Jeg ved ikke, hvor mange fodboldkampe jeg ser på et år. Men jeg ved, at der – alt efter antallet af turneringer og dertil vundne knockout-runder – er cirka 60-65 kampe, som jeg ganske enkelt skal se.

I et liv, der også omfatter andre, hænder det i løbet af en sæson, at andres planlægning ulykkeligvis forhindrer mig i at følge en af disse kampe, mens den spilles. Hvis mit hold taber den pågældende kamp, kvitterer omgivelserne med en forsoren, sikkert velment trøst: Så var det godt, du ikke så kampen! Underforstået: Det er sjovere at være til denne familiefest. Underforstået: Nederlaget kvalificerer kampen til at være spild af tid.

Jeg kunne ikke være mere uenig. Generelt foretager en fan sig så meget ufornuftigt, og det med grotesk repetition, at man ikke er ubekendt med spild: Med stor lingvistisk alvor gransker man de mest uvederhæftige transferrygter vel vidende, at 100 ud af 100 spillere nævnt i f.eks. den avis, aldrig har skiftet til ens klub, eller man studerer reserveholdets reservers kampform fuldt ud bevidst om, at disse spillere næppe nogensinde vil komme til at sidde på 1. holdets udskiftningsbænk.

Men først og fremmest stiller en fan sig uforstående, fordi han føler skyld. Om ikke hans alene, så er det hans overbevisning, at han bærer en del skylden for nederlaget.

Han svigtede. Jeg svigtede ved ikke at være med, da der blev spillet. Deri ligger også en kaosteori de facto; en fan ser sig selv som en sommerfuglevinge. Man lever i den faste tro, at resultatet kunne være blevet et andet, hvis blot man havde siddet på en stol foran et fjernsyn, mens kampen blev spillet på et stadion flere tusinde kilometer. Dette begriber kun en fan.

Der er nætter, hvor en fan ligger vågen, vender og drejer sig, vedholdende spørger sig selv: hvorfor? For et år siden stred jeg mig gennem en sådan pinefuld nat på et hotelværelse i London. Hvorfor? Nu har jeg igen udstået sådan en nat, hvor ens søvnløse krop summer som en skærm visende de samme billeder igen og igen, for præcis 26 dage siden. Hvorfor? Hvorfor!?

Der er mere end et hvorfor, der er 10, 50, 100, men en nat som disse kan de alle sammenfattes inden for fællesmængden af det ene: Hvorfor lader jeg fodbold betyde så meget? Hvorfor henligger en fodboldbane ikke som et wasteland for mit blik? Hvorfor er den ikke blot forblevet et terra incognita? Hvorfor kan jeg ikke synge med på fodboldforagterens Karthago-refræn: I øvrigt mener jeg, at vi skal give dem hver en bold! Hvorfor?

Børn holder med det fodboldhold, der vinder. De bedste. Intet andet argument er nødigt eller tilsvarende vægtigt. De vandt, altså holder jeg med dem. Et barn er villigt til at gå i seng med den ene fodboldtrøje på og stå op for at iføre sig den næste. Børn er troskyldige vendekåber, fordi de endnu ikke har fornemmelse for uafvendeligheden.

Barnet forstår ikke, at noget forsvinder for altid og andet varer ved, at tiden er en ubønhørlig størrelse, at derfor er valg også fravalg, og at det er hele dette set up af livsvilkår, der forlener et begreb som loyalitet med sin afgrundsdybe betydning.

GUIDE Se EM på storskærm under åben himmel

Denne ublufærdige opportunisme er ikke tilgængelig for den voksne – nuvel, i hvert fald ikke majoriteten af voksne – men ved f.eks. at sværge den bedste fodbold troskab er det alligevel muligt at annamme en adækvat, uangribelig position blandt fodboldens funklende pokaler. Det er ikke længere noget så utilregneligt, statisk og monogamt som et hold, men en tilstand, man tiljubler. Man priser nu det frit flydende angrebsfodbold eller det uindtagelige forsvarsspil. Man hylder bestemte kampe ene og alene for deres velturnerede dramaturgi, den dynamiske plotdrevenhed, de velanbragte vendepunkter, klimaksets swung.

Det er anerkendelsen af fodbold som glimrende uforpligtende underholdning, og foregår altid tilbagelænet med champagneglas i hånden og et evigt We are the champions på læberne. Man vågner også uden tømmermænd til et running soccer af nye kampe, man kan gå frisk og nysgerrig til som en slags speeddating foran skærmen: Tildelende hver kamp et bestemt antal minutter for at lodde, hvorvidt kemien passer, og hvis ikke er man væk og lige så fri, som første gang man trykkede på fjernbetjeningen.

Men når man dyrker fodbolden for den æstetiske og dramatiske nydelse, husvalet af personlig amnesti og emotionel immunitet, altid med passet i brystlommen klar til at rejse videre til næste stadionstop, lader man – ud over den muligvis indbildte medbestemmelse – den helhjertede indlevelse blive tilbage.

Der vil være kampe, hvor man følger bolden, som Estragon følger Vladimir og vice versa: ikke helt nærværende, ikke helt fraværende, talende men aldrig i dialog, momentvis ophidset, momentvis apatisk, på vej et nyt sted hen i al ubevægelighed, sammen i én lang ufrivillig, akavet omfavnelse til et ekko af Vladimirs suk af en replik: »Man giver støvlerne skylden for, hvad der er føddernes fejl«.

En ekspert ligger inde med en udsøgt erfaring og viden inden for et bestemt felt, der kvalificerer vedkommende til i et tv-studie at udtale sig med ekspertens vægt om dette og hint inden for området, mens en connaisseur er en kender af noget, besidder et ikke almindeligt kendskab til et givent felt, ikke helt på niveau med ekspertens kundskaber, men dog et indsigtsfuldt overblik. En fan kan sagtens være ejer af kompetencer ikke ulig ekspertens og connaisseurens, men sjældent med samme bredde eller kåde nysgerrighed og aldrig med samme mulighed for at sætte punktum.

En connaisseur kan bære et nederlag med den sindsro, der kommer af at kunne rejse sig og vende sit hjerte andetsteds. En ekspert kan forklare og analysere et nederlag – finde lakuner i taktikken, udpege syndebukke blandt spillerne, optegne tomrummet mellem kæderne, fremture med statistisk bevismateriale – så enhver eventuel hermed forbunden smerte tvinges i knæ. Kun for en fan er der ikke vej udenom; denne kan hverken flygte fra eller dissekere sig gennem nederlaget. Der er intet sted at vende sig hen og obduktion er omsonst; man står bøjet over det udøde lig med den sløveste skalpel i form af sin patetiske hengivenhed. Kampen slutter aldrig.

Når Vincent van Gogh kan male en simpel fletstol, så man forbliver stum af betagelse foran lærredet, beror uforglemmeligheden på malerens nærvær – at den stol i det øjeblik er verden. Ifølge forfatteren Aldous Huxley er van Goghs maleriske geni uløseligt forbundet med hans menneskelige fallit: Vincent van Gogh mangler et stykke værktøj, som andre mennesker er udstyret med.

Huxleys tese er, populært sagt, at vores sanser opfanger alt, men for ikke øjeblikkelig at blive blæst omkuld af indtryk, for at kunne agere i dagligdagen, være et produktivt medlem af fællesskabet, filtrerer vi størstedelen af disse sansninger og registreringer væk. Det er dette filter – denne reduktionsventil – der mangler i van Goghs værktøjsbælte, og derfor mistrives han som medmenneske, men triumferer som maler: Han ser hver en fiber i den stol!

Min egen reduktionsventil er pinagtigt nok, fornemmer jeg, bedsteborgerlig tæt. Kun når jeg ser fodbold, står erkendelsens døre på vid gab. Her kan jeg opleve 90 minutters ufiltrerede sanseindtryk. Der er kampe, hvor spillet blafrer gennem mig, også længe efter de er slut.

En fan genser fodboldkampe som denne overvældende strøm et sted mellem krop og bevidsthed og for at bevare sin forstand, for at kunne rejse sig fra sengen og leve videre, må en fan fortsat bearbejde, arrangere, gruppere og gennemleve sine sanseindtryk. Man må gennemspille hver kamp et utal af gange, og alligevel overgår den aldrig helt til erindringens fikserede form. De ydre omstændigheder, hvor man var, hvem man var i selskab med, hvilket stadion man befandt sig på, hvilken skærm man sad foran, alt dette er for længst fortid, men kampen spilles stadig …

Fodboldfan eller ej, hver og en er vi resultatet af de mest uberegnelige og far-fetched kombinationer i tidens og rummets ubegribelige udstrækning, noget vi som regel viseligt accepterer i udstrakt arm og med bortvendt ansigt, for hvis man stirrede denne absurde usandsynlighed i øjnene, ville man blive slået til jorden af eksistentiel svimmelhed, hvor man forsvarsløs kunne se ens identitet forsvinde som et blad i vinden.

Jeg tror, det er noget af denne bevægelsernes kombinatoriske ubegribelighed, som fodboldkampen mimer inden for sine stiliserede rammer. Det er her, vi kan mærke et strejf af verdens vilkårlighed, her, vi tør stille os selv de mindst hundrede spørgsmål. Hvorfor’erne.

Mest nærliggende blandt tilfældighederne: vores forældre og den – eller de – vi vælger at få børn og/eller leve sammen med. Transfunderet er fødselsstedet vores ophav, i dette tilfælde Danmark, og den klub, vi holder med, vores livsledsager, i mit tilfælde Manchester United. Det sidste er – måske som kærligheden – hinsides fyldestgørende begrundelse, det er causa, og jeg må blot konstatere, at det allerede for mange år siden ophørte med at være et valg og blev en del af mig.

Man taler om Life’s defining moments. Det har fodboldkampe også. F.eks. Jesper Olsens aflevering ind foran eget mål mod Spanien, VM 1986, er som slået til en ABC i afgørende øjeblikke. Men gennem en fans pivåbne sanser kan kampens mindste tråd være den, der synes at definere mønstret. Da jeg stod på Wembley for et år siden og så Manchester United øjensynligt blive udspillet af Barcelona i Champions League finalen, var der i 1. halvleg et tilsyneladende ubetydeligt øjeblik mellem en angriber fra United (Chicharito) og en forsvarsspiller fra Barcelona (Pique), hvor førstnævnte blev den lille i en duel et relativt ufarligt sted på Barcelonas banehalvdel.

Der kunne kampen have blevet en anden! Var bolden i det øjeblik kommet på United-fødder – jeg mærker det! – ville det have været en verden til forskel – jeg ser det! – jeg ville slet ikke have ligget der vågen og martret på et hotelværelse …

LÆs OGSÅ92'er-helt: Kun danskere tror på et mirakel

EM 1984 oplevede jeg i landsholdssammenhæng mit sansefilter blive bredmasket, indtil Preben Elkjær med det hyperbolske hul i shortsene høvlede bolden over mål mod Spanien i semifinalen og satte et punktum, der ikke vil blive et punktum, og hvor turneringens defining moment ligger helt tilbage i 1. halvleg af den første kamp.

Jeg spørger 28 år efter: Hvad laver Allan Simonsen nede i den tackling med Frankrigs Yvon le Roux på midten af banen?! En tackling der knækker Simonsens ben og Danmarks EM-triumf. Og hvor usandsynligt er det i grunden ikke, at de skal mødes lige der? Når man tænker over det, og bliver ved med at tænke over det?

Yvon le Roux droppede jo i virkeligheden en ellers pænt lovende karriere som fodboldspiller som 16-årig, da han i forbindelse med sin onkels behandling for den dér urimeligt genstridige fodvorte, skulle hente hans husnøgle for sin mor – så hun kunne fodre sin storebrors høns – på den kommunale klinik – der var valgt, fordi Gamle Læge Broudier var på sin årlige tur som næstformand for den lokale ufo-forening – og her mødte Claire med den hæse latter og lille uimodståelige opstoppertud, der var standset for at losse til en vild kat, og som hellere ville have en kæreste, der kunne køre scooter end spille fodbold!

Der er nætter, hvor det ikke hjælper at tænke på, hvor overmåde rundhåndet jeg er blevet tildelt familie og venner; det er på den lange bane, at de holder mig oprejst og i bevægelse. I nederlagets nat kender jeg kun ét smertelindrende middel: Litteratur. At læse. Kafka. Dostojevskij. Fante. Ikke at det fjerner smerten, det verbaliserer den, fordi litteraturen minder en, om det individ man er på den lokalitet, der kaldes verden, på godt og ondt, og at når det gælder livet, er vi alle dømt til at tabe til sidst. Og at være fan er at lide nederlag. Der vil altid være flere ikke-pokaler end pokaler. Man lærer bogstavelig talt at leve med nederlag.

»Alt hvad jeg ved om moral og menneskets forpligtelser, skylder jeg fodbold«. Er der en sammenhæng mellem Albert Camus’ berømmede udsagn og hans fremstilling af Sisyfos som en lykkelig mand? Er det en fodbold, Sisyfos triller op ad bjerget vel vidende, at den vil trille ned igen?

I går begyndte EM 2012. I aften spiller Danmark sin første kamp. Er du klar? Det kan vise sig vedvarende voldsomt, og så er EM 1984 ikke engang afsluttet, for dér kommer Allan Simonsen, dér kommer Yvon le Roux, men Simonsen går ikke ned i tackling, han hopper over, og det er Danmark …