Malta har altid været et kontrastfyldt land. Med sin lille størrelse, 316 kvadratkilometer, og en befolkning på bare lidt over 400.000 indbyggere præges EU’s mindste medlemsland i dag af en stærk kulturel og politisk tilknytning til resten af Europa. I mange år efter landets selvstændighed brugte man det meste af tiden på at diskutere dels landets europæiske identitet, dels hvilke bånd der skulle knyttes til omverdenen og i særdeleshed til Europa.

Landets uafhængighed fra Storbritannien i 1964 blev opnået på fredelig vis, og man opretholdt betydelige forbindelser til den tidligere kolonimagt. Den britiske monark forblev Maltas statsoverhoved indtil 1974, hvor parlamentet erklærede Malta for en republik. Den britiske militærbase i Malta fungerede indtil 1979, hvorefter Maltas Labourregering med Dom Mintoff i spidsen førte en neutralitetspolitik og gik ind for alliancefrihed. Oppositionspartiet, Nationalistpartiet, og dets leder Eddie Fenech Adami, var derimod fortalere for medlemskab af EF (som EU hed dengang).

Det var et klart modsvar til Mintoffs regering, som førte en temmelig dobbelttydig udenrigspolitik med tætte forbindelser til Gaddafis Libyen, Kim il Sungs Nordkorea og de kommunistiske stater i Østeuropa.

Premierminister Mintoff gik så langt i sin skepsis, at han ligefrem udtalte, at Vesteuropa var ’Europas Kain’ med henvisning til, hvordan Adam og Evas søn på grund af jalousi havde slagtet sin bror Abel.

1970’erne og 1980’erne blev en turbulent tid for Malta, men hjalp dog også landet gennem sine unge år, så det efterfølgende kunne fremstå som et moderne og demokratisk europæisk land. Parlamentsvalget i 1987 ledte til et regeringsskift og til et politisk og økonomisk kursskifte, hvormed man fik lagt afstand til tidligere tiders eksperimenteren, som havde ført til overdreven statslig indblanding i de fleste forhold. 1987 blev en genopvågning for Malta, som begyndte at give slip på sin belejringsmentalitet og slå dørene op for omverdenen.

KRONIKEN PÅ ENGELSKZooming in on the EU’s smallest Member State

Det handlede ikke kun om, at man nu kunne importere udenlandsk chokolade, efter at man i årevis kun havde kunnet købe en lokalt produceret og fuldstændig uspiselig chokolade – en form for importforbud, som også omfattede varer som tandpasta og almindelig pasta. Det handlede i højere grad om, at man genopdagede Maltas store potentiale og fik sat nye ord på landets ambitioner. Alt det andet er historie.

Malta ansøgte om medlemskab af EF i 1990. Medlemskabet blev heftigt diskuteret. Nationalistpartiet, som sad i regering, gik ind for medlemskabet i modsætning til arbejderpartiet Labour, som var klart imod. Da Labour atter kom til magten i 1996, forsøgte partiet da også at indefryse ansøgningen og i stedet udarbejde en form for partnerskabsaftale. Da Labour så tabte valget i 1998, satte nationalisterne atter gang i ansøgningen og indledte et intenst lobbyarbejde for at sikre landet medlemskab.

Det tog samlet set 16 år at opnå medlemskab. I marts 2003 blev der afholdt folkeafstemning om medlemskab af EU, og 53,6 procent af vælgerne stemte for. Valgresultatet blev bekræftet, da der et par uger senere afholdtes parlamentsvalg, hvor nationalisterne fik flertal med 51,79 procent af stemmerne.

LÆS OGSÅEU kritiserer nedgradering af euro-lande

I kølvandet på disse valg erklærede Labour, at det ville respektere folkets beslutning, og at det ikke længere ville modsætte sig medlemskabet af EU. Rent politisk er medlemskabet derfor ikke længere et kontroversielt emne, og begge de politiske hovedaktører er nu fast besluttede på, at Maltas medlemskab af EU skal blive en succes. Det har afspejlet sig flere gange gennem de seneste år, hvor begge partier i parlamentet har stemt for større europapolitiske tiltag, eksempelvis ratificeringen af Lissabontraktaten.

I parlamentet skal man snart til også at tage stilling til ratificering af en ny finanspagt og til de nødvendige forfatningsændringer. Begge partier har tilkendegivet, at de vil stemme for. Desuden var Labours nuværende leder, Joseph Muscat, en af de første maltesere, som blev valgt ind i europaparlamentet i 2004. Muscat har gjort meget for, at Labour ikke længere skal fremstå som et EU-skeptisk parti. Nationalistpartiet og dets leder, premierminister Lawrence Gonzi, har for sin del styret landet gennem disse første otte års EU-medlemskab. En af de største politiske bedrifter har været, at man i 2008 fik indført euroen.

Fra tid til anden skifter folkestemningen i forhold til medlemskabet på Malta, ligesom det er tilfældet i de øvrige medlemslande. Ifølge Eurobarometerets undersøgelser svarede 45 procent af malteserne i 2004, at medlemskabet af EU overordnet set havde været godt for Malta, hvorimod 17 procenter mente, at det havde været dårligt.

I 2008 var andelen af dem, som anså det for godt, steget til 60 procent, mens kun 12 procent gav udtryk for det modsatte. I maj 2011 viste tallene et fald til 42 procent med hensyn til de positivt stemte, hvorimod de negativt stemte udgjorde 18 procent. 37 procent gav udtryk for, at medlemskabet hverken var godt eller skidt for Malta. Det er imidlertid interessant, at når de blev spurgt om, hvorvidt Malta havde draget fordel af medlemskabet, svarede hele 59 procent ja, og 25 procent svarede nej. Det er også værd at bemærke, at til valget til Europaparlamentet i 2009 havde Malta den højeste valgdeltagelse blandt de lande, hvor det ikke er lovpligtigt at stemme, i modsætning til situationen i mange andre medlemslande, hvor store befolkningsgrupper er fuldstændigt uinteresserede i EU-forhold.

Det betyder dog ingenlunde, at malteserne er forelskede i Den Europæiske Union. På trods af at vi er mange, der taler om vore visioner om et samlet Europa og om EU’s idealer og værdier, er mange maltesere særdeles pragmatiske i deres forhold til EU. De spørger som oftest sig selv: 'Hvad får vi ud af det?' Måske denne tendens er udløst af vores politikere, som når de taler om alle de fordele, der er ved medlemskabet, eksempelvis fremhæver de millionvis af euro, som Malta modtager fra EU’s strukturfonde. Hermed ikke sagt, at fondene ikke skal indgå i overvejelserne.

Fondene har givet Malta mulighed for at investere i vigtige områder som infrastruktur, beskæftigelse, uddannelse og efteruddannelse, vores kulturarv, turisme og miljøbeskyttelse. Malta har haft succes med at administrere bevillingerne fra EU’s strukturfonde, og for programmet for 2004-2006 opnåede man fuld fordeling.

Samtlige fondenes forpligtelser for perioden 2007-2013 forventes at være opfyldt i løbet af indeværende år. For tiden forbereder Malta sig på de hårde forhandlinger om de finansielle rammebevillinger for perioden 2014-2020, eftersom der er alvorlig risiko for, at Malta ikke længere har ret til at modtage det højeste støtteniveau. For Malta har det førsteprioritet at bibeholde det samme niveau af støtte fra Samhørighedsfonden, så hele landets økonomi kan drage nytte af disse midler.

Selv om fondsmidlerne i væsentlig grad medvirker til at hæve EU’s anseelse i Malta, er der dog også faktorer, som trækker i modsatte retning.

Et helt konkret eksempel er den illegale indvandring. Der er ganske vist langt til en egentlig krisesituation, men med hensyn til hvor mange indvandrere der går i land på Malta, er der en udbredt opfattelse af, at EU gør alt for lidt for at hjælpe Malta med at få styr på problemet.

LÆS OGSÅAsylansøgere holder sig fra Danmark

Det bedste, EU har haft at byde på, er et pilotprojekt, der skal sørge for, at man placerer personer, som nyder godt af internationale regler om beskyttelse, andre steder end på Malta. Problemet med projektet er, at det foregår på frivillig basis og ikke forpligter de andre medlemslande.

Derfor begynder malteserne nu at tvivle på de højtravende idealer om solidaritet, som ellers er et grundlæggende princip i EU. Idealerne synes åbenbart ikke at blive ført ud i livet for at komme et lille land som Malta til undsætning. I stedet ser man fra flere af vore EU-partnere blot modstand mod at dele de fælles byrder, hvis det ikke foregår på rent frivillig basis.

Det har også givet anledning til problemer, at jægerlobbyen i Malta har påstået, at den er blevet svigtet af regeringens talsmænd, som før folkeafstemningen om EU-medlemskab havde forsikret jægerne om, at deres ’hobby’ ikke ville blive truet af medlemskabet.

Men der er også andre problemer, som bevirker, at EU ikke er så populær i Malta: Der er en udbredt opfattelse af, at EU’s institutioner og i særdeleshed EU-kommissionen har en tendens til at skære alle over en kam i sin tilgang til, hvordan EU’s regelsæt skal anvendes, på trods af at der i mindre nationer som Malta naturligvis er særlige forhold, som berettiger til en vis fleksibilitet i fortolkningerne. Desuden er der helt aktuelt initiativer fra EU-kommissionen, eksempelvis.

For nylig har Maltas regering også udtrykt bekymring over kommissions forslag om en reformering af fiskerisektoren. Malta insisterer i den forbindelse på, at konkurrencen skal foregå på lige vilkår, og at EU derfor må insistere på, at politikken i forhold til spørgsmålet om fiskebestanden også skal være bindende for ikkemedlemslande.

Når Malta, som forfatningen foreskriver, afholder parlamentsvalg senest næste forår, vil selve medlemskabet af EU ikke blive et valgtema.

Men begge politiske partier vil i valgkampen inddrage, hvordan Malta klarer sig som medlemsland. Det regerende parti, Nationalistpartiet, vil henvise til, at det var dem, som til manges overraskelse fik sikret Malta medlemskab, og til alle de fordele, der er kommet ud af det. Nationalistpartiet vil også forsøge at overbevise vælgerne om, at det er det parti, som bedst vil være i stand til styre landet og dets økonomi gennem en tid præget af global recession og af krisen i eurozonen. Efter at have tilbragt størstedelen af de seneste femogtyve år i opposition vil Labour derimod slå på, at landet har brug for en ny økonomisk kurs, som kan sikre, at ’Malta bliver Europas bedste’.

Nationalistpartiet vil utvivlsomt minde vælgerne om Labours uforsonlige modstand mod EU helt frem til 2003 og mener, at Labours kursskifte i forhold til EU ikke skyldes en egentlig holdningsændring, men blot at det bedre kan betale sig.

Premierminister Lawrence Gonzi vil igen og igen minde malteserne om alle regeringens resultater inden for det økonomiske område og om de forbedringer, der har været inden for uddannelses- og sundhedssektoren.

Meget afhænger af, hvordan det går med økonomien. En statistisk undersøgelse, som blev offentliggjort 8. juni, viste, at økonomien i årets første kvartal var i recession efter to gange i træk at have været i tilbagegang. Regeringens økonomiske politik gennem finanskrisen og gennem den økonomiske krise har ellers været opfattet som en af dens største bedrifter i de seneste år.

Nu hvor økonomien er i recession, er Labour allerede gået til angreb på regeringens troværdighed i den sammenhæng. Det er for tidligt at sige, om vælgerne vil godkende en forklaring, som udlægger recessionen som et resultat af, at regeringen har afvist at hæve eltaksterne, selv om oliepriserne stiger, og fordi der har været et midlertidigt fald i landets eksport af mikrochips.

Malta har herudover en af de laveste arbejdsløshedsprocenter og en af de højeste jobskabelsesprocenter i hele EU. Labour svarer igen herpå og siger, at regeringen ikke lever op til sine egne målsætninger, hverken med hensyn til økonomisk vækst eller nedskæring af den offentlige gæld.

Labour påstår også, at regeringen ikke vil se problemerne i øjnene og fuldstændig overser de bekymrende meldinger fra Den Internationale Valutafond (IMF), Europakommissionen, kreditvurderingsbureauerne og fra Maltas egen centralbank.

Fronterne i valgkampen er således allerede trukket op. Parlamentsvalg i Malta plejer at være en ophedet og farverig affære med markant mange vælgere, som vil give deres besyv med til valghandlingen. I 2008 var valgdeltagelsen 93 procent, hvilket var et fald på 3 procent i forhold til 2003.

Adskillige meningsmålinger melder om en klar føring til Labour, men i Malta skal man aldrig tage et valgresultat for givet. Nationalistpartiet vandt det foregående valg med blot 1.500 stemmer. Sammensætningen af en ny regering vil også få direkte indflydelse på EU, eftersom Malta er ved at gøre klar til for første gang at overtage formandskabet for EU i 2017.

Malta er måske nok et kontrastfyldt land. Men der er en ting, som vi alle er enige om: Malta er i dag en integreret del af EU – vi er en nation, som deler en fælles arv med vores partnere, og vi kan selv i disse vanskelige tider gennem en fælles indsats se frem mod en fremtid med samme grad af forsigtig optimisme, som EU’s grundlæggere udtrykte på hele Europas vegne efter Anden Verdenskrig.

Oversættelse: Jacob Giese