En lov er ved at blive ført ud i livet.

Den handler om noget så teknisk og kedeligt som randzoner. Det er vanskeligt at forstå, men det får store konsekvenser. For mig, min familie og tusindvis af arbejdspladser i Udkantsdanmark. Jeg vil forsøge at fortælle min historie og forhåbentligt hjælpe andre til at forstå, hvad der er ved at ske ude på landet.

Om et halvt år skal jeg hjem til Bornholm og være landmand på fuldtid. For at komme i gang med generationsskiftet har min far solgt noget af gården til mig, ca. 65 hektar god bornholmsk muld. Det svarer til ca. 100 fodboldbaner.

»Øj, det er godt nok meget jord …« siger mine venner i København, der ikke ved så meget om landbrug. »Ja«, svarer jeg og forsøger at forklare dem, at 100 fodboldbaner ikke forslår meget i dag. Det er planen, at jeg i løbet af nogle år skal købe resten af gården.

I dette forår har drømmen om livet på landet lidt et alvorligt knæk. Lige nu sidder jeg og ser på et kort over vores gård. Det er et kort fra Fødevareministeriet, som fremhæver grøfter, bække, åer og søer. Det er egentligt sjovt at se det sådan fra oven, jeg kender jo hver en krog.

LÆS OGSÅForhadte randzoner er nu på plads

Men jeg har det hverken sjovt eller godt, når jeg ser på kortet. Jeg kan se, at jeg får taget noget af min jord. Der skal være ti meter fra marken og hen til vandløbet, og vi har mange lange vandløb. De kalder det ’bræmmer’ i Fødevareministeriet, den jord, der skal ligge ufrugtbar hen imellem vandet og marken. Nå, tænker jeg, der røg cirka fem fodboldbaner. Mine venner siger: »Det er vel ikke så meget – du har jo rigeligt med jord«.

Problemet er, at en ung landmand som mig typisk ikke ejer meget af jorden selv. Den er købt og betalt med realkreditlån og banklån. Ovenfor fortalte jeg, at jeg ejer ca. 100 fodboldbaner. Men reelt set er de 80 ikke mine, de ejes af banker og realkreditinstitutter. Når man tager fem fodboldbaner fra mig, tager man en fjerdedel af min ejendom.

Mine københavnervenner siger: »Din far har da solgt jorden billigt til dig, du kan da ikke have problemer …«. Ja, det gjorde han, men det er ulovligt at sælge jorden til spotpris, han skal sælge den til mindst 85 procent af den offentlige vurdering. Og med de store prisfald, vi har set de sidste to år, ja, så er det spørgsmålet, om ikke jeg er ved at blive det, man i banken kalder for ’teknisk insolvent’. Det betyder, at min gæld er større end de værdier, jeg ejer.

Jeg surfer væk fra Fødevareministeriets kort over min gård og hen på realkreditforeningens hjemmeside. De har regnet ud, hvad randzoneloven betyder i kroner og ører. Jeg mister, hvad jeg kan tjene på et års arbejde i marken og i stalden. Det er en hård omgang for en ung landmand, der endnu ikke har lagt meget til side. Realkreditforeningen er opmærksom på problemet, men det er ikke for min skyld, de gør sig ulejligheden. Det er mig, landmanden, der skylder banker og realkreditinstitutter penge, og de skal betales tilbage. Selv om jeg har mistet noget jord, har jeg stadig de samme renter og den samme gæld.

Jeg er vokset op på en gård på Bornholm – en rigtig gård, hvor vi har marker, grise, køer, en masse katte og nogle høns. Jeg skal snart overtage gården fra min far, og jeg har glædet mig længe. Min far overtog i sin tid gården fra min farfar, der i sin tid overtog den fra min oldefar. Det er noget så sjældent som en slægtsgård. En gård, der blev drevet af min familie, dengang Christian IV byggede Børsen og Rundetårn. Det ser nu mere sort ud, end vi kunne forudse, da jeg og min far begyndte at tænke på min fremtid som landmand.

Mette Gjerskov mener ikke, det er så slemt. Jeg får jo kompensation – 2.100 kr. hvert år per hektar. Det bliver 8-9.000 kr. per år for det, jeg mister. Det svarer til en tredjedel af det, jeg før har fået ud af at dyrke jorden. Ikke nok med at en fjerdedel af min ejendom pludselig er væk – jeg mister godt 20.000 kr. hvert år, resten af min tid som landmand. Fødevareministeren mener, at det er nødvendigt – landbruget må betale, fordi det forurener.

LÆS OGSÅMinister: Landmænd undgår ikke randzonerne

Lad det være sagt med det samme – det er fair nok. Landbruget er, som de fleste ved, et moderne erhverv, og ligesom alle andre produktionsvirksomheder forurener det. Jeg er meget opmærksom på vores forurening. Jeg har altid følt, at gården på en måde var min, selv om den var min fars.

Nu, hvor den er ved at blive min, tænker jeg på den som min søns gård. Min gård er gået videre i generationer, og der skal være noget at give videre til min søn i fremtiden. Derfor var jeg i begyndelsen positiv, da politikerne kom i gang med at diskutere vandplaner. Men politikerne fra venstre og højre side af Folketinget har skuffet mig enormt.

Jeg får en regning for min farfars og min fars forurening og jeg får hele regningen nu! Politikerne skal gøre, som når de afskaffer efterlønnen og hæver pensionsalderen. Føre en langsigtet politik. Jeg har som ung landmand en stor gæld, som jeg har planlagt at betale tilbage. Men hvordan planlægger jeg at betale, når det, jeg skal tjene på, pludselig forsvinder?

Jeg mister nu min løn et år, men hvad med fremtiden. Perspektiverne for mit videre arbejdsliv er dystre.

Hvis randzonerne ikke virker, og vandmiljøet ikke forbedres, vil politikerne måske tage mere af min jord. Det næste år skal jeg arbejde gratis og håbe på, at min hustru kan få lidt overarbejde, så vi kan klare os økonomisk. Men skal jeg regne med, at min hustru skal forsørge mig og vores dreng resten af livet? Jeg har ikke fået noget svar på det.

Desuden er jeg med randzoneloven forpligtet til at lade alle gå rundt på de nye bræmmer. Jeg skal tage min traktor, køre ud på den jord, jeg ikke må bruge, slå den, så folk kan gå der. Og så ellers samle coladåser og papiraffald efter dem, der nu har været der. Måske er jeg endda så heldig at støde på en død harekilling, bidt ihjel af en hund, som ikke var i snor. Jeg går altså fra at være en glad og stolt selvforsørgende landmand til at være en opsynsmand i statens reservater, der lever af almisser.

Det er ikke bare min jord, man har stjålet. Det er også mine drømme, der er ved at forsvinde. Hvis jeg nu risikerer at få taget et års løn med jævne mellemrum, kan jeg måske ikke leve et normalt liv som landmand på min egen gård. Jeg har personligt bare haft det uheld at købe jord, før disse zoner er vedtaget. Alle dem, der køber efter mig, ved jo, at de ikke skal betale for randzonerne. Det er russisk roulette-lovgivning. Det rammer tilfældigt og slår unge landmænd ud.

Jeg har heldigvis en dejlig kone, der gerne vil bo på landet sammen med mig. Men jeg synes ikke, hun skal være den eneste, der forsørger familien. Det er simpelt hen nemmere at sælge gården, flytte til byen og få et ’almindeligt’ arbejde, hvor man i det mindste får sin løn hver måned, hvert år.

Er dette så kun mit og 10.000 landmænds problem? Nej, det er det ikke.

Hvert år tager jeg og min far en tur ind til banken. Vi bliver taget forbi kasserne, hvor almindelige forretninger ordnes, og ledt op ad en fin trappe, op ovenpå i bankens mødelokaler. Her bydes vi på kaffe og en småkage, og så fremlægger vi det årlige regnskab for vores bankrådgiver. Vi har et fornuftigt samarbejde. Sammen ser vi på regnskabet og fortæller, hvad vi vil gøre i marken og i stalden i det følgende år. De er flinke i banken, men de er også professionelle – de passer på deres penge.

Næste gang vi kommer, bliver det nok knap så hyggeligt. Jeg forestiller mig, at min far og jeg kommer ind, som vi plejer. Når vi sætter os og gennemgår regnskabet, bliver atmosfæren ubehagelig. Bankmandens blik flakker. ’Ja, regnskabet ser jo ikke så godt ud, der er jo nedskrevet på jorden’, siger han. Dernæst beder bankmanden os måske om, at ’overveje’ at fyre en af vores fire ansatte. De har en pæn måde at sige tingene på henne i banken. Far og jeg synes pludselig, kaffen smager bittert.

Det er jo vores opgave at sidde med en af de ansatte og indlede ’den svære samtale’. Vi skal om på den anden side af bordet med et lommetørklæde og forsøge at trøste. Det er ikke politikere eller bankfolk, der skal fyre nogen. Og hvad med de mennesker, der går ud af staldene eller lukker traktordøren for sidste gang. De skal forsøge at finde andre job, og det kan være håbløst på Bornholm og mange andre steder i Udkantsdanmark.

Fødevareministeren har stolt fortalt, at 50.000 hektar skal tages ud af produktion. Det er et område større end Bornholm. Det er værdier for over 6 mia. kr., der forsvinder. Det er et ufatteligt højt tal. Men for mig er det et års arbejde. For en af mine ansatte betyder det måske et farvel til arbejdsmarkedet, og for Udkantsdanmark er 6 mia. flere tusind arbejdspladser.

Indrømmet – det er noget af en påstand. Hvad lægger jeg til grund for dette? Socialdemokraternes egen hjemmeside såmænd. De tror selv, at deres ’kickstart’ skaber 16.000 arbejdspladser over to år (Socialdemokraterne.dk). I Helle Thornings åbningstale lød tallet 10 mia. kr. Jeg tillader mig at regne den anden vej. Hvis 6 mia. forsvinder – hvad så? Det må alt andet lige koste arbejdspladser – mange arbejdspladser.

Derudover er der så de penge, jeg og mine kollegaer skal have hvert år i fremtiden. Det er ca. 100 mio. kr., skatteyderne skal betale – hvert år. Hvor mange daginstitutioner, sygeplejersker eller hjemmehjælpere kan man få for 100 mio.?

Hvad får samfundet for det tab af skattekroner og tusindvis af arbejdspladser i de mest sårbare egne af Danmark? I Fødevareministeriet ved de det ikke helt. Mette Gjerskov selv er ikke engang rigtigt positiv. Hun udtaler: »Videnskaben siger, at det vil være mere optimalt med variable bræmmer« (Maskinbladet.dk). Det må da vist oversættes. Da naturen nogle steder er sårbar, er der behov for, at hele marker bliver taget ud af drift. Andre steder er naturen mindre sårbar.

Her behøver bræmmerne ikke at være på 10 meter. I øvrigt er denne løsning også efterspurgt af Danmarks Naturfredningsforening. Men ministeren har taget en beslutning. Naturen ensrettes.

Hun er i gang med at stjæle min jord, hælde skattekroner i kloakken, smadre livsgrundlaget for en masse familier i den fattigste del af Danmark. Jeg synes, prisen er høj. Men det er ikke engang den bedste løsning for miljøet.

Det ser ud til, at den politiske logik er løbet af med sejren. Mette Gjerskov står frem som en handlekraftig minister, der tager livtag med den stærke landbrugslobby. For mig er historien en anden. Mette Gjerskov tager min jord fra mig, og hun fjerner grundlaget for arbejdspladser i egne af Danmark, hvor der ikke er mange. Det lyder ikke handlekraftigt eller modigt. Det lyder som dårlig politik, der med vold og magt føres ud i livet.

Forurening er et reelt problem, men man må løse det på en fornuftig måde. Jeg vil gerne udfordre fødevareministeren til en debat om randzoner. Loven gør det nærmest umuligt for unge landmænd, der lige har købt jord, at kunne klare sig. Den straffer de mindste og de yngste landmænd hårdest og koster arbejdspladser.

Når jeg møder min gamle børnehaveklasselærer på Bornholm udbryder hun: »Hvor er det dejligt, at du kommer hjem til Bornholm, Frederik!«. Jeg mumler taknemmeligt tilbage, men har jeg lovet noget, jeg ikke kan holde? Vi unge burde have fremtiden foran os. Jeg er ikke engang 30 år, og min fremtid som landmand kan pludseligt ligge bag mig, inden jeg rigtigt er kommet i gang. Ikke på grund af økonomisk krise eller dårligt vejr. Nej, det er politik, der fælder mig.

Mange har spurgt mig, om det ikke er nemmere at lade verden gå sin gang og lade staten tage, hvad den vil. Jeg kan jo nok alligevel ikke stille noget op som almindelig landmand. Men jeg har en drøm om at blive landmand og lade min søn vokse op på en gård og få de oplevelser, jeg har haft.

Lige nu ligger min dreng fredeligt og sover, mens vores fremtid indskrænkes og bliver ledt i en helt anden retning. Væk fra landet – af en minister, der stjæler drømme.