Da Slovenien i 2011 skulle sammenstykke en udstilling af landets bedste samtidsdesign, skete det med en vis beskedenhed, både i udstillingens titel og omfang.

Titlen var ’Stille Revolutioner’, og indholdet blev bogstavelig talt bestemt af nogle få rejsekassers størrelse: Det, som kunne være i kasserne, ville blive udstillet.

Så da Slovenien drog til London, Eindhoven og Milano (ligesom det vil fortsætte til Moskva), var det nærmest, som om landet tog ud til den berømte øde ø eller planlagde at sende en tidskapsel ud i rummet. Hvilket syn møder den nysgerrige gæst på udstillingen, når han eller hun lukker kassen op?

Et par ski, der gør det muligt at foretage et skihop på mere end 200 meter, en stol, der er så opsat på at danse på et enkelt ben, at den vrister sig fri af tyngdekraften, en lampe, som stræber efter at være tyndere end en lysstråle, en pladespiller, hvis massive vægt fuldstændig opvejes af den sublime lydkvalitet af den musik, den udsender, for slet ikke at nævne et ultralet fly, der svæver rundt højt oppe i luften, og et hybridfartøj, som kan sejle på solenergi ude på det åbne hav.

Der er noget ekstremt vertikalt i alle disse lodrette forsøg på at løsrive sig fra tyngdekraften. Så længe vi er tvunget til at blive på jorden, drømmer vi om at rejse til månen. Men i det øjeblik vi letter i en ballon, for ikke at tale om en flyver, en raket eller en satellit, bliver vores sædvanlige konkrete opfattelse af tingene mere abstrakt, og vores såkaldte virkelighed bliver virtuel.

Når vi stiger til vejrs, får vi ikke alene et bedre overblik over jordens dalstrøg og veje, vi får også mulighed for at skabe radikalt etiske og kunstneriske værker som Mondrians farverige akser eller Malevitjs sorte felter. Kun den stjerneklare himmel åbner for alvor de moralske love i os, kun vertikal opstigning gør for alvor den etiske fordring meningsfuld.

Så når et nysgerrigt blik giver sig til at spejde ud over vore dages slovenske kunstneriske landskab, er det, der særligt falder i øjnene, sådanne forsøg på at løfte kroppen op fra jorden, at lade den slippe fri af tyngdekraften og give os udsyn til stjernerne – så vi bedre kan se den svimlende afgrund under os.

KRONIKEN PÅ ENGELSKFear no fiction

Det er grunden til, at danseren Iztok Kovaè i sin film ’Vertigo Bird’, som han har lavet i samarbejde med instruktøren Sašo Podgoršek, imiterer en høg, som sidder på toppen af den højeste skorsten i denne del af Europa, nemlig den på elektricitetsværket i Trbovlje.

Det er grunden til, at videnskabs-performance-kunstneren Marko Peljhan og hans komplekse ’Macrolab’ følger de geostrategiske kommunikationsruter så langt som til planetens poler.

Og det er grunden til, at teaterinstruktøren Dragan Zivadinov følger satellitterne fra Herman Potoènik Noordungs banebrydende bog ’Problem of Space Travel’ helt derud, hvor han iscenesætter en underfundig ’kulturalisering af rummet’ i en danse- og teaterforestilling, som foregår i et vægtløst rum i et fly, der er i frit fald over rumfartsbyen i det tidligere Sovjetunionen.

Det handler alt sammen om samme besættelse: at komme væk og se noget mere. At stræbe højere for at komme mere i dybden.

Hvis moderne slovensk design skal hæve sig over den kollektive æstetik og den individuelle poetik og stræbe så vidt som efter en universel æstetik, må den etiske fordring forstås, som den er blevet formuleret af den franske filosof Alain Badiou: »Gør alt, hvad du kan, for at sætte dig ud over din blotte varighed. Insister på afbrydelsen. Grib i din tilværelse ud efter, hvad der har grebet og nedbrudt dig selv«.

En sand stille revolution begynder derfor først i det øjeblik, hvor man forbinder sine enkeltdele til noget større, der gør det muligt for sandheden at krydse ens vej. Så forstummer man over storheden i noget, som man selv har været med til at udforme, men som allerede har overhalet en og er vokset en over hovedet, i en stræben efter det universelle på baggrund af den enkeltes særegne træk.

En kunstnerisk poetik viser sig aldrig i begyndelsen (hverken som en genial idé eller som et øjebliks inspiration). Poetikken viser sig i slutningen af processen: Når der opstår et eller andet i tomrummet, når det overlever, når den nye form bliver universel, præcis fordi den er så enestående. Det er dér, den sande kunst opstår.

LÆS OGSÅ Det eneste, der er tilbage, er kalkuler

Ovenstående var vores udgangspunkt, da Danmarks kulturminister, Uffe Elbæk, inviterede 12 kulturpersonligheder til at deltage i ’Team Culture 2012’. Opgaven var at finde eksempler på, hvordan kunst udgør en så stærk indflydelse på de sociale og mentale landskaber i vore dages Europa, at vi ikke alene kan vise eksemplerne til beslutningstagere i Bruxelles, men også overtale dem til ikke at begå tåbelige fejl i den fremtidige forvaltning af kunst og kultur.

Jeg havde på sin vis forberedt mig to gange på den form for diskussion. Første gang var, da vi havde drøftet emnet i langt mindre målestok i november 2011 ved Bled-søen i Slovenien – i en strategisk tænketank, som var oprettet i samarbejde med Europarådets initiativ ’Culture Watch Europe’ med titlen ’Cultural governance: from challenges to changes’ .

Blandt medlemmerne var de slovenske filosoffer Slavoj Zizek og Mladen Dolar, men også filminstruktører, universitetsfolk, lokale aktivister og siddende ministre. Det kan næppe undre nogen, at vi hurtigt blev enige om, at »krisen stiller europæisk kultur og dem, der støtter, værdsætter og arbejder med den, over for vidtgående praktiske, etiske og filosofiske udfordringer«.

Men i vores sluterklæring insisterede vi også på, at »den økonomiske krise ikke er en tsunami eller et jordskælv; den er derimod menneskeskabt. Krisens årsager skal findes i beslutninger, som er truffet kollektivt og individuelt, af virksomheder og institutioner, altså af mennesker. En af dens tilfældige konsekvenser er, at mange af de selvsamme personer nu afviser kunst, kultur og kulturarv, som de ikke finder har relevans i en krisetid. Fra Amsterdam til Athen skærer regeringer i kulturbudgetterne i symbolske sparerunder, der ikke har nogen reel økonomisk betydning. Denne afvisning af kulturen svarer til, at man indleder sin søgen efter en vej ud af en mørk skov med at puste et lys ud«.

Den anden gang var, da jeg kom til København, få dage efter at Sloveniens nye koalitionsregering havde taget et af sine første politiske skridt, nemlig at nedlægge det uafhængige kulturministerium og gøre det til en del af et såkaldt ’superministerium’, som nu omfatter uddannelse, højere uddannelse, videnskab, kultur og sport.

Den slovenske offentlighed reagerede på denne »slankekur«, hvor tre blev reduceret til et, på forskellig vis: Der var aktivister, som afbrændte en cello, og protester, som bestod i at hacke sig ind på den officielle markering af Kulturens Dag, mens visse neoliberale økonomer direkte støttede disse tiltag mod den »forkælede kulturelle venstrefløj«. Så mit formål med at komme til København og diskutere krisen var bestemt ikke at skrive et nyt manifest i EU-jargon, men at fremme en guerillakrig, der kunne sætte skub i tingene.

I mine tre år som slovensk vicekulturminister har jeg ganske vist lært, at ens daglige arbejde er struktureret af de fireårige mandater, men på den anden side må man spørge: Kan vi overhovedet vide, i hvilke gader vreden bryder ud i morgen, og hvilke byer der eksploderer? Tør vi virkelig lave om på noget som helst?

Denne situation, hvor alting er så omhyggeligt planlagt og fuldkommen åbent på samme tid, og hvor det sommetider, som Slavoj Zizek ville udtrykke det, »er lettere at forestille sig dommedag end almindelige sociale forandringer«, er det perfekte tidspunkt til at reflektere over tingene og reagere på dem, til at provokere og åbne nye rum og verdener: fra undergrunden i byer ved Middelhavets bred, hele vejen gennem det græske og til højtsvævende inspirationskilder i luftlagene over Alperne eller Baltikum.

Det vil altid være en ’mental’ proces, fordi den slags vidtgående bevægelser er utænkelige uden en temmelig vidtgående mental åbenhed, en form for tænkningens ’ground zero’, hvor alt står åbent. Eller, som Hegel skrev: »Det er en moderne tåbelighed at forandre et korrumperet etisk system, dets konstitution og lovgivning, uden at forandre religionen, at gennemføre en revolution uden en reformation«.

Så hvorfor ikke, i stedet for den sædvanlige økumeniske snak om en ’kultur i konflikt’, vende hele problemstillingen på hovedet og tale om, hvilken rolle konflikten spiller i kulturen? Kultur er ikke noget, man tager med sig, når man tager på udflugt. Kultur er noget, der sker i mødet med andre mennesker. Eller i mødet med det anderledes i en selv ... I Eksjugoslavien erfarede vi, at krig ikke er noget, der bare overgår andre mennesker et sted langt borte.

Efter denne erfaring ville vi fortælle verden, at kultur ikke kan afværge konflikter, snarere tværtimod: Kultur alene er aldrig nok. Når man én gang har om hørt en digter, der fra bakkerne over Sarajevo skyder løs på folk, og når man én gang har læst om en filminstruktør, der filmer on location midt i en menneskelig tragedie, så bliver man mistænksom. Det er kun ved at forholde os til den virkelige magt, til de potentielle muligheder for at forandre sociale vilkår, at vi bliver i stand til virkelig at opmuntre og styrke folket.

Det er derfor, at vi, for at forstå forandringerne, må udforske konflikten. Toni Negri og Michael Hardt, der sammen har skrevet bøgerne ’Imperiet’ og ’Multitude’, skelner i bogen ’Commonwealth’ (2009) mellem to traditioner: Flertallet opfatter den sociale kontrakt som institutionernes grundlag, hvorimod mindretallet anser den sociale konflikt for at være grundlaget.

Hvor flertallet, for at holde samfundet homogent, forsøger at fordrive konflikten (når man først har ’indgået en kontrakt’, har man opbrugt sin ret til konflikt), så opfatter mindretallet konflikten som et iboende vilkår og et permanent grundlag for samfundet. Udviklingen af sociale institutioner foregår kun demokratisk, hvis den holder sig åben for den konflikt, den udgøres af.

For det første bør vi ikke reducere konflikten til den sædvanlige konflikt ’bevægelse kontra institution’, men anerkende den som en iboende del af mangfoldigheden selv. Og for det andet bør vi forstå, at institutionaliseringen ikke nødvendigvis er en metode til at tage livet af ethvert initiativ. Den kan i stedet tænkes at konsolidere en revolte uden nødvendigvis at fornægte dens oprindelige kraft og karakter af nybrud. Og netop her er den kunstneriske proces noget af det mest lærerige, vi kan se på.

Den dobbelte natur, hvormed den kunstneriske proces optrævler et spind af stereotyper og klicheer og på én og samme tid sætter ord på det, skaber et indhold, der kan opretholde og ligefrem konsolidere den iboende konflikt. At forårsage brud og skabe noget nyt – kunsten handler i høj grad om at udskille, isolere det usædvanlige og i fællesskab genskabe det universelle, og netop derfor er den, altså kunsten, et laboratorium for nye sociale tendenser.

De, der tilrettelægger kulturpolitikken, bør derfor kæmpe for forskellige former for kulturel dialog: Som et middel mod nedskæringer i de kulturelle bevillinger bør man lære folk, hvordan man fuldstændig kan forandre en film ved blot at skære en enkelt scene ud af den.

LÆS OGSÅ EU's dobbelte udfordring er Europas folk

I stedet for at fyre folk bør vi fyre op under skolernes kulturundervisning. Og der, hvor folk opfatter kultur som romantiske stjerner på himlen, foretrækker vi at ’kulturalisere’ rummet, som Dragan Zivadinov ville udtrykke det. Sommetider kan man gøre det med et enkelt ord, andre gange kræver det et helt manifest. Under vores to dage lange, indledende møde i København i februar tog Team Culture 2012, anført af den danske kulturminister, allerede sine første forsigtige skridt i den retning.

For eksempel fik vi diskuteret vigtigheden af kulturel kapital over for andre former for kapital, uddannelsens vigtige rolle (både for de skabende kræfter og for publikum), behovet for en bedre fordeling af de økonomiske ressourcer (selv internt på det kunstneriske og kulturelle område), om kunst skal hylde eller være destruktiv (lad os hellere spille på musikinstrumenter end afbrænde dem) og, sidst men ikke mindst, diskuterede vi behovet for at give kulturen en direkte politisk dimension.

Vi har lært, at politik er det muliges kunst, og nu må det så være på tide at lære politikerne, at kunst er det umuliges politik. Og at ’tale om det umulige’ er ikke ensbetydende med, at man (for nu at låne et begrebspar fra Tony Judts bog ’Thinking 20th Century’) taler om store sandheder (»overbevisninger om store sager og målsætninger, som tilsyneladende kræver store ofre«), men om de små sandheder, »de virkelige sager, sådan som de kan opdages«.

Kunne vi opdage ’små sandheder’ ved eksempelvis at etablere en Europæisk Bank for Kulturel Udvikling (EBKU) som en hyldest til Bertold Brechts ord om, at »et bankrøveri ikke er at regne for noget i sammenligning med en etablering af en bank«? Kunne vi kæmpe for, at det i samtlige Europas grundskoler bliver obligatorisk at undervise i kunst-, medie- og litteraturhistorie?

Kunne vi til finanspolitikkens gyldne regler tilføje en gylden kulturel regel, der sætter en minimumsgrænse for, hvor lille del af bruttonationalproduktet en regering i sin finanslov må afsætte til kunst og kultur? Og hvis vi nu beder rigtigt pænt om det, kunne vi så ikke genetablere kulturministerier i samtlige de EU-lande, hvor de for nylig er blevet nedlagt, inklusive mit eget Slovenien på de solbeskinnede alpeskråninger? Kunne vi ikke?

En af de mest prægnante og virkningsfulde reaktioner, da man nedlagde kulturministeriet i Slovenien, var en simpel gadeaktion, hvor der blev sat plakater op. ’No fear, no führer’, skrev gadens guerillakrigere, heriblandt nogle af Sloveniens mest fremstående avantgardister fra bevægelsen Neue Slowenische Kunst, hvor vi – endnu en gang! – finder teaterinstruktøren og performeren Dragan Zivadinov.

Jeg vælger at lade Zivadinov og hans særlige indstilling være det fremmeste eksempel, der til juni kan vise de europæiske beslutningstagere i Bruxelles, hvordan skarpe hoveder med klare ideer og en relevant kunst- og videnskabshistorisk ballast kan åbne nye verdener.

LÆS OGSÅ Fra kommunistisk fængsel til Europæisk Union

Hans besættelse af den banebrydende rumfarer Herman Potoènik Noordung fik ikke blot Zivadinov ud på en rumrejse, der udfordrede tyngdekraften. Den gav sig rent fysisk udslag i det af EU finansierede Cultural Centre of European Space Technology, som nu bliver bygget i Vitanje, en mindre by i det nordlige Slovenien.

En helt særlig besættelse formår, hvis den kombineres med dristig kunstnerisk arbejdsomhed, at flytte ting fra de rent æstetiske højder til det etiske niveau, som der i den grad er desperat behov for i disse krisetider.

Af kunstnere af den karat vil de kulturelle aktører og de politiske beslutningstagere kunne lære, hvordan man bekæmper stereotypierne, gør op med klicheerne, hvordan man kan finde nye tilgange til fuldstændigt nye problemer – og hvordan man aldrig skal give op. De egentligt frigørende kræfter fødes kun, hvis man tør kæmpe mod tyngdekraften.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen og Jacob Giese