Lovforslag L106, der skal endeligt vedtages om et par dage, 15. juni, vil indføre ægteskab mellem personer af samme køn.

Men der er afgørende forskel på et ægteskab og et partnerskab og derfor også på vielse og indgåelse af partnerskab. Indtil de seneste år har man altid skelnet ægteskabet fra andre samlivsformer, såsom partnerskab mellem to af samme køn.

Et heteroseksuelt forhold er (normalt) i stand til at avle børn, hvad et homoseksuelt forhold ikke er, uden hjælp fra heteroseksualiteten.

Også et barnløst heteroseksuelt forhold er noget unikt, eftersom relationen og kærligheden er knyttet sammen med dynamikken mellem det maskuline og feminine. To sko er ikke nødvendigvis et par sko, som den tidligere domprovst Rudolph Arendt har skrevet. Et nyt ordvalg ændrer ikke på de grundlæggende biologiske vilkår.

I hele sagen bruges retoriske kneb. Lovforslagets tale om et hidtidigt ’forbud’ mod vielse af homoseksuelle er uhistorisk. Da man hidtil er gået ud fra, at vielser hørte ægteskaber til, har det aldrig været på tale at ’forbyde’ noget på forhånd umuligt.

At kalde noget ’diskrimination’ er altid smart retorik, for hvem er ikke imod diskrimination! Men det er også kun retorik. Man kan godt skelne uden at diskriminere. At mænd ikke kan spille på kvindelandsholdet i håndbold, og at børn ikke har stemmeret, er ikke ’diskrimination’, men en velbegrundet skelnen.

Et ægteskab vil (normalt) være et samliv om og med fælles biologiske børn, til forskel fra et homoseksuelt forhold, der er udelukket fra at have fælles biologiske børn.

Ægteskabet mellem mand og kvinde er en ordning, som kendes fra alle kulturer og i hele menneskehedens historie, jf. Menneskerettighedserklæringens artikel 16, stk. 1: »Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning«, og man forstod i 1948 hermed ægteskabet som et lovformeligt og forpligtende forhold mellem en mand og en kvinde.

I 1948-erklæringen forholdt man sig ikke sig til spørgsmålet om ægteskaber mellem personer af samme køn, for ingen var i tvivl om, hvad et ægteskab var.

Anvendelsen af retorikken ’diskriminering’ ville også kunne udvides. Hvorfor ikke også være imod diskriminering af ’antalsneutrale’ ægteskaber (for tre eller flere personer) eller ’slægtsneutrale’ ægteskaber (f.eks. søskende)?

Mange mennesker lever i dag i andre samlivsformer end ægteskabet, og nogle af disse samlivsformer reguleres også af samfundet. Alligevel har samfundet dog en særlig interesse i at understøtte ægteskabet, der er at betragte som en grundsøjle i menneskelivet.

Det lave antal registrerede partnerskaber hidtil taler ikke for, at man skal ændre på et grundlæggende samfundsforhold af hensyn til et lille mindretal.

At leve sammen med sine biologiske forældre danner den tryggeste ramme for et barn og en god basis for barnets udvikling og sociale kompetencer. Det er vigtigt for børn at have både en far og en mor.

Det maskuline og det feminine er ikke blot sociale konstruktioner, men først og fremmest en biologisk virkelighed, der er bærende for reproduktionen.

Det er de nære bånd, som knyttes i en familie, der gør det svært at gribe ind i dysfunktionelle familier – ud fra en vurdering af, at det skal se meget ringe ud, inden et børnehjem eller plejeforældre er bedre for barnet end de biologiske forældre. Kønspolariteten er et grundtræk ved menneskeligt samliv – og en rigdom!

Børn har under opvæksten brug for begge aspekter og referencer, jf. FN’s Børnekonvention, artikel 7, stk. 1: »Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre«.

Det er desværre mange børns virkelighed, at de ikke lever sammen med begge biologiske forældre. Men det gør det ikke til samfundets opgave at skabe samlivsformer, hvor det på forhånd er fravalgt, at barnet får den daglige kontakt med begge biologiske forældre.

Det er vigtigt i børns identitetsdannelse, at de har både mandlige og kvindelige rollemodeller. Derfor er der i dag behov for særlig opmærksomhed omkring drengene i undervisningssituationen, og ikke for en kønsneutralitet, der kan gøre de i forvejen udsatte drenge til tabere.

Tanken om kønsneutral ægteskabslovgivning er opstået ud fra voksne homoseksuelles behov for og krav om rettighed til at indgå ægteskab på linje med de heteroseksuelle og deres krav om ret til at få børn. Barnets ret fokuseres der ikke på.

I regeringsgrundlaget 2011 hedder det, at »Regeringen vil sikre, at medmødre til børn undfanget ved kunstig befrugtning omfattes af børneloven på lige fod med fædre«.

Baggrunden synes at være en tanke om, at ’medmødre’ ikke må diskrimineres. Men barnet er den svage part. Hvem har spurgt barnet, om det ønsker at vokse op uden både en far og en mor?

Grundlæggende bør etik ikke bygge på, hvad der er meningsfuldt for mig, men hvad der er meningsfuldt at forandre. Denne grundholdning bør også præge lovgivningen.

Fordi man ikke vidste, hvilke konsekvenser indførelsen af kønsneutral ægteskabslovgivning ville have for børnene, frarådede en fransk regeringsrapport i 2006 kønsneutral ægteskabslovgivning som værende i strid med børns rettigheder og til skade for børnene.

Man tog udgangspunkt i barnets interesser – ret til en familie, ret til at kende sine forældre osv. – og ville ikke lade disse træde til side for voksnes ønsker og behov. Kønsneutral ægteskabslovgivning vil formodentlig føre til forvirring hos børn i deres identitetsdannelse.

Et barn, der bliver til i et lesbisk forhold ved en anonym donor, vil også på forhånd være frataget halvdelen af sin biologiske slægt. Hvad konsekvenserne for disse børn bliver på længere sigt, ved ingen. Det er dog en kendt sag, at voksne mennesker ofte har et stærkt savn efter den forælder, de aldrig lærte at kende.

Familien er en grundsøjle i samfundet, jf. Menneskerettighedserklæringen, artikel 16, stk. 3: »Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse«.

Familien ses her som grundlaget for samfundet, ikke omvendt. Familien giver menneskelig sammenhængskraft til samfundet, idet grunden til et godt menneskeligt samvær lægges i familiens trygge rammer.

Ægteskab og familieliv tjener til at sikre samfundets rent numeriske overlevelse, så der ikke kommer til at mangle hænder til de fælles opgaver. Det er en biologisk virkelighed, som alle kulturer har været – og er – afhængige af. Samfundet udledes således af familien, ikke omvendt.

»Samfundet består ikke af enkeltpersoner, men det består selv af samfund, og disse samfund er primære i forhold til samfundet. Medlemmerne i disse samfund forholder sig til hinanden, før de forholder sig til samfundet, og samfundet anerkender fra sin side dette primære tilhørsforhold. Dette betyder ikke en svækkelse af samhørigheden inden for samfundet, men en styrkelse«. (Rudolf Arendt)

Ægteskab og familieliv sikrer det enkelte menneskes frihed og er et bolværk mod en samfundsmæssig ensretning i totalitær retning. Når statsmagten nu vil omdefinere ægteskabet, er man i strid med det faktum, at samfundet består af familier. Dette er udtryk for et totalitært træk fra statens side.

Målet med lovforslaget er dybest set en opløsning af ægteskab og familieliv, idet det må ses som et skridt i retning af opløsningen af forholdet mand-kvinde som den givne ramme for et barns tilblivelse og opvækst.

Man vil have samlivet mellem to af samme køn gjort lige så normalt som samlivet mellem heteroseksuelle, og dermed også som en lige så naturlig ramme for opfostring af en kommende slægt.

Bag dette ligger der et andet menneskesyn, nemlig det grundsyn, at menneskelig identitet ikke er noget fast og givet, men udelukkende noget, der er under stadig forandring.

At mennesket grundlæggende ikke er noget biologisk givet, men udelukkende en social konstruktion, et produkt af de sociale og kulturelle betingelser i opvæksten. Ud fra det socialkonstruktivistiske menneskesyn tænkes det, at ikke bare kønsrollerne skifter fra generation til generation og fra land til land, men også den grundlæggende kønsidentitet.

Der findes ikke kun de to kønslige identiteter, mand og kvinde, men der findes en række yderligere kønsidentiteter: homoseksuel mand og lesbisk kvinde, biseksuel mand og biseksuel kvinde. Og heller ikke disse kønslige identiteter tænkes at ligge fast, men kan opstå og forandres over tid.

Derfor tænkes det heller ikke at være nødvendigt med både en far og en mor, og dermed afvises det, at der skulle mangle noget i et barns identitetsdannelse, hvis det evt. skulle vokse op inden for et homoseksuelt ’ægteskab’.

Der synes ikke at være andet formål med lovforslaget end at bane vej for opfattelsen af ægteskabet som en social konstruktion, for lovændringen giver i realiteten ikke homoseksuelle nye rettigheder i forhold til de nuværende regler for partnerskab, ud over retten til en vielseshandling. Virkeligheden er ikke en social konstruktion.

Det enkelte menneske er ikke bare en fortælling, skabt af sproget og de sociale relationer. Socialkonstruktivismen giver en meget reduceret opfattelse af mennesket og synet på menneskeligt samliv, ægteskab osv.

Den strider også mod det menneskesyn og ægteskabssyn, der altid har været et kendetegn ved den kristne kirkes tro og i den evangelisk-lutherske kirke.

Når næsten alle kristne kirker i verden – herunder vide kredse inden for den danske folkekirke – reagerer så kraftigt imod tanken om det kønsneutrale ægteskab, har det sine dybeste rødder i Bibelens eget menneskesyn og ægteskabssyn.

Det er en dyb overbevisning i langt de fleste kristne kirker, at der i dette er det bedste værn for mennesker – ikke mindst de svageste. Den kristne tro bygger på en positiv skabelsestro.

Bibelen begynder med, at Gud skabte en verden, der var grundlæggende god.

I modsætning til andre religioners adskillelse af Gud og den materielle verden fortæller både Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente om Gud som den, der har skabt og dermed villet præcis denne verden, med dyr og planter, mænd og kvinder – med henblik på, at de skulle få børn og opfylde jorden.

I folkekirkens vielsesritual indgår også et markant skabelses- og ægteskabsbekræftende udsagn af Jesus: »Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: »Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød«? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille«. (Mattæusevangeliet 19,4-6).

Den kristne tro bekræfter betydningen af den biologiske virkelighed. Et følelsesmæssigt kærlighedsbegreb må ikke sættes over den biologiske virkelighed i Guds skaberværk. Sand kristen kærlighed udfolder sig inden for den ramme, som Gud har sat for menneskelivets udvikling og vækst.

Martin Luther lagde vægt på ægteskabet som noget, der både var en skaberordning og positivt begrundet i Bibelens ord. I hans samtid betød det et opgør med klostervæsenet og dets cølibatskrav, fordi cølibatsløfterne måtte vige i forhold til Bibelens tale om menneskets plads i skaberordningen.

For Luther var ægteskabet ikke et sakramente, men en verdslig ordning. Dette betød, at den var givet med selve skabelsen, men det indebar på ingen måde, at Luther opfattede ægteskabet som en ordning, som man kunne stille sig frit over for.

I begge de to reformatoriske bekendelsesskrifter, der hører til folkekirkens bekendelsesgrundlag som evangelisk-luthersk kirke, forudsættes det helt klart, at ægteskabet mellem en mand og en kvinde er en gudvillet ordning.

Problemstillingerne var anderledes dengang, men de grundlæggende principper er også aktuelle i den nuværende debat. I Luthers Lille Katekismus ses ægteskabet som en vigtig samfundsmæssig ordning, og det påbydes ægtefolk at elske og ære hinanden.

I Den Augsburgske Bekendelse er der en mere grundig bekræftelse af ægteskabets skabelsesmæssige status og betydning i artiklerne 16, 23 og 27. Det i disse paragraffer indeholdte ægteskabssyn ligger også til grund for folkekirkens nugældende vielsesritual.

Folkekirken kommer således til at gå imod sit eget grundlag, hvis der indføres et vielsesritual for homoseksuelle. Den kommer også til at modsige sig selv, for det nugældende vielsesritual er eksklusivt i sin forståelse af ægteskabet mellem en mand og en kvinde som den ene, gudvillede ordning for menneskelivet.

Hvis folketinget vedtager lovforslaget og præster/biskopper derefter foretager vielser af homoseksuelle par, vil det virke stærkt splittende på det folkekirkelige fællesskab.

Ansvaret vil påhvile dem, der bryder med det kristne ægteskabssyn. Enhver kristen kirke og kirkelig organisation må altid være optaget af sandheden og af hensynet til den svageste.

Derfor angår denne sag ikke blot folkekirken, men også kirkelige organisationer, frimenigheder og frikirker. Lovforslaget har så skæbnesvangre følger, at sagen ikke er løst med, at præster og kirkeligt ansatte får frihed til ikke personligt at medvirke.

Det vil fortsat være kristne menigheder og organisationers pligt at hævde det kristne ægteskabssyn – for samfundets og de svagestes skyld.

Det er ødelæggende for et samfund, hvis dets biologiske kerne splittes. Vi frygter, at den nye ægteskabslov vil få uoverskuelige konsekvenser. En lang række vigtige spørgsmål henstår uafklarede: Hvad sker der med fødselstallet? Hvad sker der med den forpligtelse på hinanden, som kernefamilien typisk står for?

Hvad vil det betyde for børns hele identitetsdannelse på langt sigt at vokse op i et kønsneutralt forhold? Lovforslaget bør derfor tages af bordet, og der bør iværksættes en grundig og fordomsfri undersøgelse af de mange uafklarede spørgsmål.