Det er et LO i dyb krise, der i disse dage indleder trepartsforhandlinger.

Medlemmerne forlader de traditionelle fagforbund i et tempo, så det kun er et spørgsmål om tid, før bevægelsen endegyldigt mister sit monopol som politisk forhandlingspartner og talerør for lønmodtagerne.

Udviklingen er så markant, at netop disse trepartsforhandlinger kan gå hen og blive de sidste af deres art. At dømme efter signalerne ikke blot fra fagforbundenes egne folk, men også fra stribevis af forskere og politikere, er det et problem, der ikke kan undervurderes. Og problemet hidrører ikke blot fra fagforeningerne, men hele samfundet, forstår man. Årsag: Den danske model er truet på livet, og dens død vil efterlade vores arbejdsmarked i et kaos af en anden verden.

Når ansvaret for miseren skal placeres, er det ofte gule foreninger som ASE, JOBtryghed, Krifa og Det Faglige Hus, pilen peger på. Det er nemlig gerne her, fagbevægelsens medlemmer rykker hen. Et spørgsmål, der trænger sig på her hos os, som jo altså angiveligt er nogle skurke, er, hvad der egentlig menes, når der tales om den danske model.

Er strejkeretten, som Mette Frederiksen flere gange har hævdet, et springende punkt? Er det overenskomstforhandlingerne mellem de store forbund, der gør udslaget, som arbejdsmarkedsforskerne ofte siger? Eller er det de aktuelle og nok så berømmede trepartsforhandlinger? De korte opsigelsesvarsler og dagpengesystemet, det, vi kalder flexicurity, er også et bud.

Sagen er, at den danske model i den offentlige debat har det med at fremstå som en form for sort boks, som rummer alle forklaringer på Danmarks succes som industri- og søfartsnation, landbrugsland, velfærdsstat og i det hele taget mere eller mindre alt, hvad der i positiv forstand adskiller os fra Somalia.

Og alt det er vi så ved at smide over bord, fordi vi ikke gider betale for at være medlem af 3F eller HK, men i stedet foretrækker billigere, politisk uafhængige alternativer.

Allerede her har den opmærksomme læser nok grejet, at jeg ikke er på linje med den ensidige hyldest af den danske model, for slet ikke at tale om den noget ukritiske brug af begrebet. Den udgør nemlig en barriere for at reformere og udvikle arbejdsmarkedet i et naturligt tempo. Det gør det relevant at se på, hvad det egentlig er, der gemmer sig i den sorte boks med påskriften ’den danske model’. Lad os starte med trepartsforhandlingerne. Det hævdes, at de er effektive til at skabe langsigtede løsninger med bred opbakning, og historisk skal jeg bestemt ikke nægte, at sådanne løsninger er blevet til.

Det interessante spørgsmål er, om de, der forhandler på LO’s side, rent faktisk er på linje med deres medlemmer i dag. Som eksempel kan nævnes, at omkring hvert tredje medlem af et LO-forbund stemte på blå blok ved sidste valg. Den brogede flok, man går til forhandlinger på vegne af, har altså for det første vidt forskellige politiske ståsteder.

For det andet har nylige undersøgelser vist, at der også blandt LO’s medlemmer er endog meget stor interesse for at arbejde mere, hvis ellers det er det, der skal til, for at bringe dansk økonomi på fode. Når man fra LO’s side møder op til trepartsforhandlinger og gør sig kostbar over forhold som en ekstra arbejdstime eller en sløjfet helligdag, ligner det dermed et mærkværdigt maskespil. For hvis kamp er det, der kæmpes? Hvem er det, man forsøger at beskytte, hvis ikke det er egne medlemmer?

Jeg er ikke uenig i, at det er hensigtsmæssigt, at politikerne og regeringen hører forskellige organisationer, når de udvikler politik, men kan det virkelig passe, at en regering skal lammes af hensyn til et LO, der repræsenterer et stadig mindre udsnit af lønmodtagerne, og som tilmed tilsyneladende ikke forhandler på deres medlemmers vegne? Under alle omstændigheder må det i hvert fald sætte alvorlige spørgsmålstegn ved, hvor vigtigt et element trepartsforhandlingerne er i den danske model, hvor et af de fortrin, der fremhæves, er at skabe ro på arbejdsmarkedet.

Så er der strejkeretten. Er strejkeretten en hjørnesten i den danske model? Givet, at der findes lønmodtagere, som organiserer sig i foreninger med strejkeret i snart sagt alle vestlige lande, kan det næppe hævdes at være noget særegent dansk og dermed vel heller ikke livsnødvendigt for noget, man kalder den danske arbejdsmarkedsmodel.

Et særskilt argument går på, at den solidaritet, man finder på arbejdspladserne, stille og roligt har bevæget sig væk fra en klassebevidst solidaritet mellem arbejdere, en solidaritet med sit fagforbund eller lignende til slet og ret at være en solidaritet med den virksomhed, man arbejder i. Når fyringsrunden kommer, ved man godt, at det virkelig vigtige er, om chefen synes, man er en god og værdifuld arbejdskraft, snarere end om man har en god fagforening.

En indikation på, at vi er langt i denne udvikling, finder man i øvrigt i en nylig undersøgelse fra LO’s ugebrev A4, som viser, at de fleste lønmodtagere vil gå direkte til chefen, hvis de oplever dårlige forhold på deres arbejdsplads. Kun hver tredje vil tale med en repræsentant for fagforeningen. Dermed er de faglige tillidsrepræsentanter i den grad også udfordret, og mon ikke også tendensen kommer til at true strejken som et redskab i fremtiden. Det forekommer at være et rimeligt bud.

Dernæst nævnte jeg overenskomstforhandlingerne som et bud på, hvad der jævnfør den offentlige debat gemmer sig i den sorte boks. Lad mig igen understrege, at jeg ikke er interesseret i at underdrive fagbevægelsens historiske betydning for Danmark. Til gengæld er det let at overdrive dens betydning i dag. LO-formanden Harald Børsting har flere gange i medierne omtalt, at overenskomstforhandlingerne netop har vist, at den danske model virker. Bl.a. fordi lønmodtagerne i hans organisation har stemt for overenskomsterne med et meget stort flertal. Igen et element, der angiveligt skaber ro på arbejdsmarkedet. Problemet er blot, at han glemmer at nævne, at kun et mindretal af medlemmerne rent faktisk stemte for overenskomsten.

Der var flertal for overenskomsten blandt dem, som stemte, men det var der bare ikke ret mange, der gjorde. Det kan måske synes som en detalje, men glem ikke, at når der forhandles overenskomster, gøres det med udgangspunkt i, at man har medlemmerne med sig. Hele legitimiteten som politisk aktør og som forhandler ligger i, at man har opbakning fra sit bagland. Fra medlemmerne. Det er velkendt, at lav stemmeprocent er et fænomen, der bl.a. opstår, når de stemmeberettigede har svært ved at få øje på betydningen og vigtigheden af det, der stemmes om.

Hertil kan man indvende, om lønnen da ikke er vigtigt, og svaret er naturligvis, at jo, det er den selvfølgelig. Formentlig er det også af netop den årsag, at de store forhandlinger på rigtig mange arbejdspladser ikke tillægges væsentlig betydning. I praksis er det nemlig derude, lønnen reelt forhandles. Flere og flere steder foregår det individuelt, hvilket giver mening, eftersom arbejde i stigende grad handler om den enkeltes evne til at bidrage, snarere end om gruppens stillen sin fælles arbejdskraft til rådighed.

Et sæt hænder er ikke bare et sæt hænder, der kan ganges op og ned. De store overenskomsters indflydelse på løndannelsen ude på arbejdspladserne er med andre ord til at overse, og det spiller naturligt nok en rolle for, hvor solidarisk mange føler, at de egentlig har grund til at være med deres fagforbund. Er det fagforbundet eller dem selv, der gør, at arbejdspladsen har lyst til at betale en ordentlig løn?

Det sidste element, jeg nævnte i den sorte boks, var flexicurity. Går den danske model ud på, at vi har korte opsigelsesvarsler og lader staten samle folk op, der ryger uden for arbejdsmarkedet, frem for at lade ansvaret hvile på virksomhederne?

Når man også i blå blok opfatter den danske model som bevaringsværdig, er det mit gæt, at det i særlig grad er identifikationen mellem den danske model og flexicurity, der er på spil. At det er til gavn for dansk økonomi i forbindelse med en krise, at virksomhederne kan afskedige medarbejdere uden at skulle opretholde lønningsudgifter hen over en årelang opsigelsesperiode, er svært at argumentere imod. Man må gætte på, at det har spillet en afgørende positiv rolle for antallet af konkurser. Spørgsmålet er dog igen, hvad det egentlig har med LO’s krise og vandringen fra røde til gule fagforeninger at gøre.

Opsigelsesvarslerne står i funktionærloven eller er en del af overenskomsten. Ofte er de overenskomstfastsatte opsigelsesvarsler kortere end de lovbestemte. Ønsker man at påvirke dem i den ene eller anden retning, er det ofte noget, der foregår ved individuel forhandling snarere end som element i en bred overenskomst. Dermed er opsigelsesvarslerne altså i vidt omfang også ved at flytte ud af fagforeningsregi. Størrelsen på dagpengsatserne og reglerne om, hvordan man gør sig fortjent til at modtage dagpenge, står ligeledes i, ja, dagpengeloven. Igen et forhold, der må siges at ligge ganske langt fra fagbevægelsens indflydelsesområde. Om end de dog, uden større held, har forsøgt at påvirke reglerne.

Hermed er vi tilbage ved faren ved at putte alt for mange ting ind i noget, man kalder den danske model. Fagbevægelsen taler ofte om, at vores medlemmer nasser på deres arbejde med overenskomster. Ikke mindst givet, at et flertal af dem er beskyttet af funktionærlov mv. og i øvrigt ofte forhandler deres løn selv, er jeg naturligvis dybt uenig i dette.

Skal man tale om at nasse – om end jeg ikke bryder mig meget om begrebet – var det måske mere oplagt at sige, at LO nasser på den danske models stråleglans ved at forsøge at gøre Danmarks velstand til et spørgsmål om deres egne organisationers beståen.

Men fagforeningerne kan sagtens miste medlemmer og magt. Der er langt større ting på spil i de forandringer, det danske arbejdsmarked gennemgår, end overlevelsen af 3F og HK. Den erkendelse går man glip af, når de gemmer sig bag den danske model, som stort set ingen tør kritisere. På den praktiske politiske bane får det bl.a. den konsekvens, at man bruger skattekroner på at opretholde fradraget til medlemskab af disse foreninger med henvisning til, at det er i alle danskeres interesse at opretholde den danske model.

Problemet er, at det sker på falske præmisser, som meget få – hvis man altså ser bort fra de mange hundrede tusinder almindelige danske lønmodtagere, der er medlemmer af gule foreninger – tilsyneladende har lyst til at erkende. Vi kan følgelig med rimelighed konkludere, at når det fremstilles, som om lønmodtagernes bevægelse fra røde til gule fagforeninger bør ske til lyden af dommedagstrompeter over det samlede riges velstand, er det ganske enkelt ikke andet end, ja dommedagstrompeter. Saglig argumentation med hold i virkeligheden er det i hvert fald ikke.

De store traditionelle fagforeninger har deres historiske berettigelse og skal roses for deres indflydelse på det danske arbejdsmarkeds udvikling. Men det er ikke i Danmarks interesse at lade historiske sejre diktere nutiden. Det bør således stå klart, at glidningen mod uafhængige, tværfaglige a-kasser og fagforeninger ikke er den arbejdsmarkedspolitiske katastrofe, man fra både fagbevægelsens, forskernes og mange politikeres side forsøger at gøre den til. Der er snarere tale om, at arbejdsmarkedet er i forandring, og at folks valg af tryghedsprodukter afspejles i denne forandring. Dermed er det også dybt overgjort at tale om, at ’de gule’ ødelægger den danske model.

I det omfang, man vælger at se LO som en væsentlig del af den danske model, må man blot sige, at den danske model er under forandring på grund af strukturelle skift i uddannelse, kompetencebehov osv. De uafhængige foreninger er et symptom på denne forandring, og der er ingen rationelle grunde til at begræde den for andre end LO-bevægelsens egen skyld. Den danske model, som vi kender den, er ikke umistelig. Vi har haft andre modeller før, og som tingene udvikler sig, får vi brug for nye modeller.

Vi er på vej til et velgørende paradigmeskift på det danske arbejdsmarked, man med befolkningens valg in mente passende kunne kalde ’den gule model’.