Annonce
Annonce
Annonce
Kroniken

Dansk film er spærret inde i biografen

Aldrig har mulighederne for at nå publikum været bedre – men filmbranchens paradoksale valg er ikke at gribe dem.

18
Gem til liste

Fakta

Annette K. Olesen er filminstruktør.

Film skal ses i biografen – det sagde Ole Michelsen selv i ’Bogart’ i 80’erne og 90’erne, og det blev 1. bud i bibelen for filmelskere og filmbranchen.

Efteråret er biografmørkets højsæson, og i år er den er skudt ind med en intens debat om ’dansk film i krise’. Ritualets religiøse urokkelighed står for fald – der kommer helt enkelt for få ind i salene til danske film.

Debatten har i dens hidtidige form båret næring til den konklusion, at film, der ikke kan sælge tilstrækkeligt mange billetter i biografen til at skabe et økonomisk overskud, er dårlige film. Pyh – det skaber lettelse ved håndvasken blandt distributører og biografejere, og producenterne får fred til fortsat at stirre forstenede på bundlinjen, for man kan ikke sælge lort – det siger sig selv – og besørgerne er udpeget:

De manuskriptforfattere, instruktører og Det Danske Filminstitut (DFI), der fandt filmene væsentlige. Ingen stopper og overvejer, om konklusionen virkelig er så indlysende.

Engang blev mælk solgt fra ismejerier og bragt ud med mælkekuske, og man behøver ikke være i tvivl om, at havde man sat filmdistributører og biografejere til at passe dagligvarehandlen, ville københavnske gader stadig genlyde af hestehovenes klippe-di-klop.

Jeg vover hermed den påstand, at det ikke er mælken, den er gal med. Krisen handler ikke om mangel på fortællinger og ambitiøse manuskriptforfattere og instruktører, men kan snildt sammenlignes med den generelle økonomiske krise:

I udgangspunktet ejer jeg og en forfatter alle rettigheder til en film, vi selv initierer. Men vi har jo ikke nødvendigvis næse for hverken salg eller distribution

Annette K. Olesen

De finansielt ansvarlige har – stædige som æsler – nægtet at lægge øret til jorden og foretage de kursændringer, der var nødvendige.

Krisen handler om forretningsmodeller, kommunikationsstrategier og de steder film, bliver solgt, også kaldet filmens ’vinduer’.

Publikum – dem vi lever for – har fået nye vaner. Dem har de fra færden på nettet og den tilgængelighed, som nye teknologier for længst har vænnet os alle sammen til: direkte og øjeblikkelig adgang til viden, nyheder, mennesker og underholdning.

Vores film downloades ulovligt i stedet for at blive købt på dvd. Ingen kender de nøjagtige tal, men i Børsen den 27. oktober ansloges tabet på dvd alene til 500 millioner over to år.

Det ville være skønt entydigt at kunne bebrejde borgerne tyveriet, men hvis man bor i Nørre Nissum, og den film, man gerne vil se, ikke er at finde i en biograf inden for en radius af 200 km, eller hvis man ikke nåede at køre turen i de par dage, filmen gik i biografen, finder man andre veje.

Det er entreprenant. Jeg kan naturligvis som filminstruktør ikke bifalde, at mine films økonomiske bæredygtighed undergraves, men jeg har svært ved at få armene ned over, at nogen vil se dem. Det er jo derfor, jeg laver dem.

Omfanget af tyveriet er vel i sig selv et billede på, at kvaliteten ikke fejler noget, og borgerne kan jo ikke gøre for, at ingen vil gøre dem synlige og lovligt tilgængelige på en måde, der passer et moderne publikum.

I udgangspunktet ejer jeg og en forfatter alle rettigheder til en film, vi selv initierer. Men vi har jo ikke nødvendigvis næse for hverken salg eller distribution. Det har derfor i årtier været praksis, at vi overdrog samtlige rettigheder til producenten, der så skulle finde det bedste liv for filmen.

LÆS OGSÅMegadyr dansk film bliver pillet af plakaten efter en uge

Nemlig det liv, der skabte tillid til stemmen bag og indbragte indtægter, så det fælles arbejde kunne fortsætte. I stedet for at få arbejdsro er vi endt i en situation, hvor vores film – i grel modsætning til det filmforlig, vi vedtog for et år siden under titlen ’sæt filmen fri’ – låses inde i bure. Adgangen forhindres. Jeg vil komme med et eksempel:

Alle mine spillefilm findes på MUBI.com – et fantastisk, lovligt video on demand-site (vod). MUBI har udvalgt film til deres katalog ud fra en kærlighed til kunstneriske film og har just passeret tre millioner brugere verden over. Tre millioner potentielle kunder! Men – og her opstår smerten – hvis man klikker på mine film for at betale for at se dem, kommer denne meddelelse:

I en virkelighed, hvor vi, der finder på historierne og forvandler dem til film, konstant mærker manglen på indkomster, er det mig umuligt at gennemskue logikken i den besked. Jeg må derfor spørge, kære producent, du, som er min kammerat – til hvem har du videresolgt mine rettigheder, så den lovlige adgang til mine film forhindres?

Det mindste, jeg kan forvente for at have overdraget dig alle mine rettigheder, må være, at du redegør for, hvor du tjener flere penge, og hvor du udbreder kendskabet til min produktion bedre? Har vi virkelig råd til det?

Det resulterer i, at film som af kommercielle årsager ikke får mere end to-tre uger i biografen, siden skal ligge bomstille i månedsvis. Bomstille blev der sagt!

Annette K. Olesen

En gennemsnitlig dansk spillefilm har et budget på cirka 16-20 millioner kr. og en producentinvestering på 3-4 millioner. En biografbillet, der koster 80 kr., indbringer efter fordeling til moms, biografejer og distributør cirka 23 kr. til producenten.

Af disse indtægter skal distributøren have refunderet hele sin investering i filmens lancering, typisk på mellem 1 og 2 millioner kr., inden der overhovedet drypper indtægter videre ned i systemet.

I et raskt lille regnskab, hvor jeg tager udgangspunkt i en distributørinvestering på 1,5 millioner, skal der sælges 65.104 billetter, inden producenten og de øvrige investorer ser en krone.

Tal fra DFI viser, at blot 51 procent af alle film i perioden 2006-2010 solgte over 65.000 billetter. Det gør producenternes situation særdeles kritisk, for de hænger jo fortsat med deres egne 3-4 millioner – så nu skal der løbes. Men samtidig hersker i Danmark en aftale mellem producenter, distributører og Biografejernes Forbund, der giver biografejerne et såkaldt holdback på filmene i fire måneder. I disse fire måneder kan filmen ikke købes andre steder end ved billetlugen og altså heller ikke på internettet eller som dvd.

Det resulterer i, at film som af kommercielle årsager ikke får mere end to-tre uger i biografen, siden skal ligge bomstille i månedsvis. Bomstille blev der sagt!

Alt imens omtalen af filmen blegner, filmen downloades ulovligt – faktisk, viser nye undersøgelser, særligt intenst i holdback-perioden – og interessen i den mest lovlydige del af befolkningen vendes mod nye film.

Et sammenligneligt tankeeksperiment ville være, at et nyt dansk rockalbum, der havde haft release på P3, i de følgende fire måneder hverken kunne høres eller købes i nogen anden digital eller fysisk udgivelsesform. Nemlig. Utænkeligt. Men det er det, der er virkeligheden for danske film.

LÆS OGSÅDen danske filmindustri er i dyb krise

Konsekvenserne er til at få øje på. Peter Ålbæk Jensen annoncerede tidligere på efteråret, at Zentropa ikke længere kan investere i talentudvikling og produktion med risikovilligt filmisk vovemod. Det giver genlyd og er – isoleret betragtet – intet mindre end en katastrofe. Adskillige af Danmarks filmstemmer er blevet udklækket i det kreative højrisikoområde på den gamle kaserne i Avedøre.

Når Zentropa nu lægger sig fladt for mainstream og satser ensidigt på sikre publikumssucceser, må man spørge sig selv, hvor udviklingen af fremtidens stemmer i dansk film skal komme fra. Jeg stiller slet ikke spørgsmålstegn ved, at udmeldingen skyldes bitter nød, men i høj grad ved medicinen, for valget er en fatal accept af konservative og museale forretningsmodeller, der søger at gøre behandlingen permanent.

Dansk films potens har gentagne gange vist sig at være betinget af det modige valg frem for det anslået sikre. Filmene støttes økonomisk af DFI, fordi politikerne anerkender det, som alle vi, der arbejder med dem, ved: At en stærk dansk filmindustri er dybt afhængig af investering i især disse film.

Det er dem, der undersøger, flytter og inspirerer de filmiske tankegange, der skal bane vej for fremtidige kommercielle succeser. Og ingen ved i øvrigt reelt, hvor stort et publikum de kunne have haft, hvis der de seneste år var blevet markedsført og solgt på måder, der svarer til den tid, vi lever i. For ingen prøver.

En gennemsnitlig dansk spillefilm har et budget på cirka 16-20 millioner kr. og en producentinvestering på 3-4 millioner

Annette K. Olesen

Kunstnere har som fast mantra råbt på flere klejner, hver gang der skulle forhandles om offentlige midler. Nu bliver jeg stik mod traditionen slemt forstemt, når mine producenter tavst agerer medunderskrivere på et postkort til politikere og befolkning med beskeden ’send flere penge’.

Når direktøren for SF distribution i en kommentar til muligheden for etablering af digitale vinduer, altså vod, siger »det er for dyrt og for besværligt«. Når formanden for Biografejernes Forbund foreslår, at »de små film« ledsages af yderligere midler fra DFI til de biografejere, der vil vise dem. Eller når koncernchefen i Nordisk Film vil have en ny støtteordning, der præmierer de film, der i forvejen sælger flest billetter. Mange danske filminstruktører er ved at miste tilliden til producenter, der ikke sparker fra sig og konfronterer arrogancen.

Vi søger midler hos DFI uden producenter, tilbageholder vores rettigheder, opretter egne selskaber og undersøger digitale visningsformer og måder at opnå kontakt med publikum på via sociale medier. For vi vil kommunikere. Vi vil møde publikum.

Det er hele branchen, der skal omskoles og forstå de kommunikationsveje og distributionsmuligheder, der når publikum i 2011. Det er besværligt, fordi det er uvant og koster tid og penge, men sådan er det at erobre nyt land.

På mit postkort til producenterne står der: Kom nu hjem fra 90’erne! Stil krav til vores samarbejdspartnere, skaf distributører, der sultent vil udforske kommunikationsvejene, og som tror på, at filmene kan og skal gøres tilgængelige. Slip konventionerne, hav tillid til fremtiden, og hold op med det klynkeri. Det er ubærligt.

Vores alle sammens religiøsitet omkring biografen er det røgslør, der bedøver os. Men vi laver film til publikum – ikke til lærredet.

LÆS OGSÅ Betyder Zentropa-krise filmkrise?

Når lærredet ikke længere er den primære vej, hvilket man kan begræde, men dog må konstatere – må vi velkomme nye. Lad os se på mulighederne, lad os fjerne begrænsningerne. Og lad mig pege på en:

I Danmark er biografer og film uløseligt forbundne. Ikke bare af konvention, men også helt konkret. DFI er nemlig ifølge filmlovens paragraf 2 forpligtet til: • 1) At yde økonomisk støtte til udvikling, manuskriptudarbejdelse, produktion, lancering og forevisning af danske film og at sikre distribution af danske film.

• 2) At udbrede kendskabet til danske og udenlandske film i Danmark og at fremme salget af og kendskabet til danske film i udlandet.

Så langt, så godt, men læser man videre og dykker ned i DFI’s støttevilkår, altså DFI’s egne udlægninger af, hvordan målsætningerne i filmloven skal udmøntes, står der om kravene til en producents ansøgning om produktionsstøtte, at producenten blandt andet skal levere følgende: »Distributionsaftale vedrørende biografdistribution i Danmark«.

Bemærk ordet ’biografdistribution’, for det er her, det går galt. DFI kan ikke både udbrede kendskabet til danske film og samtidig fastholde, at film skal i biografen.

Det er to uforenelige retninger i en virkelighed, hvor biografejerne på den ene side insisterer på friheden til kommers og på den anden side via holdback låser filmenes alternative veje til publikum.

Når man henvender sig til Biografejernes Forbund og plæderer for en løsning, hvor biografejerne helt enkelt griber knoglen og ringer til producenten i det øjeblik, filmen ikke længere kan trække publikum ind i salen, og tilbyder, at den nu kan udkomme på dvd eller vod, er svaret:

Det kommer aldrig til at ske. For biografejerne frygter, at publikum helt vil ophøre med at gå i biografen, hvis det vænnes til at kunne købe adgang til filmen umiddelbart efter endt biografliv. Klippe-di-klop.

Bemærk ordet ?biografdistribution?, for det er her, det går galt. DFI kan ikke både udbrede kendskabet til danske film og samtidig fastholde, at film skal i biografen

Annette K. Olesen

Det er en sørgelig lav tillid til tiltrækningskraften i den unikke oplevelse, biografejerne selv har gjort til deres levevej. Og helt grotesk bliver det, når biografejere og distributører i en nylig samhandelsaftale til overflod foreskriver, at film først efter 12 måneder må have lov til at komme på tv.

Biografernes begunstigelse i støttevilkårene er protektionistisk, konkurrenceforvridende og ude af takt med den medie-virkelighed, vi lever i.

Filmene bliver ikke gjort lovligt tilgængelige for publikum i det videst mulige omfang – hverken i Danmark eller uden for – og det til trods for, at det er et krav, der følger med skatteborgernes penge til DFI som kunstinstitution. Det er et demokratisk problem, og problemet vokser, jo mere man fjerner sig fra København.

Det Danske Filminstitut skal se på sine egne støttevilkår og helt ophæve bindingen mellem filmstøtte og biografvisning. Først da kan filmene sættes fri.

Måtte det støde på vanskeligheder i forhold til lovbekendtgørelser og forudsætninger, må kulturministeren og forligskredsen træde i karakter.

LÆS KRONIK Har Danmark den dummeste biografbranche i Europa?

Det er ikke synd for biograferne, at de ikke får den særstilling – de opfindsomme, der imødekommer udfordringen, skal nok overleve. Det er til gengæld synd for dansk film, hvis nøglen til publikum og verden bliver i lommen på adgangsbegrænsende dørvogtere.

Muligheden for at virkeliggøre filmlovens smukke ambitioner om at nå publikum har aldrig været bedre. Alt hvad det kræver, er en 3 Mbit bredbåndsforbindelse. Det har danskerne for længst anskaffet. De venter bare på os.

Så hit med den krise i dens mest fullblowne 3D-version. Og send endelig ikke flere penge!

Lad krisen rase og bane vej for nye tanker og nye aktører. Dansk film skal være en åben fest – det skylder vi.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

PolitikenPlus
  • Kirsebærtræ Kan noget i naturen være så lyserødt? Kan livet? I Danmark er farven på de japanske kirsebærtræer næsten surrealistisk i april.

    Pluspris 1.650 kr. Alm. pris 1.900 kr. Køb
  • Trøje til ham Varm, klassisk og anvendelig striktrøje til ham. Trøjen er med rund hals, og er lavet i en fin garnkvalitet af marinould . Den er produceret i Italien, og bag mærket Room No. 101 står Klaus Samsø.

    Pluspris 549 kr. Alm. pris 699 kr. Køb
  • Winemakers Dinner Smag på 8 udvalgte vine fra nogle af de bedste og mest spændende områder i Spanien med masser af point fra Penin. Og nyd en tilhørende Rasmus Bo Bojesen menu kreeret så mad og vine matcher hinanden.

    Pluspris 850 kr. Alm. pris 1.250 kr. Køb
  • Brændeholder Få styr på brændestablen med denne brændeholder med tilhørende opsamlingsbakke i stål. Holderen er lavet i pulverlakeret stål, og måler 60 x 42 x 31 cm.

    Pluspris 679 kr. Alm. pris 800 kr. Køb
  • Rasmus Bjerg Solo Så er det her! Showet verden har ventet på. Nu får du endelig Rasmus Bjerg helt alene!

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 275 kr. Køb