Da Herman Bang en oktobernat i 1884 havde nedfældet sin dirrende øjenvidneskildring af branden på Christiansborg, gav det virkelig god mening, at hans reportage næste dag udkom på Nationaltidendes avispapir, for papir var det eneste medie, det dengang var muligt at udgive skrevne ord på.

Det samme gjaldt, da andre journalistiske mestre kom til og skrev deres medrivende, nyskabende og banebrydende artikler: Da Henrik Cavling berettede om Danmarks sidste henrettelse, da Henrik V. Ringsted rapporterede hjem om bombningen af krigens Berlin, og da de vilde folk bag Månedsbladet PRESS afdækkede konsekvenserne af den danske asyllovgivning, udkom deres historier også på papir. For papir var det, der var. Det var papiret, der gav borgere i Danmark mulighed for at læse den slags historier, der skaber sammenhænge, viser perspektiver og gør opmærksom på nye – både smukke og grumme – hjørner af samfundet.

Det var papiret, med andre ord, der i høj grad var med til at skabe det fundament, som en levende og demokratisk debat bør bygge på: veldokumenterede, væsentlige og tilgængelige historier om det samfund, vi er en del af.

I dag findes der imidlertid også andre måder at udgive den skrevne journalistik på. Ord kan læses online, og ord kan læses på nye, digitale læseapparater som Apples iPads og Amazons Kindle. Især de yngre mediebrugere har i stigende grad taget nye informationsteknologier til sig, alt imens papiraviserne har mistet betydning som den altoverskyggende drivkraft for den offentlige debat.

Det er blandt andet på den baggrund, at kulturminister Uffe Elbæk er i færd med at strikke en model for fremtidens mediestøtte sammen. Dermed vil Folketinget for første gang siden internettets fremkomst, siden opfindelsen af tablets og smartphones, og siden en hel ungdomsgeneration rykkede online, taget hul på at forhandle om en mere tidssvarende mediestøtte, der efter alt at dømme har til hensigt at ligestille trykte medier med digitale ditto.

Holder planerne stik, vil den nye mediestøtten tilsyneladende også komme sådan nogle som os til gavn – de journalistiske entreprenører.

Vi tog for et par år siden afsked med faste job i mediebranchen, herlige pensionsordninger og gratis kuglepenne henne i skabet for i stedet at stifte vores eget digitale medie. Zetland, hedder det, og vores mål er – helt enkelt – at udgive gennemresearchede, journalistiske fortællinger, som kan købes og læses på tablets, e-readers og helt almindelige computere. Og som kan bidrage til samfundet med præcis det, som kvalitetsjournalistikken altid har bidraget med gennem tiden: At gøre læserne klogere på den virkelighed, de er en del af.

Som mediestøtten er skruet sammen i dag, er vi på forhånd diskvalificeret fra overhovedet at gøre os forhåbninger om at få del i støttekronerne – uanset hvor mange læsere, vi får, eller hvor væsentlige historier, det lykkes os at fortælle. Medier med rod i nettet eller i den digitale verden kan ganske enkelt ikke få statsstøtte, mens medier, der udkommer på papir, kan.

Det er præcis den ubalance, en fremtidig mediestøtte vil rette op på, selv om dagbladene efter alt at dømme fortsat vil blive særligt begunstiget ved at slippe for at betale moms af deres bladsalg – og dermed hæve en gevinst på omtrent en milliard kroner i forhold til de medier, der ikke udkommer på papir.

Alligevel er nogle af de gamle dagbladhuse ikke vilde med omlægningen af mediestøtten. Hvis også små digitale entreprenørmedier skal have del i kagen, risikerer støtten helt at miste sin effekt, mener eksempelvis Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager, der kalder det »helt perspektiv- og meningsløst« at støtte den slags nystartede foretagender.

Nu er problemet imidlertid, at flertallet af de nye medier, som vil få gavn af en omlagt mediestøtte, ikke kan sige den slags argumenter imod. De findes nemlig ikke endnu.

De er fremtidens medier, som først i de kommende år vil se dagens lys. Og hvor både dagspressen og fagpressen har stærke organisationer i ryggen, kan fremtidens medier derfor af gode grunde ikke stille med et mandstærkt kor, der kan besynge vigtigheden af, at en statsstøtte – selvfølgelig! – ikke bør vride konkurrence af led mellem digitale og trykte medier.

Derfor. Her kommer, med vores temmelig spinkle røst, tre gode grunde til, at den danske stat definitivt bør ændre den støttemodel, som blev designet til behovene på forrige århundredes mediemarked: 1) Den demokratiske debat hviler på væsentlig journalistik – ikke på avisbude og papirproduktion.

I dag er mediestøtten indrettet sådan, at den ikke støtter selve journalistikken. Den støtter snarere distributionen af journalistik trykt på papir – det vil sige, groft sagt, benzin til lastbiler, løn til avisbude og fældning af en hel del træer. Men sandheden er jo, at nye platforme som digitale læseapparater og andre tablets er mindst lige så egnede til at fordøje den skrevne journalistik på – demokratiets arena for den offentlige debat kan ligeså vel tage sit udspring her som på papiret.

Alligevel er udviklingen af den danske kvalitetsjournalistik kun i ringe gradet rykket online eller ind på digitale platforme. I dag er den dansksprogede online-journalistik derfor desværre stadig kendetegnet ved sine tjeppe, korte nyheder, mens den tilbundsgående og perspektivskabende journalistik ikke ligefrem larmer med sin tilstedeværelse på nye medieplatforme. Det er et problem for mediebrugerne. Og, ikke mindst, for samfundet.

Når vi på Zetland udgiver vores skribenters journalistiske beretninger, forsøger vi at stå på skuldrene af de gamle mestre som Bang, Cavling og Ringsted. Ligesom dem vil vi berette om væsentlige historier fra samfundet omkring os; ligesom dem vil vi lave langtidsholdbar journalistik, der kan tages frem igen og igen; ligesom dem vil vi eksperimentere og prøve grænserne af for de journalistiske genrer.

Og ligesom dem vil vi udkomme på tidssvarende medieplatforme, som moderne mediebrugere rent faktisk benytter sig af. Derfor er det helt indlysende for os: Det må være den journalistiske kvalitet, et medie bør måles på – og ikke sin evne til at distribuere avispapir. 2) Mediestøtten bør ikke cementere gamle magtforhold i mediebranchen.

I Danmark findes der – stadig – ingen eksempler på, at nystartede online-medier har væltet regeringer med dagsordensættende journalistik. I den etablerede mediebranche har der derfor været en vis nervøsitet at spore:

Skal fremtidens mediestøtte nu klattes væk på fritidsbloggere, der energisk sakser historier fra nettet, eller på jubelentusiaster, der planlægger at udgive vennernes samlede rejseskildringer online? Husk, lyder det formanende, at det er på dagbladene, den journalistiske fødekæde begynder.

Hvad der imidlertid burde forekomme helt åbenbart, er det faktum, at mens den nuværende mediestøtte begunstiger de etablerede papir-medier, sætter den samtidig en barriere op for, at uafhængige online-medier kan vokse og gøre sig gældende i det danske medielandskab. I konkurrence med de statsstøttede papir-medier er de uafhængige online-medier ganske enkelt sat flere kilometer bagud allerede fra start.

Og netop her skal en del af svaret formentlig findes på, hvorfor der ikke findes flere fremragende, uafhængige online-medier i Danmark: Store mediekoncerner med millionoverskud får kassevis af skattekroner. Uafhængige online-medier får nul.

Ville online-medier som avisen.dk, altinget.dk og atlas.dk have en større og mere markant stemme i dag, hvis de var begunstiget med ligeså herlige støttekroner, som eksempelvis Morsø Folkeblad, Ingeniøren og Politiken er? Det ved vi ikke. Men vi ved, at den danske stat ikke har givet dem samme muligheder for at udvikle sig, som de tre trykte medier har fået.

Når etablerede bladhuse argumenterer for, at støtten i særlig grad bør tilfalde dem, fordi de bidrager med mest, finder der altså en cirkelslutning sted: For ja, de gamle mediehuse bidrager i dag selvsagt med mest. Det har – blandt andet – en samlet mediestøtte på omtrent halvanden milliard kroner gjort muligt. 3) Innovation – ikke stagnation – bør belønnes.

Fra USA har vi længe kendt eksempler på nystartede medier, der eksperimenterer med at finde nye forretningsmodeller for journalistikken. Huffington Post, ProPublica og Politico er blot tre af de mest kendte og succesfulde eksempler, men også her i Europa, hvor mediestøtte er mere udbredt end i USA, er der efterhånden dukket flere og flere nyskabende entreprenørmedier frem. Tidligere i år dokumenterede en rapport fra The Reuters Institute for the Study of Journalism eksempelvis, hvordan de store, etablerede medier i Frankrig har fået selskab af en række start-ups med rod i små, fleksible organisationer.

Det dybdeborende betalingsmedie Mediapart, som har serveret det ene nyhedsscoop efter det andet, er blot ét eksempel – og beviste allerede i 2010 med afsløringerne af den såkaldte Bettencourt-sag, at online-entreprenørmedier også kan sætte dagsordenen: Toppolitikere i Sarkozys parti UMP havde, viste det sig i Mediaparts omfattende afsløringer, holdt hånden over L’Oréal-arvingen Lilian Bettencourts skattesvindel, mod til gengæld at modtage gavmilde donationer fra den velhavende forretningskvinde.

I Danmark findes der som nævnt ikke samme innovation sted på mediemarkedet. Og det bør ikke mindst de gamle, agtværdige mediehuse begræde: I en tid hvor alle forsøger at genopfinde kvalitetsjournalistikkens forretningsmodel, kan det være værd at kaste et blik på de små start-ups.

Måske er det netop her, der kan hentes inspiration til, hvordan man også i fremtiden kan tjene penge på at producere væsentlig, perspektivrig og debatskabende journalistik.

Og derfor bør mediestøtten også rettes mod medievirksomheder, der kaster sig ud i forsøg med nye forretningsmodeller – ligesom landbrugsstøtten vel heller ikke kun bør gå til dem, der stadig arbejder med håndholdt plov i marken.

LÆS OGSÅProfessor: Avisdøden er en katastrofe for den offentlige debat

Vores egen forretningsmodel er simpel: Vi tager mellem 18 og 48 kroner for vores såkaldte ”singler” – lange, velfortalte journalistiske historier, der udkommer i e-bogsformat. Lykkes vi med den, kan det ligefrem være, at andre journalistiske virksomheder kan bygge videre på vores erfaringer.

Så har alle vundet. Både aviserne, det danske samfund og – ikke mindst – borgerne.

Vi elsker den lange, velfortalte journalistik, som de danske dagblade har en stærk og stolt tradition for at dyrke. Den kan på en og samme tid underholde og informere, sparke til debat og mane til eftertanke. Den lægger grundstenene til vores fælles fortællinger om, hvordan det er at bo, leve og være til i det danske samfund.

Som mediebilledet ser ud nu, går hele ungdomsgenerationer imidlertid glip af at vokse op med netop den slags journalistik, fordi den stadig hører hjemme i avispapirets reservater – og ikke dér, hvor de unge mediebrugere rent faktisk befinder sig.

Skal kvalitetsjournalistikken overleve i fremtiden, må den derfor have mulighed for at genopstå på nye, digitale platforme. Kun på den måde vil kommende generationer af mediebrugere lære deres Herman Bang og deres Cavling at kende.