Luxembourgs historie er tæt knyttet til ødelæggelsen og siden konstruktionen af Europa. Længe før underskrivelsen af de første fællesskabsaftaler var storhertugdømmets skæbne påvirket af broderkrige, der splittede kontinentet. Så længe hovedstaden Luxembourg var en fæstning berygtet for at være uindtagelig, forsøgte man at indtage den, erobre den, besejre den, betvinge den, gøre sig til herre over den ... som oftest uden skånsel, somme tider brutalt. I århundreder kæmpede de store europæiske magter, delte sig, samlede sig, splittedes igen ... dette lille område beliggende på skillevejen mellem den romerske og den germanske verden.

Under de to verdenskrige blev den lille stats neutralitet krænket, og mellem 1940 og 1945 resulterede den nazistiske besættelse og Det Tredje Riges tvangsannektering med alle sine tragedier, ødelæggelser, massakrer og deportationer i en styrkelse af nationalfølelsen og ønsket om uafhængighed. Op gennem disse århundreder præget af magtkampe og de store europæiske landes territoriale erobringer har luxembourgerne levet forskanset bag volde og klipper indtil nedrivningen af fæstningen i 1870 og derefter bag illusionen om en beskyttende neutralitet i løbet af første halvdel af det 20. århundrede.

Det, der gør hovedstaden så smuk, dens stejle klipper og dybe dale, spektakulære topografi, forskellen mellem kløfternes dybde og vandløbenes uforskammede beskedenhed, blev i århundreder blot betragtet som almindelige særkender ved et fæstningsværk. I dag har broer erstattet det militære forsvar som åbne arme mod verden. Fæstningsmurene og kasematterne med deres espagnoletter og stenpiller er blevet mål for spadsereture og tjener ikke længere til at afværge fjender, men at modtage venner! Denne forandring er betydningsfuld for Luxembourgs skæbne. Byen er ikke længere uovervindelig, den er tilgængelig. Den er ikke længere lukket om sig selv, den er åben. Dens styrke var dens svaghed, dens svaghed blev dens styrke.

KRONIKEN PÅ ORIGINALSPROGLe cœur de l’Europe, l’Europe au cœur

Det er næsten et ’naturligt kald’ for storhertugdømmet at engagere sig i opbygningen af et forenet og fredeligt Europa, symbolet på fred og velstand. Som grundlægger af Kul- og Stålunionen, underskriver af Romtraktaten og sæde for flere europæiske institutioner beseglede Luxembourg sin skæbne med det europæiske projekt. Flere personligheder legemliggør dette engagement og denne tro, først og fremmest Robert Schuman, som er født i en forstad til hovedstaden af en fransk far og en luxembourgsk mor, og som skrev historie som en af Europas fædre. Men landets seneste fire regeringschefer har givet spillet en lige så afgørende rolle i konsolideringen og konstruktionen af Europa. Det gælder i kronologisk rækkefølge Gaston Thorn, formand for Europakommissionen; Pierre Werner, arkitekten bag den plan, der bærer hans navn, og fortaler for Den Europæiske Fælles Akt og euroen; Jacques Santer, kommissionsformand, og nu Jean-Claude Juncker, formand for Eurogruppen.

Bag sine ledere så luxembourgerne Europa som en historisk mulighed for at bevare landets suverænitet og personlighed, samtidig med at de indgik i et fællesskab med hundreder af millioner mennesker.

De så en enestående mulighed for at leve op til devisen ’Vi vil forblive, som vi er’, samtidig med at de åbnede op for verden og moderniteten i et forum for økonomiske og menneskelige udvekslinger, men også for fremskridt og skæbnefællesskab. Luxembourgere følte sig i den grad som eurooptimister; deres beslutsomhed var imponerende, deres tillid til Europa så åbenlys, at Charlemagneprisen – der siden 1950 er blevet tildelt fremtrædende personligheder, der arbejder for europæisk integration – to gange er gået til premierministre fra Luxembourg (Joseph Bech og Jean-Claude Juncker) og ved et enestående tilfælde, i 1986, til storhertug Jean og dermed hele det luxembourgske folk.

Det viser, hvordan det mindste af de lande, der har underskrevet traktaterne, fremstår som en drivkraft, en spydspids, et lokomotiv i Europa. Dog er der foruroligende tegn, som relativiserer denne rolle, og som bliver forstærket af kriser og tvivl. I 2005, da storhertugdømmet havde formandskabet, gav en folkeafstemning om forfatningstraktaten kun en beskeden sejr på 56 procent – valget blev kraftigt støttet af premierministeren, der satte sit embede på spil i valget og truede med at træde tilbage, hvis det blev et nej. Grænsebyer, arbejderkvarterer, sektorer hårdt ramt af stålkrisen afviste traktaten, ikke så meget på grund af det, den indeholder, som på grund af det, den symboliserer: et Europa, der ikke længere skaber drømme, ikke længere henrykker, men begynder at skuffe.

Kriserne i 2008 og 2011 forstærkede disse følelser, og Luxembourg, der ofte omtales som ’klassens bedste elev’ i Europa, er tydeligvis ikke blevet skånet for den euroskeptiske epidemi.

De mærkbare konsekvenser for den luxembourgske økonomi, hvor mærkbare de end måtte være, forårsagede dog ikke de sociale dramaer, der har hærget andre EU-lande. Men arbejdsløsheden og antallet af virksomhedslukninger er steget væsentligt, mens aktiviteten blev svækket og væksten faldt faretruende. Grænsearbejderne, der udgør over 40 procent af den samlede arbejdsstyrke, har tjent som ’justeringsvariabel’; deres fyring påvirkede ikke statistikken i Luxembourg, men i deres hjemlande. Ligeledes har nogle stramninger berørt dem mere specifikt, såsom afskaffelsen af familieydelser for børn over 18 år, som blev erstattet af støtte til videregående uddannelse kun for hjemmehørende. For resten blev både solidaritet med forgældede lande som budgetnedskæringer eller kriseskat (tidsbegrænset og meget moderate) ganske godt modtaget.

Men i dette land, der samler på europæiske symboler, i denne vugge for den europæiske drøm, i dette land, der forbindes med navne som Schuman, Juncker og Schengen, synes idealet ændret, troen svækket, begejstringen stakåndet ...

Krisen, der består af en række kriser, er formentlig tegn på en vis devaluering af den europæiske idé. For det, der adskilte det europæiske projekt fra de fleste andre store politiske projekter, gjorde det originalt og eksemplarisk for folk på Middelhavets sydkyst eller i Sydamerika, er i de seneste år blevet forbigået i tavshed eller opbevaret i kommodeskuffen.

Mere end blot et frihandelsområde, bedre end en gigantisk Zollverein, mere krævende end et overnationalt samarbejde – det europæiske projekt bygger også på et fundament af demokratiske rettigheder, en vision om europæisk borgerskab, en stræben efter fremskridt, en bekræftelse af solidaritet, et ønske om fred, en humanistisk overbevisning. Det handler ikke om detaljer; det handler om specifikke byggesten; det handler om den europæiske konstruktions dna; det handler om sjælen i et enestående historisk projekt. Og glemmer man sjælen, ender man med at forråde den.

At yngre generationer finder påmindelsen om de 65 års fred i Europa latterlig, er forståeligt, for i dag ’er det en selvfølge’. Det er ærgerligt, at de ældre ikke længere gør sig den ulejlighed at bringe mening og fornuft ind i det EU, der fremstår som en kæmpe samling af abstrakte strukturer.

Hvis man vender tilbage til udgangspunktet, langt fra de ensidige krav om finanspolitisk stabilitet, de nødvendige stramninger, er erklæringen om de sociale målsætninger fremragende. Således hedder det i artikel 177 i Romtraktaten: »Medlemsstaterne er enige om, at det er nødvendigt at fremme en forbedring af arbejdernes leve- og arbejdsvilkår for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadig stigende niveau«. Ganske vist var det første prioritet, i pionerernes ånd, at ’neutralisere’ de traditionelle basisindustrier: våben, miner, stål, metal. Men også de humanistiske, sociale, demokratiske og pacifistiske idealer var der.

På et åh så vigtigt område for gensidig forståelse, social samhørighed, opdagelsen af den anden, viljen til at leve sammen – det kulturelle – kan man kun beklage manglen på reel handling. Hvor mange gange har ubetænksomme talere ikke gentaget: »Som Jean Monnet sagde, hvis man kunne gøre det om igen, ville jeg starte med kulturen«. Vi ved i dag, at Monnet aldrig ytrede disse ord, at de er tvivlsomme, hvilket dog ikke forhindrer, at de højtideligt og fejlagtigt tilskrives ham i indledninger til debatindlæg og taler, der handler om Europa og kultur, for at imponere publikum og undgå de egentlige spørgsmål ...

Faktisk går den første omtale af en »fælles indsats på kulturområdet« helt tilbage til 1972. Den er underskrevet Altiero Spinelli og blev udarbejdet af en franskmand i Luxembourg, Robert Gregory, der senere kom til at arbejde tæt sammen med Gaston Thorn som kulturanvarlig i Bruxelles.

Siden Maastricht optræder kulturen i sin helhed i traktaten, en kommissær har det som ansvarsområde, et generaldirektorat, programmer, agendaer, konferencer, kontorer, cirkulærer er helliget kulturen. Men ud over det latterligt lille beløb, der er afsat til kulturen i budgettet (kulturpolitik udgør cirka 0,12 procent af EU-budgettet!), er det kløften mellem hensigtserklæringerne, den hykleriske lyrik i talerne, de hule erklæringer og områdets realitet, der vækker harme. Og faktisk opfattes Europa i stadig mindre grad som en mulig utopi og i stadig højere grad som et arsenal af tvangsforanstaltninger, antifolkelige, restriktive, repressive og underlagt økonomiske interesser og økonomiske imperativer blottet for sociale eller humanistiske betragtninger. Kort sagt, fornuft uden følelse, fornuft uden grund, fornuft i ufornuftig grad.

Den første konsekvens af denne skæve udvikling – hvor man glemmer det væsentlige for, som besat, at hellige sig de stabilitetskriterier, der truer med at destabilisere kontinentet – var at forvanske, fordreje og fordærve opfattelsen af Europa. Og selv i et land som Luxembourg, der er bevidst om, at dets eksistens, udvikling, selvstændighed og velstand frem for alt udspringer af den europæiske konstruktion, begyndte den epidemiske tvivl, frygt og forvirring at brede sig.

Her som andre steder risikerer spørgsmålene, der vedrører identitetsfølelse, forbindelser med udlandet, indvandring og integration, at forurene den politiske debat.

Panikangst for migrationsstrømme, globalisering, frygt for at miste det lidt (eller det meget), man har, og tvivl om værdier. Man kan med rette sige: Jo mere verden globaliseres, jo mere terroriseres Jorden. Hvis ingen velorganiseret fremmedfjendsk bevægelse hidtil har formået at få en plads i det politiske landskab i Luxembourg, takket være myndighedernes sunde fornuft og organisationers stærke engagement, så begynder der at vise sig forsigtige reaktioner på internettet.

Afskyelige paradoks! Mens unge på den anden side af Middelhavet satte livet på spil for at vælte et diktatur, kræve tolerance og åbenhed, håbe på verdslighed, forlange demokratiske og sociale rettigheder, begyndte der at vise sig en tilbøjelighed til at udstøde andre og trække sig ind i sig selv i de lande, hvor grundlæggerne af det europæiske ideal stammer fra. Luxembourgerne kan ikke genfinde en plads, der er omvendt proportional med landets størrelse. Men vi kan give ordet til en af landets mest berømte flygtninge, Victor Hugo, der erklærede:

Og af frihedernes fællesskab i folkenes forbrødring skal fødes den sjælenes sympati, som vil være kimen til den storslåede fremtid, da menneskeheden begynder at kende det universelle liv, som vil blive kaldt Europas fred.