Den sidste måned har Politiken gengivet historien om den adopterede Amy fra Etiopien.

LÆS OGSÅHistorien om Amy kapitel 1: Den er helt gal, forældrene kan slet ikke rumme Amy

Reaktionerne har været stærke, og en lang strøm af udtalelser, vurderinger og kommentarer har cirkuleret og givet genlyd i medierne. Amys historie er ulykkelig og tragisk på mange niveauer. Men sagen rejser også en række kritiske spørgsmål til adoption – spørgsmål, som hverken bliver taget op af medier eller eksperter.

Som adoptionsforsker finder jeg det tankevækkende, at den vrede, Amys historie har afstedkommet i offentligheden, er bundet op på en forståelse af, at sagens uretfærdigheder mest af alt handler om en kombination af inkompetence i Næstved Kommune og dårlige forældrekompetencer hos Amys adoptivforældre. Derimod er vreden ikke blevet bundet sammen med forståelser af, at Amys historie også peger på strukturelle problemer ved transnational adoption, hvor udenlandskfødte børn adopteres af danske forældre.

I forhold til Amy historie er det derfor interessant at se nærmere på de følelser, som sagen producerer. I hvilke retninger løber vrede og forargelse? For hvem og om hvad rejser vreden krav om forandring og retfærdighed? Og hvilke blindheder og privilegier peger dette tilbage på?

Artiklerne om Amy beskriver, hvordan et dansk par i 2009 adopterer den ca. 9-årige pige og hendes lillesøster fra Etiopien, men også at Amy ikke trives i adoptivfamilien. Der opstår mange konflikter i hverdagen, og Amy fortæller i skolen, at der foregår overgreb og vold i familien, hvorefter hun bliver akut anbragt hos en plejefamilie.

Undervejs i forløbet skifter Amys adoptivforældre holdning til, om de vil videreadoptere eller beholde hende, og det er med deres støtte, at Næstved Kommune beslutter sig for at overflytte Amy fra plejefamilien til en institution. Amy derimod vil gerne blive hos sin plejefamilie, og hun modsætter sig derfor overflytningen. Videodokumentationen, af hvordan hun bliver tvangsflyttet fra plejefamilie til institution, får for alvor sagen til at rulle i medierne, og det afføder stærke reaktioner i offentligheden.

LÆS OGSÅSe kommunens voldsomme tvangsflytning af 11-årig

Og her er det især Næstved Kommune, som bliver genstand for vrede og forargelse. Kommunens Facebookside bliver bombarderet med vrede indlæg. De retter sig især mod det, der opfattes som inkompetente sagsbehandlere og beslutningstagere.

Sideløbende bringer medierne kritik fra organisationer som Amnesty International og Børns Vilkår, der er rystede over, hvordan sagsforløbet er blevet håndteret.

LÆS OGSÅAnsatte modtager trusler efter tvangsfjernelse af Amy

En del af vreden og forargelsen retter sig også mod Amys adoptivforældre. Mod de voldsepisoder, som Amy fortæller om. Om adoptivforældrenes manglende ønske om at vedligeholde kontakten mellem Amy og hendes biologiske lillesøster. Og – hvis man trykker vreden lidt på maven – måske også mod at adoptivforældrene har modsat sig kontakt mellem Amy og hendes syge etiopiske mor. Men allermest retter vreden sig mod adoptivforældrenes beslutning om at videreadoptere Amy for derefter at ombestemme sig igen.

Så vreden løber hen mod nogle helt bestemte punkter. Og med vreden følger en lang række politiske krav. Om at børn skal høres og respekteres. Om at der skal oprettes videnscentre for adoption. Og om at Ankestyrelsen bør tage Amys sags op til genvurdering. Børns Vilkår, Amnesty International og Adoption & Samfund taler med store bogstaver, og medierne står i kø for at interviewe politikere, ministre, psykologer og jurister.

Vreden bliver til et politisk redskab. Men hvem anspores til at tage del i vreden? Bortset fra Amy selv, der heldigvis har formået at insistere på sin sag gennem forskellige kanaler, har andre adopterede stort set været fraværende fra mediedækningen.

LÆS OGSÅ12-årige Amy: Mine adoptivforældre lyver

Den manglende interesse for at sammenholde Amys historie med andre og lignende adoptionserfaringer fortæller noget om, at transnational adoption ikke genkendes som et fænomen med strukturelle problematikker. Og måske også noget om, at det er en ilde hørt sandhed, at veluddannede middelklasseadoptivforældre ikke er bedre end andre forældre. At der også her findes eksempler på vold, svigt og racisme, selv om potentielle adoptivforældre skal igennem en godkendelsesproces.

Derimod genkendes spørgsmålet om børns (manglende) retssikkerhed og kommunal inkompetence som et strukturelt problem. Det er i genkendelsen af dette problem, at der opstår et følelsesmæssigt fællesskab, hvorfra det folkelige ramaskrig kan hente kraft og styrke.

De uretfærdigheder, som Amy er fanget i, bliver genkendelige som resultatet af et massivt kommunalt svigt. Vreden synes dermed at hvile på en forestilling om, at uretfærdighederne i Amys liv primært handler om, at hun er havnet hos den forkerte danske adoptivfamilie og ikke må få lov at bo hos den rigtige danske plejefamilie.

Vredens fokusering, på de konkrete adoptivforældre fra Næstved og det kommunale svigt, får forskellige effekter, f.eks. at Amys historie bliver til en kamp om, hvem der taler sandt, og hvem der lyver. Men mest af alt bidrager fokuseringen til at usynliggøre, at de aktuelle uretfærdigheder i Amys liv ikke kun handler om Næstved Kommune, men i høj grad også om de sociale vilkår, racisme og økonomiske uligheder, som understøtter transnational adoption, og som på meget kort tid har gjort Etiopien til et populært, men ikke uproblematisk afgiverland i forhold til transnational adoption.

Rundt om alt dette opstiller vreden som sit krav, at uretfærdighed skal erstattes af retfærdighed. Men for hvem og på hvilken måde? Hvor trækker vreden sig tilbage? Og hvor når den aldrig hen?

Et eksempel på, hvor vreden aldrig retter sig hen, viser sig i de måder, hvorpå det ’rette’ forhold mellem adopterede og biologiske forældre beskrives. Ifølge Politiken skriver Amys etiopiske mor breve til Amy. Og de når frem til Amy og hendes adoptivfamilie uden om DanAdopt, som ellers administrerer kontakten mellem den danske og den etiopiske familie. Det giver, ifølge Politiken, anledning til konflikt mellem DanAdopt og Amys adoptivforældre.

Til Politiken giver Amys adoptivfar udtryk for, at det ikke er normalt, »at der skal være løbende kontakt med den biologiske familie, for det er ikke godt for barnet, og det udelukker enhver form for tilknytning« (17.6.).

LÆS OGSÅAmys adoptivforældre: Man kan ikke bare tage nogle andre menneskers barn

Udsagnet er illustrativt for, hvordan transnational adoptionspraksis til stadighed formes af ideer om, at tilknytning til adoptivfamilien forudsætter en afskæring af tilknytning til den biologiske familie.

Denne form for tænkning er grundlæggende for den lukkede og anonyme adoptionspraksis, som er dominerende i Danmark. En praksis, der ofte forsvares med hensyn til barnets tarv, men som mest af alt privilegerer positionen som adoptivforælder. Med afskæringen til barnets øvrige slægtninge sikres adoptivforældreskabet både juridisk og følelsesmæssig forrang.

I dag mener mange aktører inden for adoptionsområdet, heriblandt DanAdopt, at det kan være hensigtsmæssigt at opretholde en vis form for kontakt mellem den adopterede og den biologiske familie.

Det er jeg ikke uenig i, men hvilke former for kontakt anses som hensigtsmæssige? Og hvorfor skal de adoptionsformidlende organisationer installeres som ’den store videnskontrollør’?

Med al respekt så hviler disse organisationer på en præmis om at facilitere adoptioner. Adoption er deres eksistensgrundlag, og det som skaber arbejdspladser og professionelle identiteter. I den forstand er det indlysende, at der opstår interesser i, at adoption fremstår som et godt valg for alle parter. Spørgsmålet er, om disse interesser udgør det bedste grundlag for at administrere kontakt mellem adopterede og deres biologiske familier?

Truslen ved den umedierede kontakt peger dog også i andre retninger. Politiken citerer Mette Garnæs fra DanAdopt for at sige: »Det er meget fattige mennesker, og man kan blive sat i en forfærdelig samvittighedssituation og føle, at man er nødt til at hjælpe dem, hvis man har en direkte kontakt»« (5.6.). Den direkte kontakt skal med andre ord undgås, fordi adoptivforældre ikke skal presses ved at blive sat i en samvittighedssituation, hvor de skal føle sig forpligtede til at hjælpe børnenes fattige biologiske forældre.

Man kan sige, at dette er indlysende i forhold til at modvirke en økonomi, hvor børn på meget direkte vis veksles til penge. Men samtidig viderefører udtalelsen også en logik om, at det er med breve fra de biologiske forældre, at ’en forfærdelig samvittighedssituation’ kan aktiveres og komme i spil.

Problemet er, at hele spørgsmålet om transnational adoptionsmigration, hvor børn bliver flyttet fra fattige lande til rige lande, allerede udgør ’en forfærdelig samvittighedssituation’. Og at det er i denne forskydning, at et kæmpe privilegium bliver udøvet: Ved at tøjre aktiveringen af dårlig samvittighed til de familier, der sender breve, og som i øvrigt ikke har nogle rettigheder i forhold til de afgivne børn, kan aftagerlande, formidlende organisationer og adoptivforældre skærme sig mod at blive udfordret på den dårlige samvittighed og forestillinger om, hvad det vil sige at tage ansvar.

For det at adoptere er jo at tage ansvar. Eller findes der andre måder at tænke ansvarlighed på?

Spørgsmål er i det hele taget det, jeg sidder tilbage med. For hvorfor spørger ingen til konsekvenserne af at måtte afgive sine børn til adoption, fordi man er syg eller fattig.

Hvorefter man er henvist til at skrive breve. Som man ikke kan være sikker på bliver givet videre til det barn, som de er tiltænkt. Og hvorfor spørger ingen til, hvad det vil sige, for Amy og for andre adopterede, at leve med en viden om, at ’systemet’ er indrettet sådan, at ens adoptivforældre for alt i verden ikke skal føle sig forpligtede til at hjælpe ens fattige, syge biologiske forælder?

Det er her, at vreden glimrer ved sit fravær: I forhold til hvordan viden og kontakt mellem adopterede og deres biologiske slægtninge skal administreres. Omkring de indgroede forestillinger om, at lukket og anonym adoption er at foretrække.

I forhold til de biologiske forældres manglende rettigheder og muligheder. I fortrængningen af at transnational adoption allerede – og længe før der kommer et brev fra Etiopien – udgør en ’forfærdelig samvittighedssituation’ af global ulighed. Og mest af alt: i den manglende vilje til at tænke i alternativer til adoption og andre former for ansvarlighed.

Hvis sådanne spørgsmål for alvor bliver taget op, vil det indebære en omfordeling af privilegier, rettigheder og levelighed for de indblandede aktører i adoption. Spørgsmålet er, om der er interesse og vilje til en sådan omfordeling?

I Danmark nyder transnational adoption bred opbakning. De partier, der er repræsenteret i Folketinget, støtter adoption. Men der er ingen af disse partier, som i skrivende stund fører en kritisk og solidarisk politik, der tager højde for alle aktører i feltet.

Den plads er ledig og har været det meget længe. I det omfang adoption diskuteres, står kampene oftest om, hvem der skal have lov til at adoptere, og hvilke former for statslig støtte (f.eks. tilskud til enlige forsørgere) disse aktører (ikke) skal have adgang til.

Til trods for gode intentioner om barnets bedste er det ofte adoptantpositionen, som opnår politisk prioritering. Afgiverpositionen bliver derimod aldrig nævnt.

Den tværpolitiske opbakning til transnational adoption handler for en stor dels vedkommende om dét, man kan kalde det reparerende potentiale ved transnational og transracial adoption. At der her er en familieform, som tilsyneladende overskrider racemæssige grænser på en progressiv måde.

Den hvide adoptivfamilies kærlighed til det brune eller sorte adoptivbarn udgør et potent symbol på kollektivets evne til at rumme racemæssig forskellighed. Transnational adoption fungerer på den måde som et romantisk billede på antiracisme.

Dertil kommer, at den del af det politiske landskab, der normalt prioriterer minoritetsrettigheder, har haft sine egne stærke investeringer i fænomenet, fordi transnational adoption ofte forstås som en alternativ (og minoriseret) familieform. Det kan der være noget om, men det alternative springer mest i øjnene på den, som har blik og identifikation fæstnet hos de danske adoptivforældre. Der er intet alternativt ved, at brune mennesker fra det globale syd må afgive børn og arbejdskraft til hvide mennesker fra det globale nord.

Den vrede, som hvirvles op i offentligheden, og som medierne puster til med deres fokusering, er dog ikke rettet mod disse investeringer. Den må nærmere forstås som både konsekvens og beskyttelse af selvsamme investeringer.

Hvis man vil forstå den bredere kontekst, som Amys historie er en del af, er det værd at lytte til de former for adoptionskritik, der i disse år formuleres i og uden for Danmark. En del af denne kritik formuleres af voksne adopterede og tager eksempelvis form som kunstneriske afsøgninger af adoptionens følelsesmæssige og politiske logikker.

Det vil sige, hvordan følelser som kærlighed, skam, tab og sorg skaber (u)levelige slægtskabsrelationer og livssituationer. Det kan også være gennem bemægtigelse af vreden og en figur som ’the angry adoptee’ – symbolet på den utaknemmelige, rasende og utilpassede adopterede.

Eller gennem forskellige former for aktivisme, der sigter på at problematisere den stærke efterspørgsel på adoption og samtidig skabe bedre vilkår og politisk synlighed for de mennesker, der må afgive børn.

Selv får jeg søvnløse nætter og vrede drømme af Amys historie. Og ligesom mange andre ønsker jeg retfærdighed. At der findes en ordning, som Amy selv har indflydelse på. At hun får mulighed for at se sin søster og holde kontakt med sin etiopiske mor og sin plejefamilie.

Og mest af alt: at hun ikke på voldelig vis påtvinges et (adoptiv)slægtskab mod sin vilje. Men samtidig er der brug for, at transnational adoption bliver forstået langt mere strukturelt og kritisk af både medierne og eksperter. Og at der opbygges politisk mod og vilje til at forrykke gamle privilegier og tankemønstre.

Dette er på ingen måde et argument imod adoption som familieform, men et argument for at det, vi forstår som retfærdighed og solidaritet i relation til adoption bliver taget op til radikal revurdering. At give vrede og andre følelser mulighed for at bevæge sig i nye retninger kunne være en begyndelse.