikke historiske mindesmærker. Indførelse af stavnsbånd. Afskaffelse af ytringsfrihed. Afskaffelse af pressefrihed. Afskaffelse af al udenrigshandel. Afskaffelse af al turisme. Udryddelse af alle gråspurve (for at skåne rismarkerne, som derefter blev ødelagt af insektplage). Forbud mod al klassisk musik, ballet, opera og teater. Opsætning af billeder af Mao på alle banegårde og regeringsbygninger.

Maos iværksættelse af ’Det store spring fremad’ medførte en økonomisk katastrofe, som i forbindelse med civiles kamp mod Maos militær medførte døden for ca. 25 millioner ellers levedygtige kinesere. Og blandt kunstnere, intellektuelle, universitetslærere og andre oplyste borgere var der efterhånden flere og flere, der kritiserede og modarbejdede Maos dekreter og tiltag. Det medførte, at Mao iværksatte ’Kulturrevolutionen’ i 1966, en revolution ovenfra, der varede lige til hans død i 1976. Her opfandt Mao og hans nærmeste rådgivere ’rødgardisterne’, militært bevæbnede bander, som fik frie hænder til at angribe resterne af overklassen med alle midler.

Al uddannelse blev lukket i hele fire år. Flere universiteter blev nedlagt, professorerne blev sendt på landarbejde, og de studerende, der meldte sig ind i ’rødgardisterne’ havde frit slag til at myrde de professorer, der nægtede at parere ordre. Det havde de også, hvis de ude på landet stødte på godsejere, som ikke var blevet udryddet under ’Det store spring fremad’. I alt kostede ’Kulturrevolutionen’ mellem 50 og 60 millioner mennesker livet.

LÆS OGSÅ Dalai Lama kritiserer tavs Søvndal

Under kulturrevolutionen blev folk opdelt i gode og onde. De gode folk var alle, som havde støttet Mao før 1949 og derefter. Onde folk, derimod, var alle, der kunne fremmedsprog, alle, der arbejdede for udenlandske firmaer, alle med familie i udlandet, alle med en lang uddannelse før 1950, alle, der arbejdede for regeringer, før Mao kom til magten.

Da Mao døde i 1976, fængslede partiledelsen i Det Kinesiske Folkeparti straks hele partitoppen, herunder Firebanden og alle Maos håndlangere. Man fordømte ’Det store spring fremad’. Man fordømte ’Kulturrevolutionen’, man forbød folk at synge ’Internationale’ eller ’Østen er rød’, og hvad så mere? Jo, man genoprettede religionsfriheden. Man afskaffede kollektivbrugene. Man ophævede stavnsbåndet. Man ophævede forbuddet mod klassisk musik, opera, ballet, teater og ikkeideologisk billedkunst. Man åbnede for turisme – både for udlændinge og kinesere.

Man værnede om alle historiske mindesmærker fra oldtiden og fremefter. Man genoprettede de mange skoler og læreanstalter, der under kulturrevolutionen havde været lukket i fire år. Man afskaffede til en vis grad den strenge censur, men ikke helt – der er stadig censur på internettet, når det drejer sig om udenlandske artikler vedrørende kinesisk indenrigspolitik.

Man har indført en liberalistisk politik og økonomi, som minder mere om Adam Smith end om Karl Marx og med konfucianismen som det etiske grundlag. Men bortset fra at man stadig ærer Mao Zedong for at have genforenet Kina, efter at Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Japan havde smadret hele tusindårsriget i tiden fra år 1900 og op til Anden Verdenskrig, er der nul maoisme tilbage i Kina.

Med alt dette in mente undrer jeg mig over, at Politiken bringer en Kronik, hvor der ud fra en alt for stor uvidenhed om de nuværende forhold råbes op om, at Tibet skal være et selvstændigt land. »Siden hvornår er vi blevet venner med Kina?«, skriver Eske Holm. »Kan man være venner med nogen, som indespærrer og forfølger systemkritikere, og som knuser et nabofolk?«, er hans ord.

Jeg kan kun opfordre læserne til at besøge Lama-templet i Beijing, klostrene i Sechuan og Yunnan, lamaismebutikkerne rundt omkring i Kina, de katolske og protestantiske kirker og den nye muslimske moske, der er under opførelse i Beijing. Eller Tibet.

Så vil de opdage, at Eske Holm sætter kikkerten for det blinde øje.

FACEBOOKBliv ven med Politiken