Igennem snart mange år har jeg interesseret mig for idrætspolitik.

Det var derfor med stor undren, at jeg i januar 2012 i Politiken (16.1) læste, at Danmarks Idrætsforbunds (DIF) formand, Niels Nygaard, sekunderet af hoffet, meldte ud, at kronprins Frederik ikke sad i DIF’s bestyrelse.

Jeg klagede derfor til DIF’s Appeludvalg med udgangspunkt i en påstand om, at kronprins Frederik i kraft af sit medlemskab af Den Internationale Olympiske Komite (IOC) var forpligtet både af IOC’s og af DIF’s egne love til at sidde i DIF’s bestyrelse.

LÆS OGSÅKronprinsen omgår idrættens regler

Når dette spørgsmål er principielt vigtigt, hænger det dels sammen med spørgsmålet om, hvordan Danmark høster flest mulige gevinster via det danske medlem af IOC, dels med, hvorvidt royale personer skal have lov til at trække deres privilegier med over i civilsamfundet og bøje dets love,

I løbet af appelsagen er der de seneste måneder foregået et hamskifte i DIF’s holdning til kronprinsens medlemskab. Når man indtil for nylig gik ind på Danmarks Idrætsforbunds (DIF’s) hjemmeside, figurerede der 10 medlemmer af DIF’s bestyrelse. Men går man derind i dag, opdager man, at der pludselig har sneget sig et 11. medlem ind. Nu toner der et stateligt billede af kronprins Frederik frem som medlem.

Endnu et tegn på den nye signalpolitik er, at traditionen med, at kronprinsen undlader at indgå direkte i DIF’s ordinære bestyrelsesmøder, nu er ændret, ved at han og hans rådgiver, Morten Rolands, deltagelse i et bestyrelsesmøde 4. maj i år, hvor kronprinsens medvirken for første gang blev inkluderet i selve dagsordenen under ’Formandens indledende beretning’.

Efter at have givet et par helt ordinære oplysninger om kommende olympiske kandidatbyer til OL tangerede kronprinsen det politiske niveau i relation til debatten om IOC’s forhold til ytringsfrihed ved at orientere om »forberedelserne til OL i London; herunder at IOC opfordrer atleterne til at være aktive på de sociale medier under hensyntagen til IOC’s retningslinjer på området«.

Efter dette korte intermezzo kunne kronprinsen og hans rådgiver forlade mødet.

Har DIF’s ledelse så nu løst problemet med kronprinsens status i relation til DIF’s bestyrelse?

Nej, for det første har man nu genskabt det oprindelige problem med kritikken af kronprinsen for ikke at spytte i næverne ved at yde et reelt stykke bestyrelsesarbejde til gavn for dansk og olympisk idræt. For det andet står man nu over for et nyt juridisk problem, for selv om kronprinsen officielt står som medlem af DIF’s bestyrelse, er han det så reelt, eller er der tale om et rent proforma arrangement?

Hvis Niels Nygaard har ret i, som han udtalte til Politiken i januar, at kronprinsen har »fra start skriftligt fraskrevet sig retten til at være medlem med stemmeret i vores bestyrelse«, hvorfor skulle kronprinsens ministerielle rådgivere så have skiftet holdning nu? Er det aktuelt blevet mindre farligt for kronprinsen at berøre det idrætspolitiske niveau ved at indgå direkte i DIF’s daglige idrætspolitiske problematikker.

Næppe. Alt tyder derfor på, at ordningen med ansvarsfritagelsen vil fortsætte som hidtil. Kronprinsen vil de facto ikke indgå i DIF’s bestyrelse i strid med DIF’s og IOC’s love.

LÆS DEBATDIF-formand forsvarer kronprinsen mod »mytedannelse« om arbejdsindsats

I appelsagen om kronprinsens medlemskab af DIF’s bestyrelse fremhæver DIF, at »kronprins Frederiks virke som IOC-repræsentant i Danmark og dermed som medlem af DIF’s bestyrelse er underlagt de særlige statsretligt begrundede begrænsninger, som med udgangspunkt i grundloven gælder for kongehusets virke i det danske samfund i det hele taget (…) Disse begrænsninger for kronprinsens virke er som ekstern lov primære og har forrang i forhold til eventuelle bestemmelser i DIF’s regelsæt«.

Her er det tydeligt, at DIF kunne gøre god brug af Appeludvalgets ekspertise, for spørgsmålet er, hvor i grundloven – eller for den sags skyld kongeloven fra 1665 – der skulle stå noget om begrænsninger i kronprinsens virkefelt. Grundlovens paragraf 13 med den berømte, men diffuse sætning »Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig« nævner ikke noget om (kron)prinser.

På den ene side argumenterer DIF for at have total frihed til at bestemme, hvordan et medlem udøver sit medlemskab af DIF’s bestyrelse, på den anden side argumenterer DIF for, at IOC’s repræsentant i Danmark som medlem af det danske kongehus er underlagt en jurisdiktion, der overtrumfer DIF’s love.

Samlet set giver DIF’s nye melding indtryk af, at DIF’s egne love kan omgås med største fleksibilitet/vilkårlighed, mens kongehusets juridiske særstatus til gengæld har en tvingende og opsættende virkning in casu på DIF’s og IOC’s love.

Vi er mange danskere, der har stor forståelse for, at de kongelige har deres egen eventyrsfære med en immunitet, der beskytter mod almindelige dødeliges fartbøder og skattetræk.

Men hvis de royale bevæger sig ind i civilsamfundet og dets principielt autonome organisationer, hvor der gælder almindelige demokratiske spilleregler, er de nødt til at overholde dem. Hvis de forsøger at trække deres privilegier med sig, truer det med at udhule institutionernes legitimitet.

Med hvilken autoritet skal DIF påpege overtrædelser af vedtægterne blandt sine specialforbund, hvis DIF’s bestyrelse selv ser højt og flot på dem? Skal det næste danske IOC-medlem også kunne gøre, som vedkommende vil, uanset reglerne? Hvorfor skal staten via tipsmidlerne overøse en organisation som DIF med støtte, når de bøjer deres love, alt efter hvem de har med at gøre?

For at forstå DIF’s vaklende politik må man sætte sig ind i problematikken omkring kronprins Frederiks medlemskab af IOC. Dilemmaet er, at kongehuset står i fare for at miste sin integritet og sin hæven sig over de politiske vande ved at stikke hånden ind i den idrætspolitiske hvepserede. Kronprinsen er handlingslammet af presset mellem en royal ophøjethed i forhold til det politiske niveau og så nødvendigheden af at turde agere idrætspolitisk for at kunne gavne dansk idræt.

Man forstår godt, hvor fristende kronprins Frederiks medlemskab af IOC i udgangspunktet har været for Danmarks Idræts-Forbund (DIF), for kronprinsen er fulgt i sine royale forfædres fodspor med sin sportslige dygtighed og smittende idrætsglæde og ønsker endog at blive en slags ambassadør for folkesundhed. Hidtil har kronprinsen dog mest virket ved sin euforiske og ægte begejstring ved idrætsstævner med dansk deltagelse, hvilket har varmet både publikum, ledere og atleter.

Men forhåbningen om, at han, som sin engagerede forgænger, Kai Holm, via solidt idrætspolitisk håndværk skulle kunne placere Danmark tydeligt på det globale idrætspolitiske landkort, er ved at være bristet, for det strider klart mod regeringens forventninger til, at kongehusets medlemmer holder lav politisk profil.

Det er ikke let for den nuværende ledelse i DIF at have arvet den tidligere DIF-formand og IOC-medlem Kai Holms ærekære projekt med at blive efterfulgt af en royal personlighed, som han endog selv fik lov til at oplære i det olympiske håndværk.

I sin tid viste det sig svært at sejle op mod Kai Holms agitation for, at kun en sportsperson af royal kaliber som kronprinsen ville bliver accepteret som ny repræsentant for IOC i Danmark.

Det til trods for at Danmark altid har haft en repræsentant i IOC lige siden 1899, og at Danmark ligger støt højt placeret på medaljeranglisterne, samt at Danmark senest fik æren af at arrangere den prestigefyldte olympiske kongres i 2009 med omkring 7.500 idrætsledere, aktive og mediefolk fra hele verden, hvor i øvrigt kronprinsen blev valgt ind i IOC.

Så hvorfor skulle der ikke kunne være blevet plads til en alternativ repræsentant fra Danmark i forhold til kronprinsen? Jeg mener, Sverige har tre (Arne Ljungqvist, Gunilla Lindberg og Göran Petersson)!

Spørgsmålet er, om både DIF og kongehuset ikke vil være bedre tjent med, at kronprisen i stedet for sine idrætspolitiske medlemskaber erstatter dronningen som protektor for DIF, ligesom kronprins Christian, den senere kong Christian X, blev protektor for DIF i 1904. Så kan han fortsat besmykke dansk idræt ved sin royalt tilstedeværende støtte, men gennem et armslængdeprincip undgå at blive trukket ind i det idrætspolitiske morads.

For både regeringen og hoffet er skrækscenariet, at kronprinsen en dag skal blive fanget i krydsilden mellem IOC, DIF’s bestyrelse og den danske regering.

At det ikke er urealistisk, ses af, at der to gange før har været en fundamental uenighed mellem IOC og den danske regering.

Den første gang var i 1998-99, da den danske regering pressede på for oprettelsen af et uafhængigt dopingagentur (Wada) mod IOC’s vilje. Den anden gang var 2000-04, da IOC iværksatte et massivt pres for at indføje en artikel i EU’s traktatgrundlag, der skulle undtage sporten fra reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed – en særregel, den danske regering kæmpede imod.

Når både Statsministeriets daværende departementschef, Nils Bernstein, og dermed også hans chef, Anders Fogh Rasmussen, havde store betænkeligheder ved at lade den med al sandsynlighed kommende konge træde ind i det idrætspolitiske minefelt i IOC, var det ikke uden grund.

Det forekommer at være en brøler af de helt store, at hverken den ministerielle følgegruppe, der skulle hjælpe kronprinsen gennem de politiske skær, eller DIF’s jurister har kunnet strikke noget holdbart sammen, der kunne hindre de juridiske problemer, kronprinsen nu er havnet i. De burde ellers have fået en advarsel, da kronprinsen i et af de få interview, han har givet, og på trods af at han fik personlig træning i idrætspolitik efter OL i Beijing i 2009, til BT udtalte, at menneskerettighederne i Kina havde fået det bedre på grund af OL.

At det ikke er nemt for royale personer at holde sig svævende over de idrætspolitiske vande, ses af kronprins Frederiks forgænger som dansk IOC-medlem fra 1932 til 1959, Christian X’s fætter prins Axel. Han brandede sig i høj grad gennem sport af mere aristokratisk tilsnit som pioner inden for flyvning, præsident for Kgl. Dansk Automobil Klub i årene 1920 til 1938 samt æresmedlem af Kjøbenhavns Amatør Sejlklub.

I den danske offentlighed kolporterede han i anledning af de nazistiske lege i Berlin i 1936 den udglattende melding, at der var fri adgang for alle kunstnere uanset religiøst eller racemæssigt tilhørsforhold til at deltage i de såkaldte kunstkonkurrencer, der endnu fandtes ved OL på det tidspunkt. Prins Axel kom dog ikke ind på, at de jødiske kunstnere i Tyskland i høj grad var udsat for diskrimination og på alle måder oplevede hindringer i deres arbejde af en stat, der anså ’jødisk kunst’ for ’degenereret’.

Og Den Danske Olympiske Komité (DOK), som prins Axel var medlem af, hævdede, at Berlinlegene ikke ville blive brugt til politiske formål, og skulle »der fra dansk side protesteres mod visse tyske metoder indenfor landets egne grænser, skulle idrætsmændene, der kun har mødt venlighed fra tysk side, være de sidste til at fremkomme med en sådan protest«.

Efter at Danmark var blevet besat 9. april 1940, svirrede det med rygter om ’genrejsere’, der uden om rigsdagen ville indsætte en ny regering sammensat af ’rigets bedste mænd’ såsom Danmarkskredsen og Højgaardkredsen.

I øvrigt forsøgte den såkaldte Højgaardkreds efter 9. april 1940 at få kong Christian X til at støtte kredsens planer om indsættelse af en ’upolitisk’ regering ledet af prins Axel. Højgaardkredsen krævede, at »statsautoriteten (…) i langt højere grad end hidtil« blev »et bestemmende princip i det politiske liv«. Kredsen havde dog udspillet sin rolle allerede inden udgangen af 1940, da Christian X fastholdt de parlamentariske spilleregler i modstrid med kredsens ønsker.

Alt i alt bevæger DIF sig mellem Schylla og Charybdis ved gang på gang at give modsatrettede signaler om, hvorvidt kronprinsen nu er eller ikke er medlem af DIF’s bestyrelse. Hvis DIF hævder, at han ikke er medlem, kommer han til at overtræde både DIF’s og IOC’s love.

Hvis DIF derimod, som nu, erkender, at han skal være medlem, vil de straks få pressen på nakken, for hvorfor deltager han så ikke de facto i bestyrelsesmøderne, og risikerer han trods sin kosmetiske tilstedeværelse ikke alligevel at blive associeret med DIF’s idrætspolitiske holdninger lige fra spørgsmålet om boykotter af dubiøse regimer til censur på de sociale medier?

Danmark har med kronprinsens idrætspolitisk tilbagetrukne rolle mistet et væsentligt bindeled mellem DIF og IOC. Dermed risikerer han at ende som endnu et passivt medlem af det lag af aristokratiske og royale IOC-medlemmer, som IOC’s præsident, Jaques Rogge, mener frem for alt har til formål at løfte det multinationale selskab, som IOC er, op i et gyldent skær.

Ikke et opløftende scenarie for Danmarks position på den globale idrætspolitiske scene.

Vi, som mener, at både kongehus og (elite)idræt har væsentlige og glædesbringende funktioner, ærgrer os dobbelt over den uheldige beslutning med at sammenblande kongehus og idrætspolitik via kronprinsens medlemskab af IOC og dermed også DIF’s bestyrelse.