Forud for NATO’s nyligt afholdte topmøde i Chicago fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt, at Danmark skal være »et Nato-kerneland«.

Som konkretisering heraf nævnte statsministeren nogle militære opgaver, som Danmark har påtaget sig i de senere år, nemlig – foruden den årelange indsats i Afghanistan og i Kosovo (Irak blev interessant nok forbigået) – F-16-patruljeringen i Baltikum, en ledende rolle i Fogh Rasmussens nye ’smart defense’-program, initiativet til den internationale milliardindsamling til sikkerhedsstyrkerne i Afghanistan samt genindtræden i projektet om udvikling af Nato-droner.

En hovedbegrundelse for den danske militært fokuserede kernelandspolitik, der i de sidste 10-20 år har gået under betegnelsen ’Danmarks aktivistiske udenrigspolitik’, har været, at den har givet Danmark en hidtil uset international indflydelse og status, ikke mindst hos verdens eneste tilbageværende supermagt, USA. S-R-SF-regeringen har åbenbart tænkt sig at videreføre denne del af arven fra de seneste regeringer, både de borgerlige efter 2001 og SR-regeringerne i 1990’erne. Der kan derfor være grund til et historisk tilbageblik på, hvordan og i hvilket omfang Danmark i hele perioden, inden den ’aktivistiske’ udenrigspolitik slog igennem, søgte og opnåede udenrigspolitisk indflydelse i USA og Nato.

På den ene side var Danmark under hele den kolde krig en fuldt loyal Nato-allieret med et godt forhold til alliancens førende magt, USA. Ganske vist var Danmarks militære bidrag til det fælles forsvar mod den trussel, Sovjetblokken ansås for at udgøre, relativt beskeden (bortset fra Grønland, hvis betydning dog ofte er blevet noget overvurderet).

Men den danske lave militære profil – som ofte blev påpeget i de bilaterale relationer med især USA og England – blev efter de toneangivende allieredes opfattelse opvejet af Danmarks høje politiske og sociale profil. Som et af den frie verdens og Vesteuropas mest liberaldemokratiske, antikommunistiske og socioøkonomisk udviklede og stabile lande tjente Danmark glimrende som udstillingsvindue for de totalitært styrede Østbloklandes befolkninger.

Dette var på den anden side også en væsentlig del af grunden til, at USA og de øvrige Nato-allierede udviste diskret forståelse for, at Danmark som udsat europæisk frontlinjestat i øst-vest-konflikten tog forbehold for nogle af USA’s/Nato’s politisk-militære initiativer og strategier – ikke blot de velkendte afvisninger af baser og atomvåben i Danmark i fredstid, men også udtrykkeligt forbehold for og klar kritik af f.eks. stram handelsembargo over for øst, Nato-magters støtte til kolonialisme og manglende respekt for menneskerettigheder (Portugal, apartheid i det sydlige Afrika, den græske junta), mere alarmistiske Nato-vurderinger af den militære trussel fra øst, en for automatisk afvisning af østlige nedrustnings- og afspændingsforslag, m.m. Helt fra begyndelsen havde Danmark i Nato plæderet for den linje, som – med aktiv dansk medvirken – blev Nato’s officielle med Harmel-rapporten i 1967, nemlig at alliancen havde to ligeværdige opgaver og mål: militær afskrækkelse og politisk-diplomatisk afspænding.

Alt i alt var den danske kurs i Nato under den kolde krig med til sikre, at Danmark og det nordiske område forblev en region med relativ lavspænding i Europa. De danske forbehold og selvstændige standpunkter, ofte formuleret i koordination med andre mindre Nato-lande, især Norge, gav øget indflydelse og sikkerhed.

I slutningen af 1970’erne og i 1980’erne tog Socialdemokratiet og det øvrige centrum-venstre tillige, koordineret med mange andre vesteuropæiske socialdemokratiske partier, mere udtrykkeligt forbehold for dele af USA’s og alliancens atomstrategi, forstærket af Reagans militære konfrontationspolitik over for Sovjetblokken. Da Schlüterregeringen samtidig søgte at placere Danmarks Nato-politik tættere end hidtil på USA’s, blev resultatet uundgåeligt en indenrigspolitisk polarisering.

Begge lejre overså nok i kampens hede væsentlige nuancer i hinandens positioner: Regeringssiden havde ikke tilstrækkeligt blik for, at ’fodnoteflertallet’ var drevet af en velbegrundet og folkeligt forankret dyb bekymring for en kvalitativt ny og potentielt farligere eskalering af atomvåbenkapløbet i øst og vest, som også ville forstærke undertrykkelsen indadtil i Østblokken.

Omvendt så atomoprustningsmodstanderne (ligesom den yderste venstrefløj med dens refleksagtige Nato-fjendskab) ikke, at diplomatiet – antagelig med Schlüterregeringens diskrete opbakning – samtidig arbejdede systematisk for, sammen med ligesindede diplomater i andre europæiske Nato-lande, at holde øst-vest-afspændingsprocessen og dens institutioner fra 1970’erne i live på trods af den genopblussede koldkrigsretorik og våbenraslen på supermagtsniveauet.

Da Gorbatjov fik afgørende indflydelse i Kreml i 1984-85, og Reagan omtrent samtidig slog ind på en mindre uforsonlig, mere afdæmpet kurs over for Sovjetunionen, var det dermed lettere at give øst-vest-afspændingen dén nye dynamik, som pegede frem mod de folkelige oprør i Østeuropa, Berlinmurens fald i 1989 og den kolde krigs fredelige afslutning.

Væsentligt i denne sammenhæng var det, at danske diplomater i 1980’erne kunne bygge videre på det solide afspændingspolitiske fundament, som Danmark proaktivt havde været med til at opbygge fra begyndelsen af 1960’erne og helt frem til slutningen af 1970’erne. Såvel de socialdemokratiske regeringer (Krag, Hækkerup, K.B. Andersen) som VKR-regeringen (Baunsgaard, Hartling) arbejdede med deltagelse af særdeles kompetente danske diplomater målbevidst for at skabe lydhørhed blandt de endnu skeptiske Nato-allierede for forberedelsen af og indkaldelsen af en al-europæisk sikkerhedskonference mellem Øst og Vest.

Med sin ofte direkte aktivistiske udenrigspolitik i disse år lykkedes det Danmark at bidrage væsentligt til at skubbe den diplomatiske forhandlingsproces mellem øst og vest fremad. På Nato-mødet i december 1971 erklærede USA’s delegerede fortroligt, at de danske synspunkter på en europæisk sikkerhedskonferences dagsorden, herunder betydningen af menneskerettighederne og friere bevægelighed for mennesker og information mellem øst og vest, direkte havde bidraget til at ændre USA’s mere tøvende politik på disse punkter.

Og under forberedelserne i 1974 til Helsinkikonferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) vurderede Henry Kissingers hovedrådgiver for europæiske anliggender, Helmut Sonnenfeldt, at Danmark ligefrem havde været en stifinder i øst-vest-afspændingsprocessen, og at USA først bagefter var kommet med i denne proces.

Det er alt i alt en myte, når det i disse år hævdes af politikere fra begge sider af folketingssalen, at Danmark først med den nye såkaldt ’aktivistiske’ udenrigspolitik med nærmest permanent krigsførelse gennem de sidste 10-15 år har opnået væsentlig international indflydelse og anseelse på begge sider af Nordatlanten. Danmark førte en ganske selvstændig og i perioder direkte aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne – og 1980’erne. Blot var midlerne, de politisk-diplomatiske, de fremherskende redskaber dengang til at opnå dansk indflydelse på egen og på Europas sikkerhed – og endda på amerikansk udenrigspolitik i Europa.

Der kan også sættes alvorlige spørgsmålstegn ved, om Danmark faktisk gennem de sidste 10-15 års militariserede udenrigspolitik og tætte parløb med Washington har opnået større sikkerhed eller større international indflydelse i alliancen. Terrorangrebet på USA 11.9.2001 kom som en tilsyneladende total og uforklarlig overraskelse for de allerfleste i Vesten, og ikke mindst i Danmark. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen erklærede straks, at Danmark stod ’skulder ved skulder’ med USA, og at Danmark var parat til at følge USA ’hele vejen’ i den ’krig mod terror’, som præsident Bush erklærede efter terrorangrebet. Dermed var Danmark forpligtet. Krig skulle der føres, og med et bredt folketingsflertal deltog danske fly- og specialstyrker fra årsskiftet 2001-02 i krigen i Afghanistan.

Kritikernes advarsler blev ignoreret. F.eks. fra den ansete militærhistoriker og Oxfordprofessor Michael Howard. Mens B-52-flyene i oktober 2001 fladebombede bjergområderne i Afghanistan (og ifølge seriøse skøn dræbte langt flere sagesløse civile, end der omkom i New York og Washington 11.9.), erklærede han i en tale i London, at USA’s påbegyndte angreb på terrorister i Afghanistan var »som at udrydde kræftceller med en blæselampe«: Bush havde if. Howard begået en »frygtelig og uoprettelig fejltagelse« ved at kalde USA’s antiterrorismeindsats for en krig. Et bedre alternativ til åben brug af militær magt ville if.

Howard have været en international politiaktion under FN på vegne af hele verdenssamfundet mod en kriminel sammensværgelse, hvis medlemmer skulle bringes for en international domstol. Howard tilføjede: »Endnu mere katastrofal vil en udvidelse af ’krig mod terror’ til andre ’slyngelstater’ være, først Irak, for én gang for alle at udrydde terrorismen: Jeg kan ikke forestille mig en politik, som mere sandsynligt vil ikke blot forlænge krigen på ubestemt tid, men også sikre, at vi aldrig kan vinde den«.

Hverken SR-regeringen eller den nye VK-regering fra november 2001 lagde på noget tidspunkt afstand til Bushs ’krig mod terror’-koncept – tværtimod. SR-oppositionens modstand mod Irakkrigen i 2002-03 var reelt tvetydig, idet man accepterede påstandene om en trussel fra Iraks masseødelæggelsesvåben – eneste forskel var, at man ønskede at give FN-våbeninspektørerne lidt »mere tid til at gøre arbejdet færdigt«. Men hvad så, når våbeninspektørerne efter yderligere et par måneder stadig ingen våben havde fundet?

Det eneste substantielle argument imod Irakkrigen blev ikke brugt af SR-oppositionen: at Irak allerede var «det mest gennemlyste land i verden« (FN-topdiplomat allerede i 1998), og at en inddæmning af Irak derfor var fuldt tilstrækkelig. Kort efter Saddams fald i foråret 2003 blev den hjemlige konsensus da også genoprettet, og med SR’s støtte kom danske besættelsesstyrker reelt til at deltage i den efterfølgende blodige irakiske borgerkrig – indtil den danske hovedstyrke i Basraområdet reelt blev jaget ud af landet sammen med de britiske styrker i 2006.

Det brede folketingsflertal bag dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak gav sig dog ikke tid til eftertanke. 7-800 danske kampsoldater blev straks efter sat ind mod Taleban-oprørerne i Helmand som del af Isaf-styrken i Afghanistan. Kritikere påpegede, at hele målsætningen bag Nato’s krig i Afghanistan – at sikre et totalt Taleban-frit, demokratisk og fremgangsrigt Afghanistan – allerede fra starten var en ’mission impossible’, også baseret på historiske erfaringer. Igen var det nærmest umuligt at slå igennem i offentligheden med forslag til alternative løsninger. Allerede i 2006 vedtog det afghanske parlament en appel om forhandlinger med og inklusion af Taleban, og alle opinionsundersøgelser i Afghanistan lige siden har vist stort og stigende flertal for netop en sådan strategi.

Men fra 2006 og helt frem til 2010 tegnede næsten alle danske medier og lederskribenter ligesom regering og opposition enstonigt billedet af Afghanistan som ’den gode krig’, hvor de danske styrker ’gør en forskel’. »Vi er i Afghanistan for vores egen sikkerheds skyld«, lød mantraet. Samtidig viste både danske og andre vestlige efterretningsrapporter dog, at netop Nato-styrkernes krig i Afghanistan var med til at opretholde terrortruslen mod Nato-lande som Danmark og Storbritannien via ’hjemlige’ islamister. Ligesom Nato’s tilstedeværelse i Afghanistan i sig selv var med til at styrke Taleban og rekruttere flere radikaliserede islamister i regionen.

I disse år – og mest udtalt i perioden fra 2005 til 2010 – var det, som om folketingsflertal, medier og toneangivende sikkerhedspolitisk ekspertise havde lukket sig inde i en boble af ukritisk begejstring over danske krigsindsatser i almindelighed og resultaterne i Afghanistan i særdeleshed. Kulminationen blev nået i 2009 med Forsvarskommissionens betænkning, der blev grundlaget for det historisk brede forsvarsforlig, indgået i 2009 med alle stemmer fra Dansk Folkeparti til SF.

I betænkningen det hed, at i det kommende tiår kan »længerevarende militære operationer være reglen snarere end undtagelsen« for det danske forsvar, at »udviklingen af evnen til at virke i højintensitetskonflikter vil være central (…) i klimatisk og geografisk udfordrende miljøer«. 2.000 danske kampsoldater skal kunne indsættes samtidig, bl.a. til ’oprørsbekæmpelse’ og ’asymmetriske konflikter’.

To, tre, mange Afghanistan’er? Forsøg på kritiske spørgsmålstegn ved realismen i disse vurderinger faldt på stengrund i 2009. Først fra begyndelsen af 2010 og derefter begyndte tømmermændene så småt at melde sig. I 2010 og 2011 gav enkelte ledende politikere og avisredaktører for første gang indirekte de få kritikere ret, som i årevis havde klandret Danmarks udenrigspolitiske kurs for i stigende grad at være blevet militariseret med ringe eller svært målelige positive resultater for Danmarks sikkerhed og internationale indflydelse, også i betragtning af de enorme forbrugte ressourcer og de store menneskelige tab. Hvor mange politikere eller militære eksperter vil i dag for alvor fastholde visionerne fra 2009? Forsvaret virker temmelig nedslidt. Økonomien og den politiske vilje halter. USA’s lederposition udfordres i stigende grad af en ny global magtkonstellation. Er boblen ved at være bristet?

En selvransagelse kunne måske føre til, at Danmarks anderledes succesfulde tradition for primært at være diplomatisk stifinder i internationale konflikter blev genopdaget. Erfaringerne peger på, at reel indflydelse og fordele for små Nato-lande som Danmark næppe opnås ved ukritisk at hægte sig på Nato-stormagternes militære interventioner, men snarere ved at turde tage selvstændig politisk stilling i alliancen.

Et konstruktivt og visionært dansk initiativ kunne i dag f.eks. være at skabe forståelse blandt vore allierede og i regionen for indkaldelsen af en velforberedt, stormagtsgaranteret Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Mellemøsten og Centralasien – fra Israel til Indien. Nøgleord bør, som i den kolde krigs sidste faser, være fælles sikkerhed for alle, økonomisk samarbejde og basale menneskerettigheder.