Et par timer efter at han overtog embedet 15. maj 2012, hastede François Hollande, den nye franske præsident, til Berlin for at mødes med den tyske kansler.

Navnet på hans ministerpræsident var først lige blevet annonceret, endnu ikke hele hans regering. Men der var ingen tid at spilde.

Trods snæversynet i den franske præsidentvalgkamp kunne Europa ikke vente. Det er muligvis kun en del af landets problemer, men det har altid været en nøgle til løsningen af dem, og Tyskland er en uundværlig partner. Desværre for den franske befolkning havde valget ikke givet dem mulighed for at høre hele historien.

Den socialistiske kandidat blev ved med at love, at han aldrig ville overgive sig til Berlin; han ville vride armen om på fru Merkel, inden hun kunne nå at blinke, og genforhandle den aftale om finanspolitiske stramninger, Sarkozy havde indgået. Er det måske ikke Frankrig, der er EU’s grundlægger, hjemlandet for Monnet, Schumann og Delors og unionens næststørste økonomi?

François Hollande, engang EU-kommissionens ’store mand’ og i årevis den åndelige arvtager efter Jacques Delors, har altid erklæret sig ’ægte europæer’. Men i hans valgprogram var det europæiske kapitel kort og lød som ønsketænkning: Vi skal skabe vækst, vi skal udstede euroobligationer, vi skal have et mere afbalanceret forhold til Tyskland ... Faktisk har den franske venstrefløj længe været plaget af splittelsen ved EU-folkeafstemningen (om forfatningstraktaten, red.) i 2005.

Som daværende formand for socialistpartiet støttede Hollande traktaten, men var ude af stand til at forhindre Fabius, tidligere ministerpræsident og nu hans udenrigsminister, i at modarbejde den sammen med partiets venstrefløj. Den franske befolkning afviste traktaten, og Europa er således den nye præsidents største politiske sår.

KRONIKEN PÅ ORIGINALSPROGFrance and Europe

Tidligere i år begyndte det at værke igen, da socialistiske parlamentsmedlemmer var splittet over den seneste traktat mellem eurolandene: De fleste undlod at stemme, nogle stemte imod. Men sejr er den bedste helbredelse. François Hollande har bragt sit parti tilbage til præsidentpaladset, 17 år efter Mitterrand, hans forbillede.

Nu er det ham, der svinger taktstokken. Men hvilken?

Franskmændene er et plaget folkefærd i den globaliserede verden. De forstår ikke helt, hvor deres land nu befinder sig på kortet. Ifølge en nylig Gallupmåling er den franske befolkning den mest pessimistiske i Europa, hvis ikke i verden, med spekulationer om deres storhed, særegenhed og enestående historiske rolle. »Frankrig er ikke et problem, det er en løsning på problemerne!«, pralede Hollande i begyndelsen af sin kampagne.

I månedsvis havde franskmændene klaget over, at de egentlige problemer ikke blev håndteret. Faktisk ville de ikke rigtig lytte. I månedsvis var Frankrig selvoptaget, koblet fra, beskyttet som det var fra omverdenen af en imaginær Maginotlinje, det ulyksalige fæstningsanlæg, der blev opført i 1930’erne (i Alsace ved den tyske grænse, red.).

De to hovedkandidater, Sarkozy og hans socialistiske udfordrer, talte kun om indenrigspolitik: store spørgsmål som uddannelse og arbejdsløshed, men også religiøse ritualer for slagtning af dyr, regler for svømmebassiner og prisen på gas.

Og uundgåeligt hyldede de la République – alle franske politikeres foretrukne besværgelse i kapløbet om at nævne flest historiske og litterære referencer som Victor Hugo, Jaurès, Blum, Emile Zola ... Begejstring over en glorværdig fortid og nostalgiens tåge hjælper med at glemme nutidens ubehagelige forviklinger.

Intet blev sagt om Kina, Indien, Briks eller Afrika, den globale opvarmning, klodens ressourcer, demografi. Ikke et ord om strukturreformer, den nationale gæld, behovet for en slankere stat, vanskelighederne ved at opretholde et generøst velfærdssystem uden at ændre det.

Ingen omtale af Europas historiske og politiske overlegenhed, de fremskridt, EU har tilført vores økonomier og vores levestandard.

Ingen redegørelse for euroområdets stadig flere prøvelser eller den nødvendige indsats for at afprøve og rumme dem.

I begyndelsen af sin kampagne sagde Nicolas Sarkozy ganske rigtigt til den franske befolkning, at de var nødt til at gøre som Tyskland og indføre Gerhard Schröders reformer – en socialist, der støtter ham, tilføjede han til ingen nytte. Efter Marine Le Pens valgresultat 22. april ændrede han sin retorik radikalt: Europa blev syndebuk, Schengenaftalerne skulle op til fornyet overvejelse, grænser skulle genoprettes og protektionisme genindføres for at beskytte os mod invasion fra udlandet.

Den afgående præsident advarede også om, at landet kunne bryde sammen som Grækenland eller Spanien, hvis hans udfordrer vandt. Hollande, derimod, sagde ikke særlig meget – hans foretrukne og vellykkede strategi for at undgå spørgsmål, der risikerer at skabe splittelse. De eneste kandidater, der hele tiden talte om EU, var dem, der er arge modstandere af selve unionens eksistens: Marine Le Pen på den yderste højrefløj, Jean-Luc Mélenchon på den yderste venstrefløj.

I første runde fik de hele 30 procent af stemmerne. Læg dertil det tavse mindretal i de konservative og socialistiske partier – dem, der i 2005 stemte mod forfatningstraktaten – og du har billedet af et land, der er mere splittet i spørgsmålet om Europa, end det er politisk korrekt at indrømme.

Selv om størstedelen af samfundets elite, den økonomiske og finansielle sektor, et flertal af borgerne – de gamle, der kan huske historien, og de unge, der søger håbet på tværs af grænserne – støtter den europæiske proces, er ubehaget der, og der er stadig større tvivl om fordelene ved unionen.

Frankrig har endnu ikke oplevet de smertefulde konsekvenser af de økonomiske stramninger og strukturreformer, men befolkningen er overbevist om, at de er der.

De beskyldte Sarkozy for enten at have indført en række uundværlige ændringer, såsom pensionsalderen, eller for ikke at være gået langt nok. Både han og Hollande hengav sig til at rakke ned på de rige, eliten, bankerne og den fri markedsøkonomis udskejelser. Ikke overraskende, når man tager i betragtning, at en ud af tre borgere i Frankrig mener, at kapitalismen er et dårligt system, der bør afskaffes (ifølge det franske meningsmålingsinstitut Ifop, 2011).

En af de grundlæggende årsager til den voksende EU-modstand hidrører fra tanken om, at et andet Europa er muligt; et mindre markedsdrevet og mindre liberalt Europa, der er mere orienteret mod statslig intervention og social solidaritet.

Franskmændene elskede Europa, så længe de var overbevist om, at det var ligesom et større Frankrig, tro mod den samme kultur og de samme politiske principper.

Da økonomien svækkedes og behovet for strukturreformer blev mere åbenlyst, var EU en nem syndebuk, selv for de politikere, der i Bruxelles var med til at udforme regler, som de kritiserede derhjemme. Selv om han ikke er en stiv keynesianer, er Hollande heller ikke en markedsorienteret liberal; dem finder man ikke mange af, selv blandt franske konservative.

Under kampagnen opfordrede han til, at væksten blev understøttet af offentlige investeringer i infrastruktur og nye teknologier; han afviste udtrykkeligt at slække på arbejdsmarkedslovgivningen og opfordrede til strammere regler for afskedigelser og outsourcing. Men han er ikke ideolog. Han er nok den eneste leder, der er i stand til omsider at bringe det franske socialistparti tættere på den fælleseuropæiske socialdemokratiske model.

Han er en mand, der søger konsensus og kompromis; faktisk i lidt for høj grad, har kritikken tidligere lydt. Efter i så lang tid at være blevet undervurderet af både venner og fjender tager ’den normale Monsieur le Président’ nu hævn. Hvilken vej vil han gå?

Han ved, og det gør hans landsmænd også, at barmhjertigheden snart vil være overstået; ingen état de grâce, selv om de finansielle markeder indtil videre har reageret forholdsvis roligt på hans udnævnelse. Uoverensstemmelsen mellem løfter og virkelighed vil uundgåeligt komme.

Sammensætningen af Hollandes første regering afspejler hans politiske tæft, men afslører ingen klar kurs i europapolitikken. Både udenrigsminister Fabius, den eneste ’elefant’ fra den gamle garde, og statssekretæren for europæiske anliggender (Bernard Cazeneuve, red.) førte kampagne mod folkeafstemningen i 2005.

Umiddelbart føler de af Hollandes tilhængere, der bliver ved med at afvise EU på den ene eller anden måde, at de er repræsenteret på bedste vis. Men i virkeligheden styres europapolitikken af økonomi- og finansminister Pierre Moscovici, en trofast europæer, under ledelse af præsidenten og ministerpræsidenten, Jean-Marc Ayrault, der er EU-tilhænger og germanofil.

Ved sin første optræden i Bruxelles, en uformel middag for stats- og regeringslederne i maj sidste år, udviste Hollande god politisk sans.

Den selvudnævnte mester i vækst versus stramninger ankom hånd i hånd med den italienske ministerpræsident, Mario Monti – ikke den typiske venstreorienterede økonom – efter at have besnakket den konservative Mariano Rajoy (den spanske regeringsleder, red.) i Élyséepalæet tidligere på dagen. Der var ingen fransk-tysk genforening forud for topmødet som i ’Merkozy’-dagene, ingen vordende ’Frangela’ eller ’Merhollande’.

Hollande blev ved med at presse på for euroobligationer trods Merkels pure afvisning, men ikke én gang nævnte han, at det var nødvendigt at genforhandle finanspagten, et af hans foretrukne argumenter mod Sarkozy under valgkampen.

Det kunne have været den form for kompromis, Paris håbede på, hvis Merkel bliver mere åben over for euroobligationer og fælles offentlig gæld. Den franske præsident har søgt støtte til projektet fra SPD, forbundskanslerens oppositionsparti, der kan blive en del af en ny koalition efter det tyske valg næste år.

Men Paris er nødt til at se kendsgerningerne i øjnene: Berlin vil under ingen omstændigheder gå med til at betale for de ødsle sydeuropæere, herunder franskmændene, uden konkrete skridt mod strukturreformer.

Problemet med den politiske beslutningsproces i vores demokratier er, at den skal imødekomme modstridende prioriteter i et stadig højere tempo. Mens Grækenland er på randen af kaos og spanske banker er ved at gå fallit, er Hollande og hans folk travlt optaget af parlamentsvalg og besynderligt ude af trit.

I begyndelsen af juni viste kansler Merkel, at hun faktisk er den eneste europæiske leder, der er i stand til at tage politisk initiativ. Med støtte fra oppositionspartiet SPD, efter en aftale om finansielle transaktioner, sagde hun det ligeud: Hvis eurolandene vil redde deres valuta og nogle af medlemmerne, skal de blive enige om en mere føderal tilgang. Europa bør satse på en union i to hastigheder, hvor den hurtigste gruppe søger en dybere integration, såsom en finanspolitisk union, som supplement til den monetære union.

»Vi har brug for mere Europa. Vi har ikke blot brug for en monetær union, men også for en såkaldt finanspolitisk union; med andre ord en mere fælles finanspolitik«, sagde Merkel ifølge Bloomberg. »Og frem for alt har vi brug for en politisk union; det vil sige, vi er nødt til gradvis at give EU kompetence og kontrol«. Det kan blive en langsigtet, kompliceret proces; et politisk advarselsskud til Paris.

François Hollande har intet andet valg end at svare. I disse dage afholdes et europæisk topmøde. »Alt skal på bordet!«, insisterede den franske præsident. Han vil muligvis arbejde for en aftale, der supplerer finanspagten og sætter væksten i højsædet, som Lionel Jospin gjorde i 1997, da han truede med ikke at underskrive Amsterdamtraktaten; det ændrede dog ikke meget, men lignede en politisk sejr.

Til gengæld må kansleren tilpasse sig det overordnede krav om vækst og udvise en vis fleksibilitet, så længe de finanspolitiske stramninger ikke afvises.

Tiden er knap. Fra Grækenland til Spanien og Irland lyder der råb om hjælp fra de europæiske borgere, der lider under kvælende økonomiske stramninger. De finansielle markeder har brug for daglig forsikring. »Frankrig er et stort land«, erklærede den nye franske præsident i sin indvielsestale begyndelsen af maj. »Det er op til os at skabe en ny vej for Europa!«. Ja, men hvilken? Og med hvem?

I de seneste 50 år er franske og tyske ledere blevet tvunget til at finde ud af det sammen. Nogle gjorde det fortrinligt uagtet deres politiske tilhørsforhold. Unionen har udviklet sig, om end på sin særegne, tilfældige måde. Europa er ved at falde fra hinanden, og det kan ikke blive ved. Det er tid til en ansvarlig ledelse på hver side af Rhinen.

Oversættelse: Helle Albeck