Ordet 'Europa' er blevet stjålet af folk, der mener, at den europæiske tanke ikke handler om andet end pengestrømmenes fri bevægelse og fri bevægelse for varer og tjenesteydelser på tværs af landegrænserne.

For tredje gang inden for et århundrede er Tyskland blevet den dominerende magt i Europa. Første og anden gang det skete, udløste det frygtelige tragedier og var tæt på at lægge kontinentet øde.

Tredje gang kommer det i skikkelse af åndløshed, manglende politisk tæft og fravær af enhver sans for social solidaritet. EU-kommissionen, Ministerrådet og Europaparlamentet, alle disse institutioner har fuldkommen mistet deres betydning; de formår nærmest ingenting i forhold til den tyske regerings ubøjelige magt – en magt, der i de europæiske borgeres øjne er kommet til at fremstå som fantasiforladt, frygtsom, fastlåst i en politisk model og en paranoid følelse, der ikke virkede for 100 år siden, men desværre ser ud til at være yderst virkningsfuld i dag.

Den Europæiske Union forekommer os at være en underlig drøm, vi har haft. Det var en mulighed for at forvandle et politisk værdisæt til et komplekst politisk system, der skulle gøre menneskelige værdier, en rig kultur og lighedsidealer til selve omdrejningspunktet for vores bekymringer.

Det viser sig nu, at EU som system betragtet kunne modstå alt andet end en krise.

Da krigen i Eksjugoslavien begyndte, var vi vidner til, at en række lande vendte tilbage til idealer, som vi forbandt med et forgangent århundrede.

Da kernen i vores europæiske identitet – et resultat af mange traktater og taler og idealer og lærestreger – kom under pres, virkede den pludselig hjælpeløs og ude af stand til at fungere seriøst, fuld af tom retorik, lange møder og behersket panik.

Nu, hvor Europa er hårdt presset af finanskrisen, er der kun en ting, de enkelte lande er sikre på, og det er, at deres egne landegrænser og egne interesser betyder mere end noget fælles gode. Den sunde fornuft har lidt samme skæbne som de gamle valutaer og handelsbarrierer. Og skønt de gamle valutaer, eller de fleste af dem, er forsvundet, så består den gamle tankegang.

Når vi først kommer under pres, ligger vores loyalitet stadig hos de nationalstater, vi bor i, uagtet at vores banker nu fungerer inden for et nyt, globalt system. Pengene flytter sig nu på samme måde som den luft, vi indånder. De er fuldkommen fri og blæser i vinden, ustandselige, ustabile, uvisse.

Det er vores tankesæt, der ikke rokker sig ud af stedet. Og dermed også vores identiteter. Vi er ikke i tvivl om, hvem der er tysk, og hvem der er græsk. Vi er sikre på, at vi er irere, og at I er danskere.

Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, hvad drømmen betød. I den europæiske periferi, hvor jeg selv bor, er det vigtigt, at vi igen begynder at tale den politiske og kulturelle idealismes sprog, at vi tager det sprog, der er blevet tømt for indhold af vores politikere, og ser, om visse (eller uvisse) ord eller begreber stadig rummer en betydning – om det så kun giver os den ringe trøst, man kan hente i digtekunsten, sprog, der bruges klangfuldt og ansvarligt i en tid, hvor vi kæmper med individuelle problemer.

Europa er blevet et kontinent, hvor ensomheden ejer en særlig intensitet. I vores byer og landdistrikter har vores liv alene eller sammen med vores nærmeste, i stilhed eller det, der ligner, antaget et særligt skær.

Det at slukke for tv og radio, når økonomerne fører deres tåbelige diskussioner, og opinionsdannerne skændes i et væk, er forbundet med en særlig tilfredsstillelse.

Det at købe en avis eller blot at tjekke overskrifterne på nettet føles som en lige så værdig reaktion, som det engang gjorde at afgive sin stemme.

Hvad skulle formålet med at stemme være nu? Hvem skulle vi stemme på? Nye medlemmer af Europaparlamentet? Hvor er de? Mødes de stadig? Politiske ledere? Hvem er det? De siddende af slagsen er tilsyneladende hverken politiske eller ledere. De bevæger sig i stedet som en gruppe jægere, der er i tvivl om alt, bortset fra behovet for at hamstre føde og bevæge sig grådigt og forsigtigt fremad.

En del af vores europæiske fællesgods er en særlig måde at le på. I vores daglige liv, i vores folkeeventyr og litteratur indtager drilleri og selvironi en helt central stilling i den europæiske bevidsthed.

Vi er i vores gode ret til at le ad kejseren, når han kører forbi i pomp og pragt. Han har ikke noget tøj på. I hele vores liv har vi leet ad vores ledere.

Generalen ved, at korporalen, når han kommer hjem eller får et glas eller to, vil miste al respekt for generalens medaljer og uniform.

Hos Shakespeare hører man mere forstandig tale fra narrens eller graverkarlens mund end fra kongen eller prinsen.

Hos Cervantes er Don Quixote udelukkende en helt, fordi det er så indlysende, at han er en nar. Og i Europa ler vi ad Gud, hvis det passer os, og undrer os over hans tåbelighed. Det er den slags, der adskiller os fra borgere i USA eller Kina eller Mellemøsten.

I Europa har vi ikke dødsstraf. Forestillingen om at slæbe en borger ud for at skyde eller hænge eller forgifte ham eller sætte ham i den elektriske stol forfærder os.

Og et eller andet sted nede i Den Europæiske Unions rødder – som et bedrøvet ekko, der nu næsten overdøves af højere og mere skingre stemmer – ligger en gammel forestilling om, at alle mennesker er født lige. Udgangspunktet for al politisk planlægning og lovgivning er eller var en forestilling om lighed – lige ret til sundhed og velfærd, uddannelse og lykke med et nødvendigt skær af melankoli, fordi vi er eller engang var stolte af, at vi ikke er tåbelige.

I Europa er der også en forestilling om en humanistisk kultur, som er fælles for os alle, hvilket udspringer af en frihed til at skrive eller læse præcis, hvad vi vil, tænke nye tanker og skabe nye billeder. Engang syntes Den Europæiske Union at være selve indbegrebet af alt dette; den syntes at trække Europa i en verdslig retning og sætte humanistiske tanker og tolerance og lige muligheder og udsigten til fremskridt i centrum.

Det betød noget. Da Irland blev medlem af EU, var kvinder, der arbejdede i den offentlige sektor, tvunget til at forlade arbejdsmarkedet, når de blev gift, og kvinder tjente mindre end mænd. Det fik EU-kommissionen ændret.

Indtil 1993 var de gamle britiske love mod homoseksualitet stadig en del af den irske lovgivning. Det fik Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ændret.

Som irsk homoseksuel har jeg derfor meget personlige grunde til at føle mig taknemmelig over den progressive betydning, det europæiske projekt har haft for Irland. Den måde, Bruxelles og Strasbourg har ført, ja, ligefrem tvunget Irland væk fra snæversynet katolicisme og provinsialisme, har betydet enormt meget for mange af os irere.

Europa blev ensbetydende med fremskridt, navnlig i lande som Grækenland, Portugal, Spanien og Irland, der havde dårlige veje og tilbagestående politiske forhold.

Det blev ensbetydende med fred i lande, der havde oplevet krig. Vi kan takke Europa for, at vi fik en bedre infrastruktur, og lidt efter lidt forandrede vores politiske kultur sig også. Men der var også situationer, hvor Europa blev ensbetydende med penge og magt. Vi bemærkede for eksempel, at de irske politikere eller embedsmænd eller dommere, som fik arbejde i Europa, tjente masser af penge.

Der fulgte også noget andet med, nemlig hele det hemmelighedskræmmeri, som magtelskende mennesker nyder. Den Europæiske Union byggede på et diplomatisk snarere end, lad os sige, et parlamentarisk system. Ting, der foregik bag lukkede døre og fremgik af hemmeligstemplede notater, fik derfor større betydning for vores liv end det, der foregik i vores eget parlament. Vi kendte kun til EU-kommissionen i kraft af dens beslutninger, og dem havde vi ingen indflydelse på.

Når Ministerrådets medlemmer holdt møder, udsendte de intetsigende udtalelser og stillede op til fotografering. Ingen vidste, hvilke beslutninger de i virkeligheden havde truffet eller hvordan.

Europaparlamentet er og bliver et stort og dyrt alibi for gennemsigtighed. Den egentlige magt er andre steder. Ingen synes dog at have bemærket det eller bekymre sig om det, men det har sneget sig ind i selve kernen af vores politiske kultur og virker nu som en slags gift.

Den Europæiske Union synes klar til at tilrane sig mere og mere magt. Samtidig synes unionen ikke at have nogen interesse for at reformere sig selv eller undersøge sine egne procedurer. Ved at benytte diplomatiets systemer har den skabt sig en besynderlig fjende kaldet folket. Således var der to magtblokke – Europas befolkning, som fik mindre og mindre magt, og Europas herskere, som hvert år fik mere og mere.

Herskerne narrer ofte folket. Vi bemærkede alle, at da vores hovedstæder havde formandskabet for unionen, kørte herskerne gennem vores byer i blankpolerede, hurtige biler, som herskere i et diktatur – med politieskorte og hylende sirener. Man skulle tro, de var bange for os.

Nogle af de ændringer, de gennemførte, var dog fantastiske. Vi kunne krydse grænser i Europa uden at få vores pas stemplet eller, hvis vi var i bil, uden at blive kontrolleret overhovedet. Vi kunne som oftest flytte varer uden at betale skatter og afgifter. Vi kunne bo og arbejde, hvor vi ville i Europa.

Jeg elskede den måde, Vesteuropa omfavnede østlandene efter 1989. Jeg elskede tanken om at kunne blive et sted, der bestod af byer, ikke lande, for vores byer og de tanker og billeder, der opstår i dem, var vores store europæiske skabelse. Jeg elskede tanken om, at begreberne statsborgerskab og nationalisme ville være en drøm fra det 19. århundrede og et mareridt fra det 20. århundrede, som nu var slut.

Jeg elskede de nye forordninger fra Europa på miljøområdet. Jeg elskede liberaliseringen af luftfarten. Jeg troede endda, at den tid ville komme, hvor Europa ville betyde noget i verden, hvor vores holdning til menneskerettigheder ville være magtfuld som euroen og have indflydelse på, hvad der skete i Kina eller Mellemøsten.

For nylig blev jeg spurgt af en højtstående person i tysk politik, hvordan vi i Irland kunne have brugt så mange penge, som vi ikke havde, i halvandet årti før 2008. For et år siden, da jeg rejste rundt i Tyskland med en ny roman, blev jeg spurgt om, hvordan irerne kunne feste så meget for andre folks penge. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

I de store vækstår havde vi fuld beskæftigelse i Irland. Vi behøvede ikke at emigrere, som vi plejer. Vi arbejdede hårdt. I nedgangsperioder kunne vi normalt devaluere vores valuta eller tillade inflation. Det kan vi ikke nu. På samme måde som euroen passer til Tyskland og andre rige lande, passer den sig ikke til os. Men vi er bundet til den.

Vi er også bundet til at tilbagebetale gælden for vores krakkede banker, som vi aldrig har ejet. Vi er forundrede over, at banker alle andre steder i Europa kan kaldes ’vores’ eller tilhøre et enkelt land. Det er ikke sådan, penge virker nu.

En stor del af de penge, vores banker låner, kommer fra Tyskland, og euroen, som delvis er kilden til vores hjælpeløshed, er en af hovedkilderne til Tysklands rigdom.

I mellemtiden taler Tyskland som kilden til al visdom i Europa og – måske endnu vigtigere – kilden til al magt. Under pres er forestillingen om en europæisk union blevet gjort til skamme. Tilbage er kun nationalstater, der plejer deres egne interesser.

Vi er vågnet fra den store drøm. Det er blevet dag i Europa. Alt, hvad vi har til at trøste os, er evnen til at le ad vores egen og deres tåbelighed.

Alt, hvad vi har, er mindet om det, der engang var muligt. Og bøgerne, sangene og symfonierne, de store gallerier og museer og biblioteker og offentlige bygninger, som udgør vores kultur.

Vi kan vandre alene om natten i gaderne i Lissabon og Riga, Athen og Dublin, Constanza og København vel vidende, at trangen til begreber som social solidaritet og politisk idealisme muligvis vil komme igen, måske mere intenst, nu hvor vi ved, hvor skrøbelige de er.

Men ikke foreløbig.

Oversættelse: Helle Albeck og Lorens Juul Madsen