Dødsangst, dødspanik, kan næsten ethvert dyr opleve, svært at skille fra smerte.

Mennesket er vist ene om at måtte finde sig i at leve videre med en viden om at skulle dø, før eller siden, gå til sine fædre, gå alt kødets gang, gå herfra, dø som en hund eller endda som en sild, ’ende som en grøntsag’, ikke just dø af grin, men gå bort af andre grunde, ind i den evige søvn, evige hvile, syndens sold, opgive ånden mæt af dage, uden andre vidner end sig selv?

Man dør kun én gang, men så så længe. (Husk, du er kun et menneske, se bag dig, nemlig på mig – sagde vognstyrerslaven til generalen i triumftoget gennem Rom).

Forestillinger om liv efter døden, om sjælevandring, paradis, helvede, skærsilden, det græske dødsrige eller de evige jagtmarker – er begribelige undvigemanøvrer. Lever vi længere, end det kan være meningen – hvis mening?

Dødedansen – som den kan ses på kalkmaleriet i Jungshoved Kirke i Sydsjælland, hvor den meget sorte død har en ung pige i hver hånd – er barsk realisme. Men de danser dog – på gravens rand. Andre kalkmalerier har et mere humoristisk syn på døden (skærsilden som et stort gab!).

Alligevel har kirken bygget en stor del af sin magt på denne dødsangst, jf. de syv dødssynder. Alene ordet! Hvad har vel synd og død med hinanden at gøre – ud over at man kan dø i synden. Saligt!

I Dødedansen (Døden fra Lübeck) danser Døden (i form af et skelet) med en gnier, en ågerkarl, en kapellan, en amtmand, en degn, en købmand, en bonde, en ungkarl og en jomfru: Døden er demokratisk, som allerede Horats vidste: »Vi drives alle af samme magt, vores skæbne kastes i tromlen for at trækkes ud som et lod, før eller siden, til Karons båd og vort evige eksil«. Vi går herfra, går over til flertallet, som ormeføde, i dødens have (eller gab), måske efter at have skrevet et ’livstestamente’: døden er både et fælles og et meget privat problem.

Efter Horats har kristendommen unægtelig skamredet menneskets meget begribelige dødsangst og bygget det meste af sin magt på den. Min oldefar – som jeg er opkaldt efter – ligger begravet lige dér, hvor tagdryppet fra koret i Vissenbjerg Kirke rammer jorden. (Tagdryp var der noget helligt ved, dryp lige ned fra selve koret. Oldefar var en stor mand, der i byen).

Den, som tror, skal få det evige liv! Vil det sige, at den troende slet ikke dør, ’rigtigt’, men skal genopstå til det evige liv, på dommens dag – eller allerede er ankommet? Sidder deroppe og synger salmer i al evighed?

Uha, uha, tusindårsriget, men er det nærværende liv ikke langt nok? Hvad er alternativet? Hvad med de hedninger, der så at sige døde lovligt undskyldt, før frelseren kom med frelsen? Fromhed vil sige retten til at slå forstanden fra.

Er det tanken på døden, der har skabt religionen?

Denne overdragelse af de døde til et liv under jorden, hvor vi nok havner alligevel (på en kirkegård eller evt. via en tur op i luften, ikke just på englevinger, men fra en skorsten), dette religiøse arrangement blev undergravet fra to sider: den naturvidenskabelige tænkemåde, som ikke levner meget håb om liv andetsteds end i erindringen hos overlevere (herunder skriftlige kilder, og hvad grin er der vel ved at have sit navn stående på et stykke papir engang i et fjernt århundrede?) – og et liv i humanismen, individets fantastiske frigørelse, som gør ondet endnu værre: Så længe livet ellers varer, er det heldigvis en engangsforeteelse.

Vi, som ikke er i spjældet – er fri. Efter de første ni måneder slap vi ud, med et skrig: juhu! Indespærring er en snedig straf, den rammer os på vores ømmeste punkt. Vi var spærret inde i ni måneder, første gang. Så fulgte ’basic trust’. Kan man være spærret inde i livet?

Døden bliver først rigtigt grim og uigenkaldelig, når identiteten – og dermed hele meningen – er lagt ud i den enkeltes forkrænkelige liv, ikke i slægten, forfædrene og børnene, efterkommerne – eller, for soldaten i patriotiske krige – i ’folket’ og dets gode sag.

Graven er endnu mere demokratisk end forfatningen. I den er vi alle lige, forkrænkelige, konger og idioter dør på samme måde: I døden har dødsenglen tabt begge sine vinger. Respice finem – husk afslutningen.

Individualisme – tja. Når min bestræbelse især rettes mod mit eget liv, at fylde det ud, folde det ud, gøre det rigt og frugtbart – eller bare spændende, umagen værd – så bliver dets bratte og definitive afslutning vanskelig eller direkte ubærlig, absurd, meningsløs – næsten umulig at se i øjnene: Rådner vi ikke, er det, fordi vi brændes: en storslået – og oldgammel – løsning: væk med skidtet, så de overlevende kan være der.

Så bliver det rolige blik på døden noget, man kan beundre og misunde hos særligt robuste naturer eller berømte mænd, der har demonstreret overlegenhed, og som døde stående (Sokrates med giftbægeret! – men hører selvmordere ikke til i samme selskab?), men ude i vores egen danske virkelighed fortrænges eller forskydes døden på forskellig vis – de gamle og dødsnære samles på særlige institutioner, og her i avisen er døden henvist til en særlig side omme i bladet, med dødsannoncer, nekrologer (og fødselsdage).

Når vi fødes, græder vi. Når vi dør, græder andre: Altid et fremskridt!

Da jeg var dreng, boede jeg i Sverige: hvor dog svenskerne kunne gå i sorg dengang! Mændene mindst: et sort bind om højre overarm, småting! Kvinder var bedre til opgaven: sort hat, sort slør for ansigtet, sort dragt, sorte strømper og sko. Sørgede kvinder da mere end mænd? Men der var bedre stil over deres sorg! Som vi også ser det i dagens Norge, hvor det ikke er usædvanligt, at man med sin påklædning henviser til fællesskabet om dødsrædslen fra Utøya: alt for rædsom til at se på tv.

Døden har mange ansigter! Stil er der også over ’Ungdomsbrønden’; maleriet, hvor gamle mennesker træder ned i noget lavt vand, fra venstre, og stiger op, i højre side, unge og skønne: ja, gid det var så vel! Gid en sådan brønd fandtes! Jeg hoppede i den med det samme.

I dag hedder den ’Botox’, en meget privat løsning på et meget u-privat problem: livets korthed: værre i dag end under den sorte død? Eller er det os, der er mere sarte, forvænt af lange liv, trods et par ret dødelige verdenskrige, som i mellemtiden er blevet til storartet tv-underholdning: fra blodig virkelighed til ublodigt tidsfordriv?

I det hele taget søges Døden mildnet af en ejendommelig og småfebrilsk dobbelthed. På den ene side fortrængning og ignorering, vi lever kun den ene gang og sænker gerne stemmen over for den efterladte.

På den anden side fascineret diskretion: samfundets fælles udgifter til aldersforsorg og hele det døds-udskydende sundhedsvæsen vokser voldsomt: som om døden lader sig kurere ved at udskyde den! De døende selv omtales i faglitteraturen som ’terminalerklærede’: færdig med dem! Men vi må gøre alt for at trække sagen ud – tænk på hospitalerne og deres afdelinger for døende – og jeg ville da også nødig være den minister, som sagde: stop, nu kan det være nok!

Alderdom: tænk på alternativet! Er det ikke rædsomt, hvor gamle vi gamle allerede bliver, og hvor meget der må spares på grund af udgifterne til os – jo ældre vi bliver, des dyrere bliver hvert af vore levede år: dyrere for jer andre. Lever vi længere, end det kan være meningen? Hvis mening? Finanslovens? Tænk lige, hvad vi koster ... alt det, der til gengæld må spares på, f.eks. uddannelse, livsforberedelse.

Tænk blot på, hvad ældreforsorgen (bare ordet!) koster: udgifter, der derved spares på global udjævning og forebyggelse af kommende krige, kommende dødsfald. Alt det betaler vi gamle for ved at leve, jo længere, jo bedre! Host, host. Undertegnede er blevet 86: det er næsten for meget.

Intet under, at den fortrængte død fascinerer så voldsomt: den død, som er så central i alle spændingsfilm: alle de skud, der affyres, al den død, der spredes – nu og da også ude i virkeligheden. Ingen krimi uden døde mennesker – og se blot, hvordan disse fantasifostre dog lærer os at omgås døden i medierne: med en vis taktfølelse.

Ingen billeder af døde mennesker, please – undtagen i krimier, hvor de ofte ses i lighuset, ellers ser vi de levende blive ramt, falde omkuld – måske vi også får et glimt af stedet, hvor kuglen eller kniven gik ind, derpå hurtigt klip til noget andet.

I nyhedsudsendelser ser vi smadrede biler – ikke deres blodige indhold, men nok ofre båret i højt løftede kister af arabiske mænd – ikke engang blod! Her har italiensk fjernsyn dog vist en lidt anden holdning, som også islam, der gerne lader ofrene blive set på tv: halshuggede mænd med hovedet hvilende på maven.

Men vi må ikke støde hinanden! Denne den hvide mands finfølelse – eller sarthed – står i en vis kontrast til vor praksis. (De faldne danske soldater i det nære Østen er der tal på, men hvor mange har de mon selv slået ihjel? Og hvor mange af disse soldater har siden taget sig af dage? To ’mørketal’. Hvorfor fik vi ikke bin Laden at se, før han, muligvis ilde tilredt, sænkedes ned på havets bund?

Når vor dødsangst er så bizar, kan det desuden have en sammenhæng med, at den ikke kun gælder os selv, men at vi også frygter kommende omfattende katastrofer for store dele af menneskeheden. Om ikke jordens undergang, så dog Tjernobyl og Fukushima! Samtidig med, at vi ser bort fra døden, tårner den sig op forude: overbefolkning, hungersnød, global borgerkrig: masser af døde mennesker! Bare ikke lige mig, vel? Foreløbig er to verdenskrige endt som tidsfordriv i fjernsynet: det kan vi ikke få nok af.

Vore liv – vor fred – er på lånt tid og opretholdes med umulige midler: med militærets vold og våbenmagt, d.e. med trusler om endnu mere død, bare ikke vor egen. Indtil videre betaler vi for denne foreløbige fred med tilpas fjerne atomvåbenlagre samt med mareridt i form af filmatiserede fiktive katastrofer, og med nærbilleder af døende børn fra det fjerne Afrika (døende, aldrig rigtig døde).

Den død, som ikke vil (eller kan) ses i øjnene, hævner sig ved at flimre som rædselsscenarier, skrækfantasier – og bekæmpes af dygtige, ansvarlige, effektive, sterile og bekymrede læger i hvide kitler, som vi bevilger enorme summer (livsforlængere, dødsudskydere).

Hvorfor er vi så onde ved os selv? Onde? Realistiske. For at komme noget i forkøbet og få det overstået?

Vi ved, vi skal dø. Lysten til at komme døden i forkøbet ved selv at vælge den vågner. En lyst, som heldigvis bekæmpes af lysten til livet, til udfoldelse af alle eksisterende muligheder og evner, i arbejde, i leg og sport, i kærlighed, i erotik, bevægelse, oplevelse, og af glæden ved at se andre mennesker folde sig ud på lignende måde.

Glæden ved børn f.eks., med livet båret af ’basic trust’, væsener, der endnu ikke er mærkede af denne viden om afslutningen, ’uskyldige’ kalder vi dem og forbinder derved igen døden med skylden, bliver man skyldig af at være til? Måske.

Vi har i hvert fald en ejendommelig tradition: Vi prøver at komme døden lidt i forkøbet ved at formindske livet – som allerede Johannes Døberen gjorde, da han klædte sig i kamelhår og åd græshopper i ørkenen.

Vi gør det en anelse anderledes end denne mand, vi går på arbejde og ændrer tilværelsen til ’opgaver’, pligter, som vi fylder det meste af livet ud med, og som vi får penge for at udføre. Noget, der skal overstås. Bagefter holder vi ’fri’. Fra hvad? Hvor er det dog skønt at være til, så længe det varer.

Det syntes Bellman også, i sin sang nr. 23, fra 1768, der ellers begynder langt nede:

Ack, du min moder, säj vem dig sände Just till min faders säng? Du första gnistan till mitt liv upptände – ack, jag arma dräng! Blott för din låga Bär jag min plåga, Vandrar trött min stig. Du låg och skalka: När du dig svalka, Brann min blod i dig. Du bort ha lås ock bom För din jungfrudom För din jungfrudom!

Elskede, jeg kan ikke slutte uden dig. Dette er til dig. Du døde for tre år siden, jeg har selv strøet din aske i Øresund, og den tomme urne smed jeg ud bagefter, tynget ned af en stump marmor, vi havde med tilbage fra et marmorbrud på Tassos, men hvad hjælper det? Du er død og borte. Det er aldeles voldsomt, som jeg elskede dig. Gamle mennesker? Rend og hop. Hvad har alderen med følelser at gøre?