EU står midt i sin mest alvorlige krise, siden man i 1950’erne dannede Fællesmarkedet.

De store fremskridt, som er gjort med udbygningen af ét fælles marked, med en møntunion og med en fælles valuta, er nu alvorligt truet. Det er af afgørende betydning, at man forstår krisens – og gældskrisens – bredere kontekst, arbejdsløsheden og ikke mindst, hvordan man kan komme videre med diskussionen om Europas fremtid.

Disse emner og udfordringer udgør den hidtil vanskeligste test for EU, som skal udvise handledygtighed og forsøge at genvinde fodfæstet for siden at fokusere på fremtidige mål.

På den ene side har krisen medført en øget skepsis over for euroen. På den anden side er der en voksende gruppe, som efterlyser, at man kommer det såkaldte solidaritetsunderskud i EU til livs. Indtil videre har EU måttet holde sig til de givne regler og begrænsninger i forsøget på at afbøde krisens virkninger. Mange mener, at man har opnået meget, selv om der tydeligvis stadig forestår en lang række opgaver.

Et af de altoverskyggende aktuelle problemer i EU er den særlige finanspolitik, man fører for at løse krisen i flere af eurozonelandene.

De aktuelle politiske tiltag udsættes for heftig kritik af adskillige nationaløkonomiske skoler og teoretikere.

Til tider kan man i stedet for at løse problemer komme til at skabe flere, hvis man snævert holder sig til specifikke finansielle indikatorer. I sagens natur må man som en ufravigelig betingelse i alle lande have en fast finanspolitik, og der skal være overensstemmelse mellem indtægts- og udgiftssiden. Vi må imidlertid ikke overse, hvordan andre relevante faktorer spiller ind.

Når man i dagens Grækenland har så store kvaler, skyldes det ikke udelukkende et korrupt socioøkonomisk og politisk system. Det skyldes også de ensidige politiske krav fra EU’s side gennem de seneste to år. I den henseende synes der at være tilslutning til en hidtil uset stram finanspolitik uden nogen form for væksttiltag.

Det er lammende for en økonomi i recession, når den samtidig må lide under flere skatter og nedskæringer. Levestandarden falder, og skatteforholdene bliver endnu værre.

Og for en økonomi i krise sker der så det, at en fortsat stram skattepolitik fører til yderligere elendighed. Hvis finanssituationen skal blive bedre, kan det kun ske gennem en vækstpolitik i kombination med en særlig langsigtet, vedholdende finanspolitik med et fornuftigt forhold mellem indtægter og offentligt forbrug.

EU er nødt til at gentænke sin filosofi og sine politiske prioriteter og undersøge, hvilke resultater man indtil videre har fået ud af den førte politik i forhold til eurozonen. En politik, som ofte har været i modstrid med reglerne i en finansunion. Andre lande må nemlig også forlade eurozonen, hvis deres økonomiske situation forværres yderligere.

Allerede længe inden euroen blev indført, påviste adskillige teoretikere, at uden en finansiel union ville det blive særdeles vanskeligt for valutaunionen at komme gennem en større krise.

Det græske tilfælde kom så i Europas, men også i omverdenens, søgelys og påvirkede den i forvejen skrøbelige verdensøkonomi. Det har ført til mange og ofte indbyrdes modstridende synspunkter.

Et synspunkt lyder, at det var forkert at lade Grækenland komme med i eurozonen, eftersom landet ikke levede op til kravene, og her henviser man også til omfanget af den økonomiske støtte, landet har modtaget for at bekæmpe sit gældsproblem.

Andre har fremført det synspunkt, at hjælpen til Grækenland var utilstrækkelig, og at de krav, landet pålægges, har kvalt dets økonomi og kun gjort krisen dybere.

Grækenland skal utvivlsomt leve op til krav om finanspolitiske forbedringer, om både mådehold og økonomisk disciplin, ligesom der er behov for en struktur, der på ny kan sætte gang i økonomien. Men på grund af krisens omfang må man også stille krav om, at landet tilføres yderligere hjælp og massiv støtte for at stimulere væksten.

Det lader til, at EU indtil videre stadig anser euroen for at være en helt traditionel møntfod: et betalingsmiddel, en valutabeholdning og en regningsenhed.

LÆS OGSÅEU enige om vækstpagt til 900 milliarder kroner

Det angloamerikanske syn på sagen afviger fra det perspektiv, som EU indtil nu har haft, fordi man anser en møntfod for at være samlet under ét flag. I løbet af 1990’ernes debat om Den Økonomiske og Monetære Union påviste den amerikanske økonom Martin Feldstein, at en fælles valuta i Europa kun ville give mening inden for rammerne af en føderal union.

Han hævdede, at euroen i fraværet af sådan en vision og klare politiske mål ville give flere problemer end fordele.

Han forudså blandt andet, at arbejdsløshed ville blive et vedvarende problem, ligesom der på grund af såkaldte asymmetriske chokvirkninger og forskellige forhold i de enkelte lande vil opstå en række nye udviklinger, som ville udløse betydelige stridigheder både på europæisk og internationalt niveau.

Tanken om ØMU’en og euroen blev ikke desto mindre positivt modtaget af andre. Indførelsen af en fælles valuta gav god mening ud fra et økonomisk perspektiv, uanset om der på forhånd fandtes politiske mål eller ej. Eksistensen af et fællesmarked, der bevægede sig mod større og større integration kombineret med eksistensen af forskellige nationale valutaer, ville af en række grunde altid føre til situationer, hvor der opstod valutakriser.

Den slags følgevirkninger kunne utvivlsomt komme til at virke mod hensigten. Desuden kunne indførelsen af en fælles valuta medføre stabile priser og harmonisering, drastisk reduktion af omkostningerne ved økonomiske transaktioner, og den ville også bidrage til skabelsen af et virkelig integreret europæisk fællesmarked.

Samtidig skal det understreges, at indførelsen af euroen satte en udvikling i gang, som ikke alene kunne føre til yderligere økonomisk integration, men også til muligheden for yderligere politisk samarbejde.

Oprettelsen af Den Europæiske Centralbank (ECB) og euroens indførelse blev set som en potentiel mulighed for at udvikle politiske redskaber, der bedre kunne holde de personer, der fører pengepolitik, ansvarlige.

Tidligere tiders valutaunioner kan generelt opdeles i to kategorier: nationale og multinationale unioner.

Vi kan med fordel drage lære af deres erfaringer. Vigtigst af alt blev nationale og multinationale valutaunioner dannet med nogenlunde samme økonomiske mål for øje, nemlig at gøre samhandlen lettere ved at reducere omkostningerne ved valutaveksling, reducere eller ligefrem eliminere handelsrestriktioner, reducere valutakursernes udsving og undgå det spild, som skyldtes konkurrence om indtægter fra møntskat. Nationale valutaunioner blev dannet med det politiske formål for øje at danne nationalstater.

I modsætning til nationale valutaunioner overlevede tidligere tiders multinationale valutaunioner ikke i længere tid. Multinationale valutaunioner (for eksempel Den Skandinaviske Møntunion) kunne ikke overleve i et ustabilt internationalt miljø, ligesom de var presset af afvigende strategier med hensyn til den optimale blanding af finans- og valutapolitik.

Nationale valutaunioner (for eksempel i USA, Tyskland og Italien) har holdt bedre stand, selv om de har været udsat for et betydeligt pres, der afspejlede den underliggende nationalstats sammenhængskraft.

De udviklede sig også til finansielle unioner, hvorved en betydelig økonomisk magt blev overdraget fra regionalt niveau til den nationale myndighed i form af en central- eller forbundsregering.

ØMU’en skiller sig på flere måder ud fra tidligere erfaringer med valutaunioner. Hvor multinationale valutaunioner historisk set har bevaret separate centralbanker, har ØMU’en både indført en fælles valuta og en fælles centralbank. I modsætning til nationale valutaunioner har medlemslandene bevaret en væsentlig del af deres politiske suverænitet og ligeledes en høj grad af finansiel suverænitet. Et helt afgørende potentielt problem er konflikten mellem forskellige nationale dagsordener med hensyn til vækst og fuld beskæftigelse.

Dette problem hænger naturligvis nøje sammen med muligheden for alvorlige asymmetriske chok i fremtiden. Det bør dog tages i betragtning, at den politiske vilje til at samarbejde om den finansielle politik og til at arbejde for større politisk integration vil være afgørende for ØMU’ens iboende holdbarhed.

Ud fra et praktisk perspektiv indebærer indførelsen af euroen en tilbageholdende finanspolitik. Det har på lang sigt en række positive effekter. Man kan forvente, at eurolandene fordeler og bruger offentlige midler på en ansvarlig måde, at de undlader spild og dermed fremmer effektiviteten. Men på kort sigt kan en tilbageholdende finanspolitik medføre trængsler, og tilpasningsudgifterne kan være høje.

Gældskrisen og den generelle økonomiske krise rejser en række problemstillinger, herunder finansiel konsolidering i og indbyrdes solidaritet mellem medlemslandene. Men først og fremmest skal EU måske tage en række grundlæggende økonomiske principper op til fornyet overvejelse.

At begrænse budgetunderskud og opfordre til en sanering af de offentlige udgifter er i princippet rigtigt. Under en recession er denne strategi ligefrem konjunkturfremmende, den styrker med andre ord recessionen. Det kan sommetider udvikle sig til en egentlig depression. Tilfældet Grækenland ser ud til at være et godt eksempel.

LÆS OGSÅBlødende banker får direkte adgang til EU's pengekasse

Også i Cypern synes regeringen, på et tidspunkt hvor der er cirka 10 procents arbejdsløshed, at have lagt sig fast på en stram budgetpolitik i stedet for en vækstfremmende politik. På dette kritiske tidspunkt burde væksten have højeste prioritet.

De budgetnedskæringer, der i tilgift foretages, bør sigte på budgetmæssig konsolidering og sanering såvel som fjernelsen af skævheder. Den slags skridt ville skulle implementeres, selv hvis der forelå et budgetoverskud. I den nuværende fase vil yderligere beskatning skabe flere problemer, end den løser.

Kort fortalt, og i betragtning af den altoverskyggende bekymring for finanspolitikken overalt i Europa, er det vigtigt, at vi stiller vores eget forslag vedrørende finansiel balance på længere sigt i stedet for kravet om, at budgetterne skal balancere hvert år.

Nogle vil måske huske, at det nogenlunde svarer til Sveriges officielle finanspolitik i de første år efter Anden Verdenskrig, hvor man tilstræbte et langsigtet gennemsnit på 0 procent.

Hvis man arbejdede inden for de rammer, ville stater kunne tilstræbe balance i budgetterne over en længere periode (for eksempel fem år). Det ville tillade dem at føre en aktivistisk finanspolitik i forbindelse med recessioner eller kriser.

Netop denne strategi er fremmende for vækst. Det er en strategi, som bør undersøges i detaljer og forelægges for vores europæiske partnere, så de kan diskutere den.

Den er desuden meget vigtig for, at vi kan gå videre i retning af en styrkelse af den finansielle union. Det kan også indebære, at EU’s udgifter er nødt til at stige betydeligt fra den aktuelle 1 procent til cirka 3 procent af unionens samlede bruttonationalprodukt.

Den foreslåede strategi vil give unionen mulighed for at støtte særlige lande med målrettede tilskud, når de behøver det. Hvis det skal lykkes os at implementere denne mulighed, er det naturligvis afgørende, at vi kommer til enighed om en tættere integration.

Det vil til gengæld indebære en højere grad af solidaritet, men også at landene er mere forpligtede til at gå videre med de nødvendige reformer i retning af finansiel konsolidering og en højere grad af integration.

De tiltag, vi her taler om, kræver helt åbenlyst et paradigmeskift. Den senere tids diskussioner om en bankunion er et skridt i den rigtige retning.

Desuden kan finansiel føderalisme opveje virkningen af asymmetriske chok og dermed bidrage til driften af en valutaunion. Hvis valutaunionen skal overleve, er det tilsyneladende nødvendigt, at vi overdrager en større del af det finansielle ansvar fra det nationale niveau til en kommende føderal myndighed i eurozonen, skønt det ikke bliver let. Visse iagttagere går endda så vidt som til at hævde, at en fælles valuta kun kan eksistere inden for rammerne af en politisk union.

Vi må snarest muligt og med et åbent sind forholde os til spørgsmålet.

Oversættelse: Jacob Giese og Lorens Juul Madsen