Fra Frankrig til Tyskland, fra Østrig til Holland, i den nye ’stothed over vores kulturelle og historiske identitetsånd’, finder hovedpartierne det nu acceptabelt at understrege, at det er vores immigrantgæster, som skal tilpasse sig de kulturelle værdier, som definerer gæstesamfundet – ’det er vores land, elsk det eller flyt’ er budskabet. Slavoj Zizek, 2010.

Danmark er ingen undtagelse, vi kender melodien til hudløshed: drømmen om en fremtid og håbet om frihed, der bliver væk i systemet; nytilkomne, som søger menneskerettigheder bag Sandholmlejrens mure, men finder sygdom og selvmord: retfærdighedens uretfærdighed i en nation, der værner om homogenitet.

Gabet mellem det lykkeligste folk i verden og vore gæster, der ikke kan nå os til sokkeholderne, fordi de går i de forkerte sko, bliver der sunget, skrevet, talt, tweetet, blogget om, vi gider ikke mere, kan ikke, orker ikke; der er ikke noget, vi kan gøre, som ikke bliver gjort – der er for mange mennesker i verden – Danmark er et mikroskopisk smørhul i en kæmpe portion grød, og på hvert gryn sider 1.000 statsløse/forfulgte/fordrevne individer og beder om en menneskeret: et liv. Hvad kan vi gøre? Vi kan begynde med at stille spørgsmålet: Hvad er et liv?

17. april 2012 gav Danmark seks måneders humanitær opholdstilladelse til den syriske skuespiller, prisvindende dramatiker, instruktør, digter, forfatter, politiker og frihedskæmper Talal Nasreddine, som i juni 2010 fik konstateret aggressiv leukæmi og et år senere fik en dødsdom af regeringen, da de stoppede hans behandling som følge af hans fortsatte Assadfjendtlige aktiviteter.

Hans sag blev behandlet på rekordtid. På en invitation fra sine danske venner fik han arrangeret et visum, 8. oktober 2011 ankom han til Danmark, og efter nogle dage hos venner lod han sig indskrive på modtagecentret Sandholm.

Sandholm, fjorten dage efter ankomsten: Talal forsøger på sit gebrokne engelsk at forklare sin helbredsmæssige situation til personalet, men får at vide, at den ansvarlige er på ferie. Hans danske veninde kommer på besøg, da hun ser, at han bløder, sender hun bud efter en ambulance, som kører til et forkert hospital, men ender på Herlev, hvor han indlægges.

Man forsøger sig med kemo, men da remission ikke opnås, stoppes behandlingen, og fra december får han udelukkende livsforlængende transfusioner. Man vurderer, han har få måneder igen.

LÆS OGSÅ Læger bryder loven ved at hjælpe illegale udlændinge

Fra hospitalet transporteres Talal, som efterhånden er meget svag, til Avnstrup Asylcenter, hvor han placeres på tredje sal uden elevator, så hver gang han skal ned og ryge, er der seks trappers transportvej. Han forklarer sin situation, men personalet siger, at der ikke er bedre værelser ledige.

Sidst i december bliver der et værelse ledigt på Kongelunden Asylcenter, et specialcenter for asylansøgere med behov for ekstra og særlig omsorg. 'Det andet helvede', kalder Talal det. Her er er halvtreds meter til køkkenet, og hvert skridt er smertefuldt.

Resultatet er, at Talal næsten ikke spiser. Badeværelserne ligger i den modsatte retning. Efter tolv dage i dette værelse lykkes det ham at blive flyttet til en anden sektion.

Hans kontaktperson får hans kone ind i landet, hun ankommer 14. marts. Frem til han modtager asyl 17. april, tager han fra Kongelunden til Herlev Hospital en gang om ugen for at få blodtransfusioner. Han er svag nu, transporttiden er over en time, og hver gang venter han ca. seks timer, fra blodprøverne tages, til han får transfusionen, som tager en time.

Efter tre uger, hvor han hver gang er den første og den sidste i ventesalen, spørger han, om man mon kan forkorte ventetiden, men får at vide, at hans situation er 'ugunstig for systemet, og at de gør, hvad de kan'. En syrisk dokumentarist laver en dokumentarfilm om ham.

Da Talal otte måneder efter sin ankomst modtager brevet om humanitær opholdstilladelse, er han skuffet. Han føler, at den måde, brevet er skrevet på, er ydmygende, han føler sig behandlet som et nummer, der kun er interesseret i systemets penge. Han skriver et brev til Justitsministeriet. Herrer i Justitsministeriet:

Mit navn er Talal Nasreddin, jeg har søgt om humanitære ressourcer i oktober 2011, som I ved.

I ved, jeg har haft leukæmi i to år, og fordi jeg er frihedsforkæmper, som de fleste i Syrien er, har regeringssystemerne stoppet min behandling. Derfor har mine danske venner hjulpet mig med en invitation til Danmark og dermed chancen for et liv, ligesom de har også hjulpet min kone hertil. Røde Kors har hjulpet mig, og jeg har nu været under behandling i et par måneder, men det er seks måneder siden, jeg søgte asyl, og Røde Kors har flyttet mig fra lejr til lejr, og mit helbred bliver dårligere og dårligere.

Siden december har lægerne sagt, at jeg er i slutfasen af leukæmi, og jeg kan gøre, hvad jeg vil, til det ender!!

Selv om Røde Kors kender til mine forhold, har de beholdt mig i lejren. 17. april 2012 modtager jeg et brev om godkendt asyl, men det tillader mig ikke at rejse ud af Danmark. Hvad hvis der findes en ny behandling for leukæmi for eksempel i Sverige, eller i Frankrig?!

Som I ved, har jeg forladt Syrien, fordi jeg er frihedsforkæmper, men den asyl, jeg har fået, berøver mig min frihed og lader mig sidde her og vente på døden. Det er som en dødsdom.

Det er korrekt, at mit helbred er dårligt, og selv om I skulle give mig asyl med tilladelse til at rejse ud fra Danmark, kunne jeg måske ikke benytte mig af det. Men det er et princip, mine herrer, og jeg nægter at tilbringe mine sidste dage under tvunget ophold.

Min tid her er som et fængselsophold, og jeg vil ikke ende mit liv med følelsen af at være fanget.

Mine herrer, tillad mig at afvise jeres gave, hermed mener jeg asyl.

Jeg beder jer om: At tilbyde mig en form for asyl, som giver mig tilladelse til at rejse, hvorhen jeg vil.

At give mig mit pas tilbage og sende mig tilbage til Syrien med min kone, hvad end der så sker der.

Med al respekt,

Talal Nasreddine

Talals kontaktperson i Kongelunden har forklaret ham, at når man har humanitær opholdstilladelse, kan man godt rejse ud af landet, men Talal insisterer på at skrive brevet, fordi at rejse en menneskeret; han skriver ikke på egne vegne, men på vegne af alle asylansøgere i Danmark og i Europa.

LÆS OGSÅ Ny udlændingeaftale kan få syrerne ud af asylcentrene

Fra Herlev Kommune giver de besked om, at Talal og Souad kan flytte ind i en lejlighed 1. juni. Talal spørger, hvordan det kan være, de skal vente halvanden måned, når alle kender til hans situation? Hvordan kan han og hans kone leve et anstændigt liv på et værelse i en asyllejr, oven i købet i slutfasen af hans sygdom? På dette tidspunkt, siger Talal, føler han, at systemet bare venter på hans død. Men de har intet valg, så de venter og håber, at lejligheden bliver bedre end lejren.

27. maj ankommer en socialrådgiver og to sygeplejersker fra Herlev Kommune. De forklarer Talal, at han får tildelt en lejlighed, og at han får hjemmehjælp. Da de ankommer til lejligheden, er det igen en skuffelse. Det er ikke en lejlighed, men et enkelt værelse. Talal spørger socialrådgiveren: Hvor skal min kone føle, at hun har et frirum?

Stolene er hårde. Talal er tynd og svag. Hvor skal han sidde, hvis han ikke vil ligge i sengen? Hvis de får gæster, hvor skal de sove? Han ser på vinduet ud til fællesgården, uden gardiner. Hvordan skal min kone skifte tøj, spørger han? En sygeplejerske griber et lagen og slår det i med nogle søm i vinduesrammen. Repræsentanterne for Herlev Kommune siger, at de også er skuffede, de siger, der er sket en fejl; de troede ,han skulle bruge en lejlighed til én person.

Men Talal ved, at de lyver: De var på Kongelunden og havde møde med ham og Souad og tog hendes personnummer (Herlev Kommune kendte til Souad siden hendes indrejse 14. marts, men forklarer sig med, at der er boligmangel).

Talal er blevet behandlet efter alle kunstens regler i Danmark. Man har fremskyndet hans sag med en måned, han har fået seks måneders humanitær opholdstilladelse, han er blevet tildelt bolig, plejetilbud, hospitalsbehandling, penge. Er Talal en idealist med urealistiske forventninger, som skyder vreden for sin sygdom på Danmark? Danmark, som har givet ham muligheden for et liv, og han ikke bare afviser tilbuddet, han kritiserer det.

Jeg mødte Talal for seks år siden, forelskede mig inderligt, og flyttede med ham til Syrien. Så kom krigen i Libanon, vi flygtede til Kairo … for at gøre en lang historie kort: Jeg tog til tilbage til Danmark og videre til udlandet, hvor jeg gik i gang med en dramatikerkarriere. Vi holdt kontakt. Han fortalte om sin sygdom, og at han var i Danmark, men for stolt til at ligge nogen til besvær, sagde intet om sygdommens aggressive udvikling.

Da jeg kom hjem til Danmark og genså ham for første gang i seks år, torsdag 14. juni, var det et smilende skelet, der mødte mig på Herlev Hospitals hæmatologiske afdeling.

Jeg kunne se, at han ikke havde langt igen, satte mine planer på standby og blev på hospitalet. Så tit hans kræfter tillod det, rullede vi ned til hospitals rygepavillon, en betonplads foran tredje etages parkeringskælder (og scenen for hans nyeste stykke, ’Smøgen og skoddets kongerige’, som han skrev under kemoterapien). Omgivet af beton, med cigaretrøg i lungerne og udsigt til rygende patienter med rullende dropstativer talte han om sine tanker.

Det handler ikke om fakta, siger Talal og forklarer mig, at lejligheden kan han leve med. Det er måden, han og Souad har følt sig behandlet på. Som numre frem for som mennesker.

Menneskene er gode her, siger han, men systemet korrumperer dem. Den store skuffelse er chokket: Er dette Danmark? Er dette et demokrati? Fuck det. Jeg foretrækker at være død. Og jeg foretrækker at stå ansigt til ansigt med diktatoren i lufthavnen frem for at blive her. Jeg forklarer, at alle bliver behandlet som numre, at ingen bliver behandlet bedre end ham. Talal råber: 'Det er derfor, jeg er så vred! Folk her har glemt, hvad frihed og værdighed er!'.

Dansk flygtningehjælp har et værdikompas i fem punkter, der formulerer deres etiske ståsted.

Det første punkt, ’Menneskelighed – menneskers ret til et liv i værdighed går forud for politik og principper’ står ofte i kontrast til udlændingestyrelsens beslutninger – som vi så det i maj i år, da man afviste syriske asylansøgere (af hvilke 72 sultestrejkede) med begrundelsen, at 'konflikten i Syrien ikke er alvorlig' (en unik afgørelse i sammenligning med vore europæiske kolleger), hvorpå Dansk Flygtningehjælp formulerer et begrædende brev til Udlændingestyrelsen.

Men jeg stiller mig selv og Danmark følgende spørgsmål: I et demokrati, i et velfærdssamfund, i et land, hvor ingen borger mangler tag over hovedet eller mad på bordet: hvorfor er det en privat organisation, der skal argumentere for en humanitær arbejdsgang? Hvorfor skal vi diskutere og argumentere for en humanitær behandling af flygtninge i Danmark?

Burde dette ikke være en selvfølge for et rigt land, hvis største trussel er livsstilssygdomme og lykkepiller? Som Zizek siger om 'debatten om tortur i USA': Det, at man debatterer tilstedeværelsen af en så kriminel handling som tortur (her: mangel på humanitet og menneskerettigheder) er i sig selv udtryk for en manglende forståelse for de sande værdier, og de større spørgsmål, som skal stilles.

Om fredagen, dagen efter, er der, da jeg kommer, et møde med hospitalets personale, hvor Talal og Souad underrettes om muligheder for hjemmepleje. Der er en tolk til stede, men hverken Talal eller Souad forstår betydningen af ’hjemmepleje’, og da Souad spørger ind til detaljer vedrørende leukæmien, affejer man hendes spørgsmål som ’irrelevant’. Det går der op for dem, at det håb, de kom til Danmark med, er konkretiseret til et værelse i Herlev med hjemmepleje.

Dagen efter meddeler de mig, at de vil rejse tilbage til Syrien for enhver pris. Lægerne siger, at ingen flyselskaber vil rejse med terminale patienter. Udlændingestyrelsen siger, at Souads sagsbehandling vil tage uger (hendes pas er konfiskeret som led i asylsøgningen). Jeg går i gang med at undersøge sagen.

At det danske system er gavmildt, er der ingen tvivl om. Men er det frihedsberøvende og værdighedskrænkende? Naturligvis for de kulturer, som ikke deler vores værdigrundlag og må tilpasse sig vores, hvis de vil modtage de goder, vi tilbyder.

En uge med Talal mindede mig om, hvorfor jeg forlod Danmark: Systemet indsprøjter nidkærhed og smålighed i befolkningen. Det har gjort os ensomme. Antallet af syge og deprimerede stiger, og vi giver vore spise-, ryge- og drikkevaner skylden. Vi er ikke det lykkeligste, men det mest selvtilfredse folk.

LÆS OGSÅIraner på tålt ophold: Jeg har også rettigheder

En kvinde kommer op til Souad i rygepavillionen og spørger, om hun må købe en cigaret. Souad siger: Tag så mange, du vil have. Kvinden tager fire cigaretter og forsvinder ind i en taxa. Souad er i chok og forstår det ikke. Jeg forklarer: Hun er bange for, at hun ikke har nok. Souad siger: 'Thank God I don’t think like that'.

For første gang siden grundlæggelsen af EU taler man om at underminere national homogenitet. FN’s repræsentant for migration, leder af Det Globale Forum for Migration og Udvikling Peter Sutherland, samler 160 lande i diskussionen om migration og argumenterer for, at multikulturalitet vil fremme EU’s økonomi. Men multikulturalitet kræver talrige kompromiser fra værtslandets side.

Alle vegne har mennesker brug for et nyt liv et nyt sted, og der er ikke kun pladsmangel, men også økonomisk krise. Og vi er rædselsslagne for at blive undermineret af en anden kultur. Den vestlige verden, Danmark inklusive, tænker på, hvordan vi kan beskytte os, ikke på, hvad vi kan give. Vi lovgiver i frygt. Det skaber ekstremisme og had.

Talal stod fast på sine værdier, selv om han vidste, han sårede sine venner i Danmark og fornærmede sit gæsteland. Men han nægtede at gå på kompromis og tog konsekvenserne: at rejse hjem til en dødsdom, men at dø som en fri mand.

'Styrken er i dig', gentog Talal den sidste aften, vi sad i rygepavillionen, mens Souad pakkede kufferterne. Han, der selv havde få dage igen, mindede mig om, at man skal kæmpe, tro på sig selv, aldrig tvivle på sine følelser, aldrig give op, altid være gavmild med sig selv og med det, man ejer. Med velfærdssamfundet har vi mistet glæden ved at give og dermed frihed og værdighed.

Torsdag den 21. juni landede Talal og Souad sikkert i Damaskus. Talal tilbragte tre dage i sit hjemland omgivet af familie og venner. Han døde i mandags. Hans styrke og integritet vil blive husket af alle, der har kendt ham.