For tyve, ti eller måske endda fem år siden var formålet med den europæiske integration at få Bulgarien til at ligne Grækenland; et land, der er rodet, men demokratisk; på mange måder dysfunktionelt, men samtidig fremgangsrigt nok til, at folk ikke går på gaden; et land med mange problemer, men også et land i den europæiske mainstream.

Nu håber man, at det vil lykkes Grækenland om fem eller ti år at blive som Bulgarien; et land, der er det fattigste i Europa, men som også har den næstlaveste gæld og fører en disciplineret finanspolitik; et land, der i de sidste tyve år ikke har genvalgt en regering; men også et land, hvor et regeringsskifte ikke fører til en ændring af den økonomiske politik. Bulgarien er et land, hvor flertallet af befolkningen ikke stoler på deres egne politikere, men hvor de stoler på Bruxelles.

Der er to ting, der gør den bulgarske oplevelse af krisen interessant. Den første er, at forskellige kriser i de sidste to årtier har præget landet så meget, at bulgarerne har tendens til at opleve krisen som en normaltilstand. Og den anden er, at bulgarerne stadig ikke rigtig mener, at krisen i EU er alvorlig, fordi de fleste bulgarere altid har forstået EU som en union, hvor kriser simpelthen ikke forekommer.

Men hvor man i Bulgarien stadig er optimistisk i forhold til unionen, er der en dimension i den bulgarske debat, som man ikke finder i Vesteuropa, nemlig den, at det kun står alt for klart for bulgarerne, hvorfor Sovjetunionen brød sammen. Og hvis der findes et område, som vi bulgarere er eksperter på, så er det de menneskeskabte verdensordners skrøbelighed. Lektien fra Sovjetunionens sammenbrud udgør den uudtalte baggrund for Bulgariens syn på krisen i EU.

I 1992 vågnede verden op til en virkelighed, hvor Sovjetunionen ikke længere var med på verdenskortet. Den ene af verdens to supermagter var brudt sammen uden krig, invasion eller nogen anden katastrofe. Og det skete mod alle forventninger. Det er rigtigt nok, at der var meget, der tydede på, at det sovjetiske system siden 1970'erne havde bevæget sig ind i en uigenkaldelig forfaldsperiode, men den herskende opfattelse var, at denne ville strække sig over årtier. Det var ikke på forhånd bestemt, at sammenbruddet skulle blive 'det korte' 20. århundredes højdepunkt.

KRONIKEN PÅ ENGELSK The lessons from the Soviet collapse

I 1985, 1986 og selv i 1989 var en opløsning af Sovjetunionen utænkelig for de samtidige analytikere, på samme måde som udsigten til en opløsning af Den Europæiske Union er det for eksperterne i dag. Det sovjetiske imperium var for stort til at gå i stykker, for stabilt til at gå i opløsning og havde overlevet alt for meget turbulens til simpelthen at falde sammen.

Men sikke en forskel et årti kan gøre! Et udfald, der blev anset for utænkeligt i 1985, blev erklæret uundgåeligt i 1995. Og det er præcis denne skæbnesvangre drejning, dette spring fra 'utænkeligt' til 'uundgåeligt', der gør Sovjetunionens sammenbrud værd at forholde sig til, når man nu diskuterer Europakrisens fremtid og de valg, de europæiske ledere står over for.

Når alt kommer til alt, har den nuværende krise i EU med al ønskelig tydelighed demonstreret, at faren for, at unionen kan gå i opløsning, er meget mere end et retorisk greb - et legetøjsuhyre, som bange politikere gør brug af, når utilfredse vælgere skal acceptere økonomiske stramninger.

Det er ikke bare den europæiske økonomi, men også europæisk politik, der er i oprør. Finanskrisen er gået hårdt ud over regeringernes forventede levealder - ligegyldig hvilken farve de har politisk - og samtidig har den gjort plads til protestpartier og populistiske bevægelser. Folkestemningen kan bedst beskrives som en blanding af vrede og pessimisme.

Det afspejles i den nyeste meningsmåling om Europas fremtid, der er finansieret af Europakommissionen og blev udgivet i april 2012. Af den fremgår det, at selv om de fleste borgere i EU mener, at EU er et godt sted at bo, så er der sket et fald i deres tillid til unionens økonomiske formåen, og dens evne til at påvirke internationale politiske forhold. Mere end seks ud af ti mener, at deres børn får det sværere, end deres egen generation har haft det.

Endnu mere foruroligende er det, at næsten 90 procent af befolkningen ser et stort spring mellem offentlighedens ønsker og det, regeringerne foretager sig. Kun en tredjedel af EU's borgere føler, at deres stemme gør en forskel på EU-niveau, mens kun 18 procent af italienerne og kun 15 procent af grækerne mener, at deres stemme gør en forskel i deres eget land.

Set i det lys, er det så helt usandsynligt, at EU kan gå i opløsning? Her kan Europas evne til at lære af det sovjetiske fortilfælde spille en afgørende rolle. For selve EU's overlevelse kan afhænge af, at de europæiske ledere formår at håndtere den samme blanding af politiske, økonomiske og psykologiske faktorer som den, der var i spil, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Sovjetunionen faldt sammen »som et korthus«, det skriver den fremtrædende historiker Martin Malia, »fordi den aldrig havde været andet end et korthus«. EU er ikke noget korthus, og man må aldrig glemme de store forskelle mellem det sovjetiske projekt og det europæiske. Men selv om EU aldrig har været forført af de kommunistiske og planøkonomiske fristelser, er unionen ikke gået fri af kompleksitetsfælden.

EU er verdenshistoriens mest sofistikerede politiske puslespil. Walter Bagehot, der midt i det 19. århundrede var med til at præge den britiske forfatning, forklarede monarkiets styrke med, at »det er et forståeligt styresystem. Menneskeheden begriber det«. EU er derimod et uforståeligt styresystem, som europæerne ikke begriber.

Der er ingen borgere i EU, der kan finde ud af, hvordan unionen fungerer, og derfor er det så meget desto sværere at forstå, hvad 'EU's sammenbrud' betyder. I Sovjetunionens tilfælde betød sammenbruddet, at staten forsvandt fra verdenskortet, og at et antal nye stater opstod i det enorme område fra det nordlige Centralasien til det sydøstlige Europa. Men EU er ikke nogen stat, og hvis unionen falder sammen, skal kortene ikke laves om. Selv om EU skulle gå i opløsning, vil langt de fleste (hvis ikke alle) medlemsstaterne tilmed blive ved med at være åbne markedsøkonomier.

Så hvordan kan man definere eller danne sig et begreb om, hvad en opløsning ville betyde?

Er et enkelt lands afsked med eurozonen, eller fra selve EU, nok til, at man kan tale om 'opløsning'?

Eller kan man finde en bedre indikator: for eksempel et fald i EU's internationale indflydelse, eller en tilbagerulning af nogle af de store bedrifter i det europæiske integrationsprojekt (såsom befolkningens frie bevægelighed eller EU-domstolen)?

Når den slags spørgsmål skal besvares, kan man lære noget af erfaringerne fra Sovjetunionen. Den første lektie herfra er samtidig et paradoks, nemlig at troen (blandt økonomer og i den europæiske politiske klasse) på, at unionen ikke kan gå i opløsning, også udgør en af de største farer for, at den rent faktisk gør det. De sidste år af Sovjetunionens levetid er et klassisk eksempel på denne dynamik. Hvis man opfatter en eventuel opløsning som 'utænkelig', kan det friste nogle beslutningstagere til at gribe til unionsfjendtlig politik eller retorik for at opnå en kortsigtet fordel - i den tro at det 'alligevel ikke kan gå galt' i det lange løb.

Men en eventuel opløsning af EU behøver ikke nødvendigvis at være et resultat af, at modstanderne af unionen vinder over tilhængerne. Erfaringerne fra Sovjet er også en stærk advarsel om, at et sammenbrud kan blive en utilsigtet konsekvens af længere tids dysfunktion, der kun bliver værre, når eliten misforstår den politiske dynamik.

Derudover bør vurderingerne af risikoen for et sammenbrud ikke overlades til økonomer, der har et blindt punkt, når det drejer sig om et eventuelt sammenbrud. Sovjetunionens skæbne peger på, at de store økonomiske omkostninger ved et sammenbrud ikke betyder, at det ikke kan ske. At tro, at EU ikke kan gå i opløsning, fordi det vil være dyrt, er ikke særlig betryggende i forhold til unionens stabilitet.

LÆS OGSÅDa Europa svigtede sig selv

Den anden ting, man kan lære af Sovjetunionens bortgang, er, at fejlagtige reformer - endda mere end manglen på reformer - kan føre til et sammenbrud. Det er kriser, der får politikere til at lede efter et magisk politisk 'pletskud', der kan løse alle problemerne på en gang, og det er ganske ofte dette pletskud, der ender med også at blive dødsårsagen. En central faktor i det sovjetiske systems undergang var, at Mikhail Gorbatjov ikke forstod, hvad der var ved at ske. (Han blev ved med at nære illusioner om, at systemet kunne bevares uden at gennemgå en grundlæggende reform, og han blev ved med fejlagtigt at tro på systemets overlegenhed).

Den Europæiske Union og dens medlemsstater har også forsøgt at udforme modige enhedsløsninger, der endeligt skulle løse næsten alle unionens problemer. Ideen om at sende den europæiske forfatning til afstemning, og det eftertrykkelige bagslag, det gav i Frankrig og Holland, er en påmindelse om farerne ved enhedsløsningerne.

Den tredje erfaring fra Sovjetunionen er, at den største trussel mod et politisk projekt - når der ikke er krig eller andre ekstreme omstændigheder i spil - ikke kommer fra uro i udkanten, men fra oprør i midten (selv hvis krisen i udkanten er smitsom). Det var Ruslands beslutning om at afskaffe unionen, snarere end de baltiske landes ønske om at komme ud af den, der afgjorde den sovjetiske stats skæbne.

I dag er det Tysklands syn på det, der sker i unionen, der vil få den mest afgørende indflydelse på det europæiske projekts fremtid - ikke de økonomiske problemer i Spanien og Grækenland. Det er, når integrationens 'vindere' begynder at se sig selv som dens største ofre, at det er helt sikkert, at der er store problemer på vej.

Indtil videre har europæerne ikke grund til at tvivle på Tysklands tilslutning til EU, men det er i stigende grad tilfældet, at de gældsplagede sydeuropæiske landes forfærdende problemer med at få 'oversat' deres bekymringer til tysk, bliver mødt af Tysklands uformåen i forhold til at få 'oversat' sine løsningsforslag til næsten alle de sprog, der tales i resten af medlemslandene. Og her er det mest bekymrende ikke så meget de afvigende interesser, som det er manglen på empati.

Den fjerde erfaring er, at det, hvis opløsningen fortsætter, nærmere vil tage sig ud som et stormløb på en bank end som en revolution.

Den vigtigste faktor, når det handler om en unions overlevelsesevne, er dens elites tillid til, at den kan håndtere sine problemer. Hvor befolkningen kan være utilfreds med unionen uden at gøre oprør mod den, kan de nationale eliter svigte den, fordi de er bange for at miste styringen - og så snart de begynder at sætte spørgsmålstegn ved dens fremtid, kan det (ved at anspore til en generel panik blandt dem, der er bange for, at de vil være de sidste, der kræver deres penge tilbage på samme måde som i et stormløb på en bank) ende med at blive en af årsagerne til et efterfølgende sammenbrud.

Den sidste og mest ubehagelige ting, man kan lære af at studere Sovjetunionens kollaps, er, at når opløsningen truer, så skal de politiske aktører satse på fleksibilitet og på at indskrænke deres naturlige trang til stivhed og blivende løsninger (der, hvis og når de slår fejl, kan komme til at fremskynde sammenbruddet). Desværre er de europæiske beslutningstagere i dag i gang med at redde unionen gennem løsninger, der væsentligt begrænser både de nationale regeringer og befolkningens valgmuligheder. Vælgerne i lande som Italien og Grækenland kan skifte regering, men de kan ikke skifte politik, for de økonomiske beslutninger er reelt blevet taget ud af den del af politikken, som vælgerne har indflydelse på.

Man forventer, at den nye økonomiske disciplin vil reducere det politiske pres på EU. Men mens eksperterne kan være enige eller uenige om fordelene og ulemperne ved besparelsespakken, er en vigtigere faktor, at hvis denne hårde linje slår fejl, så vil det automatisk fremskynde krisen og dermed bringe unionens overlevelse i yderligere fare.

For ti år siden valgte de europæiske beslutningstagere at lade være med at indføre en procedure for, hvordan et land kunne forlade møntunionen, ud fra den tanke at det ville gøre det umuligt for eurozonen at gå i opløsning.

LÆS OGSÅ Europa, hvem er du og hvad vil du være?

Nu står det klart, at den beslutning kun har gjort eurozonen mere sårbar. På samme måde blev Sovjetunionen bygget til at være brudsikker, men selve denne stivhed kom til at medvirke til dens sammenbrud.

For mange år siden skrev den tyske digter og systemkritiker Wolf Biermann: »Jeg kan kun elske det, jeg frit kan forlade«. Det er en sandhed, som de europæiske beslutningstagere i dag har glemt. Ved at føre en ubøjelig og streng politik, der gør prisen for at forlade unionen ubærlig, er de med til at øge risikoen i stedet for at mindske den. For midt i en alvorlig krise - som erfaringerne fra Sovjetunionens sammenbrud igen viser - kan den brede befolknings svar på 'der er ikke andre muligheder' hurtigt blive, at 'alt andet er bedre'.

Oversættelse: Jon Ask Jacobsen

FACEBOOKBliv ven med Politiken