Da den finansielle og økonomiske krise begyndte at svulme faretruende op, stod Belgien over for en krise af en helt ny art.

Vi havde ingen regering, og forhandlingerne var havnet i en blindgyde. Vores regeringskrise, en vaskeægte indenlandsk opfindelse, trak sammenlagt ud i omkring femhundrede dage.

6. december 2011 fik den belgiske befolkning endelig en gave i form af en rigtig regering. Sandsynligvis en gave fra den hollandske julemand Sint Nicolaas. Den kære julemand kaster nemlig hvert år på denne dag legetøj og slik ned gennem skorstenen til børnene. I hvert fald hvis de har været søde.

LÆS OGSÅEfter 540 dage fik Belgien en ny regering

Vores dugfriske regering fik straks en besparelsesmenu med utallige retter på tallerkenen. Den indsats, Belgien skal yde for at præstere det hellige tal 3 og hermed formilde de vrede kommissærer på Schumanpladsen i Bruxelles, udgør det første år cirka 11 milliarder euro, men det slutter ikke her. I alle aviser fra venstre til højre kunne man læse vendingen under pres fra EU et utal af gange.

Forholdsreglerne er velkendte i hele EU. En af dem er den forhøjede pensionsalder. Regeringen har ihærdigt gennemført denne forholdsregel, allerede et par uger efter at den blev taget i ed.

Men jeg vil nu kommentere et fænomen, som ikke er så kendt i andre lande, nemlig det såkaldte indeks, der betyder, at lønningerne automatisk reguleres efter de stigende forbrugerpriser.

Indekssystemet har eksisteret i årtier. Men nu, hvor krisen er slået igennem, er arbejdsgiverorganisationerne gået til frontalangreb på indekssystemet. Arbejdsgiverne vil allerhelst afskaffe ordningen, og de føler, at de i disse golde tider har EU’s fulde opbakning. Arbejdsgiverne mener simpelthen, at de belgiske lønninger er for høje, i hvert fald meget højere end hos vores vigtigste handelspartnere, først og fremmest Tyskland.

De glemmer dog at tilføje, at lønnen kun udgør en mindre del af omkostningsstrukturen ved et produkt, og at hundredtusinder af tyske arbejdstagere er så dårligt aflønnet, at de ikke kan leve af deres arbejdsindtægt. Ej heller tager de belgiske arbejdsgivere højde for at indeksordningen har en begrænsende effekt på lønkravene. Lønningerne holder jo trit med prisstigningerne helt af sig selv.

At fagforeningerne forsvarer indeksordningen med hud og hår er forventeligt.

Skønsmæssigt er fra cirka 60 procent til over 70 procent af de belgiske arbejdstagere medlem af en fagforening. I Belgien er det meget besværligt at regere imod fagforeningerne. Vores fagforeninger har en ærværdig tradition for konsensus. Men de kan også lange benhårdt ud, hvis de efter moden overvejelse når frem til den konklusion, at arbejdsgiverne truer den sociale orden.

Den nuværende regering består af en bred koalition af socialister, liberale og kristelige demokrater.

De kristelige demokrater har – til forskel fra i andre lande – en meget stærk fagforeningsfløj. Den katolske fagforening er langt den største i hele landet og har relativt venstreorienterede holdninger. Det var derfor forventeligt, at premierministeren ikke ville adlyde ordrer fra EU. Han har højt og tydeligt erklæret i parlamentet, at indeksordningen skal fastholdes.

Krisen brød ud i Europa og andetsteds, da bankdirektører, finansmarkeder og realkreditinstitutter havde smidt alle hæmninger, blændede som de var af hybris. Et meget pinligt eksempel i hele historien om bankkrisen er og bliver den fransk-belgiske institution Dexia.

Fransk-belgiske Dexia var, når det drejede sig om finansielle ydelser til lokalforvaltningen, fra år 2000 den ubestridte verdensleder. Den belgiske afdeling af virksomheden består primært af institutioner, der engang var fyrtårne af troværdighed, først og fremmest Gemeentekrediet (Kommunekredit), navnet taler for sig selv. Et stykke tid senere fusionerede den katolske arbejderbevægelses andelssparekasse med Dexia.

Desværre kastede Dexias ledelse sig ud i vilde spekulationseventyr. Opskriften på katastrofen er den velkendte: risici, som ikke tilnærmelsesvis kan vurderes, fantasifulde finansielle produkter, som man hverken kan finde hoved eller hale i, for lille egenkapital og adm. direktører, der ikke længere er modtagelige for fornuft.

I 2008 kollapsede Dexias børskurs. Den belgiske (og franske) regering hjalp med statsstøtte og statsgaranti. Det battede ikke meget. På ét år faldt aktieværdien med 90 procent. Dexia blev ved med at bløde.

4. oktober 2011 hævede kunderne 300 millioner euro på deres konti i løbet af 24 timer. I huj og hast nationaliserede den belgiske regering derefter banken. De betalte lidt under 4 milliarder euro, for de 780.000 brave småsparere fra den katolske arbejderbevægelse havde en konto hos Dexia. Katastrofen truede, og regeringen stillede derfor garanti for dem.

Vi belgiere kommer sikkert til at betale i mange år endnu for de vanvittige risici, som Dexias direktører har løbet. Vurderingerne svinger fra 30 milliarder på ti år til et stykke over 100 milliarder, en fjerdedel af den belgiske statsgæld. Det er det, krisen har givet os.

Hertil skal lægges, at en af støttepillerne i det belgiske system, Jean-Luc Dehaene, den tidligere premierminister, der altid kunne løse de mest penible problemer, denne gang ikke formåede at fremtrylle en løsning.

Og de ansvarlige for Dexiakatastrofen kan gå hjem med komfortable godtgørelser i lommen. En af dem får endda en ekstrapension på over 500.000 euro om året. Desuden kan den mægtige katolske arbejderbevægelse ikke frigøre sig fra den opfattelse, at den er medansvarlig for denne redelighed, men i mellemtiden har bragt sine penge i sikkerhed ved at lægge et skamløst pres på regeringen.

For gennemsnitsbelgieren er Dexia summen af den europæiske krise: De ansvarlige slipper væk, og spekulanterne modtager fyrstelige godtgørelser på trods af beviseligt dårligt lederskab. Borgeren betaler gildet. Man behøver ikke at være populist for at harmes over dette.

Jeg har den opfattelse, at velfærdsstaten er hjørnestenen i den europæiske civilisation.

Jeg må konstatere, at EU-kommissionen misbruger denne krise til af alle kræfter at ødelægge velfærdsstaten og dermed den europæiske civilisation. Det bekymrer ikke kommissionen, at den derved ruinerer millioner af mennesker. Det bekymrer den ikke, at den bringer demokratiet i fare i det land, der engang opfandt demokratiet, og i det land, hvor renæssancen opstod. Det blæser kommissærerne bag denne bedrift på.

Aldrig før har jeg set et så bredt, beslutsomt, systematisk og hårdnakket angreb på velfærdsstaten. Og i månedsvis har det forbløffet mig, hvor føjelige de europæiske borgere er blevet under denne ekstreme aggression. Kun de, der for alvor har mærket den europæiske kniv mod struben, har strittet imod.

Men strømmen vender.

Grækernes rådvildhed får afløb i deres vælgeradfærd. Franskmændene har i anden runde valgt en centrum-venstre-præsident. I første runde viste de både den venstre og højre næve mod et EU, der vender sig mod europæerne.

I Tyskland led kansler Merkels parti det ellevte nederlag i rap ved lokalvalgene. Merkel er galionsfigur for den hårdhjertede og ødelæggende sparepolitik, som Europa mod bedre vidende bliver ved med at forfølge. Merkel kan så hævde over for både høj og lav, at partiets kollaps ikke har noget med krisen at gøre, men kun hendes rygklappere lader, som om de stadig tror på det.

LÆS DEBATEurolandene gør klar til det store spring fremad

Det, der pikerer mig, er, at demokratiske valgresultater, der mishager EU-kommissærerne, uden videre stemples som forkerte. Vælgerne skulle ikke have stemt således. Og det, der gør mig bange, er, at der i avisernes kommentarer allerede nu sættes spørgsmålstegn ved ønskeligheden af valg.

Demokrati kan være nok så godt, men ikke når vælgerne opfører sig irrationelt, læs: Når de kommer på den idé, at de vil stemme anderledes, end man finder tilladeligt på Schumanpladsen i Bruxelles.

Vi har allerede prøvet det før, dengang franskmændene og hollænderne ved en folkeafstemning forkastede forslaget om en EU-grundlov. Indbyggerne i de to gamle og respektable demokratier, to af grundlæggerne af efterkrigstidens Europa, blev på én dag forvandlet til et sammenløb af nihilister, kryptokommunister og nyfascister, i bedste fald rodehoveder og analfabeter.

De persiske satrapper på Schumanpladsen i Bruxelles overvejede end ikke at acceptere den franske og hollandske demokratisk udstedte dom. De omgik den på behændig vis.

Jeg ved naturligvis godt, at man kan sætte spørgsmålstegn ved den demokratiske værdi af en folkeafstemning. Der er skrevet side op og side ned om dette. Men i dag stikker det dybere. I dag nægter det officielle Europa at acceptere afstemningsresultater.

Jeg har deltaget i mange ophedede diskussioner om det demokratiske underskud i Den Europæiske Union. Men denne mangel på demokrati gjaldt altid kun EU-institutionerne: den teknokratiske kommission, det magtesløse Europaparlament. I dag ser det ud til, at det officielle Europa heller ikke er parat til at tage hensyn til demokratiske processer internt i medlemsstaterne.

Dette er gået op for flere og flere borgere, ikke kun de spanske indignados, også ganske almindelige mænd og kvinder, og de finder det stærkt foruroligende. De kan vende sig imod EU når som helst i et massivt antal. Hvis det officielle Europa bliver ved med at nægte at lytte til EU-borgerne, mister EU enhver legitimitet. Jeg spekulerer på, om ikke denne legitimitet allerede er ved at sive væk.

Lad mig sige det helt klart fra begyndelsen: Man bør ikke følge den udpinte jords taktik, som de herrer Barroso, Rehn og vores egen De Gucht står for.

Den allerførste udfordring, og den mest presserende er at hjælpe Sydeuropa på fode igen. Det betyder, at den katastrofale nedskæringspolitik skal stoppes.

Dette er ikke noget, jeg har fundet på. Jeg har hentet min visdom hos nobelprismodtageren i økonomi Paul Krugman og hos den internationalt kendte professor i økonomi Paul de Grauwe (tidligere ved Det Katolske Universitet i Leuven, nu ved London School of Economics). Disse går ind for en keynesiansk løsningsmodel. De Grauwe har ofte originale og kontroversielle ideer.

Han har f.eks. foreslået, at overskudslandene i eurozonen, først og fremmest Tyskland, skulle sætte lønningerne op, således at underskudslande som Grækenland og Spanien kunne få en stærkere konkurrenceposition.

Den anden udfordring er mindst lige så presserende: Læg bånd på de finansielle markeder (inklusive kreditvurderingsinstitutterne, men disse to ting løber parallelt).

I dag er der ikke en eneste regering i et EU-land der kan rokke sig en centimeter, og ingen vælger i et EU-land, der kan tage et skridt hen imod en stemmeboks, før der fra alle sider lyder hysteriske skrig. Hvordan vil de finansielle markeder reagere? Pas endelig på de finansielle markeder!

I de finansielle markeders måder at reagere på er der stort set to konstanter.

Den ene går ud på, at hvis en afstemning vindes af venstrefløjen, følger der straf. Det er den forudsigelige reaktion.

Den anden reaktion er fuldstændig irrationel; den er computerstyret og derfor forstærket, accelereret, ukontrollabel og uforudsigelig. Som følge deraf spreder den død og ødelæggelse i stor målestok.

Jeg vil sammenligne de finansielle markeder med en upålidelig gårdhund, der har fået lov til at løbe frit omkring på gårdspladsen. Den bider alle og enhver, den har lyst til at bide, og dens ofre kan ikke forsvare sig. Den rationelle reaktion er: Giv hunden snor på!

Der er yderligere en god grund til at holde de finansielle markeder i stramme tøjler, og endda en tvingende grund. Ikke blot undviger de enhver demokratisk kontrol, de anfægter også selve kernen af demokratiet: Borgerne må ikke længere beslutte, at de ønsker at forandre ting, hvis denne forandring truer med at ødelægge den hidsige finansielle spekulation.

Det bør et demokrati aldrig tolerere. Jeg synes, det er alarmerende, at vores demokratier oftere og oftere slavisk underkaster sig diktaterne fra de finansielle markeder.

Jeg kan se to udfordringer mere, men disse er mere langsigtede.

Den ene udfordring: EU bør ikke blot forsvare og forbedre velfærdsstatsmodellen internt (altså præcis det omvendte af, hvad tyskerne har gjort), EU bør udbrede denne model til hele verden. EU skal lære at være stolt af velfærdsstaten. Velfærdsstaten er en model, vi kan eksportere.

Den anden udfordring: Europa har næppe energikilder og primære grundstoffer nok. Ganske vist har Europa fremragende universiteter og forskningsinstitutioner, brillante videnskabsfolk og ingeniører.

Men Europas kvikkeste hoveder skal også udtænke produktionsmetoder, der kan sænke forbruget af grundstoffer og energi markant – 80 procent mindre end nu ligger inden for mulighedernes grænse.

Hvis det lykkes for os, er det også en model, vi kan eksportere.