I en toværelses bolig et sted i Storkøbenhavn bor en ældre psykisk syg kvinde. Hun lever isoleret og modtager ikke hjælp i dagligdagen.

Affald og madrester hober sig op i køkken og stue. På badeværelset er det brugte toiletpapir møjsommeligt stablet i bunke ved siden af toilettet. Hun er alvorligt syg og har behov for hjælp. Kvindens situation bliver opdaget på grund af lugtgener fra boligen, og hun bliver indlagt med hjælp fra det lokale personale i boligafdelingen. KAB kommer ind i boligen med hjælp fra politiet/kongens foged.

Inden boligen blev ryddet og sat i stand, inviterede KAB Danmarks Radio indenfor. Indslaget blev bragt i 21 Søndag på DR for præcis et år siden – grundlovsdag – og gav et chokerende indblik i, hvordan det kan gå, når psykisk syge i egen bolig ikke får den hjælp, de har behov for.

Langt de fleste psykisk syge i egen bolig er velfungerende, men der eksisterer en gruppe med behov for hjælp, som de ikke får. Vi har valgt at kalde dem ’de oversete psykisk syge’.

Socialministeriet anslår i indslaget i TV-avisen, at et par hundrede mennesker i Danmark lever under sådanne forhold. Udsendelsen affødte en del debat. Hvordan kan det ske, at mennesker lever under sådanne forhold, uden at nogen griber ind?

Flere i det politiske system var fremme med udtalelser om, at der er brug for forbedringer, bl.a. Anny Winther (V), formanden for social- og sundhedsudvalget i KL og socialministeren. Og vi så det samme året før – blot med en anden socialminister.

Men der er nu gået et år efter udsendelsen – og intet er sket. De oversete psykisk syge er fortsat overset. Når vi hører om dem, er vi ikke i tvivl om, at det er helt uacceptabelt, at vi som samfund lader stå til. Men hvad er det, der går galt? Og hvordan kan vi blive bedre til at forebygge?

Vi er fire organisationer, hvis medlemmer og medarbejdere hver især møder de psykisk syge. Vi møder dem i rollen som pårørende – f.eks. familie eller nabo – som myndighed eller som medarbejdere i social- og sundhedssektoren eller i den almene boligsektor.

Vi er vidner til, hvor galt det indimellem går, når de oversete ikke får den hjælp, de har brug for. Det er uværdigt og respektløst over for den psykisk syge, men det er i virkeligheden lige så respektløst over for naboerne og de eventuelle pårørende. Det er ofte dem, der står med bekymringen, tvivlen og utrygheden, men de ved ikke, hvor de skal henvende sig med deres bekymring.

Derfor samarbejder vi fire – FOA, Sind, Politiforbundet og KAB – om at hjælpe de oversete psykisk syge ud af usynligheden. Hvordan kan vi sikre, at samfundet får bedre redskaber til at se og hjælpe de oversete psykisk syge, inden der opstår en konflikt?

Vi ønsker at sætte fokus på de rettigheder, som både de psykisk syge og deres naboer har. Det er vigtigt at flage en bekymring for, om vi passer nok på hinanden og husker de rettigheder, som den enkelte har, og de rettigheder, som kollektivet (naboerne og lokalsamfundet) har. Og grundlovsdag kan vel næppe være en bedre dag at flage for det synspunkt og det råb om hjælp!

Som pårørende, social- og sundhedsfaglige medarbejdere, politifolk og servicemedarbejdere i boligorganisationerne er vi indstillet på at påtage os et betydeligt socialt ansvar.

Vi skal som samfund og som medarbejdere rumme de psykisk syge, der har vanskeligt ved at indgå i det almindelige samfund, og vi skal sikre, at de har en god bolig i trygge rammer. Vi skal som organisationer sikre, at vores medlemmer og medarbejdere er uddannet til at håndtere de alvorligt psykisk syge, som de møder qua deres job.

Vi fire parter oplever imidlertid en række triste tendenser i vores arbejde tæt på de oversete psykisk syge, og derfor føler vi, at vi er nødt til at råbe vagt i gevær over for samfundet. Vi må kunne gøre det bedre!

SIND er en interesseorganisation for psykiatribrugere, pårørende og andre. Vi oplever i vores landsdækkende telefonrådgivning, at syge og pårørende ringer om langt sværere problemer end tidligere. Når det gælder boliger, oplever vi også, at flere efterlyser kontakt til en offentlig instans, der kan reagere, når et menneske ikke magter at klare sin egen hverdag og bolig.

Rådgivningen har kompetencer til at hjælpe med det menneskelige, men mangler – som de øvrige gratis rådgivninger i Danmark – ressourcer, hvis også boligsociale problemer, som kommunerne ikke håndterer, skal løses professionelt.

Vi har mange eksempler på, at for tidlige udskrivelser fører til problemer. Og det er ikke alene den psykisk syge, der rammes. Også de pårørende og naboerne, der i nogle tilfælde oplever råben og måske ligefrem en truende adfærd fra den syge, rammes hårdt.

Fagforbundet FOA organiserer de fleste social- og sundhedsfaglige medarbejdere i hjemmeplejen. Det er vores medlemmer, der møder borgerne i hverdagen i deres eget hjem, i de forskellige social-psykiatriske tilbud eller på forsorgshjem.

FOA gennemførte tidligere på året en undersøgelse, der viser, at 8 ud af 10 af vores medlemmer i høj eller nogen grad har brug for at blive bedre rustet til at skaffe hjælp til borgere med psykiske problemer. Vores medlemmer vil meget gerne styrkes i forhold til arbejdet med de psykisk sårbare.

KAB administrerer ca. 50.000 almene boliger. Vi oplever, at psykisk syge, der ikke får den hjælp, de har brug for, skaber utryghed blandt naboerne.

Vi ser med jævne mellemrum, at den psykisk syges bolig er så misligholdt, at lejemålet kræver meget omfattende istandsættelse og med regninger, der ofte lander hos de øvrige beboere i boligafdelingen, idet den psykisk syge ikke selv er i stand til at betale omkostningerne.

Antallet af sager er ikke vokset, men de er blevet yderst komplekse og meget omkostningstunge. Langt de fleste, der flytter fra en almen bolig administreret af KAB, får en fraflytningsregning på 0 kr. eller mindre end 10.000 kr. Godt 1 procent af fraflytterne får en regning på mere end 50.000 kr. – og helt op til mere end en kvart million kroner. En stor del af disse er oversete psykisk syge, hvor tragedien og den ødelagte bolig kunne have været undgået.

Politiforbundet organiserer alle danske politiansatte. Det er vores medlemmer, som ofte er de første, der oplever bekymrende adfærd, når de tilkaldes af naboer og pårørende til syge. Vi oplever, hvordan kriminaliteten blandt psykisk syge er i stigning, og at samfundet generelt har svigtet.

Ofte kan vore medlemmer følge de syge hele vejen, fra den første bekymrende adfærd, hvor de tilkaldes af chokerede omgivelser på grund af larm, lugtgener eller aggressiv adfærd. Det kan siden udvikle sig til voldsomme affekthandlinger eller selvmord. Der mangler netværk til at samle op og hjælpe undervejs.

I politiet går konfrontationerne med psykisk syge for at være en af de farligste opgaver, netop fordi der ikke sættes ind i tide.

Dialogen mellem de fire organisationer har fået os til at se en større del af billedet, herunder at nogle kommuner anvender løsninger, der i andre dele af Danmark slet ikke er i brug. Dermed ser vi os bedre i stand til at pege på, hvad vi mener, der skal til for at forebygge situationer, hvor psykisk syge ikke får den hjælp, de har behov for.

Vi har valgt at holde vores forslag til initiativer inden for en realistisk ramme, hvor økonomi ikke burde udgøre en hindring. Foreløbig slår vi ned på fem indsatsområder, hvor vi mener vi kan gøre en forskel.

1) Etablere en hotline. Både medarbejdere og almindelige borgere kan være i tvivl om, hvilken offentlig myndighed de skal kontakte, hvis de møder en psykisk syg person med behov for hjælp. 112? Politi? Kommune?

Afhængigt af situationen er her muligvis hjælp at hente, men netop vurderingen af situationen kan være svær for den enkelte medarbejder eller borger. Vi har alle sammen et ansvar for at se de oversete psykisk syge, men der er brug for en klokkeklar handlingsanvisning.

Vi foreslår, at der i offentligt regi oprettes eller ydes støtte til en hotline som en alarmtelefon, der kan kontaktes ved alvorlig bekymring for en psykisk syg person. Det er vores hypotese, at der ofte er mange mennesker, der oplever, når et andet menneske er på vej ud i en bekymrende situation – taxachaufføren, varmemesteren, håndværkeren, måleraflæseren, Falckredderen og naboer, familiemedlemmer og bekendte.

Det at gøre det nemt for dem at aflevere en bekymring og/eller en observation vil med stor sandsynlighed kunne forebygge en række tragedier.

2) Eftersyn og tolkning af lovgivningen. Boligen er ukrænkelig. Det er fastsat i grundlovens paragraf 72. Samtidig har vi bestemmelser i sociallovgivningen, der påbyder det offentlige at gribe ind, hvis der er personer, som har brug for hjælp. Det står i serviceloven, f.eks. paragraf 82.

Når en psykisk syg i eget hjem siger nej til f.eks. rengøringshjælp og hjælp til personlig pleje, rummer lovgivningen således et dilemma for det socialfaglige personale.

På den ene side kan de blive straffet for at gå ind i en bolig uden beboerens tilladelse (boligens ukrænkelighed). På den anden side kan de blive kritiseret eller straffet for ikke at gøre det (omsorgssvigt).

I praksis er det oftest boligens ukrænkelighed, der vinder, men vi vil argumentere for, at der bør opstilles klare parametre, der gør personalet i stand til også at træffe beslutningen om at overskride dørtærsklen, når dette er det rette valg, samtidig med at vi holder os de etiske problemstillinger for øje. Vi opfordrer til et serviceeftersyn af lovgivningen og af de kommunale arbejdsgange på området.

3) Vidensdeling og samarbejde. Der er behov for udbredelse af viden, dialog og samarbejde mellem medarbejdere og myndigheder, der er i nærkontakt med psykisk syge i eget hjem.

I nogle kommuner har der været gode erfaringer med utraditionelt samarbejde på tværs af f.eks. myndigheder og boligorganisationer, men det har tilsyneladende ikke inspireret andre kommuner. Det er helt afgørende for at samle op på de borgere, der kommer i problemer, at der er et tæt og koordineret samarbejde omkring dem og en udveksling af informationer på tværs af sektorer og ved at involvere alle nødvendige og relevante parter.

Flere steder taler man om at udvide traditionelt SSP-samarbejde målrettet børn og unge til et BSSP (hvor boligorganisationen også er med), hvor også målgruppen kunne omfatte de oversete psykisk syge.

Det er klart, at udveksling af oplysninger skal ske inden for de gældende regler, men mange gange sker der det, at ingen får talt sammen, fordi man er bekymret for at bryde tavshedspligten.

4) Kommuner og regioner skal arbejde sammen. Ansvaret for psykisk syge er i Danmark delt mellem en række myndigheder og forvaltninger. Regionerne har ansvaret for indlæggelse og behandling på de psykiatriske hospitaler og i distriktspsykiatrien, mens kommunerne har ansvaret for den socialpsykiatriske indsats over for borgere i eget hjem.

Hertil kommer de praktiserende læger, der møder psykisk syge i deres konsultation. Set fra vores vinkel er der huller i dette system. Huller, der har store konsekvenser for de mennesker, der ’falder mellem stolene’, fordi ansvarsfordelingen ikke er tilstrækkelig tydelig. Samarbejdet mellem myndighederne skal styrkes, og det skal sikres, at ansvaret er entydigt placeret.

Også i den interne relation mellem de kommunale forvaltninger. Et redskab til at sikre dette kan være sundhedsaftalerne, men der kan også være behov for regulering af regler og lovgivning.

Umiddelbart virker det som en god idé, hvis de relevante ministerier sammen med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening igangsatte at arbejde, der kunne tilvejebringe det fornødne overblik over for de medarbejdere i regioner og kommuner, der beskæftiger sig med disse problemstillinger.

Hvem har ansvaret hvornår?

Hvordan flytter viden sig?

Hvornår kan man komme ind i menneskers private bolig og hvordan?

Hvornår kræver det politi og foged? Hvornår er det boligorganisationen, og hvornår er det kommunen?

Tidligere ville man have produceret et sådant overblik via en pjece – i 2012 handler det måske snarere om en digital guide i en eller anden form.

5) Flere boformer. Der eksisterer mange gode bud på mellemstationer på vejen fra en hospitalsindlæggelse eller et institutionelt botilbud til egen bolig. Bofællesskaber, opgangsfællesskaber og skæve boliger er nogle af dem.

Imidlertid er der behov for flere af denne type boliger. Instrumenterne eksisterer, og det er vigtigt, at kommunerne sikrer, at der er det rigtige udbud og den rigtige balance mellem forskellige tilbud.

Vi ser samarbejdet mellem Sind, FOA, Politiforbundet og KAB som et givende samarbejde, der har øget vores egen indsigt og forståelse af problemstillingen omkring oversete psykisk syge. Vi vil derfor fortsætte og udvikle samarbejdet fremover – og vil bl.a. drøfte temaet 17. juni ved årets folkemøde på Bornholm.

Samtidig vil vi gerne stille vores ekspertise til rådighed for den kommende indsats. Det er vores håb, at de relevante parter – herunder ikke mindst regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening – griber denne anledning til at finde løsninger på nogle af disse alvorlige problemstillinger.

Vi råber vagt i gevær, men først og fremmest vil vi gerne medvirke til og samarbejde om at finde langsigtede, holdbare og respektfulde løsninger.