I midten af 1990’erne, da jeg begyndte at tumle med ideen om at skrive det, jeg kaldte min ’levnedsskildring’, var det stadig så bandlyst at bruge af hovedstolen, at jeg følte, jeg måtte maskere mit jeg, f.eks. ved at skrive det om til tredje person.

Resultatet kan ses i et tilfældigt stykke fra ’Livet i troperne’ (1998), der begynder sådan her: »Hvad skilte egentlig hans liv fra en nellikes eller en flues liv?«.

Her er der tilpas distance til, at det fremstår, som om det er en fiktiv figur, der omtales, ikke forfatteren himself. Figuren optræder endda i datid, så stykket kan lyde som en rigtig fortælling, bekræftet af den næste sætning: »Han gik ud i køkkenet og åbnede et skab, som om svaret lå på en hylde inde i det«.

På et tidspunkt gav jeg fanden i maskeringen og begyndte at skrive mere direkte på og om mig selv, som hvis jeg havde taget en Ball Pentel og omskrevet den første sætning, så den nu lød: »Hvad skiller egentlig mit liv fra en nellikes eller en flues liv?«. Selv om ændringen kan virke latterligt uanselig, var det, som om et nyt perspektiv åbnede sig, og et svagt øjeblik kunne jeg ligefrem hidse mig op til at tro, at jeg havde skabt en helt ny genre!

Min levnedsskildring var ikke længere skjult biografisk, den var biografistisk, og selvbiografien var blevet til en fortælling om selvet, en selvfortælling.

I dag rider denne form for litteratur triumferende gennem undervisningslokaler og litteraturkurser under forskellige etiketter – autofiktion, performativ biografisme, dobbeltkontrakt osv. Men jeg vil alligevel gerne brygge videre på teorien om denne knap så nye genre, hvis aner man kan spore tilbage mindst til Montaignes personlige essays fra slutningen af 1500-tallet.

På sin vis er det misvisende at kalde det en genre, det er snarere nogle tendenser eller fællestræk, der dukker op her og der i nyere litteratur med forskellige accenter. Noget af det første, man får øje på i selvfortællingen, er, at den talende eller skrivende ikke er et ’jeg’ på samme måde, som man kender det fra almindelig selvbiografisk litteratur.

Det er dobbelt. Ligesom jeg selv gemte mig bag et anonymt ’han’ i ’Livet i troperne’, finder der i selvfortællingen et skyggespil sted mellem forfatteren og så den figur, den skrivende har sendt af sted i sin tekst i form af et ’jeg’.

Figuren kan udmærket bære forfatterens navn, f.eks. ’Karl Ove Knausgård’, der husker meget mere, end forfatteren selv ville være i stand til. Men den kan også optræde lettere forskudt som ’Monsieur Jorgen’ i den berygtede scene om kokkens datter i Jørgen Leths ’Det uperfekte menneske’ (2005). Eller det kan være en selvmorderisk udgave af forfatteren som hos Claus Beck-Nielsen, der efter adskillige bortfald nu vist er genopstået som blot og bar Nielsen.

Men hvordan opstår de her forskydninger egentlig? De opstår ved, at figuren har fået tilført så meget blod fra forfatteren, at den ikke blot svulmer op (jf. de seks monstrøse bind af Knausgårds ’Min kamp’, 2009-11), men også vokser væk fra forfatteren og gør sig uafhængig af ham, flytter hjemmefra.

Målet for figuren er at vinke farvel til forfatteren, fordi der af den løsrivelse skal opstå en større, bredere, mere kompleks subjektivitet, end det selvbiografiske jeg nogensinde ville kunne opvise.

Figuren i selvfortællingen er altså ikke et sandhedsvidne, den er ikke sendt på banen for at komme tættere på virkeligheden eller på sandheden om forfatteren. Figuren kan tværtimod både korrigere og kritisere forfatteren – eller tage livet af ham, som Beck-Nielsen er et eksempel på.

Afstanden mellem forfatter og figur er udtryk for, at figuren ikke længere har brug for forfatteren, at figuren har overtaget sin egen historie. Figuren halser af sted efter mere og mere frihed, ja, man kan tilmed sige, at selvfortælling simpelthen handler om frihed, herunder ikke mindst den frihed, der går ud på at befri sig fra sig selv.

I modsætning til jeget i den genkendelige selvbiografi, hvis endemål er at komme hjem, og det vil jo altså også sige hjem til sig selv (f.eks. ved at se traumer, kriser eller bedrag i øjnene), befinder figuren i selvfortællingen sig gerne ude i verden, hvad enten det nu er Port-au-Prince, Bagdad eller Malmø. Og den nyder i fulde drag sin fortabelse, drømmer ikke ét sekund om at vende hjem igen.

Figuren er også gerne ude af sig selv, den kender hverken mål eller med, men må famle sig frem. Man kan sammenligne figuren med en agent, der af sin overordnede er blevet sendt ud i et ukendt terræn for at opklare en sag, der forekommer vanvittigt uigennemskuelig, fordi den bliver til i selve opklaringen. Og det er den opklaring, man som læser af selvfortælling følger på nærmeste hold.

Et af de seneste eksempler på, at man ikke kan tænke selvfortælling uden opklaring, er Hans Otto Jørgensens ’Strange Days Indeed’ fra dette forår. Her optræder en vis ’Hans Otto Kudsk Jørgensen’ i et virvar af gamle venner og kærester, romanfigurer og ikke mindst overlæger på endeløse hospitalsophold, hvor han bliver fyldt med morfin morgen, middag og aften.

Også fortællingen ligner en døs, og forfatteren selv er reduceret til noget i retning af det frøskelet, der er afbildet på bogens forside.

Derimod styrter hans figur (’Kudsk Jørgensen’) rundt i møder og drømme, der synes at være faldet pladask ned i fortællingen fra stor højde. Alt ligger hulter til bulter, men man oplever ikke uorden. Forvirringen skyldes blot, at selvfortællingen er helt forfærdelig nærsynet, den befinder sig så tæt på detaljerne, at forløbet i den opløses i ganske små stumper, en slags pixels.

Samtidig er det overblik, som forfatteren skulle tilvejebringe, endegyldigt forsvundet, så læseren selv må samle enkeltdelene op og stykke dem sammen på bedste beskub. Men besværet er forgæves, for fortællingen går ikke op, der danner sig aldrig et hele.

Slut på enhver dannelsesfortælling om en person, der efter umådelige strabadser ender med at finde hjem til sig selv – eller blive rask. Og slut på læseren, der får styr på historiens gang.

Selvfortællingen er ude i et andet ærinde, der ikke handler om helhed og samling, men om at undersøge, hvordan erindring overhovedet erfares og struktureres, og hvad der sker med vores minder, når de suges gennem sprogets fintmaskede net.

Når en forfatter beslutter sig for at skrive en selvbiografi, er det for at komme tæt på sin livshistorie, hvorimod den forfatter, der skriver selvfortælling, vil befri sig fra historien ved at fortælle den.

At de to genrer ofte glider ind over hinanden, er både Knausgård og Jørgensen levende eksempler på. Den første fortæller om sin alkoholiserede far og ender selv med at få problemer med flasken, den anden fortæller om sin nedslidte far og ender selv med at ligge på gulvet af smerte. Man kunne tro, at de begge havde manet en skæbne frem gennem skriften, samlet trådene som i den tilbageskuende selvbiografi.

Men i selvfortællingen bliver al skæbnesnak gerne til en myte om selvet, for det er netop ikke forfatterens historie, der fortælles, men figurens. Myten er den konstruerede sandhed, den fortælling, forfatteren gerne vil overbevise læserne om.

Ofte lykkes det til perfektion, og det lykkes ham også at overbevise sig selv. Først når virkeligheden bryder ind med advokater og oprørte familiemedlemmer, begynder vi at ane, at det næppe var den skinbarlige sandhed, vi blev fortalt.

Jeg vil gerne dvæle ved Knausgård et øjeblik, for jeg synes, hans værk rummer nogle af de farer, der kan være ved selvfortællingen.

Den første fare har jeg allerede berørt. Den består i, at forfatteren risikerer at forveksle sin selvfortælling med en selvbiografi, fordi den første imiterer den anden så perfekt: »Et liv er enkelt at forstå, de faktorer der bestemmer det, er få. I mit var der to. Min far og det at jeg ikke hørte til noget sted«.

Sådan lyder Knausgårds opsamling, efter at han har brugt et par bind af ’Min kamp’ på at beskrive sit forhold til faderen og den norske provins. Udlægningen er selvfølgelig alt for enkel, og dens forsimpling viser, at forfatteren selv er endt med at tro på myten. Hans selvfortælling er blevet en selvmytologisering.

Den anden fare kommer af, at selvfortællingen opfatter sig som det absolutte modstykke til tidens falske billeder, forfladigelser og løgnehistorier, hvis konsekvens er, at vi fjerner os fra hinanden. At selvfortællingen ønsker at udfylde et tomrum og opveje et nærhedstab i tiden, er Knausgårds essay ’Mit fædreland’ (da. i Weekendavisen 19.8.11) om katastrofen på Utøya det tydeligste udtryk for.

Heri hedder det, at alle de billeder af død og ødelæggelse, som medierne fodrer os med, er blevet til ren og skær ’fiktion’, der har gjort os ’immune’ over for lidelse. Derfor har vi brug for en ny form for udveksling, der ikke søler virkeligheden til i billeder. Det skal være en henvendelse baseret på ’et særligt nærvær’, hvor den enkelte taler til et ’du’, uden distance, uden sløring, uden manipulation og gustne bagtanker.

Og det passer jo som fod i hose til selvfortællingen. Eller gør det?

For hvis det skal være selvfortællingens fremmeste mål at skabe en ny form for ærlig og hæderlig menneskelig udveksling, ender den blot med at erstatte sandhed med autenticitet, og så er den ikke til at adskille fra almindelig selvbiografi. Eller fra opbyggelig litteratur, der vil gøre os til bedre mennesker.

Den tredje og sidste fare, jeg vil nævne, er selvfortællingens higen efter at slippe ud af kulturen. Dens fjende er »hele den skide kulturs minder« (’Min kamp’, bind 2), fordi kulturen har overtaget mange af vores private minder og sendt dem gennem sin kværnende mølle. På den måde er noget af det mest dyrebare, vi har – fortællingen om os selv – i overhængende fare for at ende som tarvelige kulturvarer og medieprodukter.

Knausgård er mildest talt kulturskeptisk, på kanten af kulturkonservativ, fordi han forestiller sig, at selvfortællingen kan være den sidste fortælling, nu hvor alle de andre er korrumperede. Hos ham får selvfortællingen en bevarende opgave, den skal ikke blot redde litteraturen, der efterhånden er uskelnelig fra al anden ’serieproduceret’ mediepalaver. Den skal også være et reservoir for den fordybelse, der er gået tabt i kulturen.

Knausgårds helt er digteren Olav H. Hauge, den store modernist i norsk lyrik, »der var så mumlende lukket om sig selv, så mange år næsten fuldstændig isoleret, alligevel så meget tættere på centrum af kulturen og civilisationen end måske nogen anden i hans tid«.

Og hvorfor var Hauge det? Fordi han havde den rette indre sondring og førte en samtale med de dybe lag af det menneskelige sind. Han var uberørt af det kollektive – han var unik, alene, én.

Og det lyder jo nøjagtig som jeget i selvfortællingen, hvis man vel at mærke glemmer, at der står en forfatter bagved. Og hvis man glemmer, at forfatteren er vokset ud af den selvsamme palaver, som Knausgård foragter.

Den virkelige historie om ’Min kamp’ har vist, at der ikke findes en lomme uden for kulturen, og at forestillingen om selvfortællingen som den sidste fortælling er ren utopi. Knausgård havnede som bekendt midt i kultursovsen, han blev trukket gennem mediernes spotlys, ophøjet til nationalhelt, lovprist og forgyldt.

Hans fortælling blev ikke den sidste. Men den blev fortællingen om det menneskelige fællesskab på godt og ondt.