Det er en skrøne, at de røde lejesvende er bedre på lagnerne.

De er nok bedre til så meget andet, men ligefrem at være dem, der er længst fremme i brusekabinen, er nok en overdrivelse.

Tænk bare på de danske soldater i Afghanistan, som netop har fået et parti sorte silkeunderbukser sendt ned af staten.

Undersøgelser med undergardinerne viser, at silke skulle holde bedre på formerne og bevare humøret, så bakterier og andet skidt ikke formerer sig i de nedre regioner – og i varmen.

Desuden er bremsespor næsten ikke til at se i alt det sorte. Alle (inklusive Jim Lyngvild) sidder og klapper taktfast, mens bomber og alle mulige andre håndgranater falder som store boller i suppen. Bang, bang, siger det fra de danske soldater i de sorte undergardiner.

Men boller man så ligefrem bedre i kamuflagetøj og på højrefløjen end på den venstre side, hvor partisantørklæderne siden tidernes morgen er blevet brugt til så meget andet end tørklæder?

De er gode, snorene i enderne, til at binde om alt muligt, hvis man ikke lige er kommet hjemmefra med et bundt garnnøgler i skuldertasken. Det er man sjældent.

Tegning:  Tomas Lagerman Lundme Og slet ikke dengang far var revolutionær og overvejede at få en omgang af Rote Armee Fraktion til de københavnske gader og stræder, fordi der manglede noget at tro på.

Og når man er meget ung, har man det med at forveksle terror og politisk tro på en bedre verden – og man tror fuldt ud, at det nok er det samme.

Rød kan aldrig blive rød nok. Muligvis slet ikke i disse dage, hvor vi har en farveblind regering, der tror, de er røde, men i bund og grund nok er mere lilla, fordi de har Margretheskålen liggende i fodenden af dobbeltsengen.

Jeg tror nu heller ikke, der er meget at rive i hos Ole Sohn i øjeblikket. Han må gå slukøret i seng, fordi alle andre hele tiden driller ham.

Det er hårdt at være en lille mand i en stor verden med en endnu større overfrakke, hvor der er plads til de første tretten, fjorten andre mænd. Men det gider Ole Sohn altså ikke. Han holder sig til kvinderne. Det var heller ikke noget, man praktiserede i tidernes morgen i DKP – Danmarks Kommunistiske Parti – der holdt man stærkt på, at to skulle man være.

Og de to skulle være en af hver, en mand og kvinde, for ellers var der rod i regnskabet og Hanne-Vibeke Holst dukkede op til julefrokosten og begyndt at brokke sig.

Ligestilling og liggestilling var mere eller mindre over en kam. Og børn var noget, man fik ud af det. Man producerede simpelthen nye partisoldater.

Jeg var som ung og glødende aktivist i begyndelsen af 1980’erne i mange fodender af de røde køjesenge, men aldrig sådan rigtig med i særlig sjove julelege, fordi der på det tidspunkt var gået fodformet retorik over hele linjen.

Den politiske venstrefløj var vægttunge mænd, der sad med galoperende halse og kvækkede løs i DKP’s hovedkvarter i Dr. Tværgade, mens kvinder med henkastet rav havde gang i noget sylte eller linoleumssnit.

Man gik ikke efter det hvide snit. Man sagde bare ja tak til et eller andet sort-hvidt af Dea Trier Mørch, der forklarede det hele på en ren og ligefrem måde. Der var dem, der var onde. Og så var der dem, der var søde og røde. Dem var der ikke så mange af, så dem, der var røde og søde, skulle støttes. Derfor var der klistret girokort bag på.

Det var altid hundesvært at score en mand til en Land & Folk-festival i Fælledparken. De gad ligesom ikke rigtig. Medmindre de var med i Bøssernes Befrielsesfront. Så var den historie noget helt andet, men dem gad jeg ikke rigtig hænge ud med. De var så bøssede, sagde vi, mig og min forfølger, klassens tykke pige, som ikke havde andre venner end mig. Jeg havde heller ikke andre end hende. Det var, fordi jeg var revolutionær. Punktum. Hendes grund var, at hun vejede mere eller mindre det samme som min søster, som altid har sat en ære i at ligne en mindre flodhest, fordi hun elsker McDonald’s og Keld og Hilda i nævnte rækkefølge.

Desuden er der noget galt med hende. Det forklarer måske noget, men ikke det hele. Men min tykke veninde og jeg sad hvert år og til Land & Folk-festival, hvor folket var noget, man skulle se langt efter. Det skulle man så også efter bøsserne, der på det tidspunkt ikke gad politisk arbejde. De ville hellere sidde derhjemme og strikke og høre Bent Jacobsen, der skrævede ud i høje, stemte s’er og troede, at friheden var lige om hjørnet.

Det sidste holdt ikke en rød meter. Jeg troede, det blev bedre, da jeg bevægede mig lidt op ad den sociale rangstige og gik ind i Ungdomshuset på Jagtvej. Hvis revolutionen lod vente på sig, måtte bøsserne da sidde derinde i mørket og brokke sig over samfundet derude, tænkte jeg såre naivt og med blå, blå 17-årige øjne. Jeg blev taget grundigt ved næsen.

For det kan godt være, at revolutionen var noget, vi gik rundt og ledte efter i vores hættebluser og forbyttede sko, men bøsser i Ungdomshuset var noget, der var som en by i Rusland.

Noget, som kun førnævnte Hanne-Vibeke Holst kunne anråbe i en brandert, der sagde spartre til alt, hvad der blafrede i skjorteærmet eller lå og skvulpede rundt i lommen på anorakken. I Ungdomshuset afventede man revolutionen, mens man pænt gradbøjede skuffelsen over virkeligheden.

Men man bøjede sig på ingen måde ned efter håndsæben, når Tomas kom forbi med lyserødt pandehår, mølædt leopard og noget, jeg selv havde syet af møbelstof. Og så skulle jeg selvfølgelig sy ikke bare et par bukser, men tre, fire af netop det stof, der gjorde, at huden røg af i store laser, og at man ikke bare var glinsende rød det ene og det andet sted, nu var man det også over lårene, knæene, numsen.

Gid det var så vel, kunne man sukke, men smæk måtte man tænke sig til. De eneste smæk for skillingen, der kom ud af det, var en rød numse, der mindede om den, bavianerne har hele tiden, og som på ingen måde skal huske mennesket på, at de stammer fra aberne.

I bz-miljøet var de fleste svære at nedlægge. Og hvis det endelig skete, var hygiejne et begreb, man med ’vilje’ havde misforstået, så man skulle ikke for langt ned, medmindre man ville gå rundt med smagen af fremkommelig ost i mundbetrækket et par dage efterfølgende. Desuden var der mange, der selv lavede deres piercinger, så betændelse og andet voksede frem fra underbukserne med en ivrighed, der minder om noget af det, der udefinerbart tropper op i Botanisk Haves væksthuse og bare gror og gror.

Lidt senere, da politik blev til kunst, var der gang i avantgarden. Jeg sprang ud i hele cirkusmanegen, dengang alle gik rundt i krogene og blev syge af hiv. Det i sig selv var ikke lutter lagkage med diverse former af creme, så man måtte selv holde festen kørende.

Det var svært, for festen sang på sidste vers i Bøssehuset på Fristaden, hvor alle blomsterne i Bøssehaven hang med hovederne. Det samme gjorde hovederne i Ungdomshuset på Jagtvej, hvor ingen alligevel var til noget, når det kom til stykket. Man flygtede fra sine forældre for selv at blive som dem. En mand skulle have en kvinde.

Jeg var ved at brække mig og skyndte mig ind i Pisserenden, hvor diskoteket U-Matic under kælderen på Krasnapolsky trak i min frakke. Det samme gjorde Barbue i Huset i Magstræde. Man mødte så mange fine folk på toilettet hele tiden. Goddag, goddag, sagde man på mange måder. Forfra og bagfra.

Landsmøderne hos Venstresocialisterne gav altid sjov kølle. Måske fordi man var meget ung, og fordi der ikke var noget, der hed sund fornuft. Det kom senere, da Enhedslisten overtog markedet. Da kom kvinderne på banen, og udgaverne af mænd blev lidt mere forkølede i undergardinerne. Al ære og respekt for Frank Aaen, hvis han bare beholder tøjet på. I perioder overvejede jeg at gå ind i SFU, fordi de havde lidt flere muligheder at gå efter, men der gik hurtigt fjeldræv og ornitolog i det. Og det er nu ikke særlig ophidsende at ligge derude på Lars Tyndskids marker med en, der ligner ens gamle biologilærer.

I Socialistisk Arbejderpartis Ungdom sad Emil for bordenden af forsamlingen og lyste med sine Emil-øjne, men han var ikke rigtig til noget. Øv, øv, for han havde gang i mund- og seletøj på en tankevækkende måde, der godt kunne slide et par læderbælter i stumper og stykker, skulle jeg hilse og sige. Jeg måtte videre i teksten. Når man er lige ved at blive 18, har man ikke hele livet for sig. Man må simpelthen handle, mens tid er.

Da revolutionen ikke hang på træerne og bøsserne gjorde det endnu mindre, hoppede jeg med samlede ben ind i folden hos Danmarks Radio, der på det tidspunkt ikke hed andet end DDR. Der var ikke andre bøsser end Adrian Hughes, der hurtigt smuttede til TV 2/Lorry. Og han var desuden for gammel, tænkte jeg. Alternativet var at gå på Pan, men der var efterhånden ikke andre tilbage i baren end en trommeslager fra et aarhusiansk band. Og hvis man først havde været der, havde man været alle steder. Så meget havde jeg da forstået.

Nej, DR og mig var ikke en god kærligheds-kop te. Arbejdsmæssigt fungerede det hele, men jeg var jo på jagt efter den store bøsse, der skulle nedlægges. Og jeg havde heller ikke helt skrottet tanken om at få en rød ræv på kagekrogen. I dag har DR for længst sadlet om – nu stormer bøsserne frem derude i Ørestad – som de lyserøde lejesvende.

Jeg tænkte, jeg måtte droppe rød. Og blive blå. Og alle de der skinheads var så smukke, men deres meninger var jo til at dø af grin over. Nej, det gik ikke. Og jeg har aldrig haft de bedste erfaringer med højreorienterede i sengetøjet. Og dog. I Köln boede jeg en periode i et bz-hus, hvor alt var queer – uden at man anede, at alt skulle være queer små tyve år senere – og engang i nattens mulm og mørke havde jeg taget den første og bedste fra herretoilettet på den lokale bar med hjem i kanen.

Om morgenen viste det sig, at han var nynazist. Det var altså en fejl. Og blev ret besværligt at få ham ’smuglet’ ud i friheden igen. Når det kom til sex og politik, var jeg sådan on & off. Da lyset var slukket, glemte vi at tale politik. Der famlede vi os bare frem. Da morgensolen brød ind igennem de støvede vinduer, var virkeligheden lidt sværere at håndtere. For os begge. Og vi kom til at grine. Desuden smagte det inderligt godt at kysse tatoveringer.

I en periode gik jeg til enkebal i lokalforeningen uden trusser. Således også den aften, jeg mødte politikeren fra Venstre, der kom med et frækt tilbud, ingen kunne modstå, men som dog alligevel måtte trække kindtænder ud. Jeg skulle ikke med hjem til Herning og gå rundt i våd latex hele natten og lege, jeg hed Amanda og var med i ’Vild med svans’. Desværre. Jeg måtte skuffe. Selv om man selvfølgelig aldrig skulle sige aldrig.

Men Venstre kunne ikke lade mig være. Eller jeg kunne ikke lade være med at dukke op til deres nissefrokoster i ungdomsafdelingen, hvor mændene røg ud af skabene i hobetal, når snapsen var på bordet. Så var det mere bornert ved julefrokosten i rød blok, hvor bøsser var noget, der fandtes i Bøssehuset ude på Christiania, og som man kunne tage ud og kigge på ligesom dyrene i zoologisk have. Inden det var smart og hverdag med spindende doktorer for alt og alle, der ikke vidste, hvad de selv skulle sige om tingene, så dukkede lægemændene med blinkende, blussende og helt rødsprængte lommelygtehoveder op i Cozy, så man på en aften kunne ende i kanen med de første syv, otte sprællemænd.

Man skulle bare ikke komme for godt i gang, hvis man sagde, at en af mændene fra de konservative var en klovn. Det er svært at love, at man ikke kommer til at mene højlydt på et tidspunkt. Og mig og sprællemænd har heller aldrig hængt så fornuftigt sammen, at det ligefrem gjorde noget. Der er svært med alle de snore i sengen.

Kærlighed og sex hænger ikke en bønne sammen, når man er ung og rød. Det kommer først senere. Når man er ung, aner man ikke, hvor stor den seksuelle nydelse kan blive, når man samtidig også er i et forhold. Og bliver elsket. Og elskes. Fordi man selv elsker. Det er ligesom det største. Det lærte jeg af overlægen, der var god som dagen var lang og jævnlig gik rundt og brummede som en bjørn, hvis pote hele tiden var honningklistret af et eller andet materiale, der endnu var unavngivet, men smagte godt.

Vi talte ikke om politik, for hvis vi gjorde det, gik det galt. Til gengæld talte vi om alt muligt andet. Og så lå vi i hans seng i Nordre Frihavnsgade og skraldgrinede over alle de uheldige gange med en fra de radikale eller Socialdemokraterne. Vi havde nemlig begge to været der. På hver sin måde. Han var meget borgerlig og troede kun på, at man kunne noget, hvis man var rig. Jeg var begejstret for hans penge, så på den måde passede vi godt sammen. Et stykke tid.

Lige indtil den vinterdag, hvor de besatte huse Sorte Hest og Mekanisk Musikmuseum på Vesterbrogade blev ryddet af politiet. Der kom jeg til at sige, hvad jeg syntes om tingene. Og så gik det hurtigt med at få pakket mine ting sammen i et par plastikposer. Adjø og færdig med den kærlighed, du!

Man siger jo altid bare goddag til en ny kærlighed, når man er næsten 18 og står med en mølædt leopard og et par plastikposer i bussen. Goddag, goddag. Og så hjem og se på dyner, blandt andet. Engang havde jeg en kæreste, hvor vi opbyggede en form for ’rød’ sengesnak. Det vil sige, at når han ikke kunne få den op at stå, talte vi politik. Det var en dødssejler uden lige. Og så kunne ingenting komme op at stå – bagefter. Der var også noget, der hed, når man ser et rødt flag smælde. Det var, hvis der var kommet blod på stanglakridsen. Det sker jo, når man er bagbordsindianer. Rød bagbordsindianer, vel at mærke.