Hvad var det, der fik vognen til at ryge i grøften?

Hvad var det, som kunne få en ellers vel afprøvet trepartsinstitution til at fejle fuldstændigt?

Det var næppe en enkelt løs sten på en nyasfalteret vej, som vognen stødte på. Der var nok snarere tale om, at vognen ikke kunne klare et hullet og bumpet hjulspor, som blev taget i brug uden projektering, planering og asfaltering.

Under alle omstændigheder bør det være tid til selvransagelse hos de tre parter: regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne.

Regeringen vil formentlig have udbytte af at spekulere over den enorme afstand mellem de højtflyvende akademiske overvejelser om krise, arbejdsudbud og konkurrenceevne på den ene side og så sund fornuft for almindelige danskere på den anden.

Man skal ikke være cand.et-eller-andet for at regne ud, at det skriger til himlen at ville have flere arbejdstimer ud af de danskere, der er på arbejdsmarkedet, samtidig med at 160.000 er sendt ud på reservebænken på arbejdsløshedsdagpenge.

Regeringen meldte sig fra starten som en regering, der vil dialog.

Det var godt og tiltrængt. Men det er noget skidt, hvis det ender som dialog mellem akademikere, der tænker ens, taler identisk, færdes i samme kredse, bor de samme steder og forstår hinanden uden at evne at kommunikere med andre. Den logeånd kender jeg alt for godt fra vores arbejdsgivermodparter.

Det var desværre ikke dialog med lønmodtagere, der prægede tiden op til forhandlingerne. Der var vel nærmere fuldstændig radiotavshed hos regeringspartierne.

Måske skyldtes det manglende afklaring internt af, hvad regeringen egentlig ville med forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter, og måske blev kortene holdt tæt til kroppen i en så snæver kreds, at praktisk talt ingen vidste noget. Sådan virkede det i alt fald.

Hvis det var hensigten at gennemføre en udvidelse af arbejdsudbuddet her og nu, kan formålet dårligt have været andet end at presse kampen om de alt for få job og dermed lægge en dæmper på lønudviklingen i de kommende år. Det ville have været en besynderlig strategi, i betragtning af at lønmodtagerne under krisen allerede har accepteret meget magre overenskomstresultater og dermed en yderst begrænset lønudvikling.

Hvis det var regeringens hensigt at aftale veje til at skabe flere arbejdstimer, som først skulle bringes i anvendelse, når og hvis vi får arbejdskraftmangel, så missede regeringen alle muligheder for at sende et klart signal om det. Og det var ikke, fordi det skortede på muligheder for at give klare svar på dette spørgsmål. Tværtimod.

Jeg er ikke noget sandhedsvidne, når det gælder, hvilke budskaber regeringen kan have givet til faglige ledere bag lukkede døre. Det stod allerede for mange måneder siden klart, at partibogen blev tjekket ved indgangsdøren til den form for samtaler. Regeringens dialoglinje rækker åbenbart ikke så langt.

Jeg tror også, at regeringen ville have nytte af at overveje, hvor langt ned i jorden fingeren har været stukket for at aflæse danskernes holdninger til, hvilke veje til flere arbejdstimer der i givet fald ville have bred opbakning.

Danskerne var tydeligvis ikke indstillet på at afskaffe helligdage eller feriedage. Alligevel er det – set i bakspejlet – ret tydeligt, at regeringen målrettet gik efter netop denne løsning og dermed var helt uinteresseret i de løsninger, som lønmodtagerne kunne se nytten af.

Jeg opholdt mig på en græsk ø, da journalisterne begyndte at ringe om, at det nu var lækket på Christiansborg, at regeringens udspil ville være afskaffelse af en eller to helligdage.

Mine to første tanker var korte og kontante: Pokkers. Hvorfor starter regeringen med at ville løfte den tingest af alle sten på trepartsvejen? Har de da ikke fattet, at vi sidder og venter og venter på at høre om, hvilke goder for lønmodtagerne som skal forhandles.

Regeringen nåede tilsyneladende til sidst frem til den konklusion, at lønmodtagerne ikke vil arbejde mere. Den er gal. Lønmodtagerne vil være parat, hvis begrundelsen holder vand. Og hvis løsningerne er retfærdige.

I kommuner og regioner kunne vi uden problemer have skaffet vores andel af de arbejdstimer, som regeringen gik efter. Annoncering af flere fuldtidsstillinger, når ledige job skal besættes, og tilbageførsel af arbejdstimer, som medarbejdere er blevet frataget på grund af besparelser, ville have været mere end nok. Og det ville have været fugle i hånden og ikke på taget.

Her havde regeringen tilsyneladende stukket fingeren ned i de finansministerielle regneark. Ikke i jorden.

Finansministeriets håndtering af forhandlingerne vakte undervejs i det korte forløb undren hos mange af os. Hvornår sker hvad? Hvilke emner skal på bordpladen? Hvornår ser vi et stykke papir? Hvordan skal de reelle forhandlinger føres, når de indledende rituelle stammedanse med massevis af deltagere og medbragte talesedler er overstået? Frustrationerne var udtalte i de dage blandt de fleste, jeg mødte.

Det virkede ikke professionelt. Og det virkede slet ikke, som om en eller flere ministre, der vidste, hvad de ville, og ikke blot ville være kloner af deres forgængere, havde sat sig for bordenden ved Finansministeriets forberedelser.

Det støttede heller ikke billedet af professionalisme, at flere og flere under forløbet blev mere og mere irriteret over at skulle gentage, at de ikke følte sig i stand til at tage stilling til arbejdstidsspørgsmålet uden at få det mindste at vide om, hvad der ville blive lagt ’i den anden vægtskål’.

Det skyldes naturligvis, at regeringen i starten alene fokuserede på det sværeste uden at give sine modparter mulighed for at vurdere, hvad en aftale derudover kunne indeholde. Det var ganske enkelt amatøragtigt.

En trepartsaftale indebærer i sagens natur, at tre parter arbejder på at nå en fælles aftale. En aftale, som parterne derefter fører ud i livet på hver sit område. Regeringen ved at søge opbakning i Folketinget for aftalte lovinitiativer. Arbejdsgivere og lønmodtagere ved at søge opbakning til de aftalte ændringer i de kollektive overenskomster.

Det glippede denne gang for arbejdsgiverne – både for de private og for de offentlige.

Dansk Arbejdsgiverforening slog sig i tøjret i dagene op til forhandlingernes start. Der skulle lovgivning til og ikke overenskomstændringer. Synspunktet blev gentaget ved det første møde med en formulering om, at DA ikke ville medvirke til nogen sammenhæng mellem trepartsforhandlingerne og de kollektive overenskomster. Og kommuner og regioner var enige.

Det vil nok være en overdrivelse at sige, at jeg faldt ned af stolen i Spejlsalen i Statsministeriet den dag. Men et opstartsmøde til denne form for forhandlinger er så veltilrettelagt og så formelt, at der normalt ikke vil fremkomme overraskelser for deltagerne. Denne melding fra Dansk Arbejdsgiverforening – som reelt var en kortslutning af et traditionelt trepartsforløb – fik alligevel mit manglende slips til at stramme.

Det var nemlig i mine øjne den måske allermest overraskende melding i hele forløbet. Overenskomstparterne skulle ikke give tilsagn om at ville søge ændringer indarbejdet på deres gebet – overenskomsterne. Det skulle i stedet overlades til lovgiverne.

I mine ører lød og lyder det som en underkendelse af selve trepartsinstitutionen.

Trepartsaftalen fra 1987 indeholdt både emner, som lovgiverne skulle søge for at gennemføre, og emner, som overenskomstparterne skulle bakse med. Enigheden i denne aftale om gennemførelse af arbejdsmarkedspension for alle er et godt eksempel. Overenskomstparterne skulle forhandle pensionsordninger ind i de enkelte overenskomster, og lovgiverne skulle følge op med en følgelovgivning.

I den danske model er arbejdstid et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Denne klare forudsætning gav DA ved denne trepartsforhandling et entydigt skud for boven.

DA har næppe lyst til at hjælpe den nuværende regering. Når nu arbejdsgiverne hælder så mange penge i de borgerlige partier, er det måske forståeligt. Men at arbejdsgiverne ikke vil bruge trepartsinstitutionen, det er til gengæld uforståeligt.

Arbejdsgivernes håndtering af arbejdstidsspørgsmålet ved dette års trepartsforhandling sætter i virkeligheden spørgsmålstegn ved, hvorvidt det fremtidigt overhovedet vil være muligt at indgå trepartsaftaler. Vel at mærke aftaler, hvor alle tre parter tager ansvar. Og ikke blot aftaler, som reelt kun er kamuflerede konsultationer af arbejdsmarkedets parter om nogle lovforslag, en regering agter at gennemføre.

Og så er der selvfølgelig også grund til eftertænksomhed på lønmodtagersiden.

Det er svært ikke at tolke forløbet som et resultat af, at regeringen ikke havde udsigt til at få gennemført afskaffelse af først helligdage og siden feriedage på trods af løfter fra eller måske direkte aftaler med dele af fagbevægelsen.

Og der har da også været forskellige holdninger og vurderinger i fagbevægelsen, når det gælder veje til at skaffe flere arbejdstimer. Men har vi så også afspejlet medlemmernes holdninger?

Det blev vist ret tydeligt undervejs, at der ikke var opbakning blandt medlemmerne bredt set til afskaffelse af helligdage eller feriedage, og at der blev peget på forskellige alternative veje til at skaffe arbejdstimer.

Hvis nogen på forhånd har lovet at bakke op om at skaffe flere arbejdstimer her og nu, så viste forløbet, at medlemmer og ledelser har været langt fra hinanden. Så vidt jeg kunne høre, skiftede formuleringerne undervejs da også mere og mere til enten »når, der bliver behov« eller »hvis og når der bliver behov«.

Fagbevægelsen ville have gjort sig selv en meget stor tjeneste, hvis denne afklaring var faldet på plads på et langt tidligere tidspunkt, så vi havde undgået denne noget uskønne provokation af medlemmernes sunde fornuft om at skaffe flere hænder til job, som ikke findes i dag.

I sagens natur deltog jeg i mange møder mange forskellige steder om trepartsforhandlingerne – også i LO. Alligevel har jeg aldrig før prøvet at været så uvidende om, hvorvidt der foregik noget, og i givet fald hvad det gik ud på. Eller sagt på en anden måde, så var det i den periode, at de få overlevende sorte hår også blev grå.

Men hvad værre er, så viser forløbet, at LO’s beslutninger på den ekstraordinære kongres i 2003 om fornyelse af organisationens værdigrundlag og optræden i politiske sammenhænge ikke holder, når der allermest er brug for, at LO og medlemsforbundene efterlever beslutningerne.

I stedet blev forløbet – i det mindste i mine øjne – præget af partipolitiske hensyn og ’vi ved bedst, hvad der tjener medlemmernes interesser’-holdninger.

2003-kongressen stod for det stik modsatte.

Når dette så kombineres med hemmelige møder og hemmeligholdte aftaler eller løfter, så dukker tidligere tiders partipolitiske ejerskab til fagbevægelsen og dens medlemmer op igen.

Så er det hele møllen med voldtægt af LO’s vedtægter, oprettelse af hemmelige parallelle beslutningsprocesser. Det er ganske enkelt for dumt. Og det er også for dumt at tro, at man kan lege røvere og soldater i så lang tid, uden at nogen begynder at tale over sig, så rygterne vil nå frem til det flertal i LO’s daglige ledelse, der indtog rollen som dem, de andre ikke vil lege med.

Det er de stik modsatte signaler, fagbevægelsen har brug for at sende i dagens Danmark.

Vi skal aldrig tage medlemmerne som gidsler for partipolitik. Vi skal i stedet kunne samarbejde med alle, der vil det samme som os. Og vi skal gøre det på baggrund af vores egen dialog med medlemmerne. Her var trepartsforhandlingerne en rigtig god chance for at demonstrere, at fagbevægelsen i dag agerer på nye måder. Den chance lod vi glide ud mellem fingrene på os – desværre.

Det værste er dog, at forløbet i mine øjne er et meget trist eksempel på manglende overensstemmelse mellem medlemmer og ledelser.

Fagbevægelsens fornemste adelsmærke er medlemsdemokratiet. Det demokrati, som skal sikre, at fagbevægelsen arbejder for det, som alle eller i det mindste flertallet ønsker. Og det demokrati, som ikke alene bygger på formelle beslutninger i kompetente forsamlinger, men som også handler om den dialog med medlemmerne, som retter den enkelte faglige organisations kurs til.

Trepartsforløbet afslørede betydelige og ubehagelige huller i dette demokrati.

En tv-journalist sagde for nylig til mig efter et interview, at det er klogere at erkende, at tidsånden har overhalet én, men at man nu går målrettet efter at komme på omgangshøjde, end at benægte alt.

Det udtryk rammer ikke helt ved siden af, når det gælder om den ubalance mellem fagbevægelsens medlemmer og ledere, som trepartsforløbet bragte for dagen. I de fremtidige drøftelser med regeringer og arbejdsgivere er der med andre ord al mulig grund til, at fagbevægelsen indhenter tidsånden.

Forhåbentlig kan eftertænksomhed og selvransagelse hos parterne i denne kuldsejlede trepartsforhandling føre til, at parterne på delområder kan nå frem til enighed i de kommende måneder.

Regeringen har stadig ting på programmet, som i mine øjne kræver aktivt medspil fra arbejdsmarkedets parter. Og som næppe kan gennemføres uden.

Den skitserede reform af den offentlige sektor i regeringsgrundlaget, der handler om tillid, faglighed, ledelse og afbureaukratisering er et blandt flere indlysende eksempler. Og uddannelse er stadig en fælles investering i fremtiden.

Trepartsinstitutionen har været en afgørende krumtap i den danske model i et par menneskealdre. Det er sigende, at alle her 25 år efter den store aftale fra 1987 kan se værdien. Foghregeringen satte uddannelse på trepartsdagsordenen for fem og seks år siden. Det har alt andet lige givet et bedre afsæt i dag til diskussionen om vækst og konkurrenceevne.

I mine øjne har fagbevægelsen i almindelighed en stor interesse i dialog med en hvilken som helst regering om det, der vedrører arbejdsmarkedet. Lige nu er denne interesse måske større end nogensinde før. Jeg er ikke sikker på, at arbejdsgiverne lige nu har det helt på samme måde.

Til gengæld bør regeringen have det på samme måde.