Med aftalen mellem staten og Fonden Fristaden Christiania bilægges en strid, der har stået på i mere end 40 år.

Nu skal vi aldrig mere diskutere, om der skal være en fristad i København – det skal der. Alle er enige om, at Christiania skal udvikles som et bæredygtigt fællesskab med alternative boligformer, erhvervsliv og kultur og social ansvarlighed i mere end en forstand – et reelt CSR-eksperiment (Corporate Social Responsibility) har taget sin begyndelse i hovedstaden København.

Dermed er det også, vi tager hul på den konstruktive debat, der handler om, hvordan Christiania bliver ved med at udvikle sig. Hvordan vi fremmer det gode ved Christiania og eliminerer det uacceptable. Den debat har christianitterne selvfølgelig en særlig lod i, men alle, der bruger og elsker området, skal være med, og ikke mindst Københavns Kommune og staten skal fortsat være med; hvis ikke der efter 1. juli forvaltes med kærlighed, selvfølgelig inden for lovens grænser, lykkes det ikke.

Tænk bare på, at der er solgt over 65.000 folkeaktier. Det svarer til, at mere end 1 procent af danskerne ikke bare støtter moralsk, men helt konkret har investeret i fremtidens fristad – en sand folkeindsamling.

Det er en gigantisk sejr for Danmark, at Christiania bevares som en åben og tilgængelig del af København. Vi fik taget opsplitning og private køb af bordet, så området ikke udvikler sig til en lukket spekulationsghetto for de få. I stedet er fristaden nu endegyldigt udtaget af den destruktive spekulation, der har gjort så enorm skade på resten af landets boligmarked. Tænk blot på en boligform som andelsboligen, som ligger i ruiner.

Parallelt med forhandlingerne har flere politikere udtrykt deres bekymring for, at det ikke er alle, der kan komme til at bo i fristaden. Derfor har det også været vigtigt, at vi med aftalen slår helt fast, at boligtildelingen forbliver gennemskuelig og åben for enhver, som har lyst til at søge et nyt hjem på Christiania.

Der vil dog stadig være nogen, der får afslag. Simpelthen fordi der langtfra er plads til de mange tusinde flere, der gerne vil bo i fællesskabet. Derfor er jeg også glad for, at den fondsmodel og aftale, der er indgået, frit kan kopieres, så der kan udlægges flere arealer til alternative boformer.

Modellen kunne oplagt tænkes ind i de nye byområder i Nordhavnen og på Carlsbergområdet. De politikere, der bekymrer sig, kan bare tage fat. Så skal vi nok få plads til alle, der vil noget andet end det mest almindelige.

Flere og flere mennesker ønsker nemlig at bo sammen i byen på en ny måde. Flere anser kursrisikoen forbundet med en ejerbolig som et ulideligt stress og risikomoment. Det oplever vi dagligt på advokatkontoret. Før i tiden hjalp vi med at opkøbe gårde og oprette fællesskaber på landet, som Svanholm, Økobo, Torup, Hjortshøj m.fl.

I dag er det fællesskaber i byen, vi etablerer. Huse og lejligheder, der indrettes som fællesskaber for unge, for børnefamilier, for singler og for ældre. Fællesskabet er in igen efter alt for mange år med mig, mit og min. Også derfor er det en velsignelse for os at have et så gammelt eksperiment som Christiania i en ny form, som vi kan lære af på godt, men også ondt.

Christiania har i forbindelse med fondsdannelsen udfordret samfundet for anden gang.

85 millioner kroner i købspris og 5 millioner kroner om året i slutleje. Det er prisen for de 34 hektar. Dertil kommer en række nye byggegrunde, som overtages for 40 millioner kroner. Nogle har fundet prisen alt for høj, og andre har kaldt det et røverkøb. Jeg synes, prisen er præcis den rigtige, nemlig den, som staten og Christiania har kunnet enes om, og en pris, som muliggør Christianias fortsatte eksistens.

Prisen afspejler, at arealet forbliver på almenvellets hænder. Blot som fondseje i stedet for statseje, samt at arealet skal vedblive med at være et åbent og rekreativt areal, som kan benyttes af både københavnere og turister fra ind- og udland.

Som hidtil vil det ikke være muligt for privatpersoner at eje og spekulere i boligerne på Christiania. Man flytter ind, og man flytter ud. Mens man bor i huset, betaler man leje og vedligeholder og forbedrer. Det er det. I byen omkring har vi set en uheldig udvikling, hvor boligpriserne er blevet handlet op i himlen blot for at styrte ned over førstegangskøberne og insolvente børnefamilier. Det slipper christianitterne for. Til gengæld bliver de heller ikke murstensmillionærer, og de kan ikke flytte og tage penge med sig.

En af de fascinerende ting ved Christiania er jo netop, at beboerne hver dag beviser, at vi som mennesker ikke behøver at være drevet af egen vinding for at arbejde og skabe. Husene istandsættes og forbedres løbende, selvom værdien bindes permanent i huset i stedet for at følge bygherren. De sidste otte forhandlingsår har vedligeholdelsen desværre haltet under den store usikkerhed og et besynderligt stramt forvaltet nybyggeforbud. Det har medført et betydeligt efterslæb, der nu skal indhentes.

Med aftalen overtager Christiania også ansvaret for plejen af det skønne historiske voldanlæg. Det er en stor og vigtig opgave. Man skal blot kigge lige uden for fristadens matrikel for at se, hvor hurtigt hundrede års vækst kan fældes til ugenkendelighed.

Volden har været et hårdt punkt i forhandlingerne. Ikke mindst fordi en række christianitter måtte forlade deres familiers hjem, før staten ville indgå aftalen. Heldigvis er det lykkedes at lave en forholdsvis skånsom plan, så repatrieringen vil ske langsomt over en række år.

Det har på alle punkter krævet en fantastisk indsats af Christiania at nå frem til en fondsløsning. Fællesmødets direkte demokrati, hvor alle skal være helt enige, betyder jo, at hver og en christianit har sagt ja til den her aftale. Fristaden står altså fuldkommen samlet.

Christiania har i fællesskab sagt ja til et lovligt eksperimentarium med begreber som obligationsbelåning, forsikring, huslejeregulering, genopretning, nye energiformer og meget mere.

Med den forståelige mistillid, der er blevet næret af mange års usikkerhed, er det i sandhed en fantastisk præstation. Desværre er der ikke tid til at hvile på laurbærrene. Tværtimod. Nu gælder det om at kigge fremad og sætte nye mål for fællesskabet.

Samfundet har bevæget sig uden for Christiania de seneste 40 år. Bæredygtighed og økologi er blevet en mærkesag for partier, regeringer og hele nationer. Erhvervslivet har styrket effektiviteten og arbejdsglæden med flade strukturer. Grafikere, caféejere, modefolk og resten af befolkningen har taget genbruget, det flippede og det farverige til sig. Og i dag kommer toppen af poppen jo helt bogstaveligt talt fra Christiania.

Så i dag må budskabet til Christiania være: I har sejret ad helvede til, Christiania. Derfor må I også tro på, at vi vil jer det godt. Ellers risikerer Christiania simpelthen at blive overhalet indenom af byen udenom. I København skal energien være CO2-neutral, tagene skal være grønne, der laves bilfri gader, og der tales åbent om at sætte hashen fri«.

Tiden er ikke til gamle tanker, men nye ideer. Christiania skal prøve grænser og udvikle de næste skøre ideer, som om 10, 20 eller 40 år er blevet helt almindelige. Økonomien i fondens købeaftale sikrer investering i energianlæg, bæredygtige byggeformer, en innovativ erhvervslov, unikke afløbssystemer og meget mere.

Fristederne skal jo være der, hvor man gør alt det, som resten af samfundet ikke engang kan tænke på endnu. Det har vi brug for mere end nogensinde. For det er jo lige præcis dét, folk taler om, når de siger, at Danmark skal leve af innovation i fremtiden.

Innovation sker lige præcis i fællesskaber, hvor man sætter forskellige mennesker sammen for at tænke, og hvor økonomien muliggør, at tanke kan blive virkelighed.

Fondsløsningen er ikke kun en succes for christianitterne og de mange hundredtusinder, der hvert år besøger området. Det er også en succes for det offentlige system, der nu får en form, som kan håndteres i systemlogikken. Men et er sikkert. Vores fondsbestyrelse kan selvfølgelig ikke med et trylleslag løse de problemer, som landets dygtigste embedsmænd har kæmpet med gennem 40 år under 20 forskellige regeringer. Så lad os lige afstemme vores forventninger.

Skal Christiania udvikle sig og blomstre på ny efter mange års beskydning, er der behov for en periode med ro. Opstår der pludselig en masse nye problemer, risikerer vi nemt at ryge direkte tilbage i skyttegravene, hvor ingen stoler på hinanden. Derfor er det afgørende at respektere den ro, som aftalen mellem staten og staden har tilvejebragt.

Statslige og kommunale myndigheder skal slå koldt vand i blodet, før man tordner frem med krav mod Christiania. Rundt omkring i forvaltningerne og styrelserne skal man spørge sig selv, om det er rimeligt, at man har holdt påbud tilbage over for staten som ejer, men nu vil lægge fuld vægt bag dem over for fonden. Det er et grundprincip i en retsstat, at loven er lige for alle. Man bør derfor anlægge samme tilbageholdenhed over for os, som man har gjort i årtier over for staten.

Forvaltningsmæssig rummelig kærlighed må nogle år være nøgleordene. Christiania vil også gerne selv have styr på tingene, men det forudsætter en gensidig tillid.

Med aftalen, der træder i kraft, har vi skabt en ramme for tillid – men tillid tager tid. Især efter mange års konflikt. Vi beder blot om kærlig, forvaltningsmæssig forståelse. Så skal det hele nok stille og roligt falde på plads.

Der er også god grund til at takke politikerne for aftalen. Ikke mindst forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre. I moderne politik kræver det jo meget mod at lægge dogmerne og paratsvarene på hylden og i stedet lave løsninger, der virker.

Den seneste tids partipolitiske uro er derfor beklagelig, men nok uundgåelig. At borgerlige politikere undsiger den aftale, som man indgik med fonden for præcis et år siden, er uforståeligt, men nok uundgåeligt. Men lad det være præciseret, at intet, absolut intet er ændret i de faktiske forhold, som de borgerlige politikere med fuld indsigt sagde ja til for et år siden.

Et andet problem er hashhandlen og den grove kriminalitet, som altid bliver koblet sammen. Lad det være sagt helt klart: Fonden tager skarpt afstand fra den rå vold og grove kriminalitet, som er forbundet med hashmarkedet. Noget helt andet er, hvordan problemet skal løses.

Jeg tror, ligesom FN og et flertal i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, på lovliggørelsestanken. Alt andet har jo til dato vist sig ikke at fungere. Når 25 procent af den voksne befolkning benytter hash som nydelsesmiddel, er det tid til legalisering. Lad os dog lære det af 1920’ernes spiritusforbud i USA.

Jeg er ofte blevet spurgt til, hvordan vi i fonden vil få hashhandlerne ud af Pusher Street. Hver gang synes det at undre, når jeg svarer, at det vil vi ikke. Ulovligt salg af hash er en opgave for politiet, ligesom det har været det, da staten ejede området.

Desuden er det naivt at tro, at en fondsbestyrelse på 11 personer kan gøre det, som hele Københavns politikorps ikke har kunnet gennemføre trods mange års ihærdig indsats med en blankocheck fra Justitsministeriet.

Jeg kender ikke mere til Pusher Street, end vi alle kan læse os til i aviserne. Men ligesom de fleste andre kan jeg godt se, at løsningen er en legalisering. Det undrer mig faktisk, at Folketinget ikke kan se det.

Et statskontrolleret salg vil jo ikke bare bringe milliardindtægter til fælleskassen og spare en masse udgifter til politi og domstole. Det vil også fjerne den lukrative indtjening til kriminelle og i stedet få kontrol med det marked, der lige nu giver anledning til uhyggelige konflikter. Københavns Politi har for længst erkendt, at en lovændring er nødvendig, og Københavns Kommune har storsindet tilbudt at gå forrest med et kontrolleret forsøg.

Legalisering af hash er ikke et knæfald for de kriminelle. Det er ren logik. Når politik koster liv, må man ændre sin politik. Når politikken både koster menneskeliv og milliarder af kroner, har jeg ikke fantasi til at forstå, hvorfor man holder fast.

Det er på tide, at vi åbner øjnene og anerkender rygerne på linje med os, der hellere vil nyde en kold øl eller et glas god vin fredag aften.

Politikerne kan lukke Pusher Street, hvis de vil. I dag er det ren ideologi at være imod lovliggørelse. Det er synd og skam, når vi så tydeligt kan se, at forbudspolitikken ikke gavner nogen.

Vores opgave i fonden er meget klart formuleret. Vi skal arbejde for fristadens fortsatte udvikling som alternativt bolig- og erhvervsområde med grønne omgivelser og et rigt kulturliv. Det er i sig selv en ordentlig mundfuld for 11 personer, hvoraf kun 5 bor på Christiania. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at der også er problemer, som der endnu ikke er løsninger til. Ligesom i resten af verden.

Vi vil meget gerne gøre vores, for at Christiania udvikler sig og blomstrer. Men vi kan ikke gøre det alene.

Man bør bide mærke i, at fonden har én opgave mere. For den lægger vi særlig stor betydning i. Vi skal arbejde for udbredelsen af Christianias værdier. Og fristadens helt centrale værdi er fællesskab.

Fællesskabet bliver derfor grundstenen i alt vores arbejde for Christiania. Ikke et lukket fællesskab, men et åbent fællesskab, hvor vi håber og forventer, at hele Danmark vil være med.

De mange tusinder, der i dag bruger voldanlægget og de naturskønne omgivelser, skal fortsat passe godt på området, så vi kan blive ved med at nyde det i generationer. Beboerne, virksomhederne, kulturlivet og institutionerne skal videre med alt det, der har ligget stille under mange års konflikt. En ny generation skal sætte sit præg på fristaden. Myndighederne skal slappe af, og lovgiverne kan, som nævnt, også gøre deres, for at Christiania og København har et problem mindre at kæmpe med og en masse at være stolte af.

Fristadens fremtid er et fælles projekt.